Markedets mange goder

[Noella Pilkvist]

Barnet var væk igen så hurtigt som han var dukket op, jordbærret havde hun tabt og pludselig havde greven taget lommetørklædet fra hende. Alting skete så hurtigt, Noella havde ikke opfattet noget, før hun mærkede hvor tæt han var nået hende. Følelsen af hans fingerspidser mod hendes hud fik det til at sitre i hende og hun bed ned i sin underlæbe, mens hun forsøgte at holde sammen på sig selv. Hun havde det som om at hun var en klat smør der var efterladt i solen, smeltede i varmen fra hans berøring. Hans ord fik hende til at vågne op fra den lille trance og hun sukkede afdæmpet, hvorefter hun blinkede et par gange og smilede svagt.
"De har ret Deres Excellence. Vi må finde vand." Kommenterede hun og så ham i øjnene. Det var som om at der ikke var andet i verden end dem, hun tænkte ikke engang over hvem der mon ville se dem sammen.
"Det er lige rundt om hjørnet." Sagde hun mens hendes hjerte bankede, uden hun forstod hvorfor. Da hun gik videre skævede hun mod ham et par gange, han var en flot mand og det gjorde hende helt skør at se på ham.
Efter de havde gået lidt, nåede de endelig kroen og Noella stoppede op og smilede pænt til ham.
"Så er vi her Deres Excellence. Er der andet jeg kan hjælpe Dem med?" Spurgte hun og nejede underdanigt, hvilken hun havde lært at gøre overfor adelige mænd, så de følte sig respekteret. Hun gik ud fra han ikke ville hjælpe hende mere med pletten - det var jo en kvindes arbejde.

[Richarde af Gustabis]

Richarde kunne ikke andet end at smile, som hun mødte hans blik. Han kunne se det, den lille gnist, han ville kunne puste til og gøre til en ild. En ild, der ville være til at udnytte og gøre hans dag meget, meget bedre. De brune øjne af hans, kunne ikke helt skjule hans lyst til hende, selvom han forsøgte at holde den nede.

”Det lyder godt,” svarede han og fulgte villigt med mod kroen, håbende at hun ville med ind i bygningen. Han bemærkede nok hendes blikke, men han valgte at holde øjnene til sig selv. Vagten fulgte stadig med bag dem, som en tavs skygge.

Endeligt nåede de frem til kroen, den så ikke ud til at have ændret sig siden han sidst havde været her. Godt.
Hendes ord indikerede, at hun var på vej videre, hvilket hurtigt fik Richarde til at se på hende.
”Vi skulle se på den genstridige plet, ikke? Kom med ind, så prøver vi med noget vand.” Han skubbede døren op, og vagten endte lidt diskret at stå på den anden side af tjenestepigen, så hun ikke ville have så meget valg.

Richarde gik selvsikkert op til krofatter, der stod bag disken.
”Et værelse for eftermiddagen og er det muligt at få et lille fad vand og en klud med derop?” Kroen var for håndværkere, og Richarde stak ud som en påfugl i en andedam, men det rørte ham ikke. Krofatter fandt straks en nøgle frem og mumlede noget med, at han ville komme med en kande vand og en klud til fadet, der allerede stod på værelset. Han var ikke væk mange sekunder, før han kom og placerede begge dele på disken. Richarde smilede og takkede ham, inden han spottede døren til trappen. Kanden og kluden kunne Noella selv bære op til værelset, stadig med vagten bag sig. Han lukkede dog døren bag dem og blev stående ude på gangen.

[Noella Pilkvist]

Noella var lidt nervøs for at hun var væk for længe, hun tænkte på om Fruen mon ville være utålmodig efter at hun kom tilbage. Derfor ville hun gerne videre, men så foreslog han at de skulle se nærmere på den genstridige plet og hun følte hun blev nødt til at sige ja. Derudover, mærkede hun vagtens tilstedeværelse bag hende og følte sig næsten presset til at gå indenfor. Nervøst kiggede hun over skulderen og skævede rundt i lokalet, for at se om der var nogen hun kendte.

Imens krofatter arbejdede på at gøre greven glad, stod Noella og betragtede ham mens hun overvejede hvorfor han var så venlig ved hende. Hun var langt under hans stand og han havde ingen grund til det og det var så sjældent hun oplevede den slags venlighed fra andre at hun følte sig mistænkelig over det.
Tilsidst tog hun dog kanden og kluden og fulgte med, bag ham, op ad trappen. Hun var ikke vild med at gå ind på værelset alene med en mand, men hun bevægede sig alligevel derind og satte kanden og kluden fra sig på et lille bord.
"Det er virkelig alt for meget Deres Excellence, jeg behøver ikke et værelse til at tage mig af en lille jordbærplet." Sagde hun og pillede lidt nervøst ved sit kjoleskørt og så ned på gulvet.
"Jeg er meget taknemmelig for Deres venlighed." Bemærkede hun og nejede endnu engang, mens hun følte sig en smule overvældet af situationen.

[Richarde af Gustabis]

Richarde var ikke blind for, at den unge frøken var nervøs, men nu havde han fået hende så langt, og han agtede ikke at give op. Hun skulle bare lige lokkes lidt mere. At hun måske havde andre steder at være, tænkte han slet ikke over, for han havde brug for hende her. Nok anså Richarde sig selv for at være en venlig mand, men hans liv med en høj titel havde givet ham tendensen til at være ufølsom overfor andres behov. Han ville have hende her, ergo skulle hun være der.

”Pjat,” sagde han mildt og tog kanden for at hælde vandet op i et fad, der stod på et natbord. ”Jeg har ikke tænkt mig at stå og rode med din kjole for alle at stirre på, det virker en smule upassende, synes du ikke?” Han stillede kanden fra sig igen, inden han dyppede lidt af kluden og klemte det meste af vandet af, inden han vendte sig mod hende. Uden at give hende muligheden for at protestere, rakte han ud og tog ved halsåbningen igen for at duppe den våde klud mod pletten.

”Du virker som en meget sød pige, Noella, og jeg ville nødigt, at du kom i problemer over noget, vi kan prøve at rette op på.” Først hvilede hans blik på pletten, inden han løftede blikket og så på hendes øjne. Samtidigt lagde bagsiden af hans fingre, der havde fat i tøjet, sig mod hendes hud ved kravebenet. Han havde for én gangs skyld varme fingre, men hendes hud føltes endnu varmere. Lyst til at røre mere aktivt greb ham, men for nu lod han bare hånden hvile, mens han så ind i hendes øjne og lettere ukoncentreret duppede kluden mod stoffet.

[Noella Pilkvist]

De ting han sagde gav jo mening, rent logisk ville det være en dårlig idé at stå og gøre sådan nogle ting foran alle. Men var det virkelig meget bedre at gøre det bag lukkede døre? Fruens formanende ord om mænd dukkede et øjeblik op i hendes tanker, specielt da han duppede hende med kluden mod den røde plet. Alligevel skød hun tanken til side, manden havde jo været venlig mod hende, han ville vel ikke gøre hende noget.
"De har nok ret Deres Excellence." Sagde hun, stadig helt uvidende om at hun havde kaldt ham den forkerte titel hele deres bekendtskab.

Det føltes alligevel helt forkert, men samtidig meget godt, da hun mærkede hans fingre mod sin hud. Det skræmte hende en hel del. Hun så ham i øjnene, men slog så blikket ned og bed ned i sin underlæbe.
"De er alt for betænksom. Det er ikke så mange mænd som Dem der er betænksomme. De fleste lægger slet ikke mærke til mig." Sagde hun og så ham i øjnene.

"Men jeg må altså stadig tilbage til min Frue snart. Hun venter på mig. Hun bliver sur hvis jeg er forsent på den." Sagde hun og smilede undskyldende.
"Det kan være De ville have lyst til at besøge mig?" Spurgte hun og overraskede næsten sig selv. Hvorfor ville hun spørge ham om det? Det var da helt fjollet. Han ville da ikke besøge en dum, ubetydelig tjenestepige. Hun kunne bare ikke holde tanken ud om ikke at se ham igen, når han både havde givet hende jordbær og hjulpet hende med pletten.

[Richarde af Gustabis]

Der var intet galt I hendes måde at tiltale ham på, han var trods alt lensgreve. Og det var sådan han havde introduceret sig, helt med vilje. At afsløre sine kongelige aner havde helt sikkert skræmt mere end ét pigebarn væk, og det kunne han ikke have.
Pletten viste sig at være ganske ligeglad med det kolde vand, den blev duppet med, men Richarde lod som ingenting. Det var den bedste indgangsvinkel på at røre hendes hud, i hvert fald som en start. Lidt forsigtigt flyttede han lidt på fingrene, så de strøg en smule over hendes glatte hud.

”Det forstår man jo ikke, jeg ville ellers tro, at de fleste mænd på din vej ville have lyst til at fange din opmærksomhed.” Hans udtryk udstrålede for et øjeblik overraskelse, inden han smilede indsmigrende til hende. Det forsvandt dig hurtigt for et lidt skuffet udtryk, da hun sagde, at hun skulle tilbage til sin frue. Var hun alligevel ved at smutte fra ham? Det kunne ikke passe, han havde fået hende så langt.

Hendes tilbud fik ham til at le. Ikke på nogen ond måde, bare en blød og dæmpet overrasket latter. Om han ville besøge hende? Det ville han da gerne, hvis det inkluderede en tur mellem tæpperne, men der var et lille problem.
”Besøge dig? Gerne, men hvad mon din frue ikke siger til, at en greve kommer og besøger hendes tjenestepige? Det er vist mere upassende end det, vi har gang i nu.” Han slap hendes krave og løftede i stedet hånden for blidt at stryge fingrene over hendes bløde kind i et kærtegn. Hans blik slap ikke hendes, og han lænede sig en anelse tættere på, men stadig uden at kræve noget. Selvom lysten var i hans venlige øjne.

[Noella Pilkvist]

Noella havde egentlig ret travlt med at komme afsted, men det var samtidig ret svært for hende at rive sig væk fra Richardes favn. Hun følte sig næsten hypnotiseret, som han kom nærmere og lagde en hånd på hendes kind. Berøringen sendte gnister gennem hendes krop og hun havde et lidt forskrækket blik i sine øjne. Hvorfor føltes det så rart - havde hun ikke altid været bange for mænd? Richarde gjorde hende ikke bange, han fik hende til at slappe af og det var underligt som hendes skuldre faldt lidt ned og hendes ben føltes svage.
"Hvad har vi gang i?" Hviskede hun. Hun så flygtigt ned, men løftede så blikket op mod hans øjne igen og det var som om at den sidste af hendes modstand var væk.

"Jeg har det så varmt" Sagde hun siden han så sådan på hende, måske var det intense blik baseret på at han tænkte på at hun så besynderlig ud fordi hendes kinder var så varme. Hun måtte være helt rød i hovedet. Forsigtig, løftede hun sin hånd og lagde den ovenpå hans, mens hun bed ned i sin underlæbe.

[Richarde af Gustabis]

Pigens øjne var som to dybe huller af naivitet og uskyldighed, og det fik Richardes hjerte til at banke lidt hårdere og hans vejrtrækning til at blive lidt dybere. Begæret snig sig ind på ham, som de stod der, op og ned ad hinanden. Hun var så ung. Og kunne hun være andet end uberørt, sådan som hun reagerede på hans nærhed? Tanken fik det til at kilde i ham.

Hendes spørgsmål fik hans smil til at vokse en anelse mere, og han kærtegnede blidt den bløde hud med fingerspidserne.
”Vi har gang i noget af det smukkeste, to mennesker kan lave sammen,” svarede han med en mild hvisken. Uden at svare på hendes ord om at have det varmt, lænede han sig forsigtigt frem for at placere sine læber mod hendes. Langsomt nok til, at hun ville kunne nå at trække sig væk.

Gjorde hun ikke det, ville han holde kysset. Kluden blev lagt på bordet, inden hans hånd fandt frem til hendes skulder og fingrene blidt gled ned ad hendes arm, for til sidst at ende på hendes hofte.
Til sidst ville han slippe kysset for at lade blikket glide over hendes ansigt. Var alt som det kunne være?

[Noella Pilkvist]

Kærtegnet fik Noella til at smelte i hans hænder. Hun følte at hun næsten havde lyst til at græde, så meget rørte det hende. Det gjorde hun dog ikke, hun fik blot lidt blanke øjne mens hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere.
"Det smukkeste?" Sagde hun med en grødet stemme og smilede en anelse. Hvad var det smukkeste mon? Det vidste hun ikke - hun havde hørt eventyr om kærlighed, men var dette kærlighed? De kendte jo knapt nok hinanden.

Da han kyssede hende trak hun sig ikke væk, i stedet stivnede hun en anelse, mest af overraskelse. Følelsen fik dog langsomt hendes krop til at smelte og blive afslappet og hun fik gåsehud, da han lod sine hænder glide ned på hendes hofter. Hun forsøgte at gengælde kysset, men det var klodset og ret tydeligt at hun ikke havde prøvet det før.
Tilsidst trak han sig dog væk og hun så ham i øjnene. "Jeg har aldrig kysset nogen før." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe.

[Richarde af Gustabis]

Der var noget charmerende ved at kysse nogen, der aldrig havde prøvet det før. Den forsigtige prøven og ofte kiksede forsøg, men alligevel en naturlig forståelse for, hvordan det skulle gøres. Richarde kunne mærke hele sin krop summe i forventning, som han tydeligt kunne fornemme, at Noelle ikke havde kastet sig i grams for de unge mænd.
Han smilede til hende, som hun fortalte ham det, han allerede havde gættet. Åh så sød.
”Jeg håber, at det var en dejlig følelse.” Fingrene, der stadig hvilede på hendes kind, strøg ned over hendes hals og skulder, inden han selv bed sig kort i underlæben og lagde hovedet lidt på skrå. Hvor langt kunne han gå?

”Alt hvad vi skal til, bør føles dejligt.” Fingrene fortsatte forsigtigt ned mod rundingen, hendes ene bryst lavede under kjolen. Blidt strøg han dem ned over den uden på stoffet, mens han atter lænede hovedet ned for at kysse hende igen. Han glædede sig til at få tøjet af hende, men det var nok bedst at tage det et lille skridt ad gangen.
Hånden på hendes hofte gled en anelse længere om mod hendes ene balle, men stoppede op og tommelfingeren kærtegnede i stedet hende igennem stoffet.
Protesterede hun ikke, ville hans kærtegn og kys fortsætte lidt. Hans fingre på hendes bryst lidt mere insisterende, men stadig forsigtige.

[Noella Pilkvist]

Noella nikkede langsomt og smilede en anelse som svar på hans spørgsmål. Hun kunne godt lide at kysse med den flotte lensgreve. Hun følte sig næsten helt speciel, som om at hun var det eneste i hans liv - at hun var blevet udvalgt og derfor var særlig. Hun forstod slet ikke, at en mand som ham ville kigge i hendes retning eller give hende så meget opmærksomhed. Da han lagde hovedet på skrå, så hun ham i øjnene med et blik der var fuld af beundring. Hun var faldet for ham, men var stadig for ung til at forstå at det var det der var sket.

"Javel." Sagde hun med en spinkel stemme og hun sukkede let, da hans hånd gled ned ad hendes brystkasse og følelsen fik hende til at bide ned i sin underlæbe, øjeblikket inden han kyssede hende igen.
Da hans hånd gled længere ned, stivnede hun dog et øjeblik og trak sig væk fra hans kys. Ingen havde nogensinde rørt hende der før, det føltes som for meget.
"Tilgiv mig, men det. Jeg ved ikke om jeg synes det er rart Deres Excellence. De skræmmer mig." Sagde hun og slog blikket ned mens hun rødmede.

[Richarde af Gustabis]

Det hele virkede til at gå glat, som Richarde kunne stjæle endnu et kys fra hende, mens hans hænder gled over stoffet i hendes tøj. De var en berusende følelse, og han glædede sig allerede til at se hende afklædt. Der var ikke noget bedre end en ung kvindes spændstige krop og bløde hud.

Og så trak hun sig. Fortryllelsen blev brudt og Richarde skyndte sig at trække hænderne til sig og føre dem lidt ud til siden som for at vise, at han ikke ville røre hende, hvis hun ikke ville have det.
”Det må du undskylde, det var ikke min mening. Det er bare…” Han rakte ud og lagde hænderne langs hendes kæbe for at løfte hendes ansigt, så han kunne se hende i øjnene. Han strøg hendes kind med en tommelfinger.
”Det er bare svært, du er … du er så smuk og for mig til at føle ting. Gode ting.” Han lænede sig lidt frem og kyssede hende blidt. ”Jeg vil så gerne vise dig, hvilke fantastiske ting, vi kan lave sammen.” Hans blik fandt hendes igen og de lange fingre kærtegnede hendes kind og hals. Et lille skævt smil var at se på hans venlige ansigt.
”Men hvis du ikke har lyst, respekterer jeg også det.” Han lod hænderne falde og rettede sig lidt op.

[Noella Pilkvist]

Det var svært at sætte en finger på hvad der præcist var sket, måske tingene var gået for stærkt, måske Noella alligevel havde haft en for dårlig mavefornemmelse - eller også var det den lurende skam, som Adelaide Af Zorete så ofte havde plantet i hende når det kom til mænd.

Da han løftede hendes ansigt, så hun op og mødte hans blik men det var kun flygtigt. Hun følte sig generelt ikke rigtig tilpas, men presset af hans magtposition og hans stilling til at gå imod sine egne instinkter. Han sagde det skulle føles godt, men hun var næsten ved at komme til at græde. Hun lod ham kysse hende og kærtegne hende, men hendes reaktioner var blevet som is. Som et frossent dådyr inden det blev slagtet.

"Jeg vil ikke." Hviskede hun uden rigtig at forstå hvad hun sagde nej til og var samtidig nervøs for om han ville blive vred på hende. Noella kunne godt lide Richarde på mange måder, men hun følte sig så skidt tilpas i denne situation at hun meget gerne ville være fri fra den. Det var underligt hvordan hun kunne beundre ham og ville ham på så mange måder, men alligevel ikke kunne give ham det han ønskede. Hun var næsten mere forvirret over sig selv, end ham.
"Undskyld." Mumlede hun og sænkede blikket ned mod gulvet, mens hun næsten forventede at han ville slå hende.

[Richarde af Gustabis]

Richarde vidste allerede, hvad hun ville svare, inden ordene forlod hendes bløde læber. Det var et nej. Et stik af frustration gik igennem ham, men modsat nok så mange andre mænd, havde det ingen kontrol over ham. De var alene. Hans livvagt stod ved døren. Han kunne gøre ved hende, hvad han ville, styre hende med trusler og vold. Men sådan en mand var han ikke, tanken faldt ham slet ikke ind. Meget kunne man sige om Richarde, men han fornøjede sig ikke ved at gøre andre ondt.

Et stille suk forlod ham, næsten som han håbede, at udåndingen ville tage lysterne med sig, men det gjorde den ikke.
”Det er helt i orden. Jeg vil ikke tvinge dig til noget, du ikke har lyst til.” Trangen til at række ud og stryge en trøstende hånd over hendes kind lå i ham, men han lod være. I stedet bakkede han et skridt for at give hende noget luft. Der lå stadig et venligt smil om hans læber, men han kunne ikke helt skjule skuffelsen i sit blik, som han betragtede den unge tjenestepige. Det havde været så tæt på en god eftermiddag.

”Du må hellere gå hjem til din frue, inden hun savner dig.” Han tog endnu et skridt, denne gang til siden, så vejen til døren var fri. Livvagten stod udenfor, men ville ikke forhindre hende i at gå, han vidste godt, hvordan det hele foregik, selvom hans lyster lå et andet sted end Richardes.

[Noella Pilkvist]

Noellas blik hvilede på ham, hendes øjne var en smule blanke. Egentlig mest fordi hun var ked af at skuffe ham. Hendes hjerte bankede hurtigere da han trådte væk fra hende og hun ønskede at hun kunne have gjort det han ville, men det kunne hun ikke. Måske var problemet, at hun næsten kunne lide ham for meget. Hun vidste at det nok ikke betød noget for ham, men det gjorde det for hende.

"Ja, det må jeg hellere. Jeg beklager, Deres Excellence." Sagde hun og slog blikket ned mens hun blev rød i hovedet.
"Jeg håber vi ses igen." Bemærkede hun inden hun vendte sig om og forlod lokalet med hurtige skridt og endte med at løbe hele vejen ned ad trappen og ud af kroen. I dagene der fulgte, tænkte hun ofte på ham og overvejede om hun nogensinde ville se ham igen. Det ville hun nok ikke, selvom hendes hjerte længedes efter ham. Som dagene gik, begyndte hun dog at glemme ham og han blev i stedet en form for gudeagtig skikkelse, som var kommet ind i hendes liv som en engel i forklædning.

Forlader tråd.