Genkendelse

[Steva Pudser]

Josephine af Aren

Endelig befandt Steva sig på markedspladsen igen. Sidst hun havde været der, var med Cattral fra Wufrurg , da de kiggede efter tøj og nogen, der kunne slibe knive. Ikke, at den beskidte kropige selv ejede den slags udover den rustne smørkniv, man som nød kunne kaste i ubehagelighedernes retning, hvis det var nødvendigt. Denne dag var hun kravlet op af slumgyderne og frem i lyset, fordi stadig manglede en skjorte som hun kunne bruge, når hun var ude og spille mod mænd, der nægtede at gamble mod kvinder. Brunetten kom netop fra Joshras lidt billigere bod, men uden held. Hun måtte bruge mange flere penge hun havde lyst til.

Udover, det at skulle bruge flere penge, skulle hun også leve med blikkene, de himlende øjne og folk der trak ting tættere ind til dem. Tydeligvis fordi de troede hun ville stjæle. Nok stank hun af slummet, men hun havde aldrig stjålet. Det var bare andres fordomme, ligesom hun selv havde fordomme min de højborgerlige. De troede tit de var ligeså fisefornemme som adlen. Som hun plejede tog hun det ikke så tungt. Så længe ingen højlydt anklagede hende, så gik det nok.

Midt i mængden lyste en lok hår op og noget prikkede til Stevas hukommelse langt inde i slumhovedet. Nysgerrigt gik hun tættere på indtil genkendelsen ramte for alvor. Et smil luskede ind på hendes løber, da hun stillede sig bag kvinden med hænderne i siden og sagde. “Nå, lad mig gætte. Du er her vel for at beskylde mig for at have stjålet din skosnude?” der var humor i stemmen, men om adelskvinden opfangede det, vidste hun ikke.

[Josephine af Aren]

Josephine blev nok mest af alt forskrækket, da en velkendt stemme pludseligt dukkede anklagende op bag hende. Komtessen vendte sig hastigt om med store øjne, som dog straks formildes da hun genkendte den snavsede kvinde med det mørke hår. Josephine havde lært at bryde sig om hendes skarphed og valgte at kvittere den med sig egen. "Ja minsandten, er du kommet for at aflevere den?" Spurgte hun, velvidende om den manglende formalitet. ".. Mine tæer var blottede til skue hele vejen hjem!" Lød det i en komisk tone, understreget af et smil på Josephines læber. Hun kluklo dernæst lidt af deres udveksling. "Jeg troede ikke at jeg skulle se dig her, Steva." Tilføjede hun så til sidst.

[Steva Pudser]

For de omkringværende måtte synet af en beskidt slumpige og en ny poleret adelskvinde så mystisk ud, men for Steva var det lige før det virkede mere normalt ind, når hun snakkede med de kriminelle i slummet. “Jeg stjæler ikke, men jeg er sikker på du har pisset en anden af, der har stjålet dem og giver mig skylden” gav hun igen på sin sædvanlige facon med et glimt i øjnene.

En adelskvinde og dennes kammerpige sendte det mærkelige makkerpar noget af et blik, som Steva gav igen som var hun et øjeblik en sur kat, der havde fået øje på en bister hund. Da kvinden forskrækket trak sig, vendte Steva-katten sin opmærksomhed tilbage til komtessen med et smil. “Du havde vel ikke tænkt dig at hoppe i vallekærren igen bare for at se mig?” hun anlagde et mistænksomt udtryk et øjeblik, før hun blødte op igen. “Nogle gange må man vel bide i det sure æble og se solen”

[Josephine af Aren]

Josephine tyssede på Steva, da hun nævnte vallekæren. Ak! Det grusomt minde! Hun kastede et blik over skulderen på kammerpigen, der af og til havde lidt for lange ører og lidt for løse læber. Komtessen trådte det par skridt væk i håbet om at Steva ville følge. Et lille smil hang dog diskret om komtessens ellers normalt nedadpegende mundvige. "Hvis det betød at du ville eskortere mig gennem sådan en jungle en gang til - så kunne jeg måske endda også dåne lidt." Gav hun igen. Det var hvad Josephine nød ved at tale med Steva. Hun kunne komme med smarte bemærkninger og bramfrie kommentarer, uden at blive rynket på næsen af. Det var forfriskende med sådan et selskab - skønt hun vidste at hun måtte holde det diskret, hvis ikke der skulle komme flere problemer på hendes skuldre. Da Steva nævnte solen, gled Josephines blik skævt mod den klare himmel, "Hm." brummede hun, "De siger jo at den er så smuk." Hun flyttede blikkket tilbage mod den mørkhårede, "Men det kan næppe være for solens skønhed, at du har valgt at forlade dit elskede mørke?". En kæk bemærkning.

[Steva Pudser]

Steva vendte øjne af den blonde komtesse, da hun tyssede hende ned for at omverdenen ikke skulle høre om hendes fiasko i slumkvarteret. Brunetten tog det ikke ret tungt, da hun godt forstod, at der var et klasseskæl mellem de to unge kvinder, som ingen rigtigt så godt på. Egentlig synes Steva, at det var noget pjat. Mennesker var mennesker, men hun forstod, at ikke alle havde råd til at tænke sådan. Uden grund til at gøre andet, fulgte kropigen med komtessen lidt frem. Det var sikkert en grund, udover lugten fra slumtøsen. “Det ville virkelig være smukt, men så skulle jeg til at samle dig op og så ville alle folk kigge og faktisk ville det bare være et stort besvær” påpegede hun i en humoristisk tone.

“Mnjaa, lys, mørke det er ikke så vigtigt, men jeg er egentlig på vej tilbage til gyderne, hvor de fleste mener jeg hører til” den sidste bemærkning var direkte dedikeret til alle de mange blikke, der kom fra flere af de forbigående. “Desuden tror jeg ikke rigtig solen rent faktisk rør mig igennem det lag af støv der ligger på denne gamle sag” hun gestikulerede med hænderne til sig selv. “Du mener ikke selv den er smuk? Eller er det sådan et ‘ alt er dårligt’ humør?” hun var ligeglad med fornærmelserne hun kunne tage ud af ordene. Hun satte sin lid til, at hun så det som blot en prikkende drilsk bemærkning som hun mente det.

[Josephine af Aren]

Komtessen klukkede lidt over ordene. "Hm, ja, det ville skabe et postyr. Måske vi bør gemme det til en anden god gang." Hun tænkte lidt konspiratorisk videre ind i dette for et kort øjeblik, inden hun slap det og lod emnet ebbe ud i hukommelsen. Istedet fokuserede hun på Stevas efterfølgende ord. Igen måtte hun klukke lidt af Slumkvindens ord. "Kan du ikke bare gå i bad?" Spurgte komtessen med et let hævet bryn og et smil på læben.

Josephine mimrede lidt med læberne, som hun vendte Stevas ord i hovedet. "Jovist er den smuk - hvis ikke den bager direkte ned i hovedet på en." Smilte hun så, "Jeg kan bedre lide natten. Måne og stjerner - du ved." Sagde hun og viftede lidt affærdigende med hånden, som hun indikerede at hun ikke ønskede at uddybe nærmere.

[Steva Pudser]

De beskidte tær vippede i hendes slidte sko, mens hun overvejede komtessen dumme spørgsmål. Overraskende nok kunne hun godt lide Josephine, men hun vidste absolut intet om ikke at være højest i hierarkiet og ligeså lidt om at være fattig. “Nej, når man bor i slummet er der intet, der hedder bare. Det er en ret stor omkostning bare at vaske sig. Vi har ikke meget rent vand og det er vigtigere at drikke det end at bade i det” hendes tone var langt mere overbærende end den normalt ville være, for hun var for en gangs skyld ikke ude på at fornærme nogen.

“Jamen altså frk. Så må de jo tage deres ejendele og flytte til slummet, så er det intet problem” drillede hun med det genkendelige lille glimt i øjnene. “Stjernerne er også smukke, men når man er kropige ser man oftere dem end solen” for Steva var solen faktisk tæt på et særsyn, fordi hun altid var på kroen eller sov, når den var fremme. Ti ldels også fordi den var svær at se i slummets mørke.

[Josephine af Aren]

Komtessen hævede et bryn ved kvindens svar. "Jeg ved godt der kan være langt til brønden, men der falder vel regn fra himmelen?" - ".. og løber floder udenfor bymurene, der vel bugter sig i noget mindre strømmende?" Undrede hun sig. Hun mindedes den større flod der slangede sig forbi hovedstaden, da hun ankom til Levagny i foråret. Hun synes bestemt at have set den udmunde sig i noget mindre, som man ganske vist skulle gå et stykke for at komme til. Det havde folk som Steva, sikkert slet ikke tid til. Hun skød derfor ideen ud af hovedet igen, selvom hun et eller andet sted gerne havde slået slumveninden følge, såfremt hun søgte til sådan et sted for at bade. Det var ret skandaløst, hvis hun blev opdaget, men hun kunne ikke modsige at hun følte en nysgerrighed for at føle hvordan det var at plaske i noget der var større end et vandkar.

Hun klukkede lidt ved den mørkhåredes bemærkning om at flytte til slummet. "Jeg tror ikke jeg ville overleve der." Svarede hun sandfærdigt. "Det er et hårdt sted at leve." Tilføjede hun, idet smilet falmede lidt væk igen. Hun tøvede lidt med at sige det næste, men valgte at gøre det alligevel. Hun så derfor op på Steva gennem øjenvipperne, med lidt alvor i minen. "... men jeg ser du har en frihed, som jeg ikke har.. og den misunder jeg."

[Steva Pudser]

Et fnis måtte undertrykkes ved komtessens idé om, at regn måtte gøre hendes ren. I et hvis omfang, var det selvfølgelig sandt nok, men der var andre faktorer der spillede ind. Hvor meget hun burde forklare Josephine, var hun i tvivl om. “Det er ikke helt det samme, kære komtesse” drillede hun mildt. “Desuden er regn koldt og det er svært at blive varm igen, når man ikke har råd til brænde” det brænde de havde brugte de om natten, medmindre Stevas mor, var så fuld at hun tændte før Steva selv kom hjem fra kroen. Gui var alligevel aldrig hjemme for at hjælpe til. “Stinker jeg så slemt at jeg skal skrubbes før du tør ses i min nærhed?” hun hævede et drilsk og skarpt bryn.

Brynet fik ikke lov til at hvile, før det blev skudt tilbage op i panden igen. “Er du nu sikker på det? Det jeg har overværet indtil videre, tyder på, at du kan klare det meste med den der stædighed” en stædighed slumpigen selv ejede en foruroligende stor portion af selv. “Tja, men der lever trods alt mange mennesker der alligevel. De fleste af os lærer at overleve og det ville du nok også” sandheden var, at mange ikke overlevede, men den tanke nægtede Steva at tænke til ende, da det var for hårdt.

[Josephine af Aren]

Josephine fniste lidt af Stevas bemærkning. "Så slemt er det heller ikke." Drillede hun. "Men hvis du en dag får et behov for at være ren, vil jeg gerne forære dig entre i en af badehusene." Tilbød hun, i første omgang uskyldigt. Hun lænede sig så lidt hemmelighedsfuldt imod hende med et skælmsk glimt i blikket. "Hvis du tilgengæld vil tage mig med ud på den anden side af bymurene."

Josephine rettede sig lidt op igen, pludseligt en smule smigret ved Stevas kompliment - dem fik hun ikke mange af. Specielt ikke når det omhandlede hendes trodsighed og vilje. "Tror du?" - "Stædighed er ikke en dyd, blandt folk som jeg. Oftest bliver jeg reprimanderet for den." Forklarede hun, "Men jeg tror ikke på ideen om den underdanige kvinde, der bare føder børn og ellers sygner hen i et hus hun ikke ønsker at passe." Forklarede hun med brynene let rynkede sammen. "Fungerer det også sådan i Slummen?" Spurgte hun så, pludseligt nysgerrigt.

[Steva Pudser]

Trods huden var beskidt og ikke gav det rigtige indtryk af slumpigens hudfarve, var de blå øjne tydelige og rene. “Jeg skal tænke over det” Det kunne egentlig være ret rart, men hun kunne ikke finde ud af at takke ja til tilbuddet. Steva ville heller ikke indrømme overfor sig selv, at folk ville glo hvis sådan en som hende rendte rundt i badehusene. De ville glo endnu mere i slummet hvis hun rendte ren rundt. Den usikkerhed brød hun sig ikke om at indrømme overfor nogen overhovedet. “Det behøver jeg ikke en badetur for” de blå øjne lyste ved tanken om at komme udenfor bymurene. Det var ved at være mange år siden hun sidst havde været der. “Vi kan gøre det lige nu?” foreslog hun uden at tænke længere frem end nuet.

Steva hun til at fnyse grinene. “Stædighed er heller ikke en dyd blandt folk som jeg og med det mener jeg kvinder” hun himlede med øjnene, da det virkelig var noget der gik hende på. Hvis man som kvinde var stædig, var man bare besværlig og ikke værd at bruge tid på. Kvinder skulle helst ikke mene noget. “Jae, på nogle punkter. I slummet er kvinder bare til for mænds nydelse. De skal finde sig i at mænd må røre på dem, når de føler for det, hvilket de ikke får lov til hos mig. Så er jeg bare en besværlig uinteressant kvinde”

[Josephine af Aren]

Josephine nikkede forstående. "Bare sig til." tilbød hun venskabeligt. Den lyshårede komtesse var sikker på, at såfremt den mørkhårede slumkvinde, ønskede en billet ud derfra, så kunne hun hjælpe hende. Et bad og rent udseende, ville være en start. Men det skulle være hendes eget ønske.

Den ellers normalt citronsure Josephine lyste op i et meget sjældent, muntert udtryk, som nok havde været plastret på hendes ansigt mindre end fem gange på sytten år. "Oh, vil du?" Lød det ivrigt, inden hun blev opmærksom på de omgivelser som de befandt sig i. Hun tyssede sig selv indvendigt og kiggede sig over skulderen. "Lad os gå." Sagde hun så mere dæmpet. Det var klart at Josephine, havde blind tillid til at Steva vidste noget om den frie verden uden opsyn og mure - og derfor kunne guide og beskytte hende. Josephine afventede således at Steva ville vise vej, så hun kunne snige sig væk fra forsamlingen og det ellers kyndige opsyn fra sin kammerpige og den øvrige adel der betrådte området.

Ved Stevas ord om stædigheden blandt hendes folk, trak komtessen brynene lidt sammen i undring. "Jeg troede faktisk, at det var mere velkomment i Slummen." studsede hun, "Jeg tænker på borgerligheden, som friere folk, netop på grund af klasseforskellen." Tilføjede hun. Hun skar en grimasse af den mørkhåredes næste ord. "Ugh." - "Mænd er mænd, uanset hvordan de bor og hvor mange heste de ejer." Muggede hun lidt. "De noble Herrer beder om tilladelse, med forventningen om at få hvad de ønsker." - "Så de fremstår galante, men ikke er det det mindste."

[Steva Pudser]

Kommentaren om at skulle sige til, svarede Steva ikke på, men hun tog helt sikkert muligheden til sig. Den dag hun gled i mudderet og brugte flere dage på at få renset sig ordentligt, kunne hun godt have haft brugt et rigtigt bad, men det ville den stædige kvinde ikke indrømme om så det galt hendes liv. Det var ikke ligefrem et flatterende træk, men det var Pudser-datteren hamrende ligeglad med.

“Ja da” svarede brunetten med et skuldertræk som om det ikke var noget ret stort, som hun var gået med til. Faktisk var det en større udflugt end som så, da hun ikke selv var derude tit. Til gengæld var Steva glad for frihed og hun havde fri denne dag, så hun kunne gøre hvad hun ville, mente hun selv. Håret bobbede om hende hoved, da hun nikkede og så gik turen ud i det fri og udenfor muren. Selvsikkert begyndte hun bare at føre an og lod sine fødder genkende den rette vej.

Et lille latterfnys flød over kvindens læber og efterfølgende lod hun hovedet ryste på sig. “Næh, det tror jeg bare er den verden vi lever i. Kvinder må ingenting og hvid de har en mening er de stædige og stædighed er det samme som besværlighed og så er det bedre at fordømme end at overveje at vi har ret” ordene fossede over læberne, fordi de tanker var så indebrændte og fuld af irritation over noget hun oplevede ofte. “Mænd er hunde på to ben. Og de er idioter, der har fået for meget at skulle have sagt”. Tilføjede hu, mens øjnene søgte himlen af irritation.

[Josephine af Aren]

Josephine kunne faktisk næsten ikke vente med at komme ud af Levagny, men hun opførte sig anstændigt og lod ganske simpelt være med at hoppe hele vejen efter Steva. Hun svævede istedet tålmodigt ved siden af den mørkhårede, men med blikket vendt fremad. Pludseligt fuldt af liv. Hun drejede dog hovedet ved Stevas ord, og klukkede stille af den spottende bemærkning. "Jeg tror at du har ret. Det er nok for ydmygende overfor de andre Herrer, at kvinden kan tænke lidt selvstændigt." Musede hun underholdt.

Josephine dvælede lidt ved slumkvindens sidste ord. Ja, de var minsandten nogle idioter der havde for meget at skulle have sagt. "Tror du det er muligt at lave om på dét." Spurgte hun eftertænksomt. "For prøv at forestille dig hvordan verdenen måske istedet kunne se ud, hvis der bare vi idet mindste var lige."

[Steva Pudser]

Knapt så anstændigt som Josephine førte sig frem, sjaskede Steva fremad med kun et mål for øje. Hun var ikke bleg for at skubbe til folk, der ikke kunne finde ud af at fjerne sig fra hende og Josephines vej frem. Folk brokkede sig, men så kunne de bare tage og se sig for. “Mænd er egentlig bare alt det de siger vi kvinder er. Det er dem, der er svage, men de skjuler det ved at skyde skylden på kvinderne i stedet. Desværre er der bare flere af dem end os og også mange kvinder der ikke siger fra” sukkede hun meget højlydt, ligeglad med hvem der hørte det.

Faktisk var dette et af Stevas yndlingsemner at diskuterer, men der var ikke ret tit nogen der mente det samme som hende. Heller ikke kvinder. Det var lettere for dem bare at tilbede de uretfærdige mænd. Den brunhårede kropige trak på skuldrene ved blondinens spørgsmål. “Måske, men jeg har prøvet at banke det ind i hovedet på de fleste jeg møder og det sidder ikke rigtig fast, at man skal behandle kvinder med respekt. Desuden sidder alle mænd på magten og de virker ikke interesseret i at lave noget om”