Genkendelse

[Josephine af Aren]

Den lyshårede funderede lidt over Stevas ord, som hun banede vejen for dem begge. Steva var som et skjold der bare puffede folk til side, hvis ikke de flyttede sig. Bagefter, kom den lyse komtesse stille vandrende i sine silkesko, fortabt i sine tanker. "Det samme har jeg." Tilkendegav hun, "Men mange af de adelige kvinder, finder mine holdninger forkerte og bakker mændene op i deres position og rettigheder." Tilføjede hun, "På trods af at jeg oplever, mange af dem opfordre til svig og manipulation istedetfor åben konfrontation." - "Jeg forstår ikke frygten for at ytre sig i det åbne, såfremt man er flere. Men når man bare er sig selv.." Hun afsporede sin sætning, da hun kom til at tænke på hvilke alvorlige konsekvenser det netop havde for hende selv, at have så løse læber. "Når man står selv, så er man sårbar." Fuldendte hun så ordene. Hun skævede til Steva. "Det er derfor jeg er så glad for at have mødt dig." Smilte hun, "Men det kan da ikke passe, at der ikke er flere i hele Falanie der ikke har det som os?"

[Steva Pudser]

Mens de to med forskellig sociale status, men med lige sind talte om alt det de begge mente var galt i denne kolde og mandsdominerede verden, forlod de den sikre tilværelse indenfor bymuren. De to enige kvinder diskuterede lystigt, trods det nærmere var en deling af enstemmig mening end en diskussion og ikke længere stod de begge foran et eventyr på den anden side af muren.

/Lukket efter aftale