Så kan du lærer det

[Gabriel Halvmåne]

Tøsebarnet blev ved med at fortælle Gabriel, hvad man ikke måtte, og det var ved at blive lidt trættende. Han var trods alt konge nu, og hans egne forældre havde været døde siden han havde været på hendes alder. Gættede han på. Han vidste ikke, hvor gammel det lille skrammel af en pige var, selv ikke hans nære fysiske kontakt med hende afslørede andet, end en hudsæk med knogler, der stak ud alle steder. Endnu en af gadens unger, der var ved at dø af sult. Hvis hun var heldig, kunne det ændre sig i dag, men ved Triatos ikke før, at hun holdt op med at te sig!

Endeligt virkede det dog til, at hun kom frem til, at hun ville med, selvom hun ikke sagde det så direkte. Gabriel rynkede lidt på næsen, mens han overvejede, om han turde slippe hende.
”Og jeg har ikke noget i mod at banke dig halvt til døde, hvis du forsøger at stikke mig ned med noget,” svarede han så spydig, inden han slap hende og trådte et par skridt tilbage.

Stadig klar til at gribe en angribende vildkat med rabies, lod han blikket glide over hende, inden han lavede en bevægelse i den retning de skulle, for at komme hurtigst tilbage til Den Fede Kat.
”Maden er i den retning.”
Hvis hun begyndte at gå, ville han slutte trop ved siden af hende med en armslængde imellem dem, så han kunne nå at reagere, hvis hun skulle forsøge at stikke ham ned med noget.
”Mit navn er i øvrigt Gabriel. Hvad hedder du?” Så længe hun virkede fredeligt, ville han tale til hende, som man talte til et barn yngre end hende. Venligt og med en lidt lysere tone. Men hans blik var vagtsomt bag det venlige.

[Evelune Gadebarn]

Uretfærdigheden ville ingen ende tage, men hendes mave var begyndt at overbevise hende om, at man måske godt kunne lade en enkelt slippe, for en virkelig god grund. Det ændrede dog ikke på at hendes udtryk havde sammen udtryk som en af de gamle, rynkede roer, som hun ind imellem fik fat i fordi nogen havde tabt dem. Selv de blå øjne, var krympet så meget sammen at de bare lignede to aflange, sorte huller i et utroligt blegt ansigt.

Tænderne skar mod hinanden, mens hun tænkte over det. Han havde sluppet hende, men det betød ikke, at hun brød sig om ham. Noget der ofte kunne vende ret hurtigt, eftersom hun havde en anelse problemer med hukommelsen. Den indadvendte bule i hovedet havde nok skylden ikke, at hun var klar over det. Efter at have nedstirret ham et par minutter, begyndte hendes fødder at bevæge sig den retning han havde hintet til. Maven sang sin klagesang imens.

“De plejede at kalde mig Evelune, så det er nok mit navn” svarede, for hun havde faktisk været i tvivl engang om hvorvidt hun virkelig hed djævleunge. Det var i hvert fald det de havde nævnt flest gange, men Evelune lød som et rigtigt navn, så det måtte være det. Et snøft fik hende til at tørre næsen med håndryggen. “Hvorfor vil du give mig mad?” det havde hun stadig ikke helt fattet. Det gik ikke så hurtigt oppe i det lille, blege hoved.

[Gabriel Halvmåne]

Evelune. Gabriel skrev sig navnet bag øret, selvom han normalt ikke havde problemer med navne og ansigter.
”Evelune er et pænt navn.” Endnu et forsøg på at få hende til at hade ham lidt mindre, han var vant til at smøre de fleste, til de gjorde, hvad han ville have, men hun havde vist sig at være lidt besværlig. Fornemmelsen af, at hun havde noget med Actard at gøre var kun blevet stærkere, for den mand var heller ikke til at regne ud. De mindede ham begge mere om dyr end mennesker, men det var ikke noget, han dømte dem for.

Noget af det, hun havde sagt, fik ham til at se lidt undersøgende på hende.
”Hvem plejede at kalde dig Evelune?” På den ene side var han ligeglad, han var ikke interesseret i hendes historie, men så alligevel, han var en nysgerrig sjæl. Havde nogen engang bekymret sig om pigen ved hans side?

De kom frem til en sidegade, som han drejede ned ad, langsomt så han var sikker på, at hun fulgte med. Der var ikke langt til katten, men der var smutveje nok til, at hun kunne forsvinde fra ham, hvis hun ville.

[Evelune Gadebarn]

Underlæben havde sneget sig frem og var begyndt at overlappe overlæben, som den eneste måde at vise sin utilfredshed på over, at manden på den måde kostede rundt med hende. Lige nu kunne hun ikke lide ham, men mere ukomplicerede behov drev hende til at følge med. Det var mest sulten. Hvis hun kunne leve et liv uden mad ville hun det. Det var alt for besværligt altid at skulle finde sådan noget.

Hånden fløj om til det viltre hår og kløede intenst, hvor en lus måske gnavede. Derefter stak hun fingeren i munden og gnavede på neglen til dens længde endnu engang forsvandt. Gaden var hendes hjem og hun var hamrende ligeglad med sin opførsel, for hun kendte ikke til andet, end det der lige faldt hende ind, når det gjaldt opførsel. “Det gjorde de” svarede hun uden at have en fornemmelse af, at det måske ikke var en lang nok forklaring. En smule uinteresseret begyndte hun at gnave på en ny negl. “De råbte tit vanvittige unge efter mig, men det kan man altid ikke hedde. Det er jo ikke et navn. Så må det jo være Evelune” påpegede hun som konstaterede hun at himlen var blå. Godt nok havde hun aldrig rigtig set himlen. I hvert fald ikke de sidste mange år på gaden.

Stadig med en rynke på overlæben drejede hun med den sure, dumme mand. Hun anede ikke, hvorfor han ville fodre hende, men hun var bare sulten og ligeglad med alt andet.

[Gabriel Halvmåne]

Det var ikke rigtigt et svar, Gabriel fik af den tynde pige, som hun begyndte at fortælle. Tavst lyttede Gabriel til hende ord, mens han ledte hende ned ad den smalle gade og ud på en anden lidt større. Han kendte byen som sin egen bukselomme, og han tænkte ikke nærmere over ruten, andet end det var den korteste tilbage til Katten, der snart ville komme til syne.
”Du er også lidt af en vanvittig unge, Evelune,” svarede Gabriel bare med lidt venlig morskab, inden han tav, som han ikke havde mere at sige.

Endeligt rundede de det sidste hjørne, og Katten dukkede op foran dem. Et skilt hang over døren, nogen havde savet en kontur af en fed kat ud og malet den sort. Den havde fået en klat ny maling, da Gabriel havde overtaget kroen, men skiltet var en del af stedet, og var ikke blevet skiftet.
Kroen i sig selv så ikke ud af meget, men krostuen var stor nok og ikke helt så slidt, som den engang havde været. Stedet lugtede af røg, mad, billig sprut og sure tæer, en lugt der altid gjorde Gabriel i godt humør. Det var hans hjem.

”Nu skal du se her, Evelune, sæt dig her.” Han hev en stol ud ved et borde, der stod ved væggen ved den store kamin, der holdt bygningen varm i vintermånederne. Han satte sig selv på sin vante plads, hvor et par skind gjorde bænken på væggen blød til ham. Hans plads. Ingen andre sad der, end ikke hans bror.
Et blik til krofatter fik den store rødhårede mand til at komme derover.
”Hugo, et varmt måltid mad til den lille frøken her. Og vi har noget saft, ikke?” Det var ikke så meget et spørgsmål, for det havde de, som det var, hvad de små gadeunger fik serveret, når de hang ud omkring kroen. ”Og send en af ungerne af sted til cirkusset efter Actard, jeg skal bruge ham her hurtigst muligt.”
Den store mand nikkede blot til det hele og forsvandt ud i køkkenet. Gabriel vendte opmærksomheden tilbage til Evelune.
”Hvor gammel er du så? Hvis du ved det.” Det var ikke alle gadeunger, der vidste, hvor gamle de var. Han havde trods alt selv haft en mor i de første år til at holde styr på den slags.

[Evelune Gadebarn]

Stadigt surmulende som et lille barn, fulgte den hvidhårede gadeunge med et udtryk af, at det var meget mod hendes vilje. “Naahaj” kom det endnu mere muggent fra den lille tøs en før. Dog mere småfornærmet end egentlig surt. “Det er ikke pænt at kalde andre vanvittig” fnøs hun en smule mere piget end ellers. Hun var så fokuseret på at surmule, at hun på ingen måder lagde mærke til, hvor hun blev gennet hen.

Inde i det rum, hun blev placeret i, virkede hun en smule malplaceret. Trods hun var ligeså beskidt som alle andre derinde, så var hendes lyse hud, hår og næsten lilla øjne en stor kontrast til det mørke og træfarvet. Den kjole hun bar, havde også engang været hvid, men det var mange år side farven havde skiftet til grumset. Hun tøvede med at sætte sig, da hun ikke brød sig om befalingen, men alligevel endte hende numse på stolen. “Hvad skal jeg så nu?” spurgte hun med en lille skjult nysgerrighed i stemmen.

“Gammel? Gammel nok” hun anede ikke nogen om det med alder, men i Evelunes verden, så var hun da bare gammel nok. Hvad skulle han også bruge det til? “Hvad er det her for et sted?” spurgte hun så efter et øjeblik at have set rundt i krostuen.

[Gabriel Halvmåne]

”Du skal sidde der, så kommer den flinke Hugo med noget mad og drikke til dig,” svarede Gabriel, stadig som om, at han snakkede med et mindre barn. Hun så ud til at være ved at blive til en kvinde, men det var svært at vurdere, når hun var så udsultet. Knogler det hele, ingen former. Og så den opførsel. Havde han ikke kunne se hende med sine egne øjne, havde han skudt hende til at være højest fem.
Hendes svar på hans spørgsmål gjorde ham ikke klogere, og han gav op på at få noget fornuftigt ud af hende. I stedet satte han sig lidt bedre til rette på bænken.

”Det er min kro. Den Fede Kat. Måske ikke det smukkeste sted i Levagny, men man skal ikke dømme alting på dets ydre.” Han smilede skævt til hende og lagde hovedet lidt på skrå.
”Kommer du her fra Levagny?” Han var efterhånden i tvivl om han kunne få noget som helst brugbart svar ud af hende, men han ville alligevel forsøge, inden Actard kom. Måske han fandt ud af noget spændende, mens de ventede på den store mand.

[Evelune Gadebarn]

De hvide, næsten gennemsigtige bryn trak sig sammen så øjnene blev to smalle sprækker. Hun var ikke overbevist om, at hun kunne lide denne mand, men for nu fandt hun sig i ham og gjorde hvad han sagde selvom hun samtidig gjorde en dyd ud af at vise ham, at det var mod sin vilje, at hun gjorde det. Det trodsige blik forsvandt i hvert fald ikke. Fødderne rørte gulvet, da hun sad på stolen, men hun svingede alligevel med benene så fødder skrabede hen over træet. Pigebarnet kunne ikke sidde stille. Øjnene sendte et sort blik op til Gabriel som hun sad der og stirrede på ham, mens han talte. Maven svarede endnu engang for hende, da han nævnte ordet mad, men læberne forblev lukkede lidt endnu.

“Katte er ikke tykke” mumlede hun trodsigt, da han kaldte kroen for Den Fede Kat. “Hvorfor kalder du din kro for fed? Det er et drilleord” brokkede hun sig trods stemme var lavmælt som om det mere var til hende selv end til ham. Det forstod hun altså overhovedet ikke. Det var da ikke et pænt navn til en kro. Katte var søde og ofte ligeså udsultede som hende selv og Evelune kunne rigtig godt lide dyr, så dem skulle man ikke drille.

“Er det byen?” gættede hun sig til. Ingen havde rigtig fortalt hende meget om det sted hun levede. Opmærksomheden havde ligesom været på noget andet. “Jeg boede i hus også boede jeg på gaden og jeg har ikke været andre steder” offentliggjorde hun så bestemt.

[Gabriel Halvmåne]

Der var da ingen tvivl om, at tøsen var sulten, han kunne høre hendes mave beklage sig helt hen over bordet. Han kendte godt sulten, men han havde aldrig sultet så meget, som hun så ud til at gøre. Det havde han og hans bror været for stærke til, dengang de levede på gaden, før de blev en del af Tyvekongens hof. Vold havde altid været en fin løsning, når maven krævede at blive fyldt.

Gabriel kunne ikke lade være med at le, da hun så trodsigt sagde, a katte ikke kunne være fede. Hun havde tydeligvis ikke set kroens maskot, en damemis med en god rund mave. Der var altid rester i køkkenet til den slughals. Han lænede sig lidt frem for at se rundt, men det sorte bæst var ikke til at se nogle steder. Hun sov nok ude i køkkenet eller havde fundet sig en plads et andet sted.
”Det ved jeg nu ikke, katten, der bor her, er nu ret rund om maven. Og det er ikke mig, der har givet kroens dens navn. Men vi mener det kærligt.” Han lænede sig tilbage og så på hende med et smil.

Om det var byen? Hun var virkeligt fortabt, var hun ikke?
”Ja, byen hedder Levagny.” De brune øjne kneb sig en smule sammen, men smilet forsvandt ikke. Utålmodigheden pressede sig på, men han skjulte den godt. Nu måtte Actard gerne tage at komme. Men drengen var nok ikke nået frem endnu, og så skulle den store mand også lige flytte sin tunge krop hertil.
”Jeg boede også i et hus, og så på gaden, inden jeg boede her.” En lidt forsimplet udgave af hans liv, men det gik nok. ”Og jeg har heller ikke været ude af byen. Det er der ingen grund til. Jeg har alt, vad jeg skal bruge lige her.”