Så kan du lærer det

[Evelune Gadebarn]

Gabriel Halvmåne



Det hvide hår hang langt og filtret ned over pigens ansigt, så alt man kunne se var de lysende øjne og en snert af det krusende smil på hendes sprukne læber. “Forkert svar” lød det næsten syngende fra de samme smilende læber. Kvinden nåede ikke at reagere før en lille, men stærk hånd lå om hendes håndled i hvad der føltes som et overmægtigt greb, der ikke passede til den lille og forputtede skikkelse foran hende. Nålen streg henover kvindens underarm i en langsom bevægelse, så huden lige akkurat sprak og de små, røde dråber dukkede frem en efter en. “Man taler pænt til børn. Vidste du ikke det?” spurgte hun med et barns stemme. Som var hun en lille naiv pige, der ikke forstod, hvordan man kunne komme til at være sådan overfor børn. Det var ikke den hvidhårede pige selv kvinden havde fornærmet, men bag kvinden stod en lille dreng og gemte sig i sin mors skørter. Evelune læste hans udtryk som taknemmeligt, for det var virkelig heldigt, at hun kom forbi netop som moderen skældte ham ud, for at have købt det forkerte på markedet. Sådan skulle man ikke behandle sit barn, mente hun. Han havde gjort sit bedste og kvinden var utaknemmelig, men den hvidhårede pige skulle nok hjælpe ham.



“Han prøvede at hjælpe dig og du glemte at være taknemmelig” hun tsk’ede som om det var en meget slem gerning hun havde gjort. “Husk, at du bare fortjener det” trøstede hun mens nålen dykkede dybere ned i armen på vej opad mod albuens bøjning. Kvinden gav et slag med armen og Evelune kom til at give slip. Et øjeblik blinkede hun med de lysende øjne inden en snert af vreden kunne skimtes og hun for frem pludselig med den rustne syl i hånden til den var rettet mod kvindens blottede hals. “Jeg hjælper dig! Tag imod!” råbte hun lige ind i kvindens ansigt. Det var på det tidspunkt drengen begyndte at hyle og stak af. Det fik hende til at kigge forbløffet efter ham.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel var i ganske godt humør, som hans skridt førte ham igennem byens slumkvarter. Det var tidlig formiddag, og han havde ikke tilbragt natten hjemme, men havde i stedet fundet noget underholdning i en villig kvindes favn. Hans hud duftede stadig af hende, og et smil hang i hans mundvig, som hans tanker ikke havde forladt hendes seng og nøgne krop endnu. Men arbejdet kaldte uden tvivl, og hans mave havde givet den første lyd af sult, så nu var han på vej tilbage mod Den fede kat, hvor krofatter Hugo uden tvivl kunne servere et tilfredsstillende måltid, mens nogen opdaterede ham om hoffets natlige ballademageri.

Han var på vej rundt et hjørne, da en stemme fik ham til at stoppe op. En barnestemme. Lidt nede af den smalle gyde stod en kvinde og to børn med siden til ham. Normalt ikke noget, han ville kigge nærmere på, men det hele virkede så forkert. Den lille dreng gemte sig bag kvinden, der knugede et brød under den ene arm og ellers virkede helt stivnet med skræk på ansigtet. Hendes kropsholdning viste tydeligt, at hun ville væk fra pigen foran hende, der havde taget fat i hendes arm.

Nysgerrigheden overvandt sulten, og Gabriel trådte et skridt tilbage, så han stod halvt gemt rundt hjørnet, mens han spidsede ører for at følge med i, hvad der skete. Han kunne ikke se blodet på den afstand, men han var ikke i tvivl om, at den lyse pige gjorde noget ved kvinden, hvis ansigt fortrak sig i en blanding af smerte og skræk. Hun så alt for chokeret ud til at skrige.
Pigens stemme var for lav til, at han kunne høre ordene, men som kvinden endeligt strittede i mod, lød barnestemmen højt nok til, at ordene blev kastet imellem væggene og ned mod ham. Det var ikke det eneste, der kom mod ham, som drengen bag kvinden stak af. De små ben bar ham direkte ind i favnen på Gabriel, og ungen ville være røget på enden, hvis Gabriel ikke havde grebet fat i ham. De store brune øjne var fyldt med skrækkens tårer, som han så op på den fremmede mand.

Mange uhyggelige ting kunne siges om Gabriel, men et eller andet sted i hans kolde hjerte havde han et blødt punkt for børn. Så han rakte ud for at tilbyde drengen sin hånd, og da han tog imod den, tog han ham med tilbage mod kvinden, han gættede på, var drengens mor, og pigebarnet, det hele drejede sig om.
”Du ved, de færreste tager en syl rettet mod halsen som en hjælp,” sagde Gabriel afslappet mod pigebarnet. Nu han kom tættere på, kunne han både se sylen og den ballade, den havde lavet på kvindens arm. Drengen, der hårdt knugede sine små hænder om hans, trak om bag ham, da de kom tættere på det sindssyge pigebarn, der så underligt bekendt ud. Hun mindede Gabriel om noget. Nogen.

[Evelune Gadebarn]

De lysende øjne måtte vende sig, da en fremmed stemme afbrød Evelunes hellig gerning og satte spørgsmålstegn ved den retfærdighed pigen var ved at yde. Det korte svar der kom over hendes læber passede også til det forstyrrede udtryk hun fik, af den fremmedes indblanding. “Nej” og det var sandt. Det vidste hun faktisk ikke. “Hvis ikke man kan lide straffen, skal man ikke gøre sig fortjent til den” hvislede hun med alt andet end den barnlighed der normalt lå over den lille skikkelse.

Grebet om kvindens arm blev fastere og sylens pressen mod hende blev øget. I Evelunes hjerne var denne mand kommet for at tage hendes retfærdige gerning fra hende. Det var sket før, at folk ikke forstod, at det hun gjorde var for alles bedste. Hun straffede de, der ikke behandlede andre ordentligt. Dem der drillede, dem der tog andre for givet. “Du glemte at være taknemmelig for din drengs hjælp, nu hjælper jeg dig med at blive straffet for den fortagelse” fortalte hun kvinden med en langt roligere og forklarende tone i stemmen. Faktisk en næsten uskyldig tone.

I mandens retning gentog hun. “Man taler pænt til børn” og lod sylen skrabe over kvindens hals. Det piblende blod fik hende til at smile og glemme, at hun var ved at forsvare sine handlinger.

[Gabriel Halvmåne]

Pigens overraskede svar havde nær fået Gabriel til at le, men smilet på hans ansigt blev kun ganske svagt lidt større, mens han lagde hovedet en anelse på skrå. Hendes udseende og hendes ord fik ham til at tænke på en af vanskabningerne i hans lille cirkus. Actard ville have sagt noget lignende. Haft samme forundring over noget, andre mennesker fandt logisk. Spøjst. Manden havde aldrig nævnt, at han havde børn. Men i Gabriels sind var han ikke i tvivl om, at pigen foran ham næsten ikke kunne være andet end monsterets unge.

Inden han nåede at åbne munden for at svare, havde pigebarnet vendt sin opmærksomhed mod kvinden igen. Hun havde set med håb på Gabriel, men flyttede blikket tilbage til det lyse, skræmmende ansigt. Som blod satte sig som sm røde perler på kvindens hals, kunne Gabriel mærke drengen klemme hårdere om hans hånd og små skrækslagne lyde forlod barnet. Gabriel var egentligt ligeglad med kvinden, hans nysgerrighed bød ham at se, hvad pigebarnet ville gøre ved hende, men den lille dreng fik ham til at vælge at hjælpe.

”Det gør man,” svarede han med en rolig og dæmpet stemme, mens han så fra kvinden til drengen. Hvad ville han have sagt til Actard for at tale til den mands sære logik?
”Straffen bør også passe til forseelsen. Jeg er sikker på, at en mors mangel på taknemmelighed er nemmere at bære, end at et fremmed pigebarn snitter i ens mor på ens vegne.” Gabriel trak sin hånd fri af drengens greb og lagde den mod hans hoved i stedet for. Drengen greb straks fat i hans ben i stedet for og så med store skrækslagne øjne på pigen.
”Desuden, hvis du absolut skal skære i nogen, burde du finde dig en ordentlig kniv i stedet for det rustne stykke skrammel der.” Med sin frie hånd trak Gabriel sin gode dobbeltæggede kniv fra skeden og holdt den op mellem et par fingre, så hun tydeligt kunne se de skarpe ægge og slanke håndtag. En dyr kniv for en slumrotte som ham. Lyset glimtede i det velpudsede metal. Han passede godt på den.

Gabriel så på pigen med et blik, der udviste en smule morskab. Et blik, der lokkede.

[Evelune Gadebarn]

Evelune holdt stadig den rustne, gamle kniv foran kvindens hals. Hun havde langt fra givet op bare fordi nogen havde valgt at blande sig i hendes afgørelse og afstraffelse for retfærdigheden. En del af hendes ville også bare virkelig gerne se blodet pible fra kvindens strube. Det havde en afslappende effekt på den hvidhårede, blege pige. Nok lyttede hun til mandens ord, men hendes udtryk blev ikke mindre bistert af den grund. Hun brød sig ikke om at blive afbrudt. Faktisk nød hun at afstraffe dem hun mente havde begået noget forkert og når nogen blandede sig fik hun lyst til at straffe dem også, selvom det ikke ville være retfærdigt.

De næsten violette blå øjne fik et glimt af fascination, da blodet viste sig på kvinden. Tydeligt kunne hun ikke få blikket væk fra de fantastiske små perler der viste sig på den glatte kvindehud. Evelune havde lyst til at slikke dem af, men den tanke blev afbrudt af mandens stemme. “Børn ved ikke hvad der er bedst for dem” svarede hun med en snerren. Det havde hendes mor sagt inden hun forsvandt og lod Evelune til sig selv. Så pigen mente at det var den absolutte sandhed. Selv drengen så bange ud, var hun overbevist om, at det var fordi han ikke vidste bedre. “Hun skal stadig straffes. Hun er ond mod sit barn, han vil forstå. Du vil forstå det en dag” det sidste var rettet imod drengen. Der var stadig en barnlig tone i hendes stemme, selv den var snerrende som en bidsk hunds.

“Ingen penge, ingen kniv. Jeg finder det jeg skal bruge” og det gjorde hun. Den samling af spidse genstande hun ejede havde hun selv samlet og hjulpet med at blive den helt rigtige form for spids. Og hun var ret glad for sin kniv, selvom den ikke var så skarp.

Dog blev Evelunes blik barnligt forundret da hun så den glatte, skarpe kniv som manden trak frem foran hende. Den glimtede i det svage lys i gydende og hendes øjne var fyldt med naiv fascination. Presset med kniven mod kvindens hals blev mindre, men hun havde stadig et godt, fast tag om hendes arm.

[Gabriel Halvmåne]

Der var ikke noget i pigens ord, der tydede på, at hun havde lyst til at stoppe sit ærinde med at skære i kvinden. Drengens greb i Gabriels bukser mindede ham om, hvorfor han ikke bare kunne lade hende gøre, som hun ville. Hun var tydeligvis sværere at tale til fornuft end kæmpen, men nu havde Gabriel også et godt greb om Actard.
Mange ville måske forsøge at tale til pigens fornuft eller følelser, men Gabriel genkendte en som ham, når han så en. Når han først havde taget en beslutning om at se blod, var det kun fysisk vold, der kunne stoppe ham. Ikke engang hans storebror kunne bruge sin sølvtunge til at tale ham til fornuft. Så i stedet bevægede Gabriels tanker sig ud i alternative løsninger. Kniven så ud til at fascinere hende, men hun havde lige slået fast, at hun egentligt ikke var så interesseret, fordi hun havde sin egen. Nå ja, hvad kunne han så finde på.

Hans blik gled kort ned til drengen, der var helt og holdent afhængig af hans hjælp. Åh, hvis han vidste, hvem han havde søgt om hjælp ved. Ikke at Gabriel havde planer om at skade ham. Men han ville nok fortryde sit valg af redningsmand alligevel. Gabriel blinkede med det ene øje, inden han satte sin spontane plan i værk.
”Jeg tænker, at hvis hun er ond ved sit barn, fortjener hun det slet ikke. Det er vel logik?” Med et hårdt greb i drengens hår, trak han ham frem foran sig. Drengen skreg i smerte og skræk, men skriget forstummede hurtigt, som Gabriel lagde sin kniv til hvile mod hans hals.

Det var ikke en gennemtænkt plan, men Gabriel var heller ikke kendt for at være en mand, der gjorde gennemtænkte ting, når det slog ham. Han havde ingen anelse om, hvilket reaktion, han ville få ud af pigen, andet end hun måske ville glemme drengens mor. Hendes ønske om at beskytte drengen, underligt udført som det var, ville måske få hende til at se Gabriel som skurken. Det ville være en skam, men han kunne nu nok håndtere den knivsglade pige. Bedre end drengens mor kunne.
”Det kunne lære hende at opføre sig pænt for eventuelle andre børn, ikke?” Gabriel smilede et af sine charmende smil, der lå på kanten til at folk ville kalde ham sindssyg. Han så ud til at more sig gevaldigt.

[Evelune Gadebarn]

Evelunes øjne havde en glød af interesse, selvom munden var forvrænget i en bidsk grimasse. Det var til at se, hvor skarp og spids kniven var, hvilket limede hendes øjne til den. Hendes egen kniv var også god, ikke skarp, godt nok, og ikke ret spids længere, men den var god nok. Men tænk hvad man kunne bruge dette smukke stykke skarpe metal til. Alle de revner, snitsår og alt det blod hun kunne fremkalde med den. Fanget i sin fascination havde hun løsnet sit greb på kvinden.

I det øjeblik hun havde løsnet sit greb om kvinden, fangede mandens ord hende og den bidske mine ændrede sig en smule. “Det fortjener hun ikke. Hun fortjener ikke et barn” næsten gentog hun. Det var jo sandt. Hvis ikke hun kunne behandle ham ordentligt, skulle hun heller ikke have ham. Det kunne Evelune godt lide, den tanke gav mening. “Evelune kan hjælpe hende med at komme af med hende” påpegede hun med et glimt i øjnene, der var svært at tyde. Hun ville hjælpe, men tanken om at få lov at skære i drengen stedet var også til stede.

Og så var kniven mod drengen strube. Den smukke blanke kniv, ikke Evelunes brune, slappe kniv. Og iveren lyste ud af hendes øjne, for at se hvad manden ville gøre. Ville hun få blod nu? Det ville hun gerne. Hun savnede allerede følelsen, lugte og smagen af blod. Som en ivrig, lille hund nærmest hoppede hun op og ned, uden at flytte fødderne. “Jo, jo” svarede hun, som ville hun give ham ret i alt, bare han lod kniven snitte. Snit, snit.

[Gabriel Halvmåne]

Det var ikke ligefrem den reaktion, Gabriel havde forventet at få ud af pigebarnet, der nu havde brugt al tiden på at forsvare drengen, fordi man skulle være god ved børn. Nå, ja, heldigvis var Gabriel god til at tænke hurtigt i pressede situationer, og han skiftede straks planen ud med noget andet.
Hendes udtryk skjulte ikke noget. Han kendte det blik fra sig selv, lysten til at se smerte og blod. Forsigtigt trang han den skrækslagne dreng til at gå fremad. Kniven holdt han tæt på hans hals, men ikke så meget, at den ville snitte i ham, når de gik.

”Du kan hjælpe med at straffe hende? Få drengen til at bløde?” Han så spørgende på hende med et smil, som de kom nærmere. Moren til barnet var lavmælt begyndt at tigge for sin søns liv, tårerne trillende ned ad kinderne. Gabriel ignorerede hende og koncentrerede sig om pigen.

Da de var tæt nok på, stoppede Gabriel op og satte sig på hug bag drengen. Først og fremmest skulle pigebarnet slippe moren, der forhåbentligt var for skrækslagen til at gøre noget dumt. Og så skulle pigen komme tæt på. For at lokke hende, lavede han et let og ganske uskyldigt snit i drengens kæbe. Det ville svide og bløde, men sikkert hele pænt op.
Smerten fik drengen til at udstede et lille skrig, hvilket fik Gabriel til at trække ham mere fast ind til ham og hviske ham noget i øret, uden at slippe pigen med blikket.

[Evelune Gadebarn]

De klareste blå, næsten violette øjne plirrede som var hun vidne til det mest fantastisk hun kunne forestille. Så fantastisk, at hun næste ikke kunne være i sin egen krop af ekstase. “Ja, ja drengen må bløde. Det hendes skyld, at du bløder” det sidste var henvendt til den skrigende dreng selvom hun endnu ikke havde rørt ham. Nærmest med et bedende udtryk, så hun op på den fremmede mand og vaklede mod ham med kvinden efterladt bag sig.

Der var ikke mange skridt der adskilte dem, så hun var med hurtige, smidige bevægelse helt tæt på den grædende unge. “Din mor har været slem. Hun fortjener dig ikke. Det forstår du godt. Jeg hjælper dig. Blod er godt.. Ikke skidt” prøvede hun at overbevise en stadig mere skrigende dreng. Utaknemmelig! Han burde også straffes for at være utaknemmelig.

Først en dråbe kom til syne på drengens kæbe og så en til. Lynhurtigt greb hun den ene inden den ville dryppe ned på jorden. Den dansede på hendes pegefinger som en lille rød boble. Med et snuptag stak hun fingeren i munden og boblen forsvandt. “Mere” forlangte hun eller nærmere bedte.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel tog sig ikke af drengens tydelige panik, et nik fra drengen havde fortalt ham, hvad han havde brug for at vide. En plan var lagt.
Og det så ud til at virke. Pigebarnet slap kvinden, der kun tog et enkelt skridt hen i mod sin skrigende søn. Først hverken sagde eller gjorde Gabriel noget, som pigen kom over og stod foran dem. Så rejste han sig, stadig med et godt tag i drengen, og hans blik gled til kvinden, som pigen var mere optaget af drengen. Tavst lavede han et nik opad og formede ordet ”løb” med læberne.

Og så gik det stærkt. Kniven blev flyttet fra drengens hals, og ungen satte af, skubbede sig forbi pigen og løb mod sin mor, der også satte af sted.
Gabriel skænkede dem ikke et blik, som hans opmærksomhed straks blev flyttet til pigebarnet. En hånd fløj ud for at gribe fat i hendes lange lyse hår. Fik han fat i det, ville han hårdt flå i hende, og skubbe hende op imod gadens ene mur, hårdt og med hele sin kropsvægt imod hende, så hun ikke kunne svinge for meget rundt med sit beskidte våben. Han havde ikke planer om at blive stukket ned, hvis han kunne undgå det.

”Jeg kan godt lide dig,” sagde han mod siden af hendes hoved, hvor han stadig havde et godt greb i hendes hår, et smil sad om hans læber. ”Du minder mig om nogen, jeg kender.” Han stak kniven tilbage i skeden, og greb så ud efter hendes hånd, der havde sylen, for at tvinge den fra hende med et hårdt greb.
”Men skal vi ikke lige undgå at komme til skade med den der?”

[Evelune Gadebarn]

Evelunes blåviolette blik var som bundet til kniven der bevægede sig i den fremmedes hånd. Det var små skridt der fik hende fremad som en hund, hvis ejer holdt dens madskål højt over hovedet. Og pludselig skete det, han lod drengen gå eller han løb godt nok, men hun kunne godt fange ham. Hun var ret hurtigt af en gadetøs at være. Nogle gange stak folk jo af og så måtte hun trippe sine små, bare fødder lynhurtigt over de ujævne sten, for at fange dem igen. Det fortryllede blik gik fra drømmende til arrigt på et splitsekund. Øjnene blev smalle og tænderne blottet, men hun nåede ikke at lange ud efter manden eller løb efter drengen før hun selv sad i saksen. Okay, nærmere klemmen for hun kunne godt lide sakse, de var skarpe og kunne klippe ting over.

I stedet for at skrige og kradse, så hun ham direkte i øjnene med et lille, bistert udtryk lysende ud af det blåviolette. “Du driller! Jeg kan ikke lide folk der driller, de skal straffes med retfærdighed” hvislede hun ud som var hendes tunge en slanges. Et øjeblik tøvede det bestemte blik i hendes øjne og fik en snart af undren, måske endda nysgerrighed. “Hvem?” hun lød mindre hvislende. Hun havde aldrig mødt nogen der mindede om hende. Det var der ingen der ville.

Et såret udtryk ramte hendes ansigt, da den smukke, glimtene kniv forsvandt fra hendes syn og blev gemt og låst væk i sit fængsel. Det var den, der havde narret hende. Igen blev hun fortryllet af kniven, der forsvandt, så han kunne fjerne HENDES syl! “Det er min, giv mig den. Giv mig den, giv mig den, giv mig den NU!” skreg hun som et lille barn, hvis bamse blev stjålet.

[Gabriel Halvmåne]

Det var en underlig tøs, Gabriel havde fået imellem hænderne. Helt normal i hovedet var hun i hvert fald ikke, men det var ikke noget, Gabriel dømte hende for. Nogle af de bedste mennesker var mindre normale. Hun var bare mere end de andre.
Stadig med et hårdt greb sørgede han for, at hun ikke kunne flytte sig – han vidste ikke, om hun havde andre våben på sig, og han havde vitterligt ikke lyst til at blive stukket ned med et rustent søm. Eller blive bidt, for den sags skyld. Selvom hun stod overraskende stille, stolede han ikke på, at hun ikke pludseligt ville gøre et udfald mod ham.

Han kunne dog ikke lade være med at smile, som hun sagde, at hun ikke kunne lide folk, der drillede. Det var trods alt Tyvekongen, hun stod med, drilleri var en del af pakken.
”Selvfølgelig driller jeg,” svarede han bare med smil i stemmen. Inden han kunne nå at svare på hendes spørgsmål, begyndte hun at hyle op, højt nok til, at han skar ansigt af utilfredshed.
”Hey, HEY, slap af. Du skal nok få din syl tilbage, men ikke hvis du opfører dig som et pattebarn!” Han havde hævet stemmen for at trænge igennem hendes brok.

”Vi kan lave en aftale. Du følger med mig, og så kan jeg fortælle dig, hvem du minder mig om, få din syl tilbage, og hvis du er rigtig sød, så kan du også få noget at spise. Men ikke noget med at forsøge at lave ballade, jeg har været sød ind til videre, det giver jeg ikke blive ved med, er det til at forstå?” Hans brune øjne hvilede afventende på det af hendes ansigt, han kunne se. Det var en rigtig god handel for hende, men han vidste ikke, om hun var for mistroisk til at tage den.

[Evelune Gadebarn]

Man måtte ikke stjæle, det var ligesom drilleri, så han drillede ved at tage hende syl. Problemet var, at han var meget stærkere end hende. Hun var ikke stærkt, nej Evelune var hurtig, ikke stærk. Stædighed hjalp heller ikke i denne situation, mest fordi hun var tynd som en pind og mest af alt lignede et lille skelet med tøj, der kunne knække på midten, hvert øjeblik det skulle være. De stakkels søm og nåle i hendes kjolelomme kunne hun ikke nå fordi hendes senede arbejde sad fast mod murværket ligesom, da hun havde siddet fast i en skruesvinge i sin morfars værksted.

“Man må ikke drille. Hvis man driller skal man straffes. Det hedder retfærdighed” snerrede hun bestemt tilbage i hovedet på ham, men mest af alt lød hun som en 3-årig, der lige havde fået taget sin bamse fra sig og gerne ville have den igen. Med et stoppede hun med at skrige og kæmpe imod. “Jeg er ikke et pattebarn, man må bare ikke stjæle og man må ikke drille, når man gør det bliver man straffet” gentog hun. Det var de eneste ord der rungede inde i hendes hoved. Vreden var så voldsom i den lille krop, at det var som om andre ord ikke fik lov at være til stede i hendes sind. Al hendes fokus var på det, derfor gentog hun det.

“Jeg er sød. Jeg hjælper folk, når andre driller. Du skal være sød, det er dig der driller” fnøs hun til hans forslag. Det var hendes logik. “Neej du har ej. Man er ikke sød, når man tager folks ting” hun var virkelig ved at blive stiktosset. “Du skal være sød, så skal jeg nok gå med” hun fnøs igen, som syntes hun selv hun havde sagt noget virkelig godt.

[Gabriel Halvmåne]

Det var ikke ligefrem, at der kom noget brugbart ud af tøsen, der blev ved med at gentage sig ud i én uendelighed. Man måtte ikke drille og ikke stjæle, så blev man straffet. Det var helt sikkert den forkerte mand, hun var stødt ind i, som han trolds alt levede af at stjæle og altid morede sig med at drille. Mere eller mindre voldeligt.
Gabriels tålmodighed var ikke altid den bedste, og lige nu kom den lidt på prøve, men i det mindste holdt hun op med at hyle som en baby. Hans øregange takkede ham for at få hende til at holde op med det.

En idé dukkede op i hans hoved, og han sukkede.
”Jeg har ikke brækket din arm endnu, det kalder jeg sød. Desuden har jeg ikke stjålet din syl, jeg har lånt den. Har jeg ikke lige sagt, at du kan få den tilbage, hvis du opfører dig ordentligt, sammen med et måltid mad?” Han slap hende stadig ikke, han vidste stadig ikke, om hun ville følges med ham til Den Fede Kat uden at forsøge at kratte hans øjne ud. Hun havde ikke givet ham et klart svar, så han fortsatte med at bruge sin kropsvægt til at holde den spinkle skikkelse ind mod den svagt solvarme mur.

[Evelune Gadebarn]

Den barnlige, lille gadepigehjerne var gået i selvsving. For en som hende, var der svært at se ret langt end udover det hun kunne forholde sig til. Hvilket ikke var ret meget i forvejen. Mad, blod og skarpe genstande var alt der fyldte det lille, bulede hoved. “Man må ikke brække nogens arm” og hvis han prøvede, var hun ikke bange af sig. Hun forstod sig ikke på angst eller fare, men gjorde bare sit for at overleve, for det meste.

“Man låner kun hvis man spørger om lov først” svarede hun stædigt og rynkede på den lille, sure næse. “Jeg kan godt opføre mig ordentligt, men det er dig der opfører dig dumt” hun hævede næsen i sky, fordi hun troede det ville få hende til at virke hårdfør, men tværtimod blev hun bare endnu mindre. Evelune var et sekund fra at række tunge af ham som et barn langt yngre end hun egentlig var. “Jeg opfører mig pænt, men hvis du rører mig igen bider jeg” hvilket ikke var en trussel, det var præcis det hun havde tænkt sig.