Papegøjesnak

[Amélie af Dison]

"En mystisk rejsende?" Amélie klukkede let, ved venindens ord, som hun eftertænksomt lænede sig lidt tilbage i sin stol. "Det lyder interessant." Musede hun, tydeligvis en smule nysgerrig efter at høre veninden uddybe hendes ord yderligere. Selv nippede Amélie en smule til den gyldne te. Godt nok var hun måske ikke den mest 'sladderhigende' komtesse...Men nysgerrig det var hun...Og hun elskede trods alt gode historier, så hun lyttede gerne, når andre måtte have nogen at fortælle eller berette om.

[Josephine af Aren]

Josephine smilte lidt, da veninden klukkede. Ja, skønt hun ikke selv havde den helt store tillid til spåkonens profeti, så lænede hun sig alligevel lidt tilbage i stolen, som hun mindedes dagen under Solgudens optog. "Ja, det var en mystisk rejsende på en båd, han er allerede på vej, men Guderne havde givet ham mange udfordringer." Hun forsøgte at erindre. "uhm... og så var det noget med at han kom fra ydmyge kår, men bragte rigdom med sig. Mørkt hår og grønne øjne." - "Han vil give mig et eller andet."

[Amélie af Dison]

Amélie hævede brynene lidt af venindens fortælling. Hun trak vagt på smilebåndet, men hun lænede sig så atter frem imod veninden. - Næsten som ville hun sige noget hemmelighedsfuldt. "Måske vil han bare give dig, det samme som alle andre mænd...Trods alt...Så tænker de kun på én ting.." Hintede hun, som hun hævede og sænkede brynene lidt. Hun lænede sig dog så atter tilbage og minen blev atter mere alvorlig. "Ej, men helt ærligt Phine...Tror du på den slags? Jeg mener....Eventyr...Er det ikke lidt....barnagtigt?" Spurgte hun mildt.

[Josephine af Aren]

Josephines læber trækkes sammen til en streg og hendes kinder blev lettere rosa. "Ej! Amé!" Skændte hun, "Nej, det lød altså ikke som sådan noget." Sagde hun, overbevist om at det var rigtigt. "Jeg spurgte om det var omkring kærlighed, hvor jeg blev forsikret om at det var det ikke." Forklarede hun halvt forfærdet. Hun var stille lidt, imens hun reflekterede lidt over det hele. ".. hvor ved du egentlig dét fra?" Spurgte hun så og så lidt gennemskuende mod veninden.

Da Amélie sagde sine næste ord. Komtessen af Aren gjorde et lidt indigneret træk på skulderen, som hun skævede lidt ned i the koppen. "Nej, jeg tror ikke på det, sådan helt. Men det skader vel ikke, at holde sine muligheder åbne?"

[Amélie af Dison]

Komtessen trak på skuldrene, på trods af at hun sendte veninden et sigende blik, som hun trak lidt drilagtigt på smilebåndet. En klukken forlod hende, som hun rystede på hovedet og hun åndede så bare en smule ud. ”Det har jeg bare hørt…Folk sladrer så meget, du ved.” Erklærede hun, som var det velsagtens en selvfølgelighed og hun tog så ellers bare en lille kage fra fadet på bordet, før hun tog en bid af den.

Indimellem fandt Amélie det en smule morsomt, hvor afskrækket veninden var fra den del af verdenen, hvor mænd også indgik og tog deres plads. Hun fandt det dog måske også lettere naivt at tro, at man som komtesse ville kunne undgå at indfinde sig i den verden. ”Men er det ikke bedre også at være lidt…realistisk?” Forsøgte hun så.

[Josephine af Aren]

Josephine stirrede gennemskuende på veninden, da hun blot reagerede ved at trække drilagtigt på smilebåndet. Så lænede hun sig en anelse henover bordet, hemmelighedsfuldt, og med et hurtigt blik på omgivelserne for at sikre at der ikke var nogen i nærheden, der kunne høre dem. "Har du..?" Spurgte hun lavt, antydende og ignorerede fuldstændigt de ytrede ord om sladder. Så let kunne veninden ikke spise hende af. "Hvem?"

Hun tiltede hovedet lidt uforstående på skrå, ved de næste ord. "Realistisk? Hvordan mener du?" spurgte hun og varmede de slanke, blege komtessehænder på den lune kop.

[Amélie af Dison]

"Hva'?! Nej...Jeg mener....Nej, selvfølgelig ikke!" Næsten forfærdet så Amélie på veninden, som hun lænede sig tilbage på sin stol. Hun rystede på hovedet og nippede til sin te. "Jeg..Jeg mener måske bare at.."

Amélie pausede lidt. Hun varmede hænderne på sin egen kop og åndede tungt ud, før hun uden filter fortsatte. "Måske bør du bare se dig lidt realistisk. Indse at..Du ikke kan leve dit eget lille eventyr, Jose.."

[Josephine af Aren]

Hun hævede et bryn til at starte med, et lille underholdt smil på læben, som veninden febrilsk forsøgte at overbevise hende om at hun ikke havde lavet en sådan udåd. "Mhm." musede hun blot, og betragtede veninden der nonchalent lagde sig tilbage i stolen, nippede sin the og sporede emnet ind på Josephines udfordring med livet og hendes tilstedeværelse heri.

"Men Amé, hvorfor kan du ikke se det?" Spurgte hun næsten sørgmodigt, ved den manglende forståelse fra veninden. "Jeg kan leve mit liv som det 'eventyr' jeg gerne vil." Sagde hun. Øjnene let funklende ved tanken. "Det er derfor jeg tager tingene i egen hånd." Tilføjede hun så resolut. "Rundrejsen giver mig tid til at planlægge og stille de nødvendige aftaler an, og så begynder jeg." Hun knyttede hånden beslutsomt, fastbesluttet på at gribe en chance.

[Amélie af Dison]

”Men Jose…Du forstår jo ikke, hvad jeg siger..” Mumlede Amélie frustreret, som hun satte sin tekop fra sig og åndede tungt ud. ”Jeg…kan godt se det. Jeg forstår godt hvad du siger. Men du er ikke realistisk. Vores samfund er ikke skruet sammen på den måde.” Forsøgte hun, som hun foldede hænderne lidt i skødet.

[Josephine af Aren]

Hun fnøs en smule. "Jeg forstår at du siger, at det jeg vil, ikke kan lade sig gøre." Forklarede hun, med lidt sammenknebne bryn. "Jeg er bare ikke enig." Tilføjede hun så, velvidende at veninden også godt var klar over dette faktum. "Nej, det er det ikke. Men hvis der ikke er nogen der gør noget andet, så vil det heller aldrig blive anderledes." Forsøgte hun at forklare Amélie, i håbet om at veninden ville komme til at se fornuften i ikke at lade sig ride med på de bølger der skubbes i deres retning, men istedet skabe deres egne.

[Amélie af Dison]

Amélie skar en lille tænksom grimasse for sig selv. Ikke fordi hun var direkte uenig med Josephine…Men fordi hun i øjeblikket ikke anså den anden for at være realistisk. Livet var nu engang ikke skruet sammen således at de kunne leve som de ville. Tiden ville indhente dem og på et eller andet tidspunkt ville de stå med både forpligtigelser, husbond og formegentlig børn.

Amélie håbede for sig selv blot at hun ikke ville ende med en mand der ville lægge hånd på hende eller for den sags skyld tie hende til uigenkendelighed.

Hun tav derfor. Uden megen lyst til at diskutere yderligere med veninden. ”Måske skulle vi blot konversere om noget andet..” Foreslog hun, som hun rømmede sig lidt og forsøgte at vende fokus over på et andet emne.

//Afsluttet?

[Josephine af Aren]

Jospehine punkterede lidt ved Amélies næste ord. "Fint." Mumlede hun så, lidt mut. Og forsøgte ellers at slippe emnet..

//Afsluttet.