Papegøjesnak

[Amélie af Dison]

Tråd til Josephine af Aren

Josephines byhus

Der var gået et par dage siden at Amélie havde været på markedspladsen med sin kammerpige. Det var middag og den ung kvinde havde netop gjort sin entre hos veninden Josephine af Aren, som hun i dag skulle besøge til te. Hun stod således i hall’en, netop i færd med at overrække sit overtøj til en kammertjener, da veninden kom hende i møde. ”Josephine…Godt at se dig.” Musede Amélie, som hun gjorde mine til at give veninden et knus.

[Josephine af Aren]

Josephine havde samlet kjolestoffet i hænderne og svævet ned af byhusets øverste etage, for at tage i mod en veninde, som hun havde kendt siden pigeskolen. Med et af sine sjældne smil, gik hun Amélie i møde og gav hende et uformelt knus. "Åh, Amélie. Det er længe siden!" Lød stemmen venligt, fra Josephine. Amélie var nok en af de få der var tæt på Josephine.. hvis ikke den eneste. Hun løsrev sig fra komtessen og vinkede hende istedet med sig ind i byhusets stue, hvor et lille rundt bord ovre mod et stort vindue, var gjort klar til dem. "Kom, kom. Jeg har købt en ny the blanding som vi skal prøve."

[Amélie af Dison]

”Alt for længe siden..” Bemærkede den mørkhårede, som hun gav sin veninde et lille knus og derpå fulgte hende ind i dagligstuen. ”Ej, jeg har også bare så meget jeg skal fortælle dig.” Erklærede hun, som hun tog plads ved venindens tebord i en af stolene. ”Hvis da ikke allerede rygterne har spredt sig i byen..”

[Josephine af Aren]

En rynke lagde sig i komtessens pande, ved venindens sidste sætning. Jo, hun havde skam hørt om optrinnet. Det værste var, at når først rygterne svirrede, så var de ikke til at stoppe igen. Amélies ankler var et veldiskuteret emne, således som Admiralen der havde beskuet dem. "Jeg hørte fra min kammerpige, at du blev løbet ned af en hest? Og at arvingen fra Tardigy hjalp dig op?" Begyndte hun og rakte krukken med knuste teblade til Amélie, imen hun dog øjnede veninden lidt bekymret imens. At blive rendt ned af en hest, var jo ikke ligefrem en risikofri måde at miste balancen på! Josephine flyttede blikket ned mod sin tekop, da hun begyndte at hælde varmt vand i den. "... og at du forsøgte at charmere ham ved at vise dine ben." Sagde hun så meget hurtigt, som om hun rev plasteret af såret. Når man kendte Amélie, så vidste man også hvor absurd denne løgn var. Ikke desto mindre, var det hvad hun havde fået fortalt.

[Amélie af Dison]

Amélie kunne tydeligt mærke, hvordan hun blev rød i kinderne, allerede da Josephine proklamerede at hun havde hørt om optrinnet med hesten. - Trods alt, ville rygterne næppe have svirret så hurtigt omkring, hvis det alene havde være eskapaden. Et lille suk gled over komtessens læber, som hun rettede lidt på den guldmedaljon hun bar om halsen og hun tog derefter pænt imod den krukke med teblade hun blev overrakt. Stille og roligt begyndte hun at lægge lidt teblade i koppen, men hun rettede så atter et spidst blik imod veninden. ”Det gjorde jeg bestemt ikke! Må jeg så være fri…” Bed hun en smule defensivt fra sig, som hun satte krukken fra sig på bordet i et ryk. ”Det ved du velsagtens også godt..! - Hvor desperat skulle jeg lige være? - Selv hvis det havde været intentionen, så ænsede nådigherren det knapt! - Eller....Det vil sige, at han i det mindste var høflig nok til ikke at påtale det. - Jeg tror aldrig jeg har oplevet noget så ydmygende!”

[Josephine af Aren]

Josephine så straks op, da krukken på bestemt vis klinkede mod bordet. Et blik af sympati hvilede mod Amélie, som Josephine vippede hovedet lidt på skrå. "Jeg ved det er absurd." Svarede hun i forsøget på at lindre venindens ubehag. "Rygter fordrejes til en højere underholdningsværdi. Særligt i vore kredse." Kommenterede hun. Ja, hun tør sandelig kun gisne om de rygter der svirrede om hende selv - skønt disse nok mest herskede blandt adelen. Josephine føret koppen til læberne og tog det første nip. "Idet mindste var han da galant nok til ikke at køre i det." - "Men så igen, han har sikkert allerede set det før.." Bemærkede hun spidst og ganske uimponeret.

[Amélie af Dison]

Det havde ikke været Amélies intention at bide af veninden. Tværtimod, faktisk. Hun vidste at Josephine ikke havde ment noget i ond mening, med det hun havde sagt…Men derfor følte hun sig alligevel flov over hele rygtesprederiet. ”Jeg tør bare næsten ikke tænke på, hvad folk nu ikke tror eller siger om mig…- Tænk, hvis jeg aldrig finder mig en husbond, fordi jeg bliver anset som en eller anden tøjte? Den sociale sæson er også ved at være slut for i år….Og min fader er begyndt at blive utålmodig med mig…” Mumlede hun lettere bekymret.

[Josephine af Aren]

Josephine lyttede sin venindens klager. Atter måtte et sympatisk udtryk hvile i hendes ansigt. "Der vil sikkert være snak." - "Sådan som der altid der." Bød hun ind i talestrømmen. Amélies ord fyldte dog rummet igen, og Josephine tav, for at lade veninden tale ud. Hun ville have kommet med en trøstende bemærkning til hendes tidligere sagte ord, men des mere Amélie talte, des mere rimpede Josephine læberne sammen, idet en form for indre ild kom til udtryk i hendes grønne øjne. "Og hvad så, hvis du ikke får en husbond?" Lød det lidt stramt fra hende. "Ville det være så slemt?" Josephine blev bevidst om sin anstrengte mine og mildnede lidt op. Istedet sukkede hun stille og trak på en skæv grimasse. "Det kan umuligt være så slemt, som min fader."

[Amélie af Dison]

Amélie stoppede brat sin talestrøm, idet ordene flød fra Josephines mund. - Om det ville være slemt, hvis hun ikke fik sig en husbond? Minen blev en smule mere sammensnerpet, om end bekymringen tydeligt også trådte frem hos den unge kvinde. ”…Jeg forventer ikke at du er enig, Josephine…Men uden en husbond ville jeg blive set ilde på og det ved du også godt. Kvinder uden husbond står let til forfald…Og det ønsker jeg ikke.” Bemærkede hun, som hævede hovedet en smule. ”Ikke destomindre, håber jeg på en husbond, der måske…Også vil lade mig tale for mine værdier. Én der ville..bryde sig om at høre min mening.”

[Josephine af Aren]

Hun sukkede atter, med blikket mod bordpladen, som hun tavst førte koppen til læberne. Hun var langt fra enig i venindens synspunkt. "Let til forfald? Hvilken slags? At tænke selv?" Bemærkede hun roligt, men skarpt, som hun lod blikket hvile mod Amélie. "Amélie, alting er bygget på en mands synspunkt." Forsøgte hun, "Der er da ikke én kvinde, der bevidst vælger at se ilde på sig selv, fordi hun ikke 'ejes' af en mand, såfremt det var accepteret at hun ikke tog en?" Argumenterede hun, "Du kan end ikke blive rendt ned på markedspladsen af en hest, uden at det store emne er hvorvidt dine ankler var synlige eller ej? - Ingen tale om dét... dét.. høved! Der nær havde taget livet af dig." Josephines ord var provokerende. Det var de altid, men bekymringen for venindens helbred og ære var at spore i hendes blik. Hun mente det godt. "Jeg tror ikke at ligeværdighed er at finde blandt mænd, der skaber et uligeværdigt samfund."

[Amélie af Dison]

Amélie bed tænderne en smule sammen ved venindens ord. Dette, som hun på nuværende syntes at Josephine blev en smule uretfærdig, på trods af at hun godt forstod hvor veninden ville hen. ”Du ved udmærket godt at det ikke er sådan verden hænger sammen.” Bemærkede hun, før hun rømmede sig lidt og tilføjede to små teskeer sukker til sin te. ”…Se blot på Enkefrue Cosette af Treillery…Hun må da kede sig noget så grufuldt i sin tilværelse…Rygterne siger at hendes svoger desperat forsøger at gifte hende væk til Joufre af Treillery ved at love en god medgift. - Er det så ikke bedre at gifte sig godt fra start, end at ende uheldigt ud i sidste ende? Joufre af Treillery skulle trods alt være af…Lidt speciel støbning.”

[Josephine af Aren]

Josephine brummede lidt utilfredst ved venindens første sætning. Hun mente nemlig, at det var præcist sådan verdenen hang sammen. Men hun ønskede ikke at debattere det yderligere. Amélie var konservativ i sine opfattelser, ifølge Josephine, men ikke desto mindre en nær veninde. Hun ønskede ikke splid, så hun lod det halvt passere. "Jouffre? Magussen?" Spurgte hun. Hun havde ikke hørt disse rygter. "Men.. var Enkefruen ikke allerede gift godt?" - "Jeg mener, umiddelbart er en grevearving af guldskjoldene den højeste stand foruden kongehuset?" Josephine tænkte lidt over dette. "Hun er kun selv af kobberskjoldene. Så medmindre der var en betydelig medgift, så kunne forenelsen vel kun være baseret på... kærlighed?" Disse var tanker hun reflekterede sig frem til, som hun talte. "Så heldige er der sjældent nogen der er."

[Amélie af Dison]

Amélie trak vagt på skuldrene. ”Hun er relativt ung endnu..Og hun har ingen børn.” Bemærkede hun, som om det burde være nok til at forstå, hvorfor den anden kvinde ville gøre et fint parti for Magussen. ”Magus Jouffre af Treillery skulle have mistet hele sin familie i en stor brand for noget tid siden…Økonomisk har familien vist lidt noget.” Erklærede hun en smule eftertænksomt. ”Jeg priser mig blot lykkelig for at min fader ikke fandt ham interessant som parti. - Forhåbentligvis har jeg lov til at være lidt heldigere…” Bemærkede hun sagte.

[Josephine af Aren]

Josephine nikkede stille til argumenterne. Hun kunne godt se pointen. Et leende fnys forlod komtessen, da veninden nævnte at hendes far ikke havde overvejet Magus'en som parti. "Det har min." Kommenterede hun tørt. "Jeg tror efterhånden han er desperat efter at få mig afsat - igår truede han med at forene mig med en borgerlig." Forklarede hun og nippede til the'en. "Hvis jeg skal giftes, bliver det med en jeg vælger." Forklarede hun resolut og hævede ansigtet lidt. Dog måtte hun tilte hovedet en anelse på skrå, ved Amélies sidste tilføelsse. "Heldigere?" Spurgte hun med et løftet øjenbryn. "Hvem håber du da på at gifte dig med? Jeg tror ikke tilværelsen er meget anderledes for os, end for alle de andre?"

[Amélie af Dison]

Den mørkhårede komtesse lod sagte sin teske køre lidt omkring i tekoppen, som hun lyttede til veninden. Et lille fnys forlod hende dog, som veninden fortalte at hendes fader havde overvejet Magussen som parti. ”Han er jo gammel!” Udbrød hun som hun hævede stemmen og brynene en smule forbavset. ”Jeg mener…Så ville selv Theuderich eller Tómas af Sangy vel være bedre.” Bemærkede hun en smule stift. ”Men altså…Når det er sagt, ville Nådgigherren af Tardigy måske heller ikke være værst…Han virkede bare…Stiv i betrækket.” Bemærkede hun som hun tydeligvis sad og funderede derover.