Nat i køkkenet (S)

[Orielle af Falanie]

"Nå.." Kom det fra Orille der ikke var overrasket men alligevel lod som om at hun stadig var interesseret. Hun blev stående efter hun havde rejst sig fra stolen. At Éduin ikke havde rykket på sig havde kun gjort afstanden mellem dem mindre. Hun mærkede instinktivt hendes vejrtrækning blive langsommere og hjertet slags hurtigere. "Så må han være erfaren" hørte hun sig selv sige, imens brynet løftede sig udfordrende og læberne strakte sig i et skævt smil.

Da hun mærkede hans hånd, var det som om et ild blev tændt i hendes indre. Hun var i vildrede over hendes manglende evne til at sætte ham på plads, og de blå øjne flakkede hen over hans ansigt.
"Éduin.." hendes ord var næsten som en hvisken, og selvom alle logiske tanker forbød hende at gøre det, mærkede hun alligevel hvordan hun magnetisk skubbede sig selv det sidste stykke mod ham.

[Éduin af Lemaux]

Som Orielle skubbede sig mod ham, trak Éduin hende bevidst tættere mod sig med en arm om hendes liv, så tæt, at de for længst havde overskredet grænsen, som skulle være mellem dem. Og uden yderligere forklaring på sin handling, lænede han sig frem og kyssede hendes fyldige læber. Forsigtigt, men udforskende. Det var noget nyt, noget uventet fra begges sider, og han gav hende enhver mulighed for, at skubbe ham fra sig, hvis det var det hun ville.
Hans skægstubbe prikkede ru mod hendes silkebløde hud. Hendes læber smagte sødt af den blodrøde vin og den friske duft af hendes hår ramte hans næsebor. Det gjorde ham kun endnu mere betaget, til trods for at hans tanker og moral forbød ham det.

Det var forkert. Hvad havde han gang i? Han stod netop nu og kyssede sin dronning. Dronningen af Falanie. Hustruen til hans Konge. Han risikerede fængsel eller sågar at få kappet hovedet af. Og alligevel, så fortrød Éduin ikke et eneste sekund af sin handling.

[Orielle af Falanie]

Hun burde have frabedt sig hans berøring. Lige fra hun trådte ned i køkkenet burde hun have sendt ham væk og vendt tilbage til sin egen seng. Men det var for sent nu. Måske hvis hun kunne få sig selv overbevist om at det kun skulle være denne ene gang. Tanken alene fik hende kun til at læne sig tættere ind i Éduins omfavnelse.

Ved hvert kys de skænkede hinanden måtte Orielle trække en god portion luft ind gennem næsen for længere at kunne bevare den dans hun så nødigt ville slippe. Til sidst var hun dog nødt til det, og hun så lettere omtåget ud da de blå øjne søgte op mod hans ansigt.

"Jeg tror du er nødt til at eskortere mig tilbage til mit værelse."

[Éduin af Lemaux]

En anelse stakåndet betragtede Éduin hendes blik med en flakken, alt imens at han prøvede at forholde sig til, hvad han lige havde gjort. Hendes ord, han havde forventet. Éduin gik ud fra, at hun mente, at han skulle følge hende op for at afslutte en så skandaløs gerning. Som et bestemt godnat, hvorefter at hun ville lukke døren i efter ham og derved fortælle ham, at de aldrig ville tale om natten i køkkenet. Og alligevel, i al hemmelighed i sit indre, gemte der sig et diskret håb om, det ikke var dét, hun mente.

Éduin sank kort og diskret. Det tydelige adamsæble i den maskuline hals var det eneste, der viste hans handling. Kæben spændtes en anelse, som han gav et enkelt nik.

"Selvfølgelig. Denne vej." Han slap hende roligt til trods for, at han havde en større lyst til at blive ved med at holde om hende.

Og sammen gik de roligt og vant op til hendes gemakker, i stilhed som paladsets gange om natten.
Som de nåede derhen, stoppede Éduin og lagde hænderne om på ryggen. Månen kastede sit blege skær ind ad vinduerne.

[Orielle af Falanie]

Orielles tanker strakte sig langt, hun var i vildrede og i en større konflikt med sig selv end hun ville indrømme. Hun fulgte ham i tavshed tilbage mod fløjen hvor hendes værelse lå. Selvom man ikke kunne se det på hendes rolige vejrtrækning der fik brystkassen til langsomt at hæve og sænke sig bankede hendes hjerte vildt.

Hun stilte sig foran døren, og tog ned i håndtaget. De slanke fingre knugede sig om de guldmalede snoninger før hun halvt drejede hovedet så et par af de lyse lokker gled tilbage ned langs hendes ryg.

"Éduin, jeg.." hun tav før de blå øjne flakkede hen over hans ansigt. Det tog hende ikke lang tid om igen at gøre afstanden mellem dem ugennemtrængende da hun lod deres læber mødes endnu engang. Med hånden stadig mod håndtaget trykkede hun det ned, imens hun i sin bevægelse inviterede ham ind.

[Éduin af Lemaux]

"Deres Majestæt," havde han kort mumlet, men han blev afbrudt i sin talen, da Orielle i al sin overraskelse valgte at kysse ham igen. Han nåede end ikke at reagere eller tænke yderligere over deres handling før at han var givet op for sin egen overvældende lyst til at mærke hende igen.

I kysset fik Orielle åbnet sin dør, og Éduin fulgte efter hende alt imens at kysset ikke på noget tidspunkt blev afbrudt. I deres skændsel søgte de tilflugt bag gemakkets dør, hvor der var mere diskretion end i gangens skygger.

____

Éduins fingre havde søgt hendes kjoles tynde stof, og uden at tænke mere over det trak han vanligt kjolen op, hen over hendes feminine former der til sidst kom til syne. Utålmodigt gik han i gang med at knappe sin egen skjorte op idet han samtidig kyssede hende hungrende.

[Orielle af Falanie]

De burde begge have trukket sig, de burde begge have indset at det ikke kunne føre noget godt med sig. Men Orielle var for opslugt af følelsen og måden Éduin fik hende til reagere. Døren til hendes gemak blev låst, og alle realistiske og jordnære tanker blev kastet til siden.

Dronningen bandt båndet omkring hendes talje op, så kåben hun bar gled ned over hendes skuldre og faldt let mod gulvet. Hun løftede villigt sine arme så hendes krop kunne blive befriet var den tynde natkjole. De slanke fingre greb om snøren ved hans bukser, hvor hun ivrigt trak og løsnede dem på samme tid som hendes læber var presset sultent mod Éduins og hendes tunge ihærdigt deltog i den lidenskabelige dans.

[Éduin af Lemaux]

Trods at kåben og natkjolen faldt mod gulvet var gemakket stadig varmt af pejsens flammer. Lyset ramte Orielles blege hud og dansede elegant imod hendes former, der kastede buede skygger fra sig. Hendes blonde krøller der faldt hen over hendes bare bryst. Éduin var stakåndet da han stoppede deres kys for at trække trøjen af, alt imens at hendes fingre løsnede hans bukser i vante bevægelser.

Med et par lange fingre fangede han hendes spinkle hage i et let tag. Fik hende til at stoppe for i stedet at fange hans øjne, der hvilede fast i hendes.

"Er det her kun en engangsforestilling?" brummede han sit spørgsmål lavmælt. Hans hjerte bankede i den hårde brystkasse. Han måtte høre hendes svar inden at de endte i sengen bag dem.

[Orielle af Falanie]

Orielles blanke blå øjne spejlede sig i Éduins mørke. Hun havde ikke forventet hans spørgsmål; i hvert fald ikke inden de overhovedet havde fundet hinanden mellem lagnerne. Hun veg dog ikke fra ham, og i stedet lod hun sine fingre kærtegne de stærke overarme før hun lod tungen skille sine læber ad.

"Nej." Hun kunne knapt gøre rede i det hele, og selvom hun ikke var sikker på de skælvende ord kunne hun ikke ignorere følelsen og lysten der både skar og kæmpede rundt i hendes krop.

[Éduin af Lemaux]

"Godt," brummede han hurtigt, inden at han bøjede sig en anelse, lod sine arme finde hvile mod hendes baglår og løftede hende op uden problemer. Så bar han hende hen de få skridt hen til den store seng, der bar præg af Orielles tidligere søvn samme nat, inden at hun var kommet listende ned i køkkenet til Éduin.

Den høje livvagt lagde roligt Orielle ned på sengen, inden at han fulgte med ved at kravle over hende. Hans rygs muskler blev tydelige idet han lænede sig ned og kærtegnede hendes slanke hals' blege hud med sine læber.

[Orielle af Falanie]

Orielle knugede sig til Éduin og svang sine ben og arme omkring ham og nød følelsen af hans stærke arme. Hendes vejrtrækning var rolig selvom det meste af hendes krop skælvede. Hun mærkede den bløde madrassen mod sin bare ryg, og løsnede langsomt grebet om ham for i stedet og lægge en hånd på hver side af hans kinder.

De blå øjne søgte hans ansigt og i et splitsekund syntes alt tid at forsvinde. Langsomt overgav hun sig til den enorme strøm af lyst og lagde hovedet tilbage i sengen da Éduin lod sine læber ramme hendes hals.

I samme takt lod hun de slanke fingre søge hans mørke lokker.

[Éduin af Lemaux]

Éduin lod sine kærtegn følge hendes blege, tynde hud. Fra halsen, ned over kravebenet, brystet og mave. Han skimtede op på hende fra sin vej ned. Hvordan hun i nydelse havde ladet hovedet falde tilbage mod madrassens lagen. Der gik ikke lang tid før at han befandt sig ved hendes skød, mellem hendes bløde lår.

"Lig stille.." kommenterede han lavmælt, som han så op på hende fra sin plads med et smil. Kort tid efter fandt hans varme mund hendes mest intime uden nogen former for blufærdighed. Varme, våde og vante strøg med tungen, der kærtegnede - en skarp kontrast til de ru skægstubbe, der engang imellem ramte hendes sensitive hud på lårene.

[Orielle af Falanie]

Orielle tog en skarp indånding ind gennem næsen i et forsøg på at dæmpe sine støn. De kunne hurtigt komme galt afsted. Ikke nok med at nogen ville høre dem, men der ville ikke gå længe før nogen ville kunne opdage at det ikke var kongen hun lå med.

Hun sank en enkel gang og løftede hovedet en smule i et forsøg på at få et glimt af manden nede mellem sine ben. De blå øjne gnistrede i det blege månelys, og da hun mærkede de fugtige kærtegn blev hun kastet tilbage i den overvældende følelse.

"Åh.." Fingrene knugede sig om det hvide lagen, og hovedet skød til den ene side i et forsøg på at bide sammen om pudens betræk.

[Éduin af Lemaux]

De havde begge nok ikke regnet med at befinde sig således sammen. Det var imod alle moralske forpligtelser, for ikke at sige love i Falanie. Havde hun nu været en simpel kropige havde der ikke været nogle problemer. Havde han nu været kongen ham selv, så havde der heller ikke. Men dette var Dronningen af Falanie og hendes livvagt. Det var såmen nok ikke nogen nyhed, at der var elskere i blandt de royale, men når det var Dronningen var det anderledes. Éduin gik jo faktisk imod sin Konge ved at få noget af hans kæreste eje. Men for fanden, lige nu var det ikke ligefrem samvittighed, pligten for sine Konge eller sågar denne illoyale lovovertrædelse, der fik ham til at stoppe op, til trods for at han risikerede at få kappet hovedet af for denne gerning.

Éduin havde andet i tankerne. Han ville se Orielle vride sig i nydelse. Han ville høre hende stønne af overraskelse og se hendes kinder gløde. Nu fik han endelig muligheden, så den skulle ikke spildes. Kærtegnene var kontrollerede og vante. Som havde han befandt sig mellem mange kvindelår. Alligevel var der noget mere tilfredsstillende ved at det nu var Orielle der villigt lå henslægt for ham.

[Orielle af Falanie]

Den dårlige samvittighed lå stadig helt inde bagerst, og selvom hun lige nu svømmede rundt i endorfiner og den berusende følelse han gav hende ville morgendagen kun bringe fortvivlelse fortrydelse med sig. Orielle var dog langt fra klar til at slippe det hele og ignorerede alt logik.

Hendes vuggen med sine hofter blev mere sigende, og selvom hun forsøgte at dæmpe sine støn, kunne hun ikke skrue ned for intensiteten.
"Èduin, jeg ber dig.." hviskede hun ståkantet og hjalp sig selv op på sine albuer så hun kunne få et bedre udsyn til vagten nede mellem sine ben.