Nat i køkkenet (S)

[Éduin af Lemaux]

Orielle af Falanie

Rundt om et træbord i slottets køkken sad tre mænd i natten og koblede af fra dagens arbejde. Klokken var kun lige rundet midnat, men alligevel var alkoholen så småt ved at bedugge dem alle. Det var måske i strid mod reglementerne, men kokken, vinbonden og livvagten havde valgt at "rydde op" efter åbne flasker, der alligevel ikke var blevet drukket af majestæten selv efter aftensmaden. Der var stille i det store palads, for folket var gået i seng, bare bortset fra disse tre. En historie var netop ved at blive fortalt til den sidste flaske. 

Med benene slængt op på træbordet lo Éduin af kokkens afslutning på sin historie, og de skålede som både kokken og vinbonden bundede deres glas. Så rejste de sig fra bordet og takkede af, for de skulle nå at få en smule søvn inden hanen ville gale om et par timer.

"Skal du ikke selv i seng, Éduin?" spurgte vinbonden over skulderen på vej ud, men Éduin trak blot let på skulderen.

"Der er en halv flaske der kræver al min opmærksomhed først, min herre." Vinbonden smilede bredt og gik ud af døren, og da Éduin var alene hældte han sit glas op endnu engang med den dyre, røde væske. 

[Orielle af Falanie]

Det var sent på aftenen og Orielle havde for længst trukket sig tilbage til sine egne gemakker. Dog havde lyde nede fra slotsgården vækket hende, og hun var vågnet midt i en af de lysegule betrækket stole med en bog mellem hænderne.

Selvom hun var trukket i sin natkjole, holdte det hende ikke fra at gå hen til vinduet, og i samme bevægelse greb hun ud efter sin kåbe som hun let svang om den lyse skikkelse. De blå øjne søgte ud, og det var med et par lettere hævet bryn; hun genkendte dem med det samme, og syntes også at der blev nævnt et helt særligt navn.

Hun vidste godt hvem det var, og hvad han i dette øjeblik var i færd med. Hun kunne godt have ladet det ligge, men sådan var Orielle ikke skruet sammen. Hun forlod værelset, og sneg sig hen langs væggen og ned af den store trappe til hun nået bunden ad vestsidens korridor som ledte hende direkte til køkkenet.

Langsomt skubbede hun døren op, i et forsøg på ikke at overraske hendes vagt som tydeligvis så ud til at nyde tilværelsen. Først da hun havde stillet sig ind foran døren med armene over kors, rømmede hun sig.

"Er du blevet degraderet til køkkendreng, Éduin?"

[Éduin af Lemaux]

Éduin havde lige akkurat taget en tår af vinen, da han hørte en rømmen efterfulgt af den velkendte stemme. I første omgang troede han, at han havde hørt syner, men så fangede hans blik sin dronnings skikkelse. Det havde ikke været forventeligt, at se hende her, i køkkenet, og især ikke om natten. Havde hun udviklet en lille appetit ville køkkenfolk stå klar til at bringe lette delikatesser op til hendes gemak.

"I så fald står jeg da vist til at skulle skrælle kartofler de næste mange uger, hvis Hendes Majestæt går til kokken og sladrer," Han smilede flabet til hende, med et glimt i blikket.

Med en let bevægelse kastede han benene ned fra bordet og lagde vinen fra sig. Han rejste sig fra sin plads og så først nu hvordan dronningen stod klædt. En smule perpleks rømmede Éduin sig, hænderne fandt hvile bag ryggen og blikket søgte væk af respekt.

"Blev De sulten?" spurgte han, i et prøvende forsøg på at fjerne sine tanker fra dronningens påklædning.

[Orielle af Falanie]

"Du kan ikke vide dig sikker. Måske er det i virkeligheden bedst hvis i bytter" Orielles blå øjne fik et underholdt glimt, og mundvigen sitrede faretruende opad i et smil før hun lod opmærksomheden glide op mod Éduins ansigt.

Hun blev da opmærksom på hendes påklædning og med et par brændende røde pletter mod de blege kinder strammede hun silkebåndet omkring hendes talje, så kåben holdte bedre omkring hende.
"Nej, dine bekendtskaber larmede på deres vej ud, og du må hellere minde dem om at være mere stille næste gang, jeg er sikker på at jeg kan finde bedre at erstatte dem med" alvoren var at mærke i hendes stemme, men hun var ikke nær så vred som hun måske burde.

[Éduin af Lemaux]

"Deres Majestæt, jeg kan forsikre Dem om, at De kommer til at miste en ualmindelig dygtig vinbonde," sagde han flabet og nikkede en enkelt gang mod vinen der prydede på bordet, og gjorde derved endnu engang opmærksom på den lettere skandaløse handling, de havde foretaget sig.

"Kom, prøv selv og smag," uden hæmninger rakte han ud efter et nyt glas, kastede den en enkelt gang legende op i luften hvortil han greb den med elegance. Så tog han den åbne vinflaske og hældte en lille smule op i glasset, kun til en enkelt slurk.

"Jeg har hørt, at man også sover lidt bedre med lidt sprit i blodet," brummede han henkastet med et flabet træk i mundvigen, og rakte hende glasset med et par lange fingre.

[Orielle af Falanie]

"Jeg har adelens gode kontakter, jeg er sikker på at jeg kan finde en yderst eksponentiel til at overtage. En der ikke drukner sig i resterne af festlighederne." Et lille fnys forlod hende, som blandede sig med et lille smil over hele misæren. Hun havde aldrig rigtig kunne blive alvorlig vred på Éduin, for han havde formået at gemme sine dumdristigheder til der ikke var nogen der så det. - Eller også slap han afsted med lidt af hvert på grund af det pokkers charmerende smil.

Hendes blik forlod hans ansigt og festnede sig i stedet på glasset med den mørkerøde væske. "Jeg ved udmærket hvad det er. Mévouimbert druerne er kendt for dens farve og dybe smag." Alligevel tog hun glasset. Hun duftede til den skarpe sødme, og rullede let vinen rundt i glasset før hun tømte det.

"Du burde slet ikke mæske dig i resterne af så dyre vine." påpegede hun med et hævet bryn. "Man sover bedre efter mange ting Éduin. Man behøver ikke altid at dratte om fuld på druer" Han kunne i hvert fald lære lidt af det, for det var jo ikke første gang at han tog for sig.

[Éduin af Lemaux]

Hans smil forblev som han betragtede Dronningens håndtering af vinen; så fin og respektabel, som hun altid fremstod.
"Og dens absurde pris," indbød han kommenterende lige efter, som en kort og flabet hån mod hvor stor forskel der var på vine. Selvfølgelig var der forskel på smagene, men når alt kom til alt, så havde de samme effekt - man blev bedugget. For de fleste, selv de adelige der ikke ville indrømme det, så var det resultatet man søgte, om det så skulle være i dyr vin eller rævepis.

Éduin vendte sig om og lænede sig en anelse mod bordet. Armene faldt i kors, mens at han så sigende og drenget på hende.

"De har ganske ret, Deres Majestæt," sagde han let og trak en enkelt gang på skulderen, "Soveamuletter. Natligt selskab. Der er mange muligheder. Men jeg kan ikke gå ud og opsøge det når jeg skal stå til rådighed her nu, kan jeg vel?" afsluttede han med det uændrede træk i mundvigen. 

[Orielle af Falanie]

"Man betaler både for mærke, omdømme og kvalitet." Kom det roligt men sigende fra Orille der ikke mente at det hverken var tid eller sted til at diskutere hvorvidt en god dyr vin var på samme niveau som en sur og billig en af slagsen. Men hun forventede ikke at Éduin havde forstand på den slags, og i det hele taget kunne tillade sig at udtale sig om emnet.

"Du har min accept til at tilsøge natligt selskab i byen, hvis du ønsker. Siden du uden tvivl mener du kan bruge din tid her i køkkenet, i stedet for uden for min dør som du burde. Ja, du kan vel lige så godt lade være med at komme tilbage" Hun trak vejret dybt ind. Hendes blå øjne spillede underholdt, og smilet sitrede stadig skævt i den ene side.

Hun rettede sig en smule mere op og gik i stedet direkte forbi ham og satte sig i stedet ned på en af stolene og tillod sig selv at skænke endnu et glas vin op.

[Éduin af Lemaux]

Hendes ord virkede ikke til at påvirke den uslebne herre. Et støn af et tilbageholdent grin forlod hans læber. Han betragtede Dronningen gå forbi sig og sætte sig til rette, alt imens at han blev stående for en kort stund, lænende op ad bordets kant. Så skubbede han sig fra kanten, gik om bag hendes stol, og med begge hænder hvilende mod stolens ryglæn lænede han sig ned over Dronningens skulder.

"Burde De, som fortaler for ikke at finde søvnen i alkohol, måske i stedet anvende en af de andre metoder De snakker om?" spurgte han drilsk, og så sigende på glasset hun netop havde hældt vin i, hvorefter at han skimtede på hende ud af øjenkrogen.

[Orielle af Falanie]

Glasset hvilede stadig mod Orielles læber da hun mærkede at varme ånde mod hendes hals. Hun sagde ikke noget imens hun smagte på vinen endnu engang. Først da hun havde sat glasset foran sig, klarede hun halsen en smule.

"Jeg er bestemt ingen fortaler, desuden hentydede jeg kun til dig. De samme regler gælder naturligvis ikke for mig selv" bemærkede hun og drejede hovedet en smule til den ene side så hun bedre kunne fange hans blik med sit eget.

"Jeg har ikke problemer med at falde i søvn, når jeg ved at du passer på mig. Men du tilbyder måske at søge byen tør i håb om at finde en søvnamulet som er en dronning værdig?" Hun kom af gode grunde ikke ind på den tredje mulighed, selvom kinderne forblev varme og blussende.

[Éduin af Lemaux]

"Naturligvis ikke," gentog Éduin en smule teatralsk, dog uden at overdrive, for godt nok var han flabet af natur, men i sidste ende var det trods alt hans Dronning der sad overfor ham. Det drengede smil, derimod, var ikke forsvundet fra hans læber på noget tidspunkt, og som han fangede hendes blik blev trækket i mundvigene en anelse bredere.

Han nikkede overvejende efter hendes ord, og så tænksomt på en spot, inden at han fangede hendes blå dådyrøjne i sine karismatiske.

"Hvis det er det eneste, det kræver, at jeg er i nærheden, så behøver De vist ikke en amulet," sagde han lavmælt, for sådan som han stod lænende nonchalant over hendes skulder, så var de mere tæt på hinanden end hvad måske godt var.

[Orielle af Falanie]

Et smil sneg sig forbi, og varede kun ganske flygtigt. Hun mærkede instinktivt hvordan hendes hjerterytme steg, og hvordan hendes vejtrækning syntes både dybere og længere. Hun ville aldrig lade nogen anden mand forblive så tæt på hende som Éduin var nu.

Orielle var ingen fremmed til dårlige drømme, og fik ofte en berolige te inden sengetid men det hjalp altid med tanken om at nogen passede på hende. Når Éduin passede på hende. "Nej. - og ingen natlige besøg" hendes ord var nærmest som en hvisken og uden at flytte blikket fra ham, lod hun tungen fugtiggøre sine læber; en handling der grænsede til det dumdristige.

[Éduin af Lemaux]

Éduins blik landede mod hendes læber i et flygtigt sekund. "Er De sikker? De kan få hvem De vil," sagde han lavmælt og lod sit blinke lande i hendes igen.

Hun var gift, med Kongen af Falanie hamselv. Éduin bevægede sig nok over grænsen. For hvor meget Dronningen og Hans Majestæt egentlig var tro mod hinanden, var nok kun information mellem de to. Deres private sfære blev ikke ligefrem omdiskuteret - og hvis det gjorde, var det i hvert fald kun i forestillinger blandt folket. Éduin selv ville nu ikke blive overrasket hvis de havde elskere, for det var såmen ikke noget ukendt fænomen blandt gifte adelsfolk, af hvad han selv havde oplevet.

[Orielle af Falanie]

Orielle vidste ikke hvor godt hun kunne lide den leg hende og Énduin var ved at indlede. Men så længe de blot fantaserede med ord gjorde det ingen skade. Hun trak vejret dybt ind, imens de blå øjne forsøgte at finde svar på hendes mystiske vagt.

"Hvem som helst?" gentog hun næsten hviskende som hun rykkede let på sig i stolen. Fingrene lå stadig om glasset, og hun overvejede hvorvidt hun havde brug for noget mere at styrke sig på. "Måske jeg alligevel skulle overveje det. Kokken er ganske attraktiv" Den drillende tone var pakket ind i fløjl, og syntes næsten sød i det hun langsomt hævede sig fra stolen.

[Éduin af Lemaux]

"Han er gift og har fem børn. Ham og hans hustru venter deres sjette. Hvis De fik ham lokket op i Deres gemakker, så er jeg sikker på, at han ikke vil være til meget hjælp, så udmattet som han er," bemærkede Éduin med et smil, og vedligeholdte blikket i Orielles.

Stemningen i mellem dem var legende og spændende, og så ualmindeligt farligt. At være så tæt på hende fik Éduins hjerte til at pumpe kroppen med adrenalin. Og som hun hævede sig fra stolen, som tegn på at gå, rakte han instinktivt ud efter hendes håndled.

"Hvad med en livvagt i stedet?" spurgte han så, kort for hovedet, uden måske helt at have gennemtænkt sine ord. Forfanden. Hvad havde han gang i?