Duften af nybagt brød og svinesti

[Fabrice Vejfarer]

Til: Isabel Bager
Sted: Baggården bag Isabel Bagers families bageri
Tid: Tidlig morgen
Vejr: Forårslunt og kun få skyer

Endnu en nat i hovedstaden af det smukke land, der blev tilbragt i alt andet end en blød og varm seng. Ikke at Fabrice havde råd til at betale sig fra et kroværelse, og ærligt talt betød det ikke så meget for ham. Han havde et godt sovehjerte, så så længe han ikke lå på et vådt underlag, brokkede han sig ikke.
Denne gang havde han faktisk fundet sig et ganske udmærket sted. Der lå et bageri, hvor han havde fundet om til baggården. Der var et halvtag med en god stak tomme sække under, og da han var ved at undersøge den mulige bløde seng nærmere, fandt han ud af, at muren var pænt lun. Af hvad han kunne se i mørket, måtte det være muren bag ovnen, der blev bagt i. Det var ren luksus, og Fabrice kom også med en "uuuuuh"-lyd, inden han mumlede lidt om sit held.

Det lykkedes ham at møffe lidt rundt med sækkene, så han kunne ligge mellem dem og muren, så han ikke var så let at spotte udefra, og han kunne få fuld fornøjelse af den varme mur. Selvfølgelig blev en god håndfuld spredt ud som madras, der var ingen grund til at sove direkte på jorden, når man havde andre muligheder. Og til sidst kunne han pakke sig ind i sit tæppe og lægge sig godt til rette, klar til en god, lun nats søvn med en svag følelse af tryghed i sit halve skjul.

Det var ellers ikke fordi, at det havde været en af de heldigere dage for Fabrice. Han var blevet genkendt af nogen, der åbenbart ikke kunne lide ham, så han havde brugt det meste af dagen på at luske rundt for at være væk. Mad var der derfor ikke blevet så meget af, og da han alligevel havde sneget sig ind på en kro, var han meget hurtigt endt i en omgang ballade, han selvfølgelig ikke havde haft noget med at gøre, og det havde resulteret i et par på hovedet. Så som han lagde sig til rette, var hans ene øje en smule hævet og han havde stadig blod i skægget efter næseblod. Det tog han nu ikke så tungt. Sådan noget skete - jævnt ofte for ham.
Trods duften af brød, der lå over det hele og fik hans mave til at rumle, var det ikke til at komme udenom, at han stank noget hen i mod et garveri. Og på et tidspunkt fik han lagt sig på ryggen, hvilket fik en ikke helt diskret snorken til at forlade ham, som hans næse havde det lidt hårdt efter slaget om aftenen.

[Isabel Bager]

Denne morgen var ikke ulig alle andre. Arbejdet i bageriet var begyndt alt for tidligt og Isabels tanker lå stadig på puden på hendes værelse. Hun kørte på rutinen slet og ret og intet omkring hende syntes egentlig at blive taget ind og bearbejdet. Brødet var slået op, bollerne formet og de første stod allerede klar til de kunder der altid syntes at være forfærdeligt tidligt på den.

Natten havde været urolig, tanker om ægteskaber og fængsler havde præget hendes ellers normalt rosa røde drømme. Hendes moder var ganske ekstatisk over udviklingen i datterens liv men Isabel delte ikke begejstringen. Hun følte at hendes kendte og frie liv nærmede sig sin ende, at fremtiden var en grå og ugennemsigtig tåge hun ingen indflydelse havde på.
Det var med de tanker spillende imellem ørene at hun åbnede døren til baggården for at skille sig af med de brugte melsække og hente en kasse eller to. Det var med et fjernt blik og uden lyd at hun trådte ned af det trin der var til gyden og smed sækkene fra sig i bunken og gik forbi for at hente kassen… Og det var der hun stoppede.

Der var noget der var anderledes. Noget der havde ændret sig. Der gik pinligt mange sekunder før det gik op for hende at bunken med sække… snorkede. Paralyseret stirrede hun på stakken af sække der forsatte deres lyd ufortrødent af hendes tilstedeværelse. Blikket flakkede til døren, burde hun hente sin far? Var der magi på spil eller… Nysgerrigheden overvandt hende før hun nåede længere ned af den tankegang og hun trådte tættere på bunken og strakte hals.

Først så hun intet andet end skygge og sækkestof. Hun trådte til siden og anede nu at der faktisk lå nogle! I hendes sække! Forskrækket trådte hun et skridt tilbage, og var i samme ombæring ved at snuble over en tom tønde, hvilket resulterede i et rabalder da adskillige flasker væltede fra tøndens låg til gydens sten.

[Fabrice Vejfarer]

Som sagt havde Fabrice et godt sovehjerte, så han opdagede ikke, at der kom nogen ud i gården til ham. Nej, hans snorken fortsatte uforstyrret, som han lå der, næsten helt blødt og varmt. Bedre kunne det næsten ikke blive, kunne det? Hans drømme var som altid lidt rodede uden den helt store sammenhæng, men der var da noget med nybagt brød og det helt store bord med mad. Åh, han var sulten.

Det høje rabalder flåede ham dog ud af søvnens sødme, og forskrækket kæmpede han sig ud af sit tæppe og kom på benene med et vildt blik. Hans hånd havde hurtigt flået den lille håndøkse, han havde stjålet fra en bondegård en god måneds tid før han kom til Levagny, frem og han løftede den advarende, allerede inden at han havde fået øje på, hvem der lavede larm. Drømmen om maden forsvandt, men det gjorde duften af brød ikke, hvilket hans mave gjorde ham højlydt opmærksom på, selvom han stod der og prøvede at være farlig.
”Jeg hakker dig i småstykker!” Sagde han højt og truende, eller, så truende han nu kunne være med en søvngrødet stemme og øjne, der stadig ikke var ordentligt åbnede efter søvnen. Det ene en smule misfarvet i øjenkrogen.

Men der stod hverken drabanter eller slyngler, der stod i stedet en lille smuk ungmø med mel på tøjet. Hun så helt forskrækket ud, og det kunne han da egentligt godt forstå. Hurtigt sænkede han øksen igen og trak skuldrene en smule op, som hele hans kropssprog sagde ”ups”. Han spærrede øjnene op og hans ansigt åbnede sig op i et undskyldende udtryk.
”Hov, du ligner ikke én, der er her for at stjæle mine ting.” Med et forvirret udtryk gled hans blik rundt, som han lige skulle mindes om, hvor han var. Nåh ja, bag bageren. Det var nok derfor, at hun havde mel på forklædet.
”Erh, det må du undskylde, lille due, jeg blev vist lidt forskrækket.” Hurtigt stak han øksen tilbage i bæltet. ”Nu ingen grund til at skrige op og blande drabanter ind i det, vel? Gamle Fabrice var bare lige ved at tage en lur. Ingen fare her.” Han forsøgte at tale så beroligende som muligt. Drabanter var skidt. Han gad ikke i karambolage med dem, næh nej.

[Isabel Bager]

Om det var mandens vilde udseende, hans hurtige bevægelser eller den økse han havde fået frem der skræmte Isabel mest var ikke til at vide. Hans ord var dog stregen under frygten og Isabel mærkede sig selv trække helt op i hjørnet. Logisk set viste hun der var en dør lige ved hendes side. Hun kunne såmænd nok nå at komme ind inden han gjorde hende fortræd men hendes ben ville ikke adlyde. Hun var frosset til stedet og stirrede på ham med skræmte brune øjne som en då i skoven.

Mandens karakter skiftede dog lige så hurtigt som han var vågnet. Han kommenterede noget i stil med at hun ville stjæle hans ting? Eller ikke ville? Hendes hjerte bankede så hårdt at hun dårligt havde hørt ham.
”N-Nej nej Hr. Aldrig” Stammede hun usikker på om man kunne kalde skabningen foran hende en herre eller ej. Om ikke andet, fik hans lidt mildere humør hende til at slappe en smule af. Han lod i det mindste ikke til at ville slå hende ihjel mere, faktisk virkede han ret undskyldende – eller var det urolig? Hans ord om drabanter nåede hende og en stemme i hendes hoved mindede hende om at det var det man burde gøre. Hun hadede det ord.

Det var nok også derfor at hun nervøst foldede hænderne foran sig, stadig med væggen i ryggen. ”Nej…” Sagde hun prøvende, som om hun forsøgte at finde ud af om han mente hun havde sagt det rigtige. Hun ville ikke rende afsted og råbe vagt i gevær, enten ville manden fange hende og faktisk gøre alvor af sin trussel, eller også ville han være borte og vagterne ville gøre hende til grin for at se ’monstre i gyden’ eller sådan.
Derfor tog hendes logiske sind og en god begyndende nysgerrighed over. Hendes vurdering af manden var at han var et skravl. Der var ikke meget sul på hans krop, hans tøj havde vist aldrig været vasket og… nå ja det havde han vist heller ikke.

Han havde nævnt sit navn. Fabrice. Det sagde hende ikke noget men hun kunne have svoret at hun havde set skyggen af ham før – men det kunne også være hendes hjerne der spillede hende et puds. Nervøst tyggede hun ned i sin læbe og så ned i jorden mens hun beroligede sig selv, hun var uden for fare… for nu. Hendes bedste træk ville nok være at holde ham i godt sind.
Blikket flakkede til kassen der havde været hendes mål, på jorden foran hende lå de tre melsække hun havde skulle smide i den bunke der havde vist sig at være Fabrice og hun vred sine hænder før hun fik en ide.
”De… De ser sulten ud hr” Sagde hun og håbede virkelig hun spillede det rigtige kort. Hvis hun kunne mildne manden med en bolle eller to kunne hun godt undvære sin morgenmad – sult var ikke det første i hendes hoved oven på forskrækkelsen.

[Fabrice Vejfarer]

Fabrice havde vist trådt i lorten, havde han ikke? Hun så skrækslagen ud, den yndige lille bagermø, og det var slet ikke Fabrices mening at ville skræmme livet af hende. Selvom hun lige havde skræmt livet af ham. Hans blik gled over flaskerne, der var væltet på jorden, som vist havde lavet det rabalder, der havde vækket ham. Hans hjerte bankede stadig hårdt efter den bratte opvågning, og han havde allermest lyst til at sætte sig ned igen. I stedet var han klar til at gribe sin taske og smutte så hurtigt som muligt i tilfælde af, at hun gav i et skrig og hidkaldte det halve af byen. Så var det bedre at være nogle gader væk inden sure naboer dukkede op. Og bagermesteren selv, han kunne sikkert knække Fabrice midt over uden besvær.

Men pigen sagde hurtigt nej til, at hun ville hidkalde drabanterne, og det fik Fabrice til at slappe lidt af igen.
”Det lyder godt, dem har vi ikke brug for, der er jo ikke sket noget! Bare en lille misforståelse! Jeg kunne aldrig finde på at gøre en lille yndig frøken som Dem noget!” Han løftede afværgende hænderne op, så hun kunne se, at han altså havde pakket sin økse væk. Typisk ham at starte dagen ud med at skræmme livet af unge frøkner. Og så endda ikke med vilje.

Sulten. Hun ramte sådan set hovedet på sømmet. En nat i den vidunderlige duft af brød havde ikke ligefrem hjulpet på sultfølelsen, der hærgede ham efter en dag uden meget at proppe i gabet. Fabrice var ret vant til at være sulten, men det var da bare den rene tortur med den søde duft, der hang i luften.
De store øjne blev en anelse større, som han spærrede dem op af overraskelse. Normalt jagtede folk ham bare væk. Han havde ikke tal på, hvor mange gange han havde fået et gok i nødden af en kost med en sur kone i den anden ende.
”Jeg kan da ikke benægte, at maven er en smule tom…” Som bekræftelse rumlede hans mave igen. ”… men, eh, jeg var så uheldig at få stjålet min beskedne formue i går, og jeg har ikke fundet en løsning på korst og logi endnu.” Løgnen røg ud af ham som det mest naturlige, og hans udtryk fulgte med, som han pludseligt så helt trist ud. Kunne han lokke mad ud af pigebarnet? Det havde han absolut ingen samvittighedskvaler med. Hun havde trods alt et helt hus fyldt med brød.

[Isabel Bager]

Med et flakkende blik trådte hun nervøst et halvt skridt frem, de slidte sko lavede ikke megen lyd på brostenene. Hun var meget usikker men mest på om manden, Fabrice, ville springe efter hende så snart han så muligheden. Normalt var hun ikke bange af sig, men der var noget ved den vildt udseende mand der gjorde hende nervøs – på trods af hans pæne ord om end beklagelige ord.

Isabel var ikke dum, og hans ord om at han havde mistet sin formue fik hende til at tvivle på hans oprigtighed. Hvis han havde haft nogen form for formue på noget tidspunkt i sit liv, havde han vel taget et bad bare én gang inden for det seneste år. Men hun ytrede ikke sin mistanke. I stedet plastrede hun et venligt smil på sine læber, selvom at tvivlen stadig rasede i hendes blik.

Hun tog endnu et skridt, langsomt som stod hun over for en sulten løve. Hun kunne ikke lade være med at tænke at det nok nærmere var en sulten kanin… eller rotte. Men igen pakkede hun sin dybt upassende humor langt væk og bevægede sig baglæns mod døren. Hun famlede efter håndtaget og hastede ind.

Da døren lukkede sig bag hende, gennemgik hun sine muligheder. Hun kunne lade ham hænge, vende rundt på en tallerken og rent faktisk tilkalde nogle eller være tro til sit ord. Hun valgte den sidste, ingen kunne sige andet om hende end hun havde et godt og lidt for godtroende hjerte, en ting der måske ville blive et problem en dag.
Med den beslutning små løb hun ind i bageriet, hendes fader var ikke at spotte så hun skyndte sig at gribe tre boller fra kurven og pakkede dem ind i sit forklæde. På vejen tilbage spottede hun en flaske med mælk som hun også greb. Først da hun stod foran døren gik det op for hende at hun praktisk talt var ved at stjæle fra sin egen familie. Hun overvejede hvad det ville betyde for hende men slog det hen, hun kunne altid påstå at hun selv havde spist det.

Der var derfor et let smil på læben og i blikket da hun forsigtigt åbnede døren igen for at se om Fabrice stadig var der, eller om han havde benyttet lejligheden til at stikke af uden at risikere sine sølle klæder.

[Fabrice Vejfarer]

Det var ikke svært at se, at den lille frøken var utryg ved Fabrice, og han havde allerede givet op på at få noget ud af situationen. Måske det var bedre at fordufte og se om man kunne få fat i noget spiseligt nede på markedet eller fiske en pung fra et bælte, så han kunne betale sig ud af den tomme mave. Her var landevejene meget bedre, der var det muligt at fange vildt, stjæle æg eller en hel høne ved en bonde. I byen var der for mange til at opdage, når man havde lange fingre. Og alting var så dyrt!

De blå øjne fulgte pigebarnet, som hun forsigtigt bevægede sig tilbage mod døren uden et ord, og han sukkede træt, som hun styrtede ind og lukkede døren bag sig. Med et par møffende lyde gned han sig i ansigtet med begge hænder, inden han bukkede sig ned og samlede sin taske op. Det havde ellers været et godt sted at sove, trods duften, der havde gjort ham sulten helt ind i hans drømme. Meeen, han ville nok ikke sove der igen. Nu var han ligesom opdaget.

Han svingede tasken over skulderen og trådte ud fra gemmestedet bag sækkene, for at traske mod udgangen af gården, da døren bag ham gik op. Klar til at stikke af kastede han et blik over skulderen, men det var ikke en eller anden stor og sur bagermester, der stod der, det var den lille frøken. Hun smilede og havde en flaske mælk i den ene hånd. Og havde hun noget i forklædet? Var det … mad?
”Nå, jeg troede, at jeg havde skræmt Dem væk,” sagde han lidt overrasket. Den fine tiltale var ikke noget, han normalt gik så meget op i, men her ville han alligevel gerne give et bare lidt bedre indtryk. Især hvis hun faktisk havde tænkt sig at fodre på ham.
Han vendte sig mod hende, men blev stående, stadig ikke sikker på, at han var sikker her. Men hans mave knurrede igen, som hans forhåbninger om et måltid mad steg.