Formaliteterne skal på plads

[Isabel Bager]

Til: Cédric Sølvsmed
Sted: Håndværkerkvarteret, Sølvsmed boligen
Tid: Lige før solnedgang
Vejr: Køligt

Håndværkerkvarteret havde været mere travl end et bistade hele dagen og Isabel havde egentlig set frem til at lukke bageriet med sin far og tilbringe resten af aftenen på at brodere eller sy med sin mor. Sådan skulle det dog ikke gå denne gang.
Hendes læderskobeklædte fødder skyndte sig efter Jacques Bager der længe havde snakket sit hoved af om at han ville have hende gift inden hun blev tyve. Det havde i Isabels hoved bare været snak, naturligvis ville hendes far ikke tvinge hende til at indgå ægteskab! Men det lod til at hendes tanker havde været ren fantasi, for nu trak Jacques hende med sig igennem håndværkerkvarterets gader.

Hun havde egentlig været på vej ud ad døren med sit forklæde på, mel over det hele og sådan som hun havde set ud hele dagen, men Jacques havde insisteret på at hun i det mindste tog en anden kjole over den lyse hørkjole og lod mel og forklæde blive hjemme. Det var omkring det tidspunkt at det virkelig var gået op for Isabel at dette var seriøst.

Derfor havde hun nu en brun kjole på over den almindelige hvide underkjole, Aline havde endda lånt hende sit fineste bælte. Håret var traditionen tro dækket af et hovedlin, en ting Isabel inderligt hadede men samtidig en ting hun aldrig protesterede. Hun ville ikke risikere at blive sammenlignet med de letpåklædte kvinder der tjente til dagen og vejen på ægteskabeligmaner.

Jacques havde været yderst sparsom med oplysninger op præcis hvor de skulle hen, Isabel kendte de fleste huse og de fleste familier allerede og havde nået at få adskillige hjerteslag hver gang faderen havde sat farten ned, blot for at dreje om et hjørne. Hun var en intelligent pige og kunne ikke lade være med at spekulere på præcis hvem det var hendes far ønskede hun skulle ægte. Var han gammel? Ung? Rig? Fattig?

Alle de spørgsmål blev hurtigt besvaret da de stoppede op uden for det fine hus hun viste tilhørte Familien Sølvsmed. De varme brune øjne flakkede og hun følte sig tør i munden, hendes fingre pillede nervøst ved bæltet som Jacques hævede hånden og bankede på døren til huset der åbenbart husede hendes fremtidige ægtemand.

[Cédric Sølvsmed]

I dag var dagen. Dagen hvor Cédric havde fået streng besked på at tage direkte hjem, så snart arbejdspligterne var udført og ikke ét sekund senere. Ikke noget med at hænge tilbage efter den sidste arbejdsfælle havde forladt bygningen og sidde og skrive noter i timevis. Intet hurtigt smut forbi Falken for at få slukket tørsten med et krus skummende øl. Han skulle hjem og i bad. Skrubbes grundigt fra top til tå. I dagens anledning var de finere klæder fundet frem og lagt pænt på sengen af Clericia, hans kære mor, hvis overbegejstring ærlig talt kun gjorde Cédric endnu mere nervøs.
Han kunne ikke undgå at bemærke, at tøjet var blevet gnedet med velduftende urter – uden tvivl også hans moders gøren – og det ved med et enormt træt ansigtsudtryk, at den unge mand først iklædte sig sin pæneste, rødbrune skjorte, inden han trådte ned i de mørkegrå benklæder og hev dem op; det overflødige skjortestof proppet ned bag linningen, som yderligere blev strammet ind med et mørkt læderbælte. De kortskaftede støvler, fødderne forsvandt ned i, var af lignende rødbrun farve som skjorten.
Så, næsten – nu manglede han blot at samle det halvvåde, krøllede hår i en lille knold, og så var han i teorien klar. I teorien, jah. Hvis bare det var så ligetil. Tænkte han for meget over dagens begivenhed, der hastigt nærmede sig, begyndte hjertet straks at hamre afsted i brystet på ham, og han fik svedige håndflader.
En dyb indånding blev taget, da håret var sat på plads – kun ganske få, vildfarne hårstrå var sluppet løs. Det skulle nok gå. Det blev det nødt til. I dag var nemlig dagen, han skulle stå ansigt til ansigt med sin potentielt fremtidige hustru. Måtte guderne vise ham nåde, hvis han formåede at klokke i det. Hans forældre havde ikke kunnet snakke om andet de sidste par dage.

Turen ned ad trapperne føltes på en og samme tid uendeligt lang og alt, alt for kort. Cédric landede i stuen som, trods det stadig var lyst udenfor, blev oplyst af flammerne fra den knitrende pejs. Der var blevet kokkereret i køkkenet fra tidlig til sen eftermiddag, så der var noget at byde gæsterne på, når de ankom. Intet overvældende festmåltid, men en rygende varm tærte var blevet sat frem på spisebordet sammen med en kande fyldt med krydret, sødlig vin. Hans mor havde stresset noget så forfærdeligt over den tærte. Det var jo trods alt Jacques Bager og hans datter, Isabel, der kom på besøg – og så skulle bagværket ikke skuffe. Heldigvis havde Cédric ikke været hjemme til at overvære morens vanvidstilstand, men det lod til at sidde i hende endnu, for i det øjeblik hun spottede sin søn, vimsede hun ham i møde for at glatte samtlige folder ud på både skjorte og bukser.
“Husk at smile,” fik han besked på, da snørerne i halsen blev bundet op, kun for at blive bundet igen af morens ferme fingre. Cédric måtte kvæle et irriteret suk og skulle lige til at komme med en kæk bemærkning om, at det altså ikke var selveste kongen og dronningen, som kom forbi – men så bankede det på døren. Han holdt ubevidst vejret, og hans mor måtte give ham et hjælpende puf i retning af døren, som hans far, Jacotin Sølvsmed, stod klar til at åbne.

“Ah, Jacques, velkommen – og velkommen til Deres yndige datter, naturligvis,” lød sølvsmedens dybe stemme, og et venligt smil tegnede sig straks på det nybarberede ansigt, idet han trådte til side, så de kunne komme ind i varmen.
Cédric skulle virkelig beherske sig for ikke at fumle alt for meget med sine fingre, som han havde for vane at gøre, når nervøsiteten skød i vejret, og lige nu var den langt oppe over skydækket. Hans blå øjne landede på den kvindelige gæst, og han følte sig pludselig spændt som en flitsbue. Og varm. Nej, direkte svedig, faktisk.
Med morens tilskyndelse i baghovedet fik han trukket ganske svagt på smilebåndet, før han bukkede let som hilsen. Han vovede ikke at sige noget endnu. Hvad var der også at sige?

“Nuvel, hvad med at fædrene til en start får diskuteret de mere formelle sager? Så er det overstået. Jeg har en forrygende brændevin liggende, hvis De vil følge med mig, Jacques,” foreslog Jacotin og gestikulerede mod trappen, der ledte op til øverste etage. Gav bageren sin accept, ville han føre ham med op til et mere privat rum, hvor de kunne få de sidste ting på plads med hensyn til deres børns fremtid.
Clericia hilste pænt på Isabel, og lillesøsteren, Alina, havde i mellemtiden også vist sit ansigt. De to ældre søskende havde ærinder andre steder. Noget der typisk hujede Cédric, men lige netop i dag havde den ekstra distraktion bestemt ikke gjort ham noget.
Panikken begyndte så småt at røre på sig, da moren og søsteren forsvandt ud i køkkenet, og de to nittenårige blev efterladt alene i stuen. De var dog ikke fuldkommen alene; han var sikker på, at særligt moren ikke kunne lade være med at smuglytte. I guder, hvor var han dog nervøs.

Cédric rømmede sig så diskret som muligt og tvang sig selv til at rette det flakkende blik mod den unge kvindes ansigt. Hun var ikke vildfremmed, men han vidste stadig intet om hende. Jo, han vidste, at hun hed Isabel, og at hun var født samme år, som han var, men så stoppede det også dér.
“Æh, Cédric... hedder jeg... men det ved De vel allerede,” hørte han sig selv sige og kunne have bidt tungen af sig selv. Vidste hun det? Forhåbentlig. Han havde dog ikke selv fået specielt meget at vide, så for at være på den sikre side...
Endnu en rømmen forlod den unge mand, hvorefter han lige så forsigtigt bevægede sig over mod det opdækkede bord. I nogle sekunder følte han nærmest, at han havde glemt, hvordan man gik.
“Sæt Dem endelig ned. Det er aldrig til at vide, hvor længe min far kan præke, når først han er kommet i gang...” Måske ikke det mest respektfulde at sige om sin far, men det røg ligesom bare ud af ham. Med en alt for svedig hånd trak han en stol ud til hende.
“Vin?”

[Isabel Bager]

Nervøsiteten var tydelig på Isabels normalt glade ansigt. Smilet der stort set altid spillede i hendes øjne og prydede hendes læber var erstattet af ren usikkerhed. Hun fulgte Jacques der venskabeligt hilste på Jacotin Sølvsmed.
Isabel selv havde aldrig tilbragt tid med sølvsmed familien, kendte dem primært på baggrund af hvad andre havde sagt, mere end hun selv havde interageret med dem. Dette kunne både være en fordel, men bestemt også en massiv ulempe for hende. En ting var at hun ikke anede hvem det var hun skulle giftes med, andet end af navn og udseende. På den anden side viste han heller intet om hende, gik hun ud fra, så hun kunne bruge uvisheden til sin fordel. Altså viste han ikke hvor meget hun nød frihed og at hun sjældent var bange for at ytre sin mening hvis man var på tomandshånd med hende, en ting de fleste kritiserede hende for.

Hun havde været ved at rette på sit hovedlin da Cédric bukkede for hende og hun skyndte sig at neje, hive ud i kjolen i en perfekt imitation af de royales kutymer. Hendes mor havde altid været besat af de royale, af kongehuset, riddere, prinsesser og danse. Hun havde lært Isabel alt hvad hun viste og det var ikke lidt.
Jacotin bød Jacques på vin og den glade bager takkede bestemt ikke nej. Han sendte Isabel et strengt men dog kærligt smil og fulgte der efter værten til de øvre gemakker. Isabel stod nu alene med Cédric, hvor var alle pludselig blevet af? Han havde da søskende, og moderen havde kort vist sig. Hun rødmede voldsomt og rømmede sig, skjulte det fermt bag de slanke fingre før blikket uroligt slog mod ham.

”Isabel… I-Isabel Bager” Hun bed tænderne sammen, så dum havde man ikke ret til at være. ”Ja det.. Det viste De nok også” Sagde hun nervøst, uroen skar igennem hendes stemme og mimik og hun viste dårligt hvilket ben hun skulle stå på, dog blev hun hurtigt nødt til at vælge da balancen truede med at svigte hende.
Han trak en stol ud for hende, og hun mærkede en underlig følelse. Ingen havde nogensinde trukket en stol ud for hende før. Hun havde aldrig haft bejlere grundet sine lidt for markante holdninger og sin begejstring for alt. Det var helt rart at prøve selvom at hun mærkede et voldsomt ubehageligt sug i maven da hun satte sig.

”Ja.. Tak” Svarede hun nervøst da han tilbød hende vin. Hun rakte ud efter bægeret men havde nær væltet det i processen, blot for at gøre noget holdt hun fast om det mens hun lod ham om at hælde. Med hendes held ville hun ikke alene ødelægge sin kjole, bordet og gulvet men hun ville sikkert smadre kanden i processen.
Ørene forsøgte uden held at opfange en hvilken som helst indikation på hvad fædrene snakkede om. Dog var huset stille foruden hvad hun kunne høre af Cédrics bevægelser. Hvad skulle hun sige?! Det var som om ord var en nyopdaget ting der aldrig havde været brugt og hun anede ikke hvordan hun skulle pakke dem ud.

”Så..” Hun rømmede sig og bed hårdt ned i læben. Hun ville gerne føre en samtale, og hun kom sjældent til kort når det kom til småsnak. Men lige nu var hun komplet udtørret hvad angik ord. ”Har De.. Har De hørt noget om… Deres planer?” Hun sendte kort blikket op ad for at signalere hvem hun talte om og derefter fæstede de mørke øjne sig på ham.
Han var lidt højere end hende, mørkt hår der var sat i en knold. Hvorfor kunne hun ikke have det? Hvorfor var det ikke ham der skulle have den traditionelle hovedlin på? Tanken alene fik et smil til at kruse på hendes læber før hun skyndte sig at se ned i flovhed.

[Cédric Sølvsmed]

Okay, så langt så godt. Stemningen føltes i den grad trykkende, men andet kunne vel ikke forventes. De var trods alt blevet kastet ud i dette, hoved først, og Cédric var generelt ikke nogen storcharmør. Han var ikke god til hverken småsnak eller kropslig kommunikation. Alle de der små hints, der lod den anden vide, at man var interesseret. Og hvem gad at snakke om vejret eller hverdagens banale gøremål? I hvert fald ikke ham.
Cédric nåede lige akkurat at skubbe stolen en smule frem, før Isabel havde fået sat sig helt til rette, så hun ville sidde bedre i forhold til bordet. Det hjalp lidt på hans egen nervøsitet, at hun tydeligvis også var ganske utilpas ved denne uvante situation, men det var stadig med en svagt usikker hånd, at den unge mand fattede om hanken på kanen og fik hældt op i to sølvbægere; et til hende og et til sig selv. Heldigvis uden at spilde, hvilket fik ham at slippe et dæmpet suk af bar lettelse.

Med et af de fyldte bægere hvilende i hånden, og kanden sat på plads, trak Cédric en stol ud til sig selv. Ikke lige ved siden af den kvindelige gæst men ved den ene bordende, så de stadig sad nær hinanden, blot med en respektabel afstand imellem dem. Han glemte alt om at smile, da han forankrede sit blik på hende, og udviste måske derved lidt for tydeligt, hvor meget han ville ønske, han kunne forsvinde langt, langt væk. Der var absolut intet naturligt ved dette møde, og det var pinefuldt åbenlyst.
De blå øjne søgte andetsteds hen, og han løftede bægeret op til sin mund, hvor han lidt for hurtig fik gjort kål på halvdelen af den dybrøde, krydrede vin. Han kunne have drukket det hele på én gang, men fik alligevel stoppet sig selv, før det skete.
Sig nu noget, tænkte Cédric og forbandede, hvor tom for ord, han var. Det var svært ikke at lade sig overrumple af den væmmelige, voksende angst, som havde taget bolig i ham, men så lød stemmen overfor ham, idet Isabel tog initiativet til et bryde den kvælende stilhed.

Det var med en snert af taknemmelighed i blikket, at han atter vendte sin opmærksomhed mod Isabel. Han bed sig diskret i indersiden af sine kinder, som han overvejede hendes spørgsmål, men endte så med at ryste svagt på hovedet. Allerede før han åbnede munden for at svare, kunne han mærke den prikkende fornemmelse i ørerne, da en let rødmen brød frem til overfladen. “Intet særligt. Jeg mener, intet De ikke også har hørt, formoder jeg?” Cédric hævede kort det ene bryn og så spørgende på hende, inden han tog endnu en tår af vinen. Så rømmede han sig. Det var måske et uretfærdigt vagt svar.
“Jeg ved, de ønsker, at vi skal... ægte hinanden... men hverken under hvilke forhold eller hvornår,” fortalte han sandfærdigt og trak på skuldrene. Kendte han sine forældre ret, ville de dog presse på for at afholde brylluppet allerede i år. Til sommer, formentlig. Bare tanken gav ham kvalme. Det var han overhovedet ikke klar til.

Opslugt af den begyndende hvirvelstrøm af småbedrøvende tanker betragtede Cédric lettere åndsfraværende den unge kvinde foran sig, men vågnede på igen, da han opfangede antydningen af et smil snige sig ind over hendes læber. Det smittede, og spontaniteten af det gjorde, at han ikke nåede at undertrykke den svage sitren i mundvigene, før et smil ligeledes bredte sig på hans eget ansigt.
“Hvad smiler du af?” spurgte han men forventede som sådan ikke et svar. Han vidste, at han ikke burde spørge en kvinde om, hvad hun tænkte, og Isabel var tydeligvis blevet flov over, hvad end det var. Synet af det morede ham dog vældigt, og for en stund glemte han helt selv at være forlegen. Faktisk længe nok til, at han lige akkurat fik samlet mod nok til at stille hende et spørgsmål:
“Kunne jeg lokke Dem med ud på en kort gåtur? Bare lige rundt i kvarteret... det ville være rart med lidt luft.” Cédric havde knap nok talt færdigt, før hans mor dukkede op i passagen mellem køkken og stue.
“Det lyder som en glimrende idé!” kvidrede Clericia entusiastisk og pillede diskret ved forklædet, mens hun så fra sin søn til hans muligt fremtidige hustru. Selvfølgelig havde hun smuglyttet, præcis som han havde mistænkt hende for.

Accepterede Isabel hans forslag, ville Cédric drikke det resterende vin i bægeret og derefter rejse sig op. Til pinligt stor glæde for hans mor, ville han tilbyde sin arm til Isabel, før de begav sig ud i de stadig lyse omgivelser, med løftet om snart at være tilbage. Overtøj burde ikke være nødvendigt, selvom det var køligt – Cédrics fokus lå i hvert fald mere på at komme ud end at holde sig varm.

[Isabel Bager]

Det var med rystende hånd at Isabel førte bægeret til læberne og indtog den sødlige væske. Det lykkes hende selvfølgelig næsten at kløjs i det undervejs men hun fik det behændigt skjult ved at se væk og rømme sig. Vinen var sød, sødere end det hun havde smagt tidligere. Isabel var ikke den store indtager af vin og andre former for alkohol så hendes erfaring på området var sparsom.
Blikket fløj over omgivelserne i det der for hende varede evigheder men nok i virkeligheden var få sekunder. Hans ord om ægteskab fik hende til at nikke bekræftende, det var præcis hvad hun havde hørt og ikke et ord mere. Hendes fader ville uden tvivl berette vidt og bredt til alle der ville lytte om detaljerne der blev aftalt under Sølvsmedens tag, og sikkert også før han fortalte Isabel selv det.

Det efterfølgende spørgsmål fik endnu en blussende rødme til at stige i kinderne på hendes fine ansigt. Skulle hun være ærlig eller lyve? Bibeholde facaden eller lade den smuldre. Hendes blik søgte hans, låste sig kort i hans blå øjne før hun sænkede det mod bordet og fugtede læberne. Ærlighed var vejen frem – altid.
”Det… Var blot en tosset tanke. En spekulation om hvorfor jeg absolut skal have denne hovedbeklædning på når De ikke skal”[/b] ordene var sagt som en spøg men alligevel alvorlige nok til at indikere at det var sandheden. Dårligt havde ordene forladt de røde læber før de atter formede sig i et smil, der måske mere gik over i et nervøst grin.

Hans næste ord fik hende til at ranke ryggen og hun nikkede før hun atter rettede på den hvide hovedbeklædning. Hendes lange hår gjorde det tungt og besværligt at holde den på plads men de fermt placerede og skjulte nåle præsterede alligevel at sikre dens tilstedeværelse.
Stolen skrabede hen over gulvet da hun rejste sig, en lyd der fik hende til at gispe kort af chok og atter rødme voldsomt i flovhed. I det samme stak Cédrics moder hovedet frem og gav dem den måske ikke nødvendige tilladelse til spadsereturen.
De varme øjne hvilede på moderen både med en slet skjult nysgerrighed og en godt skjult bebrejdelse. Hvor havde hun lige gemt sig i det akavede øjeblik de havde haft sig?

Nervøst tog hun Cédrics arm, kinderne kunne umuligt få mere farve nu, men hun følte sig som stod hun midt i bageovnen. Vejret var svært at fange og hun så umådeligt meget frem til en kold brise. Selv sne ville være kærkomment men det ville nok smelte i en radius på flere hundrede meter omkring hende.
Først da luften endelig ramte hendes ansigt og trængte ned i de anspændte lunger syntes hjertet at finde en normal rytme. Måske var det fordi hun faktisk kunne få temperaturen ned, måske var det fordi hun altid kunne stikke af eller måske var det fordi de nu var på lige fremmedgrund, men snerten af et mere selvsikkert udtryk fandt alligevel frem til hendes ansigt – i hvert tilfælde til det gik op for hende at hun stadig havde hånden på Cédrics arm.

[Cédric Sølvsmed]

Cédric var vidst ikke den eneste, som trængte til at flygte ud i køligere omgivelser. Den røde kulør, der var blusset op i bagerdatterens kinder, fik farven på hans ører til at blegne i sammenligning. Det var faktisk helt rart for en gangs skyld ikke at være ene om at ligne en omvandrende, overmoden tomat. Der var dog ingen skadefryd at spotte i det unge ansigt, for han vidste præcis, hvordan det var. Hvis noget, var det med en snert af medlidenhed i det blå blik, at han skævede til Isabel på deres vej ud; ud hvor nagende mødre ikke kunne stå og lytte i krogene, ud hvor fædre ikke snakkede over hovedet på en, og ud hvor man kunne sige hvad end der faldt en ind uden presset fra den trykkende stemning, der var fyldt med forventninger og... angstsved.

“Jeg håber ikke, De har noget imod, at jeg trak Dem med ud...” startede han ud med at sige i et forsøg på at live op i samtalen igen. Samtalen, der aldrig rigtig var begyndt. Hvad sagde man overhovedet til en ung kvinde? Til sin potentielle hustru? Ved guderne, han kendte hende jo slet ikke... Ikke at deres manglende kendskab til hinanden var drabantens eneste, mest presserende problem...
Påmindelsen om den kunstige, ubehagelige situation, hans forældre havde kastet ham fuldkommen hovedkulds ud i, fik ham til at tøve, og læberne limede sig atter sammen. Cédric kiggede ikke på hende. Han kiggede derimod på alle andre omkring dem, på alle de boder og huse de passerede, men frøkenen ved hans side undgik han tilsyneladende. Men det kunne han ikke blive ved med. Som mand var det hans opgave at lede mødets gang, men hvordan kunne han det, når det føltes, som om hans tunge havde slået ubehjælpeligt knude på sig selv? Det hele var så stift... Han blev nødt til at ændre taktik, hvis ikke det skulle ende som en komplet fiasko.

Endelig fik Cédric samlet nok mod til at vende ansigtet mod Isabel, og så snart hans blik landede på hendes fine, uskyldige træk, slog det ham pludselig, hvor fjollet han egentlig opførte sig. Der var absolut intet skræmmende ved hende. Hun var formodentlig endnu mere nervøs, end han var. Modsat ham, vægtede hendes ord som kvinde ingenting, når det kom til indvendinger mod et ægteskab som dette. Så, var det mindste han kunne gøre ikke at distrahere hende fra netop dét?

“Hvad siger du til en tur ned på havnen?” spurgte han en smule abrupt, den formelle tiltale glemt i farten, da han målbevidst begyndte at føre dem afsted gennem håndværkerkvartertet. Det virkede som en god idé. Dernede var der altid masser af liv, og både skibe og travle sømænd med deres højlydte besætninger til at distrahere en fra den akavede tavshed, skulle den vise sit grimme ansigt igen. Der var dog en god gåtur forude, før de ville nå helt ned til den store flod, og tiden måtte jo gå med et eller andet... tænk, tænk, tænk... Hvad ville han gerne vide om sin kommende kone?
Åndsfraværende skilte Cédric læberne ad og lukkede det første ud, der fes igennem hans tanker:

“Hvor mange børn vil De gerne have?” Rædslen stod allerede malet i hans ansigt, før det sidste ord var blevet sagt. Hvad var det lige, der var kommet ud af hans mund...? Hans forbandede, forræderiske mund?!
Cédric burde skynde sig at sige noget andet. Eller grine, måske, for at kamuflere det som jordens elendigste vittighed. Men det var, som om hans mund – der ellers for et splitsekund siden havde virket ganske fint(!) – pludselig ikke gad samarbejde. Så ude af stand til at afværge sin egen dumhed, måtte han bare bide sig selv i indersiden af kinden og lade som om, det var et fuldstændig acceptabelt spørgsmål at stille en kvinde, man knapt nok havde kendt i en time.

[Isabel Bager]

Den kølige aftenluft havde virket som ren magi på Isabels flossede nerver. Hun kunne stadig mærke nervøsiteten og ubehaget ved den akavede situation, men nu hvor hun havde så meget andet at fæste blikket på var det nemmere at sætte den ene fod foran den anden og med rank ryg følge den mand hun måske skulle stå brud til. Alene tanken fik dog hurtigt hendes håndflader til at blive klamme hvilket gjorde dem afsindigt kolde i kombination med den lette vind. Den ene hånd hvilede stadig på hans arm, og den anden gned hun uroligt ned langs kjolens side i håb om at fjerne både klamhed og begyndende kulde. Deres skridt ned gennem gaden hjalp dog snart med at få lidt naturlig varme i kroppen igen og hans ord fik hende til at flytte blikket mod ham – igen pludselig mere nervøs end før.

”Det er godt… Fint… Ehm… rart… Jeg mener…” Hun sukkede og bandede indvendigt over sine klunsede ord.
”Det jeg ville sige var at… At det er nemmere herude. Jeg er sikker på jeg kunne mærke Deres moders blik gennem døren under hele vores tidligere samtale…” Hun forsøgte at være sjov men indså at hun lige så godt kunne have trådt ham over tæerne, hvorfor skulle hun altid være sådan? Hendes blik fløj forbi en ældre kvinde på vej i den modsatte retning. Kvinden hørte ikke til i dette kvarter, hendes fint vævede kåbe med pels i kanterne stak uden for standarden i håndværkerkvarteret.
Hun forstillede sig kvinden som værende stærk, selvsikker og elegant, præcis som Isabels moder altid havde stræbet efter at være. Hvorfor kunne Isabel ikke være sådan? Hvorfor skulle hun snuble over sine ord bare fordi en mand spurgte hende om noget? En mand hun skulle giftes med tilføjede en frustrerende indre stemme der bestemt ikke dulmede hendes nervøsitet. Selv den indlærte viden om manere virkede for langt væk til at hun kunne klynge sig til den.

Hans ord kom derfor kærkomment da Isabel vitterligt ikke viste hvad hun kunne gøre for at trække de ord hun havde sagt tilbage eller få ham til at glemme dem. Hun bed mærke i den manglende formelle tiltale, men i modsætning til hvad hun formodede han tænkte så var det en befrielse. Hun havde aldrig været god til den form for distancering mellem to mennesker og hun og de få venner hun havde haft havde altid gjort grin med det i smug.
”Meget gerne” Svarede hun derfor med et skævt smil hun hurtigt kvalte. Hun rømmede sig og foldede fingrene om en fold i skørtet mens hun fokuserede på at gå lige og ikke være til belastning for ham – hvilket blot fik hende til at føle sig stiv som et bræt.

Hvor præcist hendes tanker havde været da ordene forlod hans læber viste hun ikke men en pludselig trang til at hoste for at skjule sin forbløffelse kunne hun ikke holde nede. Hun vendte ansigtet væk og hostede kort før hun fattede sig og smilede nervøst.
”Mine forældre har altid sagt at tre er det bedste antal” Hun stammede let, og lagde ikke engang mærke til at hans spørgsmål havde været rettet mod hende, og ikke hendes forældre. Børn? Hun havde ikke engang planlagt hvad hun skulle bruge sine frie timer på i morgen og havde da slet ikke tænkt børn. Tanken om børn bragte nogle helt andre tanker på banen og hun forsøgte febrilsk at dæmpe følelsen af varme i kinderne.
”Men de kunne også kun få mig… Så… Hvad med Dem? Har De gjort Dem nogle tanker?” Ikke tale om at hun skulle være den eneste der stod med røde kinder igen.

[Cédric Sølvsmed]

Lysten til at rive sig løs og flygte i den stikmodsatte retning blev mere og mere gennemtrængende for hvert synkroniseret skridt, de tog. Tænk at han faktisk havde været så tåbelig at tro, at forceret konversation ville være mindre pinefuldt end akavet tavshed. Sikke en omgang rygende hestemøg dét havde vist sig at være. Han skulle aldrig have åbnet sin store, dumme mund til at begynde med; og selv med dét i tankerne mærkede han, hvordan læberne atter skilte sig ad. Indersiden af munden føltes tør som støvet pergament, og hjertet sad nærmest helt oppe i halsen på ham, da han endelig gav lyd fra sig:
“Ja, tre... tre lyder ganske passende...” kvækkede han hæst, mens han inderligt ønskede, at han kunne krympe ned til musestørrelse og forsvinde ind ad det nærmeste hul.
Cédric havde aldrig selv funderet over spørgsmålet, han havde været så tumpet at stille – mest af alt fordi han på intet tidspunkt i sine nitten år havde fantaseret om livet med kone og børn. Dét ideal lå så langt væk fra hans egne ønsker og drømme, som det overhovedet kunne. Men det kunne han jo næppe stå her og indrømme overfor sin kommende hustru, så han måtte bare gøre sit bedste for lægge låg på den krybende, eksistentielle angst, der havde manifesteret sig som en knude i hans mave.

Resten af gåturen foregik gudskelov i stilhed. I hvert fald for Cédrics vedkommende. Spurgte Isabel ham om noget, ville han svare kortfattet og mumlende. Frekvensen på den høje puls havde ikke ændret sig mærkbart meget, for de gik stadig tæt sammen, men i det mindste havde ansigtet fået en noget mere normal kulør igen efter den anstrengte samtale. I virkeligheden burde de nok slet ikke have kursen sat så langt væk. Hans fremtidige svigerfar – åh, bare ordet fik sveden til at pible frem på huden under tøjet – kunne meget vel være midt i at forbande Cédric over at have luret hans uskyldsrene datter med hen et afsides sted. Forhåbentlig forholdt det sig ikke sådan. Bager-familien virkede som behagelige, rationelle mennesker. Og det sidste Cédric var interesseret i var at befamle den unge frøken, han havde med på slæb, under kjoleskørtet. Han vidste egentlig ikke helt, hvordan han selv skulle have det med netop dét... Burde hans hormoner ikke rase i ham lige nu? Blodet bruse og begæret boble? Isabel var objektivt en smuk kvinde.
Spændingen i underkæben tiltog, og selvhadet voksede. I det mindste var der ikke så langt at gå endnu.

Havnen var livlig som altid, og synet af den brede, glinsende flod syntes at have en beroligende effekt på Cédrics dirrende nerver. Han førte Isabel med forbi rækker af ildelugtende fisketønder, store, uåbnede trækasser og efterladte bunker af reb. Han ledte dem i passende afstand udenom grovmundede, fordrukne havnearbejdere og satte farten lidt op, da han ud af øjenkrogen spottede en skandaløst letpåklædt skøge. Hans fødder stoppede først deres hektiske flugt fra de kaotiske omgivelser, da de nåede hen til en mere affolket del af kajen; og det var også der, at han endelig tillod sig at trække armen til sig.
Med et flygtigt blik i retning af Isabel signalerede han med et nik, at de skulle sætte sig.
“Jeg håber ikke, De finder det her sted alt for snusket og larmende – ellers siger De bare til. Så vender vi tilbage til Håndværkerkvarteret.” Hans blik søgte hendes, men kun i et øjeblik, før det blev slået ud mod horisonten med tænksomhed malet i det unge ansigt.
“Jeg... har ikke lyst. Til at blive gift. Såeh...” røg det sandfærdigt ud af ham, lige inden de blå øjne atter gled over mod Isabel. “...Hvis De... har gjort Dem lignende tanker... dømmer jeg ikke. Vores forældre er her ikke til at høre det...” afsluttede han med en vag krusning i den ene mundvig. Selv med forældrenes fravær bankede hans hjerte dog stadig voldsomt i brystet på ham efter at have slynget så ærlig en erkendelse ud.