Når kun det bedste er godt nok

[Arémar Or]

Til: Flavia af Gustabis
Sted: Aften/nat ved Flavias byhus

Duften af parfumerede olier var begyndt at fylde rummet, som den unge mand gjorde sig klar. Tunikaen i uld var mørkebrun, åbningen ved brystkassen let snøret til og der var små broderier helt ude på ærmekanterne. Han rettede det tynde bælte om livet og den lille hat på hovedet, inden Arémar igen så sig selv i spejlet. Ringene på hans fingre blev også rettet til, hvilket fik dem til at skinne let i lampernes lys.

Aftenens værtinde gik meget op i etikette og udseende. Og med god grund. Nok ville han være anonym ved aftenens selskab, men at få lov til at mænge sig med adelige var en ren fornøjelse. Arémar var trods alt en mand, der ønskede sig mere magt og indflydelse. Derfor var hans opdragelse fra barnsben af også ganske uvurderlig i sammenhænge som disse.

Mårens grønne blik skinnede, da han greb om varerne og gemte dem på sig. Derefter forlod han huset. Ubemærket gik han igennem byens mørke gader, og snart kom han til sin destination. Det store byhus tårnede sig op i al sin pragt, og et lille smil fandt igen vej til Arémars læber. I skjul tog han sin maske på – en maske, der skjulte hele hans ansigt bag det lyse, lakerede træ, der var formet som et ræveansigt. Sorte og røde markeringer var malet på rævens ansigt, der var ganske kendt i Vesten.

Med sin forklædning intakt valgte Måren nu at deltage i festlighederne.

[Flavia af Gustabis]

Flavia havde en glimrende aften. Hun var, som altid, værtinden på de depraverede festligheder, hvor langt de fleste foretrak et niveau af anonymitet, som de sad med opiumsrøgen omkring sig i bløde puder og slængede sig med andre, der foregav anonymitet. Hun kunne ikke selv så godt holde sig anonym, så masken var opgivet for længst og hun begav sig selvsikkert gennem festlighederne. En tjener hviskede hende i øret og hun begav sig mod indgangen, hvor vagterne netop havde lukket måren ind. Hun slog ud med armene, da hun så ham.

"Velkommen," bød hun med en tilsyneladende varme, som primært var påtaget. Hun viftede med fingrene af ham og ledte ham med sig ned af en gang imod et kammer, der blev brugt til sådanne møder. Det var knapt så rigt indrettet, for det var ikke til gæsterne, men der var et par stole om et bord og Flavia slog sig ned i den ene og afventede at måren gjorde det samme. "Hvad har du med til mig?"

[Arémar Or]

Hans tilstedeværelse blev hurtigt opdaget, og Flavias silkebløde stemme nåede snart hans ører. Som altid var hendes udseende strålende, tøjet og smykkerne værdige til hendes status. Han bukkede, da Flavia af Gustabis hilste ham. "Vær hilset, Deres Højhed," sagde han ydmygt. Det var længe siden, han første gang havde handlet med grevinden. Alligevel kunne det af og til være svært at fatte, hvor heldig han havde været med sin investering i nogle helt specielle valmuer. Og gode varer gav gode kunder.

Han fulgte den mørklødede grevinde ind til det private rum, som han efterhånden kendte ganske godt. Arémar satte sig ved bordet i rummet, men først efter Flavia havde sat sig og anvist ham til at gøre det samme. "En helt ny sending er ankommet," sagde han med et smil, der ikke kunne ses bag masken, men kunne høres i hans stemme. Han fiskede æsken med det hvide pulver frem og satte det frem på bordet foran den adelige kvinde. "Jeg har medbragt nok til nogle ganske vidunderlige aftener," fortsatte han. "Og mere vil være at finde i mit lager. Men i æsken her vil Deres Højhed finde en mere koncentreret kvalitet," sagde han og åbnede æskens låg - galant og samvittighedsløst som var han blot ved at fremvise de fineste klæder. "Dette vil tilfredsstille selv Deres Højheds mest... hyppige gæster," spandt han.

[Flavia af Gustabis]

Flavia røg selv, men hun var ikke storforbruger af den opium hun serverede for sine gæster. Hun vidste hvad et ukontrolleret, uhæmmet indtag gjorde ved et menneske og hun havde meget andet at leve for end rusen. Alligevel så hun interesseret på den lille, fremviste æske og smilede katteagtigt. "Nydeligt, Monsieur Or," roste hun.

"Hvor kommer den eksklusive lille mængde fra? Og hvad sker der hvis en... Novice skulle komme til at få en smagsprøve?"

[Arémar Or]

Selvfølgelig nød han grevindens ros. Hun var en kvinde af god smag, for ikke at nævne familie. Af og til havde han set hende ryge, men det var ikke meget. Selv formåede Arémar at holde sig til de lidt mildere rusmidler, for det var svært at glemme den skam, hans fader havde bragt over familien i sin tid. Og det hele var startet med, at han havde taget for godt af sig med varerne. Så Arémar gjorde en dyd ud af at holde sig fra det - med mindre det handlede om at få gjort andre... afslappede. Som distributør havde han også gode forbindelser til folk, der kunne hjælpe ham med at undslippe en situation, der kunne gøre ham afhængig.

"Odriara, længere inde i landet end hvad jeg før har kunnet skaffe,"svarede han. Så langt inde i landet kunne sprogbarriererne være større, men forholdene for planterne bedre."En lille mængde til en ny gæst vil i værste tilfælde gøre vedkommende ganske... ildebefindende," sagde han og overvejede sine ord. "Men hvad de fleste vil anse som værende en passende mængde af det eksklusive produkt, vil i nye gæsters tilfælde kunne give nogle uønskede situationer". Nok ikke fatale, men meget uønskede. Gæsterne skulle jo gerne selv kunne rejse sig og finde hjem. Det gik jo ikke at de blev fundet bevidstløse på gaden næste morgen.

[Flavia af Gustabis]

Flavia nikkede. "Ganske potent, med andre ord," konstaterede hun og overvejede om hun mon skulle teste den lille, eksklusive portion på sin søde Galienne af Saulet og se hvordan hun reagerede.

"Prisen på den sædvanlige bestilling er som den plejer, går jeg ud fra, men hvad skal denne særlige æske stå mig i?"

[Arémar Or]

Det var ikke sikkert at grevinden ville være helt enig i Arémars bud, så derfor havde han selvfølgelig sørget for, at have nogle argumenter på plads, så den høje pris ville give mening. "Handelsruten er ny - derfor er det sværere at transportere varerne sikkert frem på grund af røvere, og den betydeligt længere rute øger risikoen for denne slags komplikationer," forklarede han, for ikke at nævne de toldtakster og lejlighedsvise bestikkelser, der allerede skulle betales for de "normale" varer. Alt dette gjorde hans pris lettere spids, men... "I længden vil dette være at foretrække for Deres Højhed, da der med dette produkt tages hånd om den toleranceudvikling, der kan forekomme hos Grevindens hyppigste gæster," smilte han hengivent.

[Flavia af Gustabis]

Flavia kneb øjnene lidt sammen over den stejle prisforskel på de to produkter, men i sidste ende kunne hun kræve det af de gæster, der kom så tit, at de havde brug for en stærkere rus. Der var ikke mange af dem og selv den lille forpakning ville kunne vare noget tid. Hun trykkede læberne lidt sammen og betragtede den unge mand foran hende.

Han havde været hende et godt værktøj. Pålidelig, diskret, høflig og næsten behageligt selskab. Ikke at det sidste talte for noget i forretninger. Hun gav ikke et skambud, men satte dog en pris et lille stykke lavere end hvad han krævede og betragtede ham med et gnistrende blik.

"Jeg er dig en meget loyal kunde, Mester Or," mindede hun ham om.