Ung hanekylling på træningspladsen

[Elyot af Falanie]

Hector af Bonville

Elyot var begejstret for at være tilbage i hovedstaden. Han var 1) langt fra bjergene, Hasnea og kulden, 2) næsten konstant indenfor en rimelig afstand af søde, kønne komtesser han kunne flirte med og 3) i stand til at træne med andre end hans ellers udmærket kapable ridderherre. Han nød Friheden i det hele, selvom han grumlende under det hele nok alligevel havde fået et svagt punkt for Norden over de sidste to år, som det havde været hans fars forbandede plan. Det var irriterende når voksne fik deres vilje.

Stående i et forårssolstrejf dagen før den fest, der havde fået ham og Philippe af Neaune til hovedstaden, nød han nu Levagny. Han rullede med skuldrene og så kæphøjt på gruppen af ungriddere og væbnere med lyset blændende ham lidt, så han ikke kunne se at der også stof andre.

"Så. Hvem skal have æren af at få tæsk af deres kronprins?"

Han smagte stadig lidt på ordet, prøvede det af. Han ville langt hellere have sin farfar tilbage end den titel, men titlen passede ham bedre end den havde passet hans meget voksne far. Han lignede på alle måder en ung kronprins i sit velsiddende tøj og med glatragede kinder, der ikke kunne gro et rigtigt skæg.

[Hector af Bonville]

I dag havde ind til videre været en rolig dag hos drabanterne, og det havde givet Hector noget fritid, denne skønne solskinsdag. Han havde efterladt Cléa på kontoret og var travet op til paladset for at se, om der var nogen, der havde lyst til en hurtig omgang træning, inden han skulle tilbage til sit arbejde. Det var både for at holde sine evner ved lige, men også fordi han efterhånden var blevet godt klar over, at hans krop var ved at forfalde en smule. Han havde lagt sig lidt ud om maven og hans kondition var åbenbart gået af fløjten, noget han havde opdaget, da han slæbte den fordrukne Odilon Slagter med hjem fra byen. Nej, det kunne ikke gå! Han måtte i gang med at samle træningen op og få fedtet af maven.

Som han kom ud på træningspladsen, kunne han se ryggen af en ung herre, han hurtigt genkendte på de brune krøller. Som han gik op bag ham, udfordrede drengen de andre tilstedeværende til en kamp, på en yderst kæphøj måde.
"Mon ikke, De skulle finde andre at ydmyge end de unge væbnere, Deres kongelige højhed?" Brummede han. Han kendte ikke ret meget til kronprinsen, men hvis han mindede lidt om sin fader, var Hector ikke så bekymret for at være i hans nærvær. Om Elyot vidste, hvem Hector var, vidste han ikke, ikke at han forventede at den unge prins havde styr på alle folk og fæ i Levagny.

[Elyot af Falanie]

Elyot var vandt til at alle vidste hvem han var i Levagny og således ingen undtagelse her. Det havde været svært at vænne sig til oppe nordpå, at han i lang tid bare var væbneren. Her var der ikke noget af det. De fleste tiltalte ham med overdreven ærbødighed. Derfor var svaret på hans udfordring, som den kom bagfra, lidt en overraskelse. Elyot drejede sig alle hundrede og firs grader rundt og lod blikket falde på et rådsmedlem - Drabanternes Kaptajn. Han havde memoriseret alle deres navne for flere år siden, i forventningen om at han i sit nittende år ville få en plads i selvsamme råd.

"Hector af Bonville," svarede han derfor efter få sekunders betænkningstid. Han smilede skævt. "Jeg er sikker på, at jeg ikke ville kunne ydmyge Dem i en retfærdig kamp."

[Hector af Bonville]

Til Hectors overraskelse og glæde, kendte den unge kronprins ham ved navn. En positiv ting, han ville huske. Han ville langt fra forvente af så ung en kongelig at huske navne, især efter sin tid oppe nord på. Et smil spredte sig på kommandantens ansigt, inden han lavede et let buk for kongens søn.
"Deres ord smigrer mig, Deres kongelige højhed," svarede han venligt, inden han rettede sig op igen. "Men hvis De skulle have lyst, stiller jeg mig gerne til rådighed for en lille træningskamp." Han ville uden tvivl have mere erfaring end den unge kronprins, og en sejr ville nok være rimeligt sandsynlig, men Hector ville ikke have som mål at banke kæpheden ud af drengen med krøllerne, som han vidste et par af de unge riddere nok ville, efter den provokation, Elyot lige var kommet med. Han ville lade det blive en mere lige kamp, der ville give Elyot mere træning end frustrationer.

Og hvem vidste. Måske Elyot var foran den forventede kunnen for hans alder, og Hector ville få kamp til stregen. Han havde ikke set kronprinsen træne før, så det kunne være lige så sandsynligt. Det ville han få at se, hvis drengen sagde ja til at svinge våben mod ham.

[Elyot af Falanie]

Sandsynligheden talte for, at enhver ridder eller væbner, som Elyot udfordrede, ville have tabt med vilje. Hvem havde lyst til at risikere at fornærme den kommende konge eller værre - potentielt gøre skade på ham? Han var evigt ramt af, at få turde udfordre ham og selvom han bistert havde forstået pointen i at hans far havde udvalgt Philippe af Neaune som hans ridder, så gjorde det ikke hans ridderherre til en mindre skrivebordsrytter. Han savnede anden udfordring og havde blod på tanden.

Tilbuddet fik derfor de brune øjne til at lyse op og et langsomt, tilfreds smil spredte sig på hans læber, før han nikkede let og langsomt uden at slippe kommandanten med blikket.

"Strålende," svarede han. "Lad os. Har De et træningssværd, Kommandant?"

[Hector af Bonville]

Det så ud til, at Hectors tilbud blev taget godt i mod, som et smil spredte sig på den unge kronprins’ ansigt. Det gav Hector en tilfreds følelse i maven, han elskede at træne med de unge, som han godt kunne lide at lære fra sig. Havde han været interesseret i at have kone og børn, ville han uden tvivl have haft mange børn. Han havde i stedet taget sig godt af de unge mennesker, der var dumpet ned i skødet på ham, på sin vej. Fra væbnere til Perrie og dem, han havde mødt via sit arbejde. Og alle de unge drabanter. Hans lille flok af ællinger, han skulle passe på.

”Ikke endnu, Deres kongelige højhed.” Han bukkede let igen, inden han gik over til stativet, der stod i hjørnet af pladsen. Det havde forskellige slags træningsvåben til rådighed for dem, der brugte pladsen, og her plejede Hector at låne et træningssværd og lade sit eget hænge, så det ikke var i vejen.
Han løsnede bæltet, spændte det igen og hang det op, inden han tog sin pæne jakke af, så han kunne fægte, kun iført skjorte. Der var ingen grund til at gøre det pæne tøj støvet.
Derefter vendte han tilbage til Elyot, ganske klar over, at de havde tilskuere.
”Så er jeg klar, Deres kongelige højhed.” Han skubbede det lange hår tilbage over issen med den frie hånd og gjorde sig mentalt klar til at skulle svinge træningssværdet.

[Elyot af Falanie]

Elyot var klar. Forårsmildheden tillod at kæmpe udenfor i en løstsiddende skjorte i lyseblå, som ingen ville græde over fik en flænge. Han så nydelig ud, som han svang sværdet lidt i buer, imens han ventede på kommandanten. Da først den midaldrende mand meldte sig, spredte et lille smil sig på hans læber og han sænkede sværdet. Et let buk, en etableret øjenkontakt og dansen gik i gang.

Elyot startede med et angreb, velkoordineret, men simpelt.

[Hector af Bonville]

Der var noget ganske charmerende over kronprinsen, men det kom ham ikke til gode nu. Hector kunne sagtens skubbe den slags fra sig, når det var krævet, som under træning. Det venlige smil var ude af hans øjne og væk fra hans ansigt, der i stedet blev koncentreret, som han fulgte Elyots bevægelser med blikket. Alt omkring dem blev hurtigt glemt, som hans vejrtrækning faldt i den rolige rytme, den altid fandt, når det var tid til at kæmpe.

Drengens angreb var ganske stilligt, men også ganske simpelt, et man lærte tidligt i sin træning. Hector var ikke længere den, der brugte så meget tid på træning, men alt, hvad han havde lært, sad fast endnu. Så det var ikke svært at parere slaget, inden han tog et skridt til siden, trak sværdet til sig og lod det bevæge sig mod Elyot i et angreb, der dog ikke var meget mindre simpelt end det, kronprinsen var startet ud med.

Hvis Elyot var med på den leg, ville Hector gøre det tekniske sværere og sværere, opmærksom på, hvad drengen kunne og ikke kunne. Hans bevægelser ville blive lidt hurtigere, lidt hårdere, men ikke noget aggressivt.
At han ikke tilbragte så meget tid med træning viste sig dog snart, som sveden begyndte at lave pletter på hans skjorte og hans vejrtrækning blev tung. Åh ved alle guder, han var ude af kondi. Men han blev ved. Helt fortabt fysisk var han dog ikke, selvom det var hårdt.

[Elyot af Falanie]

Elyot var som sådan dygtig for sin alder, men hvad han primært havde på kommandanten var energi. Han brugte efter sin egen mening for meget tid bagved et skrivebord sammen med Philippe af Neaune, men han havde stadig mange timer hver dag til fysisk træning og han var vandt til at gøre det i bjergluften.

Rent teknisk var kommandanten dog langt foran og Elyot måtte vride sig og vende sig for at undgå at blive slået. Han havde energien, men sveden piblede frem på hans pande og til sidst var han ikke god nok til at afværge og træningssværdet markerede let mod hans side.

Han stoppede op, satte den frie hånd i siden, imens han hev efter vejret, og grinede lidt punkteret. "Ikke dårligt, Kommandant," havde han overskuddet til at konstatere.

[Hector af Bonville]

Som han dog kunne vride sig, den unge kongesøn. Teknikken var der ikke helt, men han var vimmer og hurtig, hvilket gjorde op for en del af det. Ikke at Hector var sløv, men han var absolut heller ikke så hurtig, som han havde været.
Med Hectors forspring i teknisk kunnen og Elyots ungdommelige fysik, var det en rimeligt lige kamp det første stykke tid, mens Hector langsomt satte sværhedsgraden op. Til sidst endte hans træningssværd alligevel mod den unge drengs side. Hector var en smule lettet, han havde brug for at få vejret!

Tungt åndende og med skjorten klistrende til ryggen, bukkede han let for den unge kronprins.
"De var nu heller ikke ringe, Deres kongelige højhed. Phillipe må have trænet godt med Dem." Hector var godt klar over, at Phillipe elskede at sidde bag et skrivebord, men noget måtte han dog have lært fra sig.
Han rettede sig op igen og tørrede panden med skjorteærmet, inden han skubbede håret væk fra ansigtet ved at køre hånden bagover issen. Der sad et let smil om hans læber, det havde været en positiv oplevelse at tage en træningskamp med kronprinsen.

[Elyot af Falanie]

Elyot gispede let, da træningssværet rørte hans side, hvor et skarpslebet sværd ville have skåret ind i hans side og ladet hans indvolde falde ud. Han sænkede sit eget sværd og bukkede som kommandanten, før han kørte den frie hånd gennem de tætte, brune krøller og skubbede dem lidt bagud. Han blinkede lidt over fornavnet, som han var usikker på om han nogensinde havde hørt Philippe af Neaune omtalt med det alene.

"Hans Nåde er en fremragende ridderherre," konstaterede han, selvom ordene streng eller krævende lå længere fremme på tungen. Dem ville han aldrig bruge udenfor en dybt privat samtale. "Jeg vil viderebringe Deres ros ved lejlighed. Kender De ham, Kommandant?"

Det var bestemt ikke utænkeligt. Der var relationer på kryds og tværs af adelstanden, ikke altid defineret af alder og stand.

[Hector af Bonville]

At Hector omtalte folk ved fornavn, var sjældent noget man skulle tage sig af. Det var bare sådan, han var. Selvfølgelig holdt han på formerne, når situationen dikterede det, men kendte man Hector, ville man vide, at former ikke var noget, han gik alt for meget op i ellers. Somme tider glemte han bare, at det ikke var alle, der fandt det passende. Det fik ham somme tider i problemer, men han var selvfølgelig den første til at undskylde.

Om Philippe var fremragende, skulle Hector ikke kunne udtale sig om, men selvfølgelig vidste kronprinsen bedre end at sige noget andet end det mest positive. Hector ville heller ikke forvente andet.
”Ikke mere end en samtale her og der, Deres Kongelige Højhed.” Og sladder, selvfølgelig, hvilket Hector dog ikke gik specielt meget op.
De blå øjne betragtede den unge kronprins med venlighed og et glimt i øjnene.
”Er De glad for at være kommet hjem til Levagny igen?”

[Elyot af Falanie]

Elyot rullede lidt med skuldrene og kunne ikke undslå sig for at dreje træningssværdet rundt om sin egen akse i en legende bevægelse. Han smilede antydningsvis og høfligt, men hans følelser over at være hjemme var dybt komplicerede.

Da han rejse med Philippe var hans far kronprins og han var blot et trin i arvefølgen. Som hjemkommet kronprins med alle titlens forventninger, følte han vægten. "Naturligvis," var dog et simplere svar end som så. "Omend det er en kortvarig glæde. Snart er vi alle på landevejen. Jeg antager også at fader vil have Dem med sig?"

Ganske vist havde Kommandanten forpligtelser i Levagny, men han ville også være en styrke at vise frem på rejsen. Elyot vejede de to muligheder lidt op og øvede sig mentalt på hvilken beslutning han ville have taget.

[Hector af Bonville]

Der kunne ikke være nogen tvivl om, at den unge kronprins var godt opdraget. Noget ved hans smil og udtryk udstrålede allerede den høflige maske, enhver politiker og kongelig skulle kunne tage på, for ikke at blive læst. Tanker og følelser skulle gemmes væk, svagheder skjules og ens samtalepartner skulle aldrig vide, hvad der rørte sig i én. Hector havde selvfølgelig også lært det, om end af andre årsager, men for det meste virkede han lidt mere som en åben bog. Det betød dog ikke, at han var det.

Ah ja. Rundrejsen. Han kløede sig i skægget ved kæbelinjen.
”Deres fader og jeg blev enige om, at det er bedst, at jeg bliver tilbage i Levagny og holder byens resterende borgere i ørerne. Der er altid noget at se til for Drabantkorpset.” Det var sandt. Og Hector havde en fornemmelse af, at der var nogle slyngler, der ville se de tomme bygninger som gaveæsker til fri afbenyttelse, så han var ikke i tvivl om, at han og de drabanter, der blev tilbage, ville få ganske travlt.
”Jeg sender nogle af mine yngre folk af sted, så de kan lære lidt om det land, de hjælper med at beskytte. Jeg er alligevel blevet for gammel til at være så eventyrlysten.” Han sendte Elyot et smil og et lille blink med det ene øje. Gammel og magelig. Han foretrak sin gode stol på kontoret frem for en hesteryg eller en bumlende vogn. Og hvis han kunne undgå at besøge sit fødselshjem med dertilhørende familie, så var det dét ekstra arbejde i Levagny værd.

[Elyot af Falanie]

Brynene hævede sig et flygtigt øjeblik, men gled så ned igen og kronprinsen nikkede. Han var begyndt at interessere sig for alle de beslutninger, der lå hos kronen, instinktivt og ukomfortabelt klar over at det var hans tur til at tage dem næste gang. Forhåbentlig om mange år.

"Levagny er uden tvivl i de sikreste hænder," medgav han. "Selvom her bliver stille, med hele hoffet og store dele af håndværkerne rejst. Har De hørt at der er over hundrede bagere og bagerlærlinge, der skal med? Tænk på hvor meget brød det er..." Han slog lidt ud med den frie arm.