Første vurdering

[Zamoron Elriqor]

Tag: Lucrèce af Vigny
Dato: 5 april

Det var knap fem dage siden at Zamoron havde mødt Svea første gang, den nye rolle som læremester var endnu .. ja ny, og speciel, men han havde fortsat blod på tanden på opgaven, om end der var en del han endnu skulle lære om den unge kvinde. Denne dag havde han aftalt et møde med Lucrèce af Vigny, en af de to adelsmænd der finansieret Svea's ophold og studietid. 

Klædt elegant på og med kappen der dækkede de brede skuldre, bevægede han sig gennem de lange gange på universitetet som han kendte så godt. Udenfor havde det været en regnfuld dag, og hans kappe dryppede efter ham. Hætten blev skubbede af hovedet og blottede det mørke hår, mørke hud og de fine træk. Han frøs heldigvis ikke, for han hadede virkelig at blive gennemblødt og kold. Gangene var fulde af liv, og han tiltrak sig naturligvis blikke, enkelte smil blev sendt til de studerende. Naturligvis var han stolt over at blive genkendt af nogle af eleverne. 

Omsider nåede han Lucrèce's kontor, der blev bankede på og ved dennes tilladelse, trådte han ind og lukkede døren efter sig. "Magus Lucrèce, godt at se Dem." hilste han høfligt. 

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece havde været hurtig til at lade Zamoron vide at han hurtigst muligt ønskede magusens mening om Svea. Hvor velvidende Lucrece end var, ville han aldrig være lige så god til at vurdere Sveas helbrederevner som Zamoron.
Da de begge skulle ind over hendes uddannelse, Lucrece mere omkring almen viden, ville det også være oplagt at de to mænd fandt ud af hvordan de bedst kunne lappe ind over hinanden, så Svea ville være godt rustet til universitet.

Døren stod allerede på klem, da han ikke forventede andre end Zamoron den dag.
"Kom ind." svarede han højt, da han kunne høre bankene og smilede varmt til Zamoron, da han rejste sig fra sin stol.
"Magus Zamoron. Tak fordi De kunne komme med så kort varsel." Han gjorde tegn til to bløde stole, det ville være mere behagelig for Zamoron, end hvis han skulle have siddet i en af de to ekstra stole ved Lucreces arbejdsbord.
"Kan jeg byde på noget? Få te sendt herind." spurgte han, mens han gik over til Zamoron for at tage den våde kappe fra ham.

[Zamoron Elriqor]

Lucrèce tog da glædeligt og varmt imod ham, og Zamoron takkede for hjælpen med kappen. "Jamen naturligvis, jeg tror vi begge har behov for denne samtale. Jo tidligere, jo bedre" svarede han ligeså varmt. "Te lyder meget godt, mange tak" tilføjede han ganske roligt og uden tøven som te blev tilbudt. Hvem takkede nej til en kop varm te? Ikke Zamaron, selvom hans egen opskrift slog alt hvad han fik serveret nogen steder. Han klagede dog aldrig, og var selvfølgelig altid høflig og imødekommende. Ikke alle havde trods alt hans interesse i planter og urter, og med hans egen bedsteven indenfor krydderiverdenen, var det nok ikke underligt han havde nogle tricks.


"Hvordan har De det? Det er trods alt et stykke tid siden sidst, jeg håber ikke de unge mennesker her er ved at drive Dem til vanvid" lød det spøgefuldt. Han havde trods alt kun en lærling, det vil sige, en studerende, og Svea var allerede en håndfuld. Selvom det kun var begyndelsen og han endnu så frem til at undervise hende og guide hende gennem sin magiske rejse, så ville det ikke blive en let opgave. Netop derfor havde Zamoron stor respekt for det arbejde som Lucrèce foretog med så mange studerende.


Som kappen var kommet af, slog han sig ned i en af de bløde stole, og gjorde sig det behageligt.

[Lucrèce af Vigny]

"Nu skal jeg sørge for det." Lucrece forlod kort kontoret, for at finde en der ikke havde noget bedre at tage sig til, end at sørge for at de to herre fik noget at varme sig på i disse regnfulde dage.
Der gik nogle få minutter inden Lucrece var tilbage og lukkede døren bag sig med et stille klik, inden han satte sig i den frie stol.
Lucrece sukkede med et lille smil. Han tog hånden op til underansigtet og lod en finger stryge let over det altid velklippede overskæg.
"Så sent som denne måned måtte jeg have en samtale med en studerende, der uden at blinke indrømmede at han sov i timen." Lucrece rystede på hovedet. "Det var ikke hvad jeg regnede med at høre. Og om et par dage må jeg have fat på ham igen, regner jeg med, til endnu en alvorlig samtale." Han trak ligeglad og næsten opgivende på skuldrene, med et overbærende udtryk i ansigtet. Unge studerende var... unge. Og unge var... dumme. Heldigvis voksende de fleste fra deres unoder.
"Hvordan står det til med Dem? Er de ved at falde til i rollen som læremester?"

[Zamoron Elriqor]

Det var stort af adelsmanden at gå efter en der kunne sørge for te til dem, Zamoron vidste trods alt hvem af dem der var højst i hierarkiet selvom de begge var lærde. Det sagde trods alt en del om Lucrèce's tanker omkring ham. At han vel så ham som en ligeværdig. Det var vel en god start på deres forestående samarbejde.


Snart var Lucrèce tilbage, og slog sig ned hvor Zamoron betragtede ham roligt efter at have stillet sit spørgsmål. Manden virkede tænksom, eller det sagde minen han anlagde sig i alt fald, og magikeren gav ham tiden til at tænke og formuler sig uden at afbryde hans tankespind. Svaret der faldt var ikke just beroligende, hvad gik der dog af den nyere generation? Jo nogle af hans klassekammerater havde også lavet unoder da han lige var startede, men det var sjældent at sove i timen. Hvordan kunne man den slags?! "Jeg må indrømme jeg ikke forstår ungdommen, jeg mener, de må da have interesse i at lære." han afbrød sig selv, og kvalte et suk. Et beklagende smil fandt hans læber. "Om forladelse, som De kan høre, det er uforståeligt for mig hvordan ungdommen kan være så ignorant. Nuvel, det var ikke hvad De spurgte om. Jeg har det ganske fint, tak. Hvad angår rollen som læremester.." han slog let ud med hånden. "...Er det stadig ganske nyt, knap en uge. Jeg har mødtes med Frøken Svea to gange. Jeg har givet hende to bøger, og en opgave hun skal løse, og vi skal mødes igen om et par dage til både undervisning og opsamling.." informeret han roligt og systematisk om.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece nikkede og han så igen alvorlig ud. At smile lå ikke til ham, så selv når han var afslappet eller ansigtet var neutralt, så han alvorlig ud.
"De har helt ret. Det er ikke til at sige hvad der er i vejen med de unge. Med risiko for at lyde gammel, men de unge nutildags mangler værdier." Og forældre der ikke var eftergivende, men straffede de unge for deres dårlige vaner.
"Men de fleste finder ud af det med den rigtige indflydelse."
Selvom Lucrece så ud til at kede sig, lyttede han. Han lænede sig tilbage i stolen og skævede mod døren. Hvor lang tid kunne der tage at sætte te over?
Han rynkede panden, da han hørte Zarmoron omtale Svea ved fornavn. Var den anden læremester virkelig så skandaløs venskabelig med den unge våbensmed? Men Zamoron kom jo selv fra uheldige kår. Det kunne ikke forventes at han kendte til overklassens takt og tone, på samme måde som man ville være overbærende ved en hund ved middagsbordet. Hvor veltrænet den end var, ville man aldrig forvente af den at den viste hvordan man brugte bestik og lige meget hvor mange år Zamoron tilbragte blandt adelige, ville han ikke kunne skjule sit borgerlige ophav.
Der var et lille træk i mundvigen, da Zomoron fortalte at også han havde givet Svea bøger at læse. Hun havde sikkert travlt nu. Ingen tid til at sidde og drikke te eller være sammen med jævnaldrende.
"De har da nået en del på kort tid. Hvad syntes De om hende? Jeg ved godt det er for tidligt at give et fuldstændig svar, men jeg er nysgerrig omkring deres førstehåndsindtryk af den unge Våbensmed." spurgte han afslappet.

[Zamoron Elriqor]

Hans forældre havde aldrig været hårde ved ham, men han havde set hvor hårdt faderen havde arbejdet for hver en skilling. Hvor meget det havde betydet for ham at Zamoron kunne studerer på universitetet. Det var stort. Derfor havde det også betydet en del for ham at gøre dem stolte. Der havde ikke været en streng hånd involveret, eller vold. Disciplin, det havde været nøgleordet når det kom til stykket. "De har vel ret, og en forståelse for det hårde arbejde man skal igennem for at blive til noget.." medgav han.


Hvordan hans omtale af Svea fik adelsmanden til at tænke, kunne Zamoron forestille sig. Han skænkede det dog ikke for mange tanker, eller bekymringer. Han vidste det betød en del for adlen, men så længe han tiltalte de højere klasser korrekt, var der ingen problemer.

Lucrèce spurgte snart om Zamorons mening vedrørende den unge kvinde, og denne gang var det den yngre magiker der var tavs og tænksom mens han overvejede sine ord. "Som de siger, kender jeg hende ikke tilstrækkeligt til en fuld vurdering endnu. Min umiddelbar mening er at hun er ret ung, på grænsen til.. for ung. Hun er ugift, har absolut ingen viden eller ide om hvordan menneskekroppen fungerer. Min vurdering er at jeg kommer til at stå overfor nogle ganske interessante situationer med hende i fremtiden.."

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece var store et par sekunder, mens han tænkte over Zamorons vurdering.
"For ung, siger De." Han kunne ikke lade vær med at lyde overrasket. Men de sad trods alt og vurderede hende fra to forskellige synspunkter.
Han forstod langt fra hvad Zamoron mente. Men kunne ikke forlange at en våbensmeds datter kendte pladsen og navnet på hver eneste knogle eller funktionen på hvert eneste indre organ. Men hvordan det skulle gøre hende for ung, kunne han ikke forstå. Og kommentaren omkring hendes ugifte status... Den eneste forskel på en gift og en ugift var deres erfaring i ægtesengen og det skulle gerne være helt uden betydning! Han fandt kommentaren en anelse uroligende. Selvfølgelig var viden omkring kroppen vigtig for dem der var velsignet med den helbredende gave. Men ikke så viden måtte være lige relevant.
"Det er sjovt.." Han blev afbrudt af en banken på døren og en ældre herre fra køkkenet kom ind med en bakke hvorpå der var en kande med dampede te, to kopper og en lille skål med småkager.
Lucrece virkede synlig utilfreds med den lange ventetid. *Stil det på bordet." Han pegede på det lille bord ved dem, der kun var stort nok til at kunne rumme de få genstande og måske en bog. Lucreces blik forlod ikke manden, der sænkede op til dem begge, indtil han igen var forsvundet med et hurtigt buk.
Først da døren på ny var lukket, så han igen på Zamoron med fornyet interesse og havde allerede glemt manden fra køkkenet.
"Hvor var jeg? De vurderer hende som for ung. Jeg derimod anser hende som for gammel. Er de klar over at hun var hele 15 år, inden hun fandt en læremester. Inden da har hun ingen undervisning haft. l en alder af 18 år, har hun haft tre år med undervisning." Han havde stadig svært ved at forstå det. Det lød groteskt og han kunne dårlig nok tro det.

[Zamoron Elriqor]

Adelsmanden var ikke kommet langt i sit svar, før der blev banket på og en ældre herre kom ind med teen. Zamoron betragtede manden ganske roligt, men tankerne lå nu stadig ved den samtale de havde kørende, hvorfor han ikke var helt bevidst om den ældre mands bevægelser eller opførsel. For ham, var det som en hvilken som helst anden tjener, så hvorfor fokuser på det. 

Manden var snart ude af døren, og Lucrèce tog ordet. Zamoron lyttede i stilhed og stadig tænksomt. "Det er ikke alderen, det er mentaliteten. De personlige begrænsninger. Som sagt er det en vurdering basseret på to uafhængige møder. Eksempelvis bad jeg hende om at undersøge menneskekroppen, startende med en kvindekrop eftersom det vil være noget hun kender til og knap så grænseoverskridende. Pigen stod med rødmende kinder.." han afbrød sig selv, og rystede på hovedet. "Jeg er naturligvis klar over dette er nyt for hende, og naturligvis vil det tage lidt tid. Men som De selv siger, hun er startede rimelig sent, vi har meget at indhente" de havde ikke meget tid at spilde. Det vidste han også godt. 

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece nikkede på ny. Zamoron vidste hvad han talte om. Den forfjamskede ungpigepersona havde han ikke oplevet med hende, men deres møde havde også været kortvarigt. Og ingen snakke om menneskekroppen. Ethvert anstændig menneske ville da rødme under sådan forhold. Men den luksus havde en helbreder åbenbart ikke. Han havde aldrig sænket det en tanke præcist hvor usømmelig tæt på kroppe de magikere måtte komme..
Han rakte ud efter teen og pustede overfladisk på den.
"Men mener De at hun vil kunne klare uddannelsen? Jeg er kun bekendt med hendes evner indenfor de almene boglige fag og de er overraskende gode, taget hendes baggrund i betydning."

[Zamoron Elriqor]

Nej det var nok de færreste der egentlig tænkte over hvor langt en helbreder gik for at lære det han eller hun skulle lære. Netop den del var også altafgørende for hvor god man blev til sit erhverv. Holdt man sig tilbage, satte man begrænsninger for sig selv, ville det have betydning for ens viden og kunnen på den anden side. Det var trods alt ikke uden grund at Zamoron var kommet så langt som han var kommet.


Omkring samtidigt som Lucrèce, rakte Zamoron ud efter tekoppen. Han løftede den op, og nød følelsen af den dampende varme væske mod tungen sekundet efter. Et spørgsmål faldt, og han tænkte over sit svar "Hvis hun arbejder fokuseret, har jeg store håb og planer for hende. Det spørgsmål ville dog være lettere at besvar om nogle måneder når jeg rigtigt har lært hende at kende." svarede han ganske roligt og alvorligt.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece nippede prøverne til teen. Var den stadig for varm? Ville den slags dårligt? Den ville blive drukket lige meget hvad...
Det var nu rart med noget varmt at drikke på sådan våde dage. Også selvom han sjældent skulle ud i det.
"Vi må se om hun beholder entusiasmen." Eller om hun bukkede under for presset. Der var trods alt mange omkring hende der alle forventede hendes fulde tid. Han satte koppen i skødet.
"Hvad for planer vil det være?" spurgte han interesseret. Hvis Svea både skulle stå til rådighed for ham og sin anden sponsorer og nu også Zamoron. Det ville blive en umulig situation for hende.

[Zamoron Elriqor]

Teen var skam fin nok, Lucrèce skulle i alt fald ikke høre et ondt ord fra Zamoron omkring det. Det var helt sikkert. Nok engang nippede han til sin kop, inden han sænkede den igen. "Ja, det bliver interessant. Har De nogle gode råd til mig? Som de ved, er denne rolle ny for mig" han var ikke for fej eller for fin til at spørge, og det havde gavnet ham i livet indtil videre. Han var ingen ekspert, og spurgte folk der vidste bedre og havde mere erfaring. Lucrèce var ikke den første han spurgte, han havde naturligvis spurgt sin egen læremester først.


Lucrèce spurgte til planerne, og Zamoron slog let ud med hånden. "Vores samfund har behov for flere kvindelige helbreder, især med den høje dødelighed blandt både kvinder og børn. Det er naturligvis blot mine tanker, hvorvidt hun overhoved vil udmærke sig på de områder er langt fra sikkert. Det er dog den vej jeg ønsker at tage. Jeg kan dog fornemme De selv har planer, så lad mig endelig høre. Jeg ønsker trods alt ikke at være på tværs.."

[Lucrèce af Vigny]

Ved første tanke havde Lucrece svært ved at se behovet for kvindelige helbredere. De fleste dødsfald blandt kvinder var blandt de fattige, der ikke havde råd til ordentlig beskyttelse. Men så kom han i tanke om din egen hustru og hvor lettet han havde været, da nyheden om at både mor og baby var okay ovenpå begge fødsler. Og hvordan han ikke havde lyst til at gennemgå det igen. Først lang tid efter var det gået op for ham, hvor bekymret han havde været over at miste hustru og en potentiel arving. Sikker fødselshjælp ville betyde meget.
"Det lyder fornuftigt." måtte han indrømme.
"Det er nok den anden sponsor De må have den samtale med. Jeg kan ikke på stående fod huske hvem der er. Der mangler vist stadig at blive underskrevet nogle papirer... Jeg har fortalt hende at jeg forventede, hun ville være til rådighed for mig, når hun engang blev færdiguddannet." Han tog endnu et sip af koppen. Teen ville blive kold inden han fik den drukket.
"Sandheden er at jeg lever et så kedeligt liv, at jeg ikke har behov for en helbreder det står til rådighed. Det er mest for at holde hende til ilden." Han trak på skuldrene.
"Og en smule egoisme... Jeg kan forestille mig at den anden sponsorer vil have nogenlunde samme aftale. Måske vil han have et reelt behov."

[Zamoron Elriqor]

Naturligvis vidste Zamoron ikke hvilke tanker hans svar vakte, men han vidste i hvert fald at mange havde netop den slags bekymringer.

Det var da et vigtigt svar han fik her, og det glædede ham at vide at hans planer ikke ville blive spoleret her. Det ville da have været ærgerligt at vide at Lucrèce havde helt andre tanker, og et reelt behov.

Zamoron drak lidt mere af sin te, inden han svarede. "Det glæder mig at høre De ikke har indvindinger mod mine forslag. Naturligvis må jeg også tage en samtale med den anden sponsor, De var dog den første til at række ud til mig angående den unge helbreder" svarede han med et let smil.