Lærling til lærlingen

[Zamoron Elriqor]

Tag: Svea Købmand

For nogle dage siden havde Zamoron mødt sin lærling, og det havde været noget af en oplevelse. Indtil videre havde han intet hørt fra hende, så han gik udefra hun arbejdet hårdt på den opgave han havde stillede hende. Faktisk, forventede han at hun gjorde sig umage her. Det var trods alt seriøst, og ret vigtigt for hendes fremtidig læring også. 

Denne aften var arbejdet over, og Zamoron var taget i kroen. Han havde ikke siddet der længe før en flok yngre studerende og magiker samlede sig om ham. Det var ganske underholdende som de behandlede ham som en jævnaldrene. Ganske rart, og et friskt vindpust at føle sig ti år yngre. Han sad netop med sit ølglas foran sig, og slap en underholdt latter. En tjenestepige med stor barm og et stort smil klistrede om læberne kom til og fyldte deres glas, drengene flirtede straks, mens Zamoron holdt sig sig observerende tilbage, og med et smil om læberne. Pigen sendte ham stjålne blikke, og han så mod hende, med et diskret smil som han skjulte bag sit ølglas. 

[Svea Købmand]

Svea var også ude og drikke øl med nogle af sine veninder fra universitetet, men hun sad ikke i samme gruppe som dem der havde sat sig omkring Elriqor. Hun havde egentlig en god aften, indtil hun rejste sig op for at finde det lille hus. Da hun kom tilbage, fik hun øje på Elriqor og kunne ikke undgå at lægge mærke til det blik han sendte kropigen. Derefter kiggede hun på pigen, hendes store barm, meget større end Sveas og hendes flotte smil - ikke ligeså flot som Sveas.

"Det skal jeg nok gøre." Sagde hun og tog kropigens kande og gik igang med at hælde op til dem alle.
"Nå, Mester, har De studeret nok af kvindekroppen i aften, eller vil De stadig have min opgave?" Spurgte hun og satte hænderne i taljen, mens hun så afventende på ham. Så hun havde ret, han var en don juan, sådan som han bare rendte rundt og flirtede med alle pigerne åbenbart.

[Zamoron Elriqor]

Pludselig blev festen afbrudt, og Zamoron hævede overrasket brynet sådan som Svea pludselig dukkede op og skubbede tjenestepigen til siden for derefter at overtage hendes arbejde. De unge mænd han sad mellem så alle forvirret mod pigen, før de straks forsøgte at lægge an på hende. "Hi snuske, vi er mange.. du kan bare vælge en af os. Magus Zamoron her er for gammel for dig.." lød det fra den ene af dem, et flabet smil om hans læber. Zamoron hævede brynet af ham. "Jeg kan godt bruge noget undervisning i din krop skatter.." lød det fra en anden. Zamoron satte langsomt sit glas ned, og fangede hendes blik. Hvad i alverden havde hun gang i? Tjenestepigen prøvede da også at tage sin kande med øl igen. "Frøken, hvad gøre De dog.. det her er mit job.." forsøgte hun.

[Svea Købmand]

Svea havde tømt kanden og gav den derfor tilbage til kropigen og viftede hende bort, derefter lagde hun armene over kors og så surt på de andre.
"I skal lære at opføre jer ordentligt" sagde hun. "Sikke en måde at tale på, der er ingen af jer der kommer i kontakt med min krop. Ingen." Sagde hun surt og tog deredter det nærmeste krus med øl og drak halvdelen af det, fordi hun var meget tørstig. Deredter satte hun det ned på en voldsom måde og vendte sig så om og gik udenfor i den friske aftenluft. Dumme mænd.

[Zamoron Elriqor]

Det var noget af et optrin, og Zamoron blev tålmodigt siddende, betragtede hendes ret teenageagtig opførsel. Hvorfor var hun så vred? Han var ikke engang sikker, det virkede nærmest som om hun var jaloux. Snart forduftede hun dog, og han sukkede og gled blikket raden rundt mod de unge mænd. Deres skuffede udtryk sagde det hele, og en af dem var idiotisk nok til at rejse sig for at gå efter hende. "Sæt. Dig!" lød hans tone hård. "Ingen af jer så meget som joker med at lægge en finger. Frøken Svea er min lærling, og hvis jeg ser jer så meget som lægge en finger på hende, så får I med mig at bestille." lød det alvorligt fra ham. Derpå rejste han sig, og satte kursen mod døren for at følge efter hende. Blikket gled rundt udenfor, heldigvis var hun ikke gået langt. "Hvad I alverden var det optrin derinde?! Er du fuldstændig fra forstanden, de drenge ville have været efter dig med det samme hvis jeg ikke havde stoppede dem" hans tone var alvorlig, og bekymret. Brynene rynkede.

[Svea Købmand]

Svea stoppede op udenfor, et virkelig dårligt sted at stå og der var allerede et par af mændene der hang ud udenfor, der havde sendt hende et par lange blikke. De holdt sig dog tilbage, fordi Elriqor snart dukkede op. Svea vendte sig mod ham og lagde armene over kors, mens hun spidsede sine læber i en sur trutmund. Ved Mithras hvor var han dum at høre på.
"Så jeg skal ændre adfærd for at sørge for at mænd ikke gør dumme ting? Det gider jeg da ikke. I gør jo dumme ting alligevel, ligemeget hvordan jeg opfører mig." Sagde hun.
"Men det er altid kvinderne der skal ændre adfærd, dække sig til, gå tidligt hjem om aftenen og have mindre bryster." Sagde hun og rullede med øjnene.

[Zamoron Elriqor]

Han skød det ene bryn i vejret ved det svar, hvad snakkede hun dog om?! "Hvad snakker du dog om? Ja, det er desværre vilkårene for kvinderne, men din opførsel derinde ændre ikke det faktum at du kan komme til skade. Jeg siger ikke dette til dig fordi jeg er enig med mændenes adfærd, absolut ikke. Havde jeg set kvinder som mindre værd end mænd, havde jeg næppe taget dig som lærling. Så fald ned, tænk med hovedet, og stop med at opføre dig som et barn. Som jeg sagde sidst, jeg ønsker blot dit bedste." hvad der gik af hende, anede han ikke. Hun opførte sig virkelig som et lille barn, og han orkede virkelig ikke det her drama. Det forklarede da heller ikke hendes opførsel derinde, og det hele virkede bare endnu mere barnligt. 

[Svea Købmand]

Svea vidste heller ikke rigtig hvad der foregik i hendes hoved, hun havde bare haft svært ved at se ham glo på kropigen, men det kunne hun jo ikke sige. Hun sukkede dybt over hans ord og trak derefter på skuldrene.
"Det er ligemeget." Sagde hun og strøg en lok af sit hår om bag øret.
"Jeg går hjem nu." Bemærkede hun og tog sin kappe op af sin taske og lagde den om sine skuldre. Det var koldt og det var en lang vej hjem.
"Vi ses vel næste uge?" Sagde hun, fordi hun gik ud fra at han nok havde for travlt med kropigen til at gide følge hende tilbage til universitetet.

[Zamoron Elriqor]

Zamoron kvalte et suk, skete det her virkelig for ham? Han gled en hånd ned over ansigtet i ren og skær overgivelse over hele situationen. Havde han ikke haft en hvis form for ansvarsfølelse overfor pigebarnet, havde han ladet hende gå hjem selv. "Vent, jeg henter lige min kappe så følger jeg dig tilbage til universitetet. Du skal ikke gå rundt alene så sent.." risikoen for at hun ville kappe hovedet af ham ved den sætning var stor, så han ventede ikke på svar som han blot gik ind efter sin kappe. "Hvor skal De hen? Festen er kun lige startede" lød det fra en af drengene. Zamoron smilede svagt "Jeg vender tilbage, drik jer nu ikke stive alt for hurtigt.." lød det fra ham, før han trak kappen over skulderen og gik mod døren igen. Udenfor blev hætten slået for hovedet, og så var han vidst klar.

[Svea Købmand]

Svea havde ikke noget behov for at han skulle være hendes ridder, så hun begyndte at gå, men desværre var der en af de andre mænd der greb fat i hende.
"Hvor skal du hen lille mus?" Sagde han, hvorefter hun forsøgte at trække sin hånd til sig, men han var for stærk.
"Slip mig!" Sagde hun frustreret, mens hendes blik flakkede. Først da Elriqor trådte ud af kroen igen, gav han slip på hende og hun trak sin hånd til sig mens hun ømmede sig en smule.
"Klamme stodder." Sagde hun, hvilket kun gjorde manden mere aggressiv og han trådte et skridt frem mod hende, for at tage fat i hende igen.

[Zamoron Elriqor]

Selvfølgelig lyttede hun ikke, han burde have sagt sig selv det ville være for godt til at være sandt. Det føltes seriøst som om han havde med en tiårige at gøre.

Blikket faldt straks på hende, om end stodderen var klog nok til at give slip på hende som hans blik faldt på Zamoron. Noget hun sagde vakte dog åbenlyst stodderens vrede, og han trådte tættere på hende igen. Helbrederen bed sammen, og hans gave blev fundet frem, den ene hånd lyste op i sølvgrå magi mens han gik nærmere, hvad fik stodderen til at bakke nogle skridt. "Jeg kræver en undskyldning på den unge frøkens vegne for din uhumske opførsel.." lød hans stemme dyb og advarende. De mørke øjne slog gnister under hætten.

[Svea Købmand]

Manden som egentlig var rimelig muskuløs, var alligevel temmelig truet at Elriqor og løftede afværgende hænderne.
"Undskyld undskyld, det var jo bare for sjov." Sagde han og smilede skævt. "Ikke tag det så seriøst." Sagde han og trak på skuldrene, hvorefter han bakkede hen mod døren til kroen.
Svea så efter ham og derefter hen til Elriq. "Tak." Sagde hun med et svag stemme og smilede lidt til ham, selvom hun var bange for at han var vred på hende.

[Zamoron Elriqor]

Zamoron slap et fnys. "Patetisk.." lød det dæmpede fra ham mens han så efter manden da han forsvandt ind i kroen. Blikket blev derefter vendt mod den unge kvinde ved sin side. "Næste gang, lytter du til hvad jeg siger.." lød det alvorligt og en kende strengt, han følte sig mere som hendes fader, end hendes læremester lige nu. Sikke noget rod. "Lad os komme af sted" han ventede ikke på svar, de skulle jo af sted, hvorfor han begyndte at gå. Vejen kendte han alt for godt, havde gået den så mange gange efterhånden. Heldigvis var vejret hverken kold eller regnfuld, så han kunne faktisk nyde den friske luft. 

[Svea Købmand]

Svea sukkede dybt og nikkede. "Ja, Mester." Sagde hun en smule træt. Det var hårdt at være så fornuftig og påpasselig hele tiden, nogle gange havde hun bare lyst til at give slip og leve sit liv, men det kunne være en farlig måde at leve på som kvinde.
"Ja." Sagde hun og fulgte efter ham, selvom hun næsten blev nødt til at løbe en smule ved siden af ham for at følge med.
"Kan De gå lidt langsommere Mester?" Bad hun ham, fordi hendes korte ben ikke kunne følge med. Derefter tog hun hans arm og trak sig ind til ham, fordi de øde mørke gader føltes en smulle skræmmende og hun var egentlig glad for at hun ikke gik rundt her alene.

[Zamoron Elriqor]

Det gjorde skam ikke noget at slippe hæmningerne løs, men under de rigtige vilkår og trygge rammer. I det mindste gav hun ham ret, eller diskuteret i alt fald ikke med ham.

Hun bad ham snart om at sætte farten ned, hvad han naturligvis gjorde. En dyb vejrtrækningen blev taget, og han slog koldt vand i blodet. Hun fangede ligeledes hans arm, og han skævede ned mod hende med et hævede bryn. Et suk slap hans læber, og han lod hende siden hun virkede så bange. Fjollede pigebarn. "Har du fået læst på det jeg bad dig om?" spurgte han nu han var mere rolig. De kunne ligeså godt bruge tiden på vejen fornuftigt.