Helbrederne

[Svea Købmand]

Zamoron Elriqor
1 april

Det var Sveas første dag og den havde mildest talt været kaotisk, hun havde fået flere bøger hun skulle læse, pergamenter og opgaver der skulle skrives og hun var helt rundt på gulvet over det. Derudover, var hun foret vild mellem et møde med en af sine timer og spisesalen og havde kun lige akkurat nået at få frokost. Det var kun lige akkurat at hun nåede hen til klasselokalet der var lavet til de studerende med den helbredende gave i rette tid. Her skulle hun mødes med sin nye mester Zamoron Elriqor og hun var ved at gå til af nerver over at skulle møde ham.
I ren og skær nervøsitet, glemte hun at se sig for og snublede ind ad døren, hvor hun desværre endte med at støde direkte ind i det der skulle vise sig at være hendes nye mester.
"Åh undskyld, jeg beklager." Sagde hun og skyndte at rette sig op, samtidig med at hun blev helt rød i hovedet, fordi hun indså hvem hun lige var gået ind i. Derefter lod hun blikket glide rundt i lokalet, hvor borde og stole var skiftet ud med senge og madrasser, krukker med eliksirer, tegninger over menneskekroppen og andre ting der var gode når man skulle lære at helbrede.
"De er Magus Zamoron Elriqor?" Prøvede hun, selvom hun var bange for at hun udtalte hans navn forkert. "Mit navn er Svea Våbensmed, jeg er Deres nye lærling." Sagde hun og rakte ham smilende hånden for at hilse.

[Zamoron Elriqor]

Zamoron gled blikket rundt i det lokale han kendte alt for godt, for nogle år siden var han selv trådt derind for første gang, men frem for at være færdiguddannet Magus, havde han blot været en studerende i starten af sin rejse. Minderne bragte et smil over de fyldige læber mens han gik rundt mellem sengene. Et par fingre strøg hen over seng, magikeren fuldstændig opslugt af sine minder.


Det var en spændende dag, omsider skulle han stå ansigt til ansigt overfor sin lærling, og det var en stor dag for dem begge. Hans valg var ikke tilfældigt faldet på Svea, for blandt alle de muligheder der havde været, havde han valgt hende udefra hvor han mente der var mest potentiale. Hun behøvede ham, og han behøvede hende. Sådan så han på det. Men.. var hun ikke lidt forsinket? Mon hun var farede vild? Han vidste trods alt hun havde en del at se til denne første dag på universitetet, så han var rolig og tålmodig.


Snart var hans tur rundt i lokalet stoppede ved døren, og netop i det øjeblik, gled døren op. Zamoron nåede lige at gribe hende om skuldrene og hjælpe hende på rette køl som hun væltede ind mod ham. Lidt klodsede start måtte man sige, men han tog det nu med et smil. "Det går, ingen skade sket" svarede han venligt ved hendes undskyldning, stemmen behagelig. Hendes rødmen var kær, men ganske forståelig situationen taget i betragtning.


Han trådte et skridt tilbage for at skabe passende afstand mellem dem, og tog imod den fremstrakte hånd. "Det er jeg, velkommen til Svea" lød det til stadighed venligt fra ham. "Jeg har glædet mig til at møde dig, Svea. Kom indenfor.." han havde sluppet hendes hånd, og slog let ud med den mod lokalet så hun kunne se sig omkring.

[Svea Købmand]

Svea vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, hun følte sig frygtelig selvbevidst og skulle tænke meget over ikke at rette på sit hår og tøj hele tiden. "Tak." Sagde hun med et smil, stadig helt rød i hovedet og forfjamsket. Da han bød hende længere ind i lokalet, smilede hun genert til ham og hankede lidt op i sin lædertaske, som hun dog endte med at sætte henne ved en af sengene. Derefter så hun sig om, mens hun overvejede hvad hun skulle sige. Normalt var hun så snaksagelig, men idag var hun helt lammet af nerver.

"Sikke nogle flotter tegninger." Bemærkede hun og rettede lidt på sit hår, mens hun lod blikket glide over tegningen af menneskekroppen, der illustrerede lidt af det man kendte til på nuværende tidspunkt.
"Jeg går ud fra at De selv studerede her?" Spurgte hun med et smil og så flygtigt på ham, men hun holdt derefter blikket ret fast på tegningen. Elriqor kunne hun ikke se på, for så ville hun bare rødme igen og det ville være umådelig pinligt nu de skulle være professionelle.

[Zamoron Elriqor]

Hun trådte da længere ind i lokalet på hans opfordring, og han foldede hænderne bag ryggen efter at have lukket døren efter hende. Blikket fulgte hende rundt, et let smil der stadig prydede hans læber. Hun virkede både nervøs og genert, og det var da absolut ikke det han havde hørt om hende. *Det må være nerverne* konkluderede han og skjulte morskaben. Han huskede den følelse alt for godt selv, hvor nervøs han havde været.. men han havde i allerhøjeste grad været spændt også.



Hun satte tasken ned, og så sig nu rundt. Måden hun gled blikket mod ham fortalte hvor nervøs hun egentlig var. "Det gjorde jeg, jeg har brugt mange timer herinde, og jeg må sige.. kun få af dem bestod af tomme senge" faldt svaret. Han lod hende se lidt længere på tegningerne. "Du er nervøs Svea, og det er naturligt. Hvad siger du til at vi sætter os ned, og lærer hinanden bedre at kende? Jeg lover, jeg bider ikke.." at joke lidt ville forhåbentlig få hende til at slappe af. Hvad hun frygtede mest vidste han af gode grunde ikke, han ville blot forsikre hende om at han ikke var noget dårligt menneske.



Netop for at slå sine ord fast, flyttede han sig nærmere, og satte sig på kanten af en seng. Han slog let ud med hånden mod sengen overfor, i håb om at hun ville sætte sig.

[Svea Købmand]

Svea følte ikke det blev meget bedre af, at det åbenbart var så åbenlyst hvor nervøs hun var. Hun tog sig selv i at spærre øjnene lidt op i forfærdelse over at hun var så nem at gennemskue og smilede derefter lettere undskyldende.
"Åh ja, er det så tydeligt?" Sagde hun og kom til at udbryde en mellemting mellem et tøset fnis og et grynt. Ved Mithras hvor virkede hun dog amatøragtig. Hun var åbenbart slet ikke en voksen, moden kvinde, men bare en dum skolepige, eller noget i den stil.

Derefter nikkede hun over hans ord og smilede skævt over hans joke "Måske bider jeg tilgengæld." Bemærkede hun i et forsøg på at være sjov. Svea satte sig derefter ned og var meget glad for at hun skulle sidde i sengen overfor ham end ved siden af ham. Det ville muligvis havde fået hende til at svede helt vildt og det ville hun helst slippe fra.
"Hvad vil De gerne vide om mig?" Sagde hun og betragtede sine hænder et kort øjeblik, inden hun løftede sit ansigt og mødte hans blik. "Der er ikke så meget at sige egentlig, min familie er våbensmede, jeg har været lærling siden jeg var 15, min gave er blå og har helbredende karakter." Forklarede hun inden han nåede at svare.

[Zamoron Elriqor]

Hendes reaktion var ganske kær, og han smilede skævt og beroligende. Den lille lyd der forlod hende i forbindelse med svaret var svær at definere helt præcis, men det fik ikke hans smil til at falme af den grund. "Eller måske er jeg bare en god menneskekender. Spøg til side, jeg har været i din plads trods alt, måske er det længe siden, men jeg husker stadig min første dag så tydeligt" svarede han varmt og beroligende.

Hendes drilleri fik en mild latter over hans læber "Det vil jeg da håbe på jeg får lov at se så.." svarede han. Hendes svar måtte da være en lille indikation på at hun da slappede en smule mere af. Ikke?
Hun tog heldigvis plads på hans opfordring, stillede et spørgsmål, gav ham ikke mulighed for at svare inden hun uddybede. Det sparede ham da for en del spørgsmål. "Javel ja, hvor meget af din magi kan du kontrollere?" spurgte han mere uddybende. Det var trods alt relevante spørgsmål, og selvom han nok ville finde ud af tingene på egen hånd når undervisningen først gik igang, så var det altid rart at høre det fra hende selv. Hvad hendes fornemmelse af det hele var.

[Svea Købmand]

Svea tænkte lidt over spørgsmålet og forsøgte at finde frem til et tilfredsstillende svar.
"Altså, jeg kan kontrollere den nok til at helbrede et benbrud, men efter det kan det hurtigt blive problematisk for mig. Jeg har som sådan ikke rigtig evnen til at gøre så meget andet med magi, det kan min gave ikke bruges til - jo måske lige tænde ild i et bål eller noget, men ikke meget mere." Forklarede hun og bed ned i sin underlæbe.
"Ingen i min familie har gaven, så jeg har været ret alene med det i lang tid og jeg plejede at blive ret træt når jeg helbredte folk, men tror efterhånden jeg er kommet efter det." Sagde hun og blev lidt rød i kinderne, fordi hun var flov over sine problemer.
"Hvad er De bedst til?" Spurgte hun, måske lidt for at skifte emnet væk fra sig selv.

[Zamoron Elriqor]

Det så ud til at være et spørgsmål der krævede overvejelse. Han ventede tålmodigt, og som svaret faldt, tyggede han på det. I mellemtiden fik hun stillede ham et spørgsmål, et ganske relevant et også. Nuvel, han havde netop sagt at de skulle lære hinanden at kende, så hun skulle jo også vide noget om ham. "Det er ganske fin viden du har, alene det at du kan kontrollere din gave nok til ikke at blive for træt når du helbeder, er et stort skridt" lagde han ud med at svare. "Mange tror at når man studerer på universitetet, at man så skal fokusere på sin gave alene. Det er langt fra det der burde være fokus. Min egen gave er efterhånden rimelig omfattende, men det der gøre den så effektiv og brugbar er ikke alene min kontrol over den, men det faktum at jeg har erhvervet mig redskaber og viden der baner vej for min gave, hvorved det kan blive udnyttet til fulde" fortsatte han og besvarede både hendes spørgsmål, og samtidigt gav hende den første lektion. "Giver det mening?" spurgte han for at være sikker på at han ikke havde tabt hende på vejen. Han fortsatte dog alligevel forklarende før hun kunne nå at svare. "Eksempelvis, kan jeg helbrede de fleste lidelser, ikke alle, men de fleste. Dette kan jeg gøre fordi jeg har stort kendskab til menneskekroppen, og har undersøgt den ned til mindste detalje. Det betyder at når jeg så skal bruge min evne, famler jeg ikke i blinde efter årsagen til en given sygdom, jeg ved mere eller mindre præcist hvad jeg skal gøre for at helbrede.." blikket hvilede på hende for hendes respons.

[Svea Købmand]

Svea prøvede at lytte tålmodigt, mens hendes nye mester talte. Der var meget at holde styr på og det var svært ikke at blive distraheret, men hun prøvede da at lytte efter.
"Tak." Sagde hun flygtigt til hans kompliment, men var derudover stille mens han talte. Hun nikkede af og til som svar på det han sagde, mens et lille smil hvilede på hendes læber.
"Ja, det giver mening." Bemærkede hun og nikkede ivrigt, så hendes lettere krøllede hår dansede rundt om hendes ansigt. Derefter forestillede hun ham undersøge menneskekroppen, men det fik hendes tanker til at vandre andre steder hen og hun måtte tvinge sig selv tilbage til nuet, for at hun ikke skulle blive helt rød i hovedet.
"Så det er måske vigtigere at undersøge menneskekroppen, end at udvikle sin gave yderligere?" Sagde hun, mens hendes nakke blev varm. Det var underligt, hun plejede ikke at reagere sådan her når man talte fagsprog, men i samvær med hendes nye mester følte hun sig helt forfjamsket og genert.
"Jeg har ikke studeret menneskekroppen så detaljeret faktisk." Bemærkede hun og der var stadig mange ting hun ikke forstod i og med hun heller aldrig havde været sammen med en mand. Hendes tidligere mester havde forsøgt at forklare hende det, men det havde været så svært at forklare den unge naive pige, at hun havde givet op.

[Zamoron Elriqor]

Jo han fortalte måske en del, men han regnede med at hun kunne følge med nu han stoppede op og spurgte om hun var med. Hun gav da udtryk for at kunne følge med i hvert fald. Hvor hendes tanker skred hen ved hans nævnelse af at undersøge menneskekroppen, anede han af gode grunde ikke. Det ville da også overraske ham en del at vide, for jo, han snakkede professionelt. Hun var hans lærling, og han gik op i sit arbejde. "Det er en kombination af begge dele, Svea.." svarede han, tonen blid og kærtegnede nærmest hendes navn, blikket varmt. "Ser du, ved at forstå menneskekroppen, vil du have lettere ved at benytte dig af din gave, og dermed udnytte dens fulde potentiale.." fortsatte han nok engang uddybende. Det var trods alt lettest at ride til paladset, hvis man kendte vejen dertil. Ellers vil vejen blive lang, og snoede.



Svea forklarede at hun ikke havde undersøgt menneskekroppen særlig meget, og han smilede skævt. "Det er jo derfor vi er her, ikke? Du skal nok komme efter det. Når du har lært basis, kan du måske begynde at overveje hvorhen af du vil fokusere din brug af gaven. Eksempelvis om du vil specialisere dig i børnelidelser, kvindesygdomme, fødsler, knoglelidelse og knoglebrud, og så videre.. der er masser at vælge imellem.." forklarede han stadig med et smil om læberne. Hovedet gled en anelse på sned. "Jeg ved meget af det her må virke.. grænseoverskridende for dig. Jeg vil bare have du skal vide, at du kan være tryg ved mig. Jeg ønsker blot at hjælpe dig på vej" forhåbentlig ville hun tidsnok selv finde ud af dette.

[Svea Købmand]

Svea lyttede stadig til hvad han sagde og nikkede også et par gange, mens han snakkede videre. Hun håbede på at hun kunne blive dygtig, så hun kunne leve af det. Svea havde af og til tænkt på om man overhovedet kunne være helt selvstændig som kvinde og hun havde altid ønsket sig ikke at være afhængig af at være sammen med en mand.
"Ja, jeg er skam også tryg." Sagde hun med et flygtigt smil, mens hendes blik gled rundt og hun trak på skuldrene, som føltes en smule anspændte.
"Hvad skal vi så undersøge først?" Spurgte hun og blev lidt rød i kinderne. Den tegning på væggen hjalp heller ikke og hun så hurtigt væk og prøvede at slette den fra sin bevidsthed. Det havde været så meget nemmere at have en ældre kvinde som mester, hun havde virkelig svært ved at opføre sig professionelt overfor sin nye mester, der åbenbart påvirkede hendes tanker på en uanstændig måde.

[Zamoron Elriqor]

Hun syntes igen at undgå at se mod ham, i stedet fulgte han hendes blik og denne gang landede det på illustrationen på væggen i nærheden. Hans blik fandt mod hende, og han observeret hende i stilhed nogle øjeblikke. Ordene der fulgte, og hendes rødmen fik ham til at hæve brynet. Et suk blev kvalt, før han rejste sig op. "You have never been with a man I see.." konkluderede han. Hun var jo tydeligvis forfjamsket over at stå i rum med ham, og efter hans snak om at undersøge menneskekroppen og hendes blik mod illustrationen, kunne man jo ikke konkludere andet. "Du må prøve at slappe af, Svea.." lød det blidt. Hun kunne umuligt være i et forhold med den reaktion der, men det virkede klart som om hun havde brug for lidt forløsning. Tanken fik ham til at kvæle et smil, og ryste svagt på hovedet. "Kom.." han viste hende ned til den anden ende af lokalet hvor en anden illustration hang, denne gang af en kvindekrop. Det her kendte hun vel bedre. "Lad os starte her. Jeg vil have dig til at undersøge kvindekroppen, og lærer udenad hvad de forskellige kropsdele og organer hedder. Næste uge, skal du kunne tegne denne illustration, og udpege alle kropsdele og organer for mig. Er opgaven forstået?" så var de vidst igang.

[Svea Købmand]

Ordene fik Svea til at spærre øjnene op - var det virkelig så tydeligt? Hun anede slet ikke hvad hun skulle sige til sådan en bemærkning. Selvfølgelig havde hun ikke været sammen med en mand, hun skulle jo først giftes når hun skulle være sammen med en mand. Da han bad hende om at slappe af, blev hun pludselig bevidst om hvor anspændt hun var og hvordan hendes skuldre var helt løftet op til hendes ører.
Da han bad hende om at komme med, rejste hun sig op og fulgte med ham, mens hendes blik gled rundt i lokalet og hun forsøgte at undgå at se på ham. Da de standsede foran illustrationen af kvindekroppen, gled hendes blik op, samtidig med hun blev rød i kinderne. Da han gav hende opgaven, vendte hun blikket mod ham og bed ned i sin underlæbe.
"Jeg er ikke specielt god til at tegne." Bemærkede hun og så ned. "Men ja, jeg forstår godt opgaven." Sagde hun.
"Ved De virkelig alt om kvindekroppen, selvom De er en mand?" Spurgte hun afdæmpet og løftede sine øjenbryn en anelse. Hun kendte ingen mænd, der vidste noget som helst om hvad der foregik i en kvindes krop.

[Zamoron Elriqor]

Hun virkede overrasket over at han havde opdaget det, hun gjorde ikke just en kunst ud af at skjule det. Den unge kvinde fulgte dog med, og gav udtryk for at forstå opgaven. "Øvelse gøre mester, så længe det er forståeligt, og korrekt naturligvis, er jeg ganske tilfreds.." han var trods alt ikke uretfærdig, og med øvelse skulle hendes illustrationer nok blive fine. Det var han slet ikke i tvivl om.


Hendes spørgsmål fik ham til at vende sit blik mod hende, hænderne stukket i lommerne. "Det bilder jeg mig selv ind at jeg gøre i alt fald.." var hans umiddelbare svar. Blikket hang ved hende. "At kende sin egen krop, og i særdeleshed at kende det modsatte køns krop er en styrke i vores fagområde, og giver en form for magt i det private også" blev der uddybede. "Jeg har bøger med du kan låne til opgaven, og du må spørge hvis du har brug for hjælp" han fandt hen til sin taske, og fandt to bøger frem som han rakte hende.

[Svea Købmand]

Det var meget akavet for Svea at være alene med en mand, der talte om at kende sin egen og det modsatte køns krop. Hun følte sig efterhånden varm i hele kroppen og da hun selv var helbreder, havde hun på fornemmelsen af at han nok godt vidste det. Som helbreder havde man bare lidt en fornemmelse for andre mennesker, som de fleste ikke havde.
"En magt i det private?" Spurgte hun med en spæd stemme og så lidt spørgende på ham. "Hvad betyder det?" Spurgte hun og tog imod de to bøger, uden at være særlig interesseret i dem. Hun var mere interesseret i at høre mere om det der magt i det private, for det forstod hun virkelig ikke. Alligevel så hun flygtigt ned i bøgerne, så en tegning af en nøgen mands kønsorganer og skyndte sig at smække den i med det samme.