Som søstre indtil...

[Helene af Suilleaux]

Helene blinkede over ordren og smilede så svagt, rørt. Hun klemte om Miris hænder.

"Det lover jeg dig," mumlede hun. "Jeg får tværtimod sønner, så magten bliver I vores side. Så der altid vil være nogen til at tage sig af dig og Gisella af Suilleaux."

Hun tog en dyb indånding. "Miri. Jeg har altid følt vi var familie i forvejen."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede langsomt og forsøgte at blinke sine tårerne væk for ikke at få alt for røde og ophævede kinder. Hun trak vejret dybt ind og klemte Helenes hånd.

"Det vil måske også lette lidt på min far; det er jo det eneste han ønsker sig" Hun regnede ikke med at Lancelin ville ændre karakter, men hun endte nok med at leve i troen alligevel og måske veninden alligevel kunne charmere sig nok ind at han blev en anden?

"Jeg ville aldrig kunne undvære dig"

[Helene af Suilleaux]

Helene var uendelig lettet og strøg Miri over fingrene, imens hun tænkte at det ville kræve meget at sørge for at hun både bevarede venskabet og overgav sig til Lancelin af Suilleaux. Hun var dog villig til at strække sig utrolig langt for det. Et svagt, rørt smil strejfede hendes læber.

"Lad os ikke miste hinanden," svarede hun mildt. "Sammen er vi stærkest." Hun nikkede langsomt for effekt. "Og jeg vil opfylde hans ønske, lover jeg dig. Jeg vil få sønner."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede. Selvom det var svært ikke at være vred på veninden følte hun stadig at det hele var noget rod. Men som Helene havde sagt for ganske kort tid siden kunne det vise sig at være en god ting. "Måske jeg ligefrem vil nyde at være hjemme nu" svarede hun i et sitrende smil i et forsøg på at lade stemningen glide over i noget lidt mere lyst.

Rygterne kunne man ikke undgå, og jo ældre Mirielis var blevet, jo mere opmærksom var hun blevet over mistænkelighederne over hendes fars to første koner, hvor den ene var hendes mor. Den samme skæbne måtte ikke falde over veninden; selv heller ikke hvis hun kun fik piger.

[Helene af Suilleaux]

Mirielis var selvfølgelig stadig såret og ville nok være det i noget tid. Det kunne Helene sagtens forstå. Hun ville give hende tid, lade hende være vred, hvis hun måtte. Og så måtte de begge to ranke sig og fortsætte med deres pligter, som de værdige adelsfrøkener de var. Helene tog en dyb indånding.

"Det håber jeg du vil, min kæreste," svarede hun ømt. "Jeg vil gøre mit bedste for at det her betyder at vi bliver tættere. Ikke det modsatte."

[Mirielis af Lemaux]

Det ville tage tid, og lige nu syntes Mirielis ikke hun havde andet end tid. Men det hele lettede en anelse for hende at det for nu virkede til at de kunne tale fornuftigt sammen. Desuden var det ikke Helene som Mirielis skulle være vred på. Det var hendes far.

"Lad os skåle på det" kom det beslutsomt fra den unge pige før hun fyldte begge deres glas op med vin.

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede og tog imod glasset fra veninden. Hun løftede det lidt. "Santé," skålede hun på venindens helbred.

"Fortæl mig. Når vi rejser til Suilleaux på et tidspunkt, ønsker du da mest at komme med eller blive her?"