Som søstre indtil...

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blinkede lidt med sine øjne og var nu oprigtigt forvirret før en let latter skyllede hen over hende. "Hvorfor skulle du også det? Du er jo ikke forlovet med min far" storsmilede hun og tømte sit glas med vin.

"Nej lad bare de andre om det, desuden har jeg ikke hørt noget om at det skulle være far der har forlovet sig. Det ville han have fortalt os med det samme. Sådan nogen lægger han ikke skjul på."

[Helene af Suilleaux]

Det var ulykkeligt at Mirielis ikke fangede hentydningen og Helene så på hende med mild frustration. Hun tog en tår vin mere og pustede langsomt ud.

"Miri," insisterede hun blidt. "Det er ikke altid et valg man selv får. Det har vi jo talt om. Nogen er heldige at få lov til selv at vælge. Andre... Andre får truffet beslutningen på deres vegne og må leve med konsekvenserne."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis forstod udmærket hvad hun mente i forhold til fremtiden og at man ikke altid kunne vælge hvem man ville giftes med; for det meste kunne man vist aldrig rigtig selv have indflydelse. Hun trak vejret dybt ind.

"Det forstår jeg. Men hvorfor taler vi om netop dét nu?" Måske ville Mirielis i virkeligheden slet ikke se det, selvom det var åbenlyst at det var lige foran hende.

[Helene af Suilleaux]

Miri var ikke dum, men Helene fandt det uendelig svært at skære det ud i pap. Hun drak den sidste tår vin i glasset og åndede langsomt ud, før hun endelig sagde det direkte.

"Det er mig, Miri. Jeg er så ked af det, men det er mig."

[Mirielis af Lemaux]

Der gik et øjeblik. Det var ikke fordi Mirielis havde svært ved at forstå ordene der blev sagt, eller at hun denne dag var yderst langsomt opfattende. Det var nok mere den stikkende smerte i brystet der til en start holdte hende fra at sige noget.

Tusinde af tanker slog rod og syntes kun at øge hjertens enorme slag, der nu var så voldsomme at hun næsten kunne smage blodet. Hun knugede sine fingre så hårdt at knoerne blev hvide. "Det kan du da ikke" hviskede hun så endelig.

[Helene af Suilleaux]

Helene satte glasset fra sig. Hun tog en dyb indånding og åndede også tungt ud igen.

"Du ved lige så godt som jeg, at jeg ikke valgte det her, Miri," svarede hun insisterende.

"Det kan vise sig at være en god ting. Vi er på samme side."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis vidste ikke hvem hun skulle være mest vred på; Hendes veninde eller far. Lige nu var det dog vist delt lige meget. Hun trak vejret dybt ind og måtte skænke sig selv endnu et glas.

"Du har ingen ret til at tale sådan til mig lige nu Helene." svarede hun en anelse skarpt. "Om du ikke havde haft et valg eller ej, så har du forrådt min tillid" Hun rejste sig fra sofaen og begyndte at gå frem og tilbage på gulvet.

[Helene af Suilleaux]

Helene rynkede panden dybt og knyttede den ene hånd om glasset, før hun pustede langsomt ud og beroligede temperamentet, der ellers blussede op i hende over Mirielis' uforskammede tone. Hun havde al ret til at sige sin mening, men hun skubbede sin indignation helt ned og tog en dyb indånding. Det kunne ikke være let at være Miri.

"Hvordan har jeg forrådt din tillid?"

[Mirielis af Lemaux]

"Det er min far, Helene." svarede Mirielis og drejede hovedet mod hende. Hendes mørke øjne lynede af arrigskab og hun stod endnu engang med et tomt glas og mærkede tydeligt frustrationen.

"Hvordan havde du tænkt dig at vi overhovedet kunne fortsætte med at være veninder efter i er blevet gift? Når jeg ved at i ligger og roder, og du bliver desuden den nye lensgrevinde, hvor det kun bliver krævet af dig at du står ved din mands side, også når det gælder hans åbenlyse uduelige døtre."

"Og når du bliver med barn, så kan han kaste alle os andre til side" som han plejede når han fik en ny familie. "Jeg tror slet ikke du er klar over hvor meget smerte det påføre mig" hun trak vejret dybt ind og rystede tårerne væk.

[Helene af Suilleaux]

Helene lyttede og sympatiserede delvist med Mirielis' følelser, men det var også ufattelig dumt af hende at lade sig rive sådan med og potentielt miste en allieret, der kunne hjælpe hende ufattelig meget. Hun tyggede lidt sammen, men holdt på sig selv, modsat veninden.

"Du sagde selv, at du forstår, at det ikke altid er et valg man selv får, Miri," svarede hun bestemt. "Hvis jeg var blevet spurgt, tror du så jeg ville have sagt ja til det?" Hun betragtede veninden uden at blinke.

"Men hvis det er den form for vulgær tale du har tænkt dig at benytte dig af, så har du ret. Så kan vi ikke fortsætte med at være veninder. Det ville jeg dog ønske. Jeg kunne være dig en vigtig allieret og ven. Og du ved, at jeg holder af dig."

[Mirielis af Lemaux]

"Vulgær tale?" Mirielis fnøs uden at se tilbage på Helen, og i stedet forsøgte hun bare at samle sig selv sammen og lade være med at reagerer mere voldsomt. Læberne spændte sig før hun stak tungen ud for at fugtige dem bare en smule før hun bed dem til blods.

"Du er nødt til at lade mig reagere. For jeg kan ikke skælde min far ud" sukkede hun frustreret før hun til sidst endte med at sætte sig tilbage i sofaen.

"Nej. Jeg tror ikke du selv ville have valgt det." endte hun med at sige før hun løftede hovedet for at se på hende. "Men du må forstå at det ikke er første gang, og jeg er skrækslagen for at miste dig" Hun var ligeglad med sin far; han havde ikke før vist interesse i hendes tilværelse medmindre det handlede om hendes giftemål.

"Om du så vil gøre alt for at det ikke sker, så er det min far vi taler om Helene. Han er ikke nogen sympatisk mand."

[Helene af Suilleaux]

Helene åndede lidt ud. Hun nikkede langsomt, for Miri tog jo ikke fejl. Lancelin af Suilleaux var bestemt ikke en god mand.

"Det ved jeg," medgav hun lavmælt. "Men jeg er heller ikke lige ud af pigeskolen, Miri. Du bliver nødt til at stole på mig. Jeg er stadig din ven. Hvis jeg får lejligheden vil jeg tale din sag, altid. Det kan ende med at blive en fordel. Jeg lover dig at jeg ikke vil prøve at bestemme over dig."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kunne slet ikke holde mere til det og hav frit spil til tårerne der langsomt gled ned over hendes røde kinder. Hun trak vejret dybt ind og nikkede langsomt som Helene talte.

"Okay. Okay.." hendes stemme skælvede og hun rakte instinktiv ud efter Helenes hånd som hun knugede.

[Helene af Suilleaux]

Helene blev meget rørt og tog helhjertet imod Miris hånd. Begge hendes lukkede sig om venindens og det stak også svagt bag hendes øjne, før hun snøftede dæmpet ind og klarede halsen lidt.

"Lad os aftale ikke at tale om ham," bad hun. "Medmindre det drejer sig om hvordan vi to sammen bedst kan sørge for dig, søde Miri."

Burde hun sidde og konspirere mod Lancelin af Suilleaux før de overhovedet var gift? Måske ikke, men hun kunne ikke miste sin bedste veninde.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis vejrtrækning var tung og heftig da hun trak en god portion luft ind gennem næsen og pustede langsomt ud mellem læberne før hun endelig så mod Helene og blev kun mere tudefærdig over også at se hende påvirket.

Hun nikkede ivrigt. "Aftale." Et flygtigt smil krusede sammen på hendes læber, til trods for den skrøbelige stemning. Noget i hendes løsnede sig selvom tanken om at Helene skulle giftes med hendes far i forvejen ikke var noget hun brød sig særlig meget om; men måske Helene alligevel kunne influerer ham i den rigtige retning i stedet for.

"Lov mig at du ikke dør." Svarede hun så til sidst.