En sen aften

[Cattral fra Wufrurg]

Døren åbnede og Cattral dukkede op. Hun var en nogenlunde fast gæst på kroen de dage hvor tyvekongens hof var andre steder, selvom det ikke var hende der lagde mange penge i kroens kasse. Og hendes slidte tøj fortalte hvorfor.
Under armen havde hun en tynd træplade, der nemt kunne ligge på et bord. Hun skiftede mellem de forskellige kroer, i et forsøg på at tjene penge og hver kro havde hver sin fordel.
"Vær hilset, vær hilset" råbte hun igennem larmen, mens hun søgte efter et tomt bord.
"Var det noget med et spil damer? Mulighed for at tjene nemme penge i jagten på den skønne frøken!"

I røven på hende luntede en næsten 100 kg stor klump pels dovent efter hende. Et kryds mellem tosa, mastiff og andre udholdenhed jagt og kamphunde. Noget der hjalp hende med at undgå problemer.

Actard fra Arge

[Actard fra Arge]

Hvordan en mand som Gabriel Halvmåne kunne være så vanskelig at opspore var et mysterium. Det var som om, tyvekongen var forsvundet med solens stråler, men nu blev der også kun ledt med øjne og ører; Actard, den rædselsvækkende kæmpe, havde ikke i sinde at udspørge de vigende forbipasserende, om de havde set den infamøse mand, han søgte. Det var en sjældenhed, at han kommunikerede med andre end de øvrige vanskabninger i Cirque du freak – og naturligvis Gabriel, når chancen bød sig – så de fleste blev ofte vældig chokerede, når de hørte ham tale. Ikke alene grundet den mørke, gutturale røst, men mange var i den tro, at Barbaren fra Arge var stum. At tungen var kappet af, hvilket med de talrige, dybe ar var en ganske plausibel antagelse. Men nej – Actard brød sig bare ikke om den almene borger. Fordømmende blikke og hånlige tilråb var det eneste, de var gode for. Og så var han hellere fri.

Farten blev taget af de raske, målbevidste skridt, så snart destination dukkede op i øjenkrogen. Den tørstige hat. Hvis nogen vidste, hvor tyvekongen befandt sig, så måtte det var hans højre hånd, og bror – Damien Sølvtunge.
Det hvidhårede bæst bukkede vanligt hovedet, da han trådte ind ad døren til den folkeelskede havnekro. I hvert fald af byens mænd, der altid kunne ses gå ind og ud på alle tidspunkter af døgnet, skønt besøgene var hyppigst, når først mørket var faldet på. Dametørst var et uslukkeligt behov, og mange var villige til at betale for at få den stillet. Dét havde Actard aldrig forstået. Hvis han så en smuk kvinde – eller yndig mand – han kunne lide, var det ikke et spørgsmål om penge, men snarere hvem der var stærkest. Og det var oftere end ikke ham, der løb med dén sejr.

Forinden Bæstet begav sig længere ind i kroen, gennemsøgte han den med sit stikkende, kølige blik og kunne ikke undgå at bemærke, hvor tavst der pludselig var blevet. Hovedparten af de tilstedeværende var øjeblikkeligt fortiet, idet Actard var ankommet, og sad blot og glanede op mod ham. Forventeligt. Lige så forventeligt var det, da en snalret sømand råbte et “det er sgu den grimmeste stodder, jeg længe har set!” og straks bød andre ind med lignende kommentarer.
Hans læber snerpede sammen i et irriteret ansigtsudtryk, og han forsøgte forgæves at møve sig forbi en kvinde, der først nu fangede hans blik. Hendes bjerg af en hund stod i vejen.

“Fjern dig,” mumlede han. “Og få den køter ud herfra.” Det sidste blev sagt noget højere, men tonelejet var stadig roligt – monotont. Alvoren i hans hæse stemme burde fortælle hende, at han var dybt seriøs. Ligesom langt de fleste mennesker han stødte på, brød Actard sig absolut heller ikke om hunde, og det samme gjaldt for det meste også den anden vej rundt. Typisk ville han ikke have tøvet med selv at kyle dyret ud, med dén der var ikke en, man bare kunne trække afsted i nakkehuden.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral kunne med det samme mærke stemningen i kroen skiftende fra noget fordrukken og festlig overlag, med en underside af ubehag man kun rørte ved hvis man var ude på ballade. Det var nu med et tryllet væk, som om de faste gæster nu sad og afventede en katastrofe og hun stoppede klogeligt med at råbe og forsøge at tiltrække sig opmærksomhed. Måske skulle hun bare gå igen, hvis det var den modtagelse man fik? Måske var det Biest, hunden. Det var altid fiftyfifty om den var velkommen eller ej og de aftener den ikke var, kunne det godt udvikle sig uheldigt.

Og så var der en groft udseende sømand det råbte og er par der grinede hånende, uden at lyde til at synes det var specielt sjovt og Cattral kunne lige nå at opfatte at det hverken var hende eller hunden der var problemet og kiggede sig skulderen og var ikke helt sikker på hvem det var, der ligesom hende var på gennemgang i kroen efter et eller andet. Men sømanden havde ret; aldrig havde hun set noget lignende. Det føltes for hende, som om at det tog hendes hjerne alt for mange sekunder at sætte de forskellige informationer sammen. Den bryske fremtoning, det groteske udseende og en reel tvivl om det var brystkassen eller navlen hun var i øjenhøjde med.
hun lænede hovedet tilbage for at få det hele med. Det var vist bedst at gøre som det blev sagt.
"Komn midt Beist." sagde hun til hunden og rakte ud efter den, for at være helt sikker på at den fulgte med. Selvom den var lydig, havde Beist helt klart sine egne idéer om tempo.
Hun talte til den på Wufrung. Bare fordi hun havde lært sproget i landet, betød det ikke Beist havde.
Hun valgte fuld ud at ignorere hans ordre om at tage hunden ud. Så vidt hun vidste have han intet at sige her og hun trak hunden hen til et af de få tomme borde, hvor den ofte lå og sov mens hun arbejdede.

[Actard fra Arge]

Hun gjorde, som han sagde. Og så alligevel ikke. Ordren var kun blevet taget halvt imod, og den voksende irritation sås tydeligt i det skarpe blik, da Actard fulgte kvinden og hunden med øjnene. Han burde have grebet fat i hende lige dér på stedet, men han var ikke kommet for at belære ulydige kællinger, som troede de kunne gemme sig bag deres pelsede ledsagere. Barbaren fra Arge havde måske ingen skarpe hjørnetænder, men han havde derimod rigelig erfaring med at brække nakken på sådanne kreaturer – men det måtte vente. Der var et andet ærinde, der skulle ses til forinden, så han valgte at lade prinsessen og dragen være... for nu.

Et kig i samtlige kroge, både foran og bagved, gjorde det klart, at der heller ingen Gabriel var at finde på Den tørstige hat. De brede skuldre sank opgivende sammen, men kæben var stadig spændt i en sammenbidt mine. Forbandet også. Tyvekongen måtte være udenbys, og med det tætte mørke, aftenen havde bragt med sig, ville han være umulig at finde udenfor byens mure. En anden dag...

På vej mod udgangen søgte Actards blik ganske automatisk hen mod dét bord, hvor den askehårede kvinde for lidt siden havde søgt tilflugt. Hun sad der stadig. Og det samme gjorde brødet af en hund, vogtende ved hendes side som en anden livvagt. Havde det ikke været for dén, ville han have marcheret direkte derhen og hevet hende med sig ud. Hun så anderledes ud end de kvinder, han til dagligt passerede. Måske det netop var derfor, at hun var så svær at passere. Skønt hun ikke var tilsået med ar ligesom ham, sprang det ene, hun havde i ansigtet, ham i øjnene - og med dét antændtes et inderligt behov for at se mere af hende.

Det var med tunge, målrettede skridt, at han bevægede sig hen til det omtalte bord. Den trykkende tavshed var ikke længere helt så dominerende, og de nedgørende bemærkninger var ligeledes aftaget. Dem, der ville glo, havde fået gloet. Actards egen nysgerrighed var dog langt fra stillet, og de stirrende øjne var som sømmet fast til den navnløse kvindes ansigt, da han satte sig på pladsen overfor. Kun et enkelt, flygtigt blik blev kastet ned på den medbragte plade.
“Jeg spiller,” meddelte han, dybt og brummende. “Ingen mønter. Hvis jeg vinder, tager du med mig.” Og hvis han tabte, ville han tage hende alligevel. Men det blev ikke sagt højt.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral tog sig ikke længere af manden der måtte være halvt trold. Wufrung som land havde en stærk tro på trolde der boede i skovene, i bjergene og endda i havet. Store, stygge trolde der sneg sig ind i byerne om natten for at æde børn og folk der for vild og man gjorde bedst i ikke at gøre dem sure. Desuden virkede han også til at have andre ærinder end at ødelægge folks lyst til at drikke og spille deres penge væk.
Normalt ville hun have haft råbt op, for at fange alles interesse, men stemningen var stadig en smule stille, selvom den var ved at finde sit tidligere leje.
Så hun pakkede ud i et roligt tempo og nød for en gangs skyld ikke at skulle spille skuespil og være en del af underholdningen. Hun ville tage et spil eller to her og så videre. I aften tegnede ikke til at blive særlig indbringende med det store skrummel der gik rundt og skulede til folk.
Hun så ham ud af øjenkrogen og valgte at ignorere ham, mens hun bad til Gudinden om at ville gå et andet sted hen. Alle andre steder end over til hende. Han ville skræmme alle væk!
Hun så på ham, som om han lige var faldet ned gennem taget. Havde han virkelig sagt, hvad hun troede han havde sagt. Hun kiggede på ham med afsky.
"Nej. Og gå med dig, du skræmmer folk væk." Mange steder ville hun have passet bedre på med hvad hun sagde til sådan en som ham. Men de var på en kro med en masse mennesker. Det måtte kunne holde selv en som ham i skindet.

[Actard fra Arge]

Blikket havde hverken været varmt eller venligt til at begynde med, men afvisningen, hun så nådesløst serverede, satte omgående sit spor i de rødviolette øjne. Det var ikke en lynende vrede, nærmere som en flamme der blev pustet ud og efterlod gabende tomhed. Han skræmte folk væk. Det var jo intet nyt. Actard burde have forudset sådan et svar, men af en eller anden grund slog det ham alligevel lidt ud af kurs, om end det kun var for et flygtigt øjeblik. Selvfølgelig. Selvom kvinden ligeledes bar et ar, var hendes ansigt ikke skamferet. Tværtimod. Hun var faktisk ganske nydelig, hvilket nok var grunden til, at flammen blev genantændt, holdt i live af lige dele begær og simrende arrigskab.

“Nej. Jeg bliver her.” Han kiggede intenst på hende uden at blinke. En ubehageligt lang pause fulgte.
“Hvis jeg vinder, tager du med mig,” gentog Actard stivnakket og var tydeligvis ikke indstillet på at tage et nej for et nej. “Hvis du vinder, går jeg min vej,” blev der kort efter tilføjet. Havde han været i besiddelse af mønter eller værdifulde genstande, havde han smidt det oveni, men hans lommer var som altid tomme. Kvinden var dog sikkert også mere interesseret i, at han lod hende være i fred, så han satsede på, det var lokkemad nok.
De af kroens gæster, som sad tættest på, havde ikke kunnet undgå at høre deres lille udveksling af ord, og flere nysgerrige blikke hvilede derfor på dem, stumme og afventende.

“Er det en aftale? Eller er du bange for at tabe til en vanskabning?” spurgte Bæstet med en hånende undertone og knejsede med nakken.

[Cattral fra Wufrurg]

Hun følte sig lille og udsat, men også vred. Hvor vovede denne troldeunge at true hende. For hans massive tilstedeværelse kunne ikke tolkes som andet end en trussel. Hun vrængede af ham og gentog, denne gang mere skarpt.
"Nej." Den skarpe tone fik hunden til at vrikke med ørerne og kiggede en ekstra gang på ham, inden den igen mistede interessen og slikkede snuden.
"Dit forslag er grotesk og til grin." Lige så grotesk som ham. Hun lød arrig. Mere end hun normalt ville være. Men intet ved ham fortalte hende at han var en man kunne snakke sig til enighed med eller som en der respektetede et sødt nej tak. Så Cattrals strategi var at skræmme ham væk, ved at være stejl og ikke vise hvor udsat hun følte sig så tæt på ham. Stilheden omkring dem øgede kun følelsen af isolation. Ville nogle rent faktisk komme hende til hjælp, skulle det udvikle sig? Hun var begyndt at tvivle. Han måtte kunne brække en arm på folk uden det store besvær. Hvem ville risikere det?
"Skrid med dig."
Hvis ikke han lod hende være ville hun pakke sammen. Han var alt for uhyggelig til at hun turde være hvor han var, nu hvor han lod til at have udset sig hende.

[Actard fra Arge]

Kvindens stemme var velkrydret med arrigskab og afsky. Det morede tydeligvis Bæstet. Var hun mon lige så standhaftig, som hun lød? Actard havde sine tvivl, men håbede inderligt på, at kvinden var mindst lige så sprælsk og bidsk af natur, som hun fremstod. Det var længe siden, han var blevet udfordret på den måde, og det var nu engang sjovere, hvis ikke de lå helt stille. Tanken alene fik hans mundvige til at sitre, og et smil begyndte langsomt at tage form.

Han slap hende ikke med blikket – hverken da hun hånede hans forslag eller bad ham om at skride. I stedet lod han hende vide, at det overhovedet ikke berørte ham ved at smile sigende med både øjne og mund.
“Hmmm,” lød det brummende fra ham, idet han lænede sig frem, skrånende ind over bordet, for at komme tættere på hende. “Jeg er åben for andre forslag.” Hans ene fod gled ligeledes fremad for at strejfe hendes, men det var en kort fornøjelse, fordi ikke længe efter begyndte kvinden at pakke sammen, og han lod sig falde tilbage mod ryglænet; ikke skuffet men derimod ganske fornøjet over den indvirkning, han tilsyneladende havde på hende.

“Du burde ikke være så snerpet.” Der var noget advarende i måden, han sagde det på; tonefaldet var betydeligt hårdere end før, og glimtet i øjnene var forsvundet som solen bag en regnmættet sky. Actard kiggede kort rundt på de omkringsiddende mennesker, som alle veg i blikket for at undgå hans ubehagelige stirren, inden opmærksomheden atter faldt på kvinden foran ham. Han kunne dog ikke lade være med at skæve til hunden i ny og næ. Dens tilstedeværelse irriterede ham voldsomt.

“Går du?” spurgte han hæst, men forventede intet svar. Det var jo ret åbenlyst, at hun ikke ønskede at blive siddende. Rejste hun sig og gik mod udgangen, ville han følge hende hele vejen med sit gennemtrængende blik, men umiddelbart ikke gøre antydning til selv at forlade stedet. Nej, han blev på sin plads – lige indtil hun havde taget det sidste skridt ud ad døren. Valgte hun blot at rykke til et andet bord, ville han derimod følge trop med det samme.

[Cattral fra Wufrurg]

Hans smil fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Det var om noget endnu mere foruroligende at se et udtryk der normalt indgød varme og sammenhørighed. Cattral foretrak at sådan en som han skulede. Så vidste man i det mindste hvor man havde ham. Personer der fandt nydelse i at påføre vold, ville man ikke have til at smile i ens nærvær.
Han lænede sig frem og i et sekund blev hun stående og skulede hadefuldt og næsten udfordrende inden hun trak sig tilbage. Tanken om at have han tæt på var i sidste ende for frastødende.
"Der er ikke andre forslag." snappede hun efter ham. Cattral var arrig over at han satte hende på retræte, men sandheden var at hun ikke anede hvordan hun ellers skulle håndtere sådan et bæst.

Den ildevarslende ændring i hans tonefald afgjorde det; det var tid til at gå. Inden det eskalerede. Hun var ikke en stolt person der så sig nød til at forsvare sin ære. Og slet ikke overfor en som han.
Hun svarede ham ikke. Nedstirrede ham så godt hun kunne med sammenbidte tænder og blev opmærksom på hvordan bæstet sendte korte blikke til hunden.
"Beist kan nedlægge en bjørn." informerede hun ham syrligt. Nej, måske gik hun ikke alligevel. Beist krævede, modsat hende, en automatisk respekt på grund af sin størrelse.
Men selv med Beist ved sin side valgte hun at trække sig fra bordet. Den konfrontation måtte hun erkende for tabt. Ville han have hende til at flygte? Var han ude på at genere hende for en kort periode? Det var lykkedes for ham. Der var ikke mange frie borde og hun valgte det der var tættest på døren.

[Actard fra Arge]

Sikke et stort temperament i sådan en lille størrelse som hende. Det var lige før, Actard måtte bide sig i kinden for at holde et grin tilbage, men skadefryden voksede sig aldrig større end et smil, der dog var mindst lige så vanskeligt at få under kontrol som den kvalte latter. Han havde ikke engang bevidst forsøgt at genere hende – i hvert fald ikke til at starte med. Det var sket ganske tilfældigt; hun var blot en nydelig kvinde, som havde formået at fange hans blik. Det spæde håb om at denne kvinde skilte sig ud fra mængden – ikke kun i udseende men også i personlighed – lå dog knust i splinter på de beskidte gulvbrædder. Der herskede ikke længere nogen tvivl om, at hun var præcis ligesom alle de andre.

Med det lille, tilbageblevne smil spillende på de vintertørre læber, iagttog han hende med et skræmmende roligt blik og lagde sløvt de store arme over kors for at understrege sin nonchalance. End ikke kvindens trussel – eller hvad end det skulle forestille at være – om den forvoksede køters styrke lod til at påvirke ham. Han var ganske klar over, at han skulle passe på. En hund med så stort et gab kunne efterlade grimme, væskende kødsår, og dét ville nok endda være det bedste scenarie.
Men kun yderst få ting kunne få Bæstet til at krybe sammen i skræk. Dyr var han ikke bange for, uanset størrelse. De var ofte langt mere tilregnelige end mennesker. Hundes loyalitet var dog ikke til at spøge med, men på samme måde som kvinden sikkert fandt en tryghed i at have andre omkring sig i nærheden af Actard, var han heller ikke nervøs for, om hun spontant ville pudse sin vagthund på ham indenfor kroens vægge. Derfor var det også uden tøven, at han rejste sig for at følge efter.

Et nyt bord. Samme trykkende stemning. Og samme skævende blikke fra de øvrige gæster. Den blege kæmpe slog sig endnu engang ned på pladsen overfor og undgik denne gang hundens blik fuldkomment. Hans udelte opmærksomhed lå på den askeblonde kvinde, hvis åbenlyse frustration han valgte at ignorere. Han var stædigere end hende, og dét havde han tænkt sig at bevise. Actard havde absolut heller ingen stolthed, der stod på spil eller skulle forsvares. Dette blev gjort ud af ren og skær trodsighed.

“Lad mig spille.” Smilet fra tidligere var pist borte.

[Cattral fra Wufrurg]

Det var simpelthen bare løgn! Det var bare ikke i aften hun skulle tjene penge. Cattral sukkede indvendig. Det var ikke hvad hun havde regnet med at støde ind i.
Hun undlod at pakke ud på ny. Beist havde allerede lagt sig til rette under bordet og slumrende til der skulle ske noget.
"Har du penge?" Hun havde ikke tænkt sig at acceptere noget som helst andet og det kunne tydelig høres på hendes toneleje.

[Actard fra Arge]

Der blev rystet på hovedet; ikke specielt kraftigt, men nok til at en hvidblond hårlok faldt ind foran det vansirede ansigt. Det var yderst sjældent, at Actard havde mønter på lommen, når han begav sig udenfor. Materielle goder interesserede ham overhovedet ikke, og mad blev der sørget for hjemme i Cirque du freak. Andre... fornøjelser så han det ikke nødvendigt at betale for. Hvis han så noget – eller rettere nogen – han kunne lide, var det ikke et spørgsmål om penge, men derimod hvem der var styrkemæssigt overlegen. En sejr Bæstet endnu ikke var blevet frataget.

“Nej. Dét jeg tilbød før gælder stadig.” Actard stirrede intenst på hende uden så meget som antydningen af et smil, tydeligvis ikke til at rokke på det punkt. Men kvinden overfor ham var også stædig. Ellers ville hun for længst have givet efter eller forladt stedet i en fart. Måske han ikke havde været tydelig nok.
Kæmpen lænede sig fremad med de store underarme hvilende på bordpladen. De lange, grove fingre blev diskret knækket i leddene én efter en. “Jeg kunne gøre meget værre ting end at kræve et spil for en nat med dig. Afslå igen, og jeg tager hvad jeg vil have i stedet for,” advarede han hæst og kun lige højt nok til, at kun hun ville kunne høre det.

“Jeg er ikke bange for din køter. Er du bange for mig?” Den mørke stemme havde skiftet tone fra alvorlig til udfordrende. Bæstet flettede fingrene sammen og så på kvinden med et lille, hånsk smil spillende i den ene mundvig, idet han lod sig falde tilbage mod ryglænet.

[Cattral fra Wufrurg]

Måske ville det være nemmere at sige ja. Der var kun 25% risiko for at han ville vinde, så så meget ville hun heller ikke have på spil. Man han virkede ikke som en der accepterede at tabe, lige så lidt som han forstod et nej. Og selvom hun hurtigt kunne komme ud af døren var hun slet ikke i humør til at føje ham.
Hun kunne ikke have set mindre imponeret ud. "Så er der ikke mere at tale om." Hun forsøgte at lyder så afvisende som det var menneskelig muligt og måtte hans stædighed med samme urykkelighed.
Var hun bange for ham? Nej, ikke endnu, men hun var bekymret. Hun gik ud fra at han, når alt kom til alt, primært var fuld af varm luft og tomme trusler som så de fleste mænd.
Hun hamrede begge håndflader solidt ned i bordpladen, så der lød et brag og det blev helt stille. Alle kiggede igen på dem og Biest lettede hovedet og så sig omkring. Cattral kunne også være aggressiv. Hun kunne også lades som om hun var ligeglad med trusler eller muligheden for at blive involveret i slagsmål. Hun håbede at hendes bluf endelig ville få ham til at lade hende i fred.
"Forsvind med dig, din grimme trøll." Hun var automatism slået over på sit modersmål. Fornærmelser lå bare bedre på tungen, når det var der ord hun havde brugt hele livet.

[Actard fra Arge]

Actard havde prøvet at være tålmodighed. Noget han ellers sjældent gjorde sig i, og nu stod det soleklart hvorfor. Det var tydeligvis spild af tid. Nej – der var aldeles ikke mere at tale om.
Det første tegn på hans arrigskab, frembragt af det højlydte slag mod bordpladen, viste sig i form af spændte kæbemuskler og en sammensnerpet mund. Bæstet sydede indvendigt. Han kunne mærke, hvordan det simrede helt inderst inde, og at det kun var et spørgsmål om sekunder, før det begyndte at koge. Optaget af denne intense følelse af vrede, skænkede han ikke de omkringsiddende beskuere en eneste tanke. Hans eget blik forblev fastlåst på den overmodige kvinde, som ikke længere blot var et mål for tilfredsstillelsen af hans kødelige lyster. Selv den mindste chance for at få nedkølet det smeltede jern – som hans blod i dette øjeblik kunne forveksles med – forsvandt med et pust fra kvindens læber, da hun ytrede hvad, der lød som en ordre. Det sidste ord var ukendt, men det krævede ikke den store kløgt at regne det ud fra konteksten. Ordet forinden kendte han dog alt for godt.

“Var din horemund,” lød det højt og klart fra kæmpen. En kvælende tavshed tog brat over rundt omkring ved bordene, men blev afbrudt af en ældre herre, der var lige ved at kløjes i sit øl. Stemmeføringen havde været kontrolleret, men det kunne ikke benægtes, at der lå en drabelig vrede til grunde for det spydige udbrud. Men hans hænder var bundet. Og det vidste hun.

Med sindssygen lysende ud af de rasende øjne rejste Actard sig modvilligt fra sin plads – så voldsomt at stolen væltede bagover. Han kiggede fra kvinden til hunden til dem, der sad tættest på, og så tilbage på kvinden igen.
“Levagny er stor – men ikke så stor, at vores veje ikke vil krydses igen. Bed du hellere til guderne, at det ikke bliver i en mørk gyde næste gang.” Hvert ord dryppede af ren gift. Han fangede nogle af de nysgerrige blikke, der straks så væk, som om de havde de brændt sig på ham. Og så vadede han ret forbi kvinden, der var årsagen til de hvidglødende knoer, som han nærmest fik slået døren op med. Borte, ud i det tætte mørke. Hans hoved fyldt med alverdens forbandelser og morderiske intentioner.

Afsluttes?