Menneskets bedste ven

[Deleted]

Galienne af Saulet

Det var Lørdag og skønt vejret var overskyet havde Lucien alligevel fundet ved til markedspladsen. Mange ville nok mene at han burde få en tjener eller lignende til at gøre hans indkøb, men i dag havde han en særlig ting for øje. Sagen var den at han gamle jagthund, havde fået en alvorlig skade, og han havde været nødt til at gøre en ende på den lidelser. Det havde været hårdt, da det samtidig havde været hans første hund, hans bedste ven og den han havde lært at gå på jagt sammen med. Han havde ikke regnet med, at deres veje ville skilles allerede men nu var der alligevel gået 3, snart 4 måneder og han følte sig klar til at anskaffe sig en ny jagthund. Mange ville nok mene, at en sådan hund burde avles frem fra de finere lag, men Lucien ville gerne se hvad der var på markedet. Han ville finde den helt rette hund, da det skulle gå hen og blive en god og pålidelig partner.
Som han gik med disse tanker i hovedet, kom han til at grine lidt for sig selv. Det var næsten lige så svært at finde sig en god hund, som det var at finde sig den rette at gifte sig med. Kravene var i sin skæve forstand også meget de samme. uden at netop den tanke skulle være for at nedgøre det kvindelige køn. Han gik gennem markedet og kiggede på om der skulle være nogen der havde hvalp med. efter at have søgt i noget tid, så han nogle små sorte hundehvalpe. Dem stilede han hen imod.

[Galienne af Saulet]

De havde aftalt at mødes et bestemt sted og følges det sidste stykke af vejen. Ved siden af hende fulgte en anstandsdame, der ville være med på hele turen, din en tavs skygge, der skulle sikre at de to unge mennesker ikke gjorde noget dumt.
For en tur på markedet var Galienne klædt overdådigt i en kjole der bedst passende til paladsets elegante udseende og håret var som altid sat. Hun var dog sluppet af sted med at kunne tage nogle fornuftige sko på, der var usynlige under de mange skørter og den bløde kappe der skulle holde hende varm.
Hun havde glædet sig som en, vel, som en hundehvalp, da Lucien havde fortalt hende at det endelig var tid til at få en ny hund. Intet var så dejligt som en ny hundehvalp.

Det var ikke svært for hende at komme frem, for de fleste flyttede sig så snart de fik øje på hendes fine klæder.
"Lucien af Agre." Råbte hun, så snart hun fik øje på ham ikke så langt væk.

[Deleted]

Han hørte veninden kalde sit navn og så efter hende. Da han så også fik øje på hende skyndte han sig smilende derhen, hvor han høflig hilste på hende og derefter også gav en kort hilsen til hendes anstandsdame. Det var altid lidt akavet for ham bare at ignorere at der var en med. Så hellere lige hilse. Så følte han sig også mindre overvåget. "Galienne. Dejligt du havde lyst til at komme med. Jeg skulle netop til over at kigge på hvalpene derovre." Han pegede imod de mørke små tumlinger, der havde travlt med at gnaske hinanden i ørerne eller bide sig selv i halen. Ved synet af det, skævede han tilbage til Komtessen ved hans side. Det var måske ikke det bedste sted at tage en kvinde med. Dyreunger ville gøre de fleste kvinder bløde i knæene og Lucien, havde bestemt brug for mere end en sød lille pelstot.

[Galienne af Saulet]

"Selvfølgelig ville jeg komme." strålede Galienne entusiastisk. Hvis der fandtes bedre måder at bruge en dag på, end at kigge på hvalpe, ville hun ikke vide det. Intet kunne slå nuttede dyrebørn.
Hun fulgte hans finger med blikket og udbrød et "nååårh" ved synet af de små buttede pelsklumper der vraltende rundt i en lille afspærring. "Hvor er de nuttede." smeltede hun inden de overhoved var nået over for at kunne vurdere dem ordentligt. Hun kunne genkende flere af kendetegnene på hvalpene, selvom de stadig var for små til at have fået flere afgørende træk. Men deres hængeøre med bølget pels, deres primært sorte farve med kastanjebrun aftegninger på mave, snude og en lille spids hale der strittede.
"Er det en stående jagthund du er interesseret i?" Ud fra de hvalpe han havde udset sig først kunne Galienne tegne ud at han ville have en hund til primært skovjagt og især til at spore fugle.

[Deleted]

Måske havde det været lidt et forkert valg at tage veninden med. En jagthund skulle ikke være nuttet. Den skulle have disciplin og være lydig. Og dig at se på hende der så på hunde fik ham til at smile. Det var et sødt syn. Hun var god af sig det stod tydeligt frem. “Jeg har brug for en jagthund til når jeg fange fugle eller råvildt” forklarede han hende og mærkede glæden ved at hun ikke bare var en dum krukket komtesse der ikke forstod sig på andet en tøj og smykker. Hun forstod faktisk at han ledte efter den rette hund til jagt og den rette hund for ham. Selv havde han fået øje på en nøddebrun hund, den så legesyg ud nu ja, men måden den gnavede og legede med et gammelt Ben fortalte alt. “ den der tror jeg” sagde han og pegede så på den. 

[Galienne af Saulet]

Synet af de små pelsklumper måtte have givet Galienne vinger, for uden problemer var hun kommet over indhegningen, kjole, skørter og så videre, uden problemer og mere elegant end man skulle tro muligt.
De små hvalpe var hurtigt omkring hende, nogle snusede, få bed i hendes skørter til anstandsdames store fortrydelse og en enkelt hvalp valgte at stikke af ved det uventede besøg.
"Den der?" spurgte hun og pegede på den hvalp Lucien havde udset sig, inden hun gik øje på en anden.
"Har du set den der! Den har et flapøre!" Hun stod allerede med den i favnen, hvor den vrikkede for at komme ned igen og samtidig forsøgte at slikke hende i hovedet.
"Seeeee Lucien. Er den ikke nuttet!" kvidrede hun og rakte den til ham, så han bedre kunne se den.

[Deleted]

Det var virkelig ikke nemt at vælge en jagthund, når alt Galienne så var nuttethed og flapører. Han sukkede lidt, men havde svært ved ikke at smile, særligt da han fik øje på anstandsdamen, der så ud til at være ved at gå ud a sit gode skind. Han så på hende med et undskyldende blik. "undskyld frøken lad mig." Herefter vendte han blikket imod den unge komtesse. "Gal, Du kan ikke sidde nede hos hvalpene. Du bliver beskidt. Så dog din kjole." Men der var ikke megen alvor bag ordene for helt ærligt, så så hun enormt bedårende ud som hun sad der. og han fik kun svære ved ikke at smile.

[Galienne af Saulet]

Galienne så ned af sig selv. Det vimsede små fluffer viklet ind i det fine stof, der lå på jorden fuld af sand og støv og en hvalp havde sikkert tisset på den i løbet af dagen. Al det skidt kunne vaskes af, det generede hende ikke. Hun var trods alt vokset op i beskidte kjoler. Men stoffet kunne gå i stykker og det kunne blive en kostelig affære. Noget som ikke ville gøre hendes sponsor Flavia af Gustabis glad.
Det var heller ikke passende opførelse for en komtesse på hendes alder at glemme sin opdragelse på grund af hunde.

Modvilligt satte hun hvalpen tilbage til de andre og samlede sin komtesse værdighed op, mens hun kom på benene, med et påtaget alvorligt udtryk. Det samme som de ofte så på selvhøjtidelige ældre adelige mænd, der helt havde mistet jordforbindelsen.
Hun børstede hurtigt kjolen omkring hofterne og smilede til Lucien.
"Jeg blev vist revet med..." Men hvordan havde han tænkt sig at finde den bedst egnet, hvis ikke han kom ind til hende?
Hun løftede op i det yderste lag af kjolen og rystede den. En enkelt gang, så havde to hvalpe energisk bidt sig fast i stoffet og trak til.
Hun hev tilbage, hvilket kun fik dem til at give yderligere i små ryk og da hun forsøgte at pille dem af kjolen, hoppede de ud fra rækkevidde, stadig med stoffet i munden. Galienne begyndte at blive nervøs for kjolens overlevelse og så igen på Lucien.
"Lucien... Jeg tror jeg har brug for hjælp."

[Theuderic af Sangy]

Den gnavne grå hingst, havde han ladet blive derhjemme, da han så sig nødsaget til at skulle ride gennem markedspladsen. Egentligt var Tencendur hans favorit, men den store, tunge krigshest håndterede folkemængder rigtigt dårligt og klappede højst sandsynligt tyve personer ned inden han nåede på den anden side af kvarteret. Tilgengæld var den fabelagtig i kampens hede. Reaktiv, modig og smidig for sin størrelse og tyngde. Marengo derimod var en spinklere og mere elegant skabning. Langt mere venlig, langt mere tolerant og med dens sandede farve havde den evnen til at få Theuderic til at ligne ridderen fra småpigernes drømme. Egentlig værdsatte ridderen af Sangy ikke disse kvaliteter, skønt mulighed for anvendelse af Marengo var stor. For Theuderic var den mest bare behagelig transport - en brugsting. Han var en dygtig rytter og helt afgjort et hestemenneske med forkærlighed for kavaleri. Hunde vakte ikke hans store interesse, skønt hans far ejede et par stykker i jagt øjemed. Han skænkede dem ikke en tanke og havde sikkert også redet direkte forbi pennen med et hold buttede hvalpe, hvis ikke det havde været for den genkendelige skikkelse med de blonde lokker, der befandt sig midt i den. Han holdt hesten an, og skulle egentlig til at hilse på hende, da det så gik op for ham at hvalpene var ved at tage overhånd derinde. "Har De brug for en hånd?" Spurgte han blot, og tillod sig selv at betragte scenariet med et lidt selvtilfredst grin på læberne. Nok mest fordi han fandt lidt underholdning i at se hende struggle lidt med overvældet af hvalpe kærlighed.

[Galienne af Saulet]

Galienne var for optaget af at redde sin kjole fra hvalpene, til at opfatte at der blev snakket til hende. Hver gang hun fik pillet en hvalp væk fra stoffet, kom den tumlende tilbage med en ven der lavede udfald mod hendes fingre. Og selv de der først havde været nervøse ved hendes tilstedeværelse, var ved at blive modige og lavede små finter mod kjolen og gøede den.
Det her kunne godt ende galt med de skarpe hvalpetænder. Dem havde hun lykkelig glemt ved synet de små hunde, der havde set velopdragne ud, indtil hun var gået i fælden.
Det gik op for Galienne at det sikkert var hende der blev snakket til. Og hun kunne godt bruge hjælp. Hun rettede sig op, forsigtigt for kjolens skyld og så sig omkring inden hun fik øje på ham højt oppe på hesten. Det var noget af et syn måtte hun indrømme, men der var ikke mulighed for at dvæle ved det.
Det var umuligt ikke at smile til ham. Et stort uskyld smil uden skyggen af fortrydelse. Fik hun muligheden ville hun gøre det igen.
"Mindst to, tænker jeg." svarede hun artigt. Han måtte redde hende til hver en tid. Og hvalpe var måske en meget god start.

[Theuderic af Sangy]

Han lo kort af hendes bemærkning. Galienne sad, af en eller anden grund, godt fast i hans hukommelse. Hun havde en særlig kombination af træk, som Theuderic fandt ganske tiltalende. "Javel, Nådigfrøken." Svarede han, med et underholdt smil på læben, "En heltemodig redning, skal straks ske." Tilføjede han med spøgefuldhed i stemmen, da hele scenariet begyndte at udfolde sig omkring en form for, ja, spøg. Han svang sig af sadellejet og trådte ufortrødent henover det lave hegn, der holdt hvalpene inde. Han tilbød hende sin hånd, så hun kunne støtte sig til ham, idet hun kunne træde henover hegnet. Imens forsøgte Theuderic at vifte de hvalpe væk, som havde bidt sig fast i hendes kjole. Men det var som om, at når der blev stukket en hånd ned til dem, så blev deres opmærksomhed istedet dirigeret over på ham. De efterhånden ret opkørte hvalpe, tumlede rundt mellem Theuderics ben. "Det er nogle livlige bæster." Observerede han, som han vendte opmærksomheden tilbage mod Galienne, da han pludselig fik travlt med at få hende ud, så han ikke behøvede at stå derinde meget længere. "Er De ude efter en til Dem selv?"

[Galienne af Saulet]

Det lykkedes kun Galienne halvvejs at kvæle et højt fnis. Men det var heller ikke fordi hun prøvede særlig hårdt at holde det tilbage. Selv de sammenpressede læber kunne ikke skjule smilet. Hun så beundrende på ham, som han trådte over hegnet kun for hendes skyld. Lige i det øjeblik kunne hvalpene passe sig selv og kjolens skørter måtte passe sig selv. Det ville være så perfekt, havde det ikke været for de små terrorister der forsøgte at trække hende omkuld.
Hun samlede sin kjole omkring sig, inden hun tog hans udstrakte hånd. Ikke alle hvalpene lod sig snyde af det nye legetøj, de var blevet tilbudt, men det gav Galienne muligheden for at komme ud af indhegningen, uden at have alt for mange hvalpe hængende i skørterne.
"De er i sandhed nogle bæster." kommenterede hun tørt og ruskede op i kjolen.
"De så så søde ud, at jeg helt glemte hvor lumske de kan være." lo hun af sig selv.
"Min nabo, altså mine forældres nabo, hans jagthunde må være ved at være gamle nu og jeg tænkte at jeg ville tage en med til ham-" hun så lidt mere alvorlig ud "-nu hvor festsæsonen er overstået." Og hun blev nød til at rejse hjem til fattige forældre, der ville blive skuffede over at hun kom ugift.
"Der tror jeg han ville sætte pris på." Næste gang han skulle ud og lave krybskytteri i andres skove, med hans hunde der var et mix af alle racer. Han ville blive glad for at få en hund der var avlet med jagt for øje.
"Han lod og altid lege med hundene, da vi var små og komme forbi, når han fik hvalpe."

[Theuderic af Sangy]

Theuderic kvitterede Galiennes fnis, med et bredt smil. Taknemmelig over at hun forstod hans morsomheder. Han bemærkede at hendes blik hvilede på ham, lidt længere end det burde. Han var vant til sådanne blikke, men hvad han ikke var vant til, var at hun blot lod sig betage, skønt Theuderic faktisk lod sit eget blik hvile tilbage mod hende. De fleste vendte rødblussende blikket og ansigtet bort, når han gjorde dette. Men ikke Galienne. Måske var det Theuderics tur til at sende betragtende blikke? Han solede sig ihvertfald i hendes.

Det var hvalpene der bragte hans opmærksomhed tilbage på situationen og i det næste øjeblik, mærkede han hendes hånd i sin, hvorpå han balancerede hende, som hun trådte henover hegnet igen. "Det må man sige." Kommenterede han til hendes bemærkning som han, imens han hjalp Galienne over, bukkede sig halvt ned for at værfe en hvalp væk der kom tumlende mod hendes skørt. Da hun var sikkert på den anden side af hegnet, slap han hendes hånd og trådte selv over, så han hun stod foran hende. Han bemærkede den lidt mere alvorlige mine, som hun kommenterede på sæsonens afslutning. Theuderic forstod, og forsøgte at opmuntre med et venligt smil. "Det er meget betænksomt", svarede han til det hun fortalte om forældrenes nabo. "Hunde er uundværlige på jagter. En god jagt hund, kan i visse tilfælde afgøre om man får noget at spise eller ej." Tilføjede han, skønt Theuderic altid kun tog på jagt for sportens og selskabets skyld. Men de bønder og arbejdere der befolkede Lenet.. deres virkelighed var en anden, og det var Lensarvingen ganske bevidst om. Ingen arbejdere, intet Len. Theuderic var trods sin 'smarthed' og sin tendens til ikke at pleje omgang med pøbelen på venskabelig vis, så respekterede han dem. Theuderic nikkede med et skævt smil, da hun nævnte at han ville værdsætte en fin jagthund. "Uden tvivl. Har De fundet en der kunne være interessant?"

[Galienne af Saulet]

Galienne rystede på hovedet. Hun havde ikke tænkt så langt. Var bare hoppet over hegnet, uden at tænke på andet end alle de søde hvalpe, hun kunne klappe. Og så havde tanken -måske- været at udse den perfekte hvalp, mens hun var derinde. Ja, det havde været tanken. Hun kunne bedre vurdere deres helbred og jagtinstinkter, når hun kunne have dem i favnen. Alle sammen... På en gang.
Hun rømmede sig. "Det blev lidt svært at vurdere dem enkeltvis." indrømmede hun nølende. Nogle af dem havde helt klart været mere nysgerrige og ivrige end andre, men i og med at de ikke stod stille og frygtelig meget lignede hinanden, kunne det være lige meget nu. Nu lignede de store sammen legesyge hvalpe der tiggede på opmærksomhed.
Hun vendte sig mod hvalpene og stak armen over hegnet og viftede lokkende fingrene udenfor deres rækkevidde, mens hun kurrede af dem og talte sødt til dem. De så alle sammen så gode ud. De var sikkert alle sammen gode.
Hun så over skulderen på ham. Der var et lumsk smil. Hun havde aldrig fortalt det til nogen. Ingen i adelen ville være tilfredse over at høre sådan noget, men nu fik Theuderic det af vide. Hun havde en ide om at han ville se det sjove i det og forstå hendes barndomsnabo.
"Engang da han havde en tæve i løbetid, sneg han sig over til en fin herre og ødelagde hegnet, så han kunne få hvalpe med en af jagthundene hunde. Jeg tror aldrig det blev opdaget. Kun det ødelagde hegn."
Hold da op. Havde hun lige fortalt en nådigherre en historie om hundesex?! Hun kunne grave sig selv med i et hul! Hun blev aldrig gift!

[Theuderic af Sangy]

Han nikkede lidt og angav et udtryk af forståelse. Hun var jo også mere eller mindre blevet overfaldet af dem alle på én gang, så det var vel også ganske forståeligt at det besværede vurderingen af den enkelte.. selvom den måde hun betragtede de buttede kræ på, synes at være et andet end et skarpt observant et. Hans antagelser blev bekræftet, da hun dernæst vendte opmærksomheden mod hvalpene og tryllebandt bundtet med kærlige ord. Theuderic var da ganske bevidst om, at det nok havde været hvalpenes store øjne og klodsede glæde, der havde fanget komtessen fremfor deres potentielle jagtegenskaber. Han undede hende det og påtalte det derfor ikke. Hun havde en næste barnlig frihed, der lod til at lade hende være i nuet. Det fascinerede Theuderic lidt. For det bevirkede, at hun ej var så stiv og formel, som komtesserne normalt var... desværre kunne han også godt se, hvorledes dette kunne besværliggøre hendes chancer for et match. De fleste mænd - inklusiv ham selv, søgte en hustru der kunne forvalte husholdningen ansvarligt og som formåede at gøre sig bemærket på den rigtige måde, således at familiens ry blev tilset. Galienne var en tiltalende dagdrøm, men lensarvingen søgte en realitet... dog var det jo bekendt, at ungkarlen af Sangy havde en tendens til at lade sig forføre af disse dagdrømme.

Det lumske smil hun kastede over sin skulder, overraskede Theuderic, hvilket fik ham til at hæve det ene bryn lidt, skønt han sendte et nysgerrigt og betragtende et tilbage. Hvad mon hun tænkte på? Ja det skulle han ihvertfald nok finde ud af, for da Galienne skilte sine læber igen for at tale, blev Ridderen noget overrasket over hvad der rent faktisk kom ud af ord. Theuderic var i et øjeblik usikker på hvad han skulle svare, men han lod hende ikke se det, og trak istedet på et skævt smil hvor øjnene glimtede af usagt humor. "Lad os håbe, at han fik god brug af de hvalpe." Kommenterede han spøgefuldt og strakte hånden inviterende mod hende i håbet om at hun ville tage den og lade sig eskortere. Nu var det vist nok med hunde, for i dag! (xD)