Menneskets bedste ven

[Galienne af Saulet]

Galienne undrede sig over, hvorfor hendes mund havde forrådt hende sådan. Hun var trods alt ikke hjemme! Nogen gange forstod hun ikke din hjerne. Hvis Theuderic vendte hende ryggen, kunne hun ikke bebrejde ham. Hun ville pakke sin taske og gå i kloster!
Det lykkedes hende at gemme usikkerheden og ærgelsen bag et skævt smil og et halvt skuldertræk. Hun havde vist sagt rigeligt det næste stykke tid.
Hun skævede på hans fremstrakte hånd. Kunne det virkelig passe? Hun kunne mærke lettelse sitre ned af ryggen. Hun talte lydløs til 10 inden hun accepterede hans hånd. Hun huskede Flavias råd med ikke at virke for desperat.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic så lidt uforstående fra hende til sin hånd, da hun tøvede med at tage den. Han nåede lige at overveje om han skulle trække den tilbage, i tilfælde af at hun ikke ønskede hans selskab. Havde hun ventet et sekund mere, så havde han gjort det. Tilgengæld hævede han svagt begge bryn en anelse overrasket, da han så pludseligt kunne mærke hendes varme fingre hvile på hans. Det passede ham egentlig ganske godt, ikke at blive afvist - hvorfor antydningen af tilfredshed ikke kunne undgå at blande sig lidt med et ellers venligt smil. Han rettede sig op og førte hendes hånd over på sin underarm, sådan som det kun var sømmeligt at eskortere en nådigfrøken. "Jeg har bemærket en ny tendens blandt adelsfrøkener at bringe små hunde ind i hjemmet. Har De sådan en hund?" Spurgte han så med lidt nysgerrighed på at vide lidt mere om hende. Han trak en gang i hestens tømmer, så den ville følge dem som de gik.

[Galienne af Saulet]

Galienne smilede til ham. Det var som om hendes hjerte sprang et slag over, da han lagde hendes hånd på sin underarm. Ja, det var noget hun godt kunne vænne sig til. Følelsen af armens form under tøjet. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på hvordan den så ud under ærmet. Sikkert muskuløs og mandlig.
"Jeg har set dem. De er bedårende, men jeg har ikke selv en."
Gad vide om hun kunne få sådan en hund? Den ville sikkert klæde hende og være underholdende at se på.
Gad vide om Theuderic havde nogle dyr?
"Hvor syntes De vi skal gå hen?" Selv var hun ligeglad. Bare hun kunne gå ved siden af ham, kunne de for hendes skyld gå gennem alle byens mudderpøle.

[Theuderic af Sangy]

Hans blik hvilede sideverst på hende, som hun talte. "Ikke?" Spurgte han med lidt undren i stemmen, der samtidig opmuntrerede til uddybning. Han tyggede lidt på informationen, inden han så atter åbnede munden, "Skal De ikke have en så?" Spurgte han roligt men med et lille kækt glimt i øjet. "Jeg ved ikke hvor man skaffer sådan en hund, men jeg har set at Nådigfrøknen af Dison har en." - "De burde tale med hende." Foreslog han.

Theuderic vendte blikket lidt udad ved hendes spørgsmål om hvilken vej de skulle tage. Han drog en indånding, som han kort overvejede mulighederne. "Tænk sig, det aner jeg ikke." Indrømmede han og trak på et bredt smil, "Det afhænger vel af hvor meget tid De kan sætte af til mig?" Tilføjede han og betragtede hende lidt afventende i et mere seriøst udtryk for at lade hende se, at han rent faktisk var interesseret i at tilbringe lidt tid med hende.

[Galienne af Saulet]

Galienne forsøgte at forestille sig hvad Flavia ville sige til at hun kom hjem med en hvalp. Hun havde svært ved at forestille sig den perfekte, gamle kvinde være særlig glad for en livlig hund der ville ødelægge kostelige ting, sikkert slæbe snavs omkring, larme uden varsel og vælte omkring. Hun vidste alt for godt hvordan hvalpe opførte sig. Eller, hun vidste hvordan de uopdragnede gårdhvalpe opførte sig. Måske var rige frøkners hvalpe anderledes?
"Et godt råd. Jeg vil gøre det." løj hun uden at blinke. Hvis alle havde et skjult talent, var det at lyve hendes. Ordene faldt helt naturligt fra hendes læber.

Kun i sidste øjeblik undgik Galienne at bide sig i underlæben ved hans ord. Hun kunne næsten ikke skjule sin begejstring ved hans ord. "Jeg sætter gerne tid af til Dem." Hun så mod den del af markedet, der ville få dem længere væk fra de kendte omgivelser. Jo længere væk de kom, jo længere tid ville det tage dem at komme tilbage. Og måske ville nogle se ham med hende ved sin side. Måske ville de endda begynde at sladre om det. Hvis hun var heldig ville det hjælpe hende til at virke mere interessant for det andet køn.
"Så lad os se hvad dagen vil bringe." sagde hun med et stort smil.

[Theuderic af Sangy]

Han nikkede stille til hendes umiddelbare beslutning om, at drøfte hvalpesagen med Amélie af Dison. "Jeg kan introducere jer, hvis De ønsker det." Tilbød han, idet han i samme øjeblik fik en ide.
"Hvis De deltager i selskabet efter jagten i slutningen af næste uge, så kom og find mig." Foreslog han, idet han skævede lidt hende med antydningen af et interesseret glimt i blikket. "Jeg ville blive overrasket såfremt komtessen af Dison ikke ville være der, men såfremt hun ikke er.." Han trak lidt på den ene skulder, som han rettede blikket fremad igen. ".. så ville det sandsynligvis være en kærkommen afveksling at høre Deres stemme, fremfor ævlet om eftermiddagens nedlagte hjort." Musede han lidt underholdt ved tanken. Theuderic nød jagter, det var slet ikke det, men når hjortens gevir eller tyngden og kvaliteten af dens kød blev debatteret af flere omgange, så blev ridderen altså træt i ørene.

[Galienne af Saulet]

"Det vil jeg sætte pris på." For hans skyld kunne hun godt spørge nysgerrigt ind til en hvalp. Galienne sænkede hovedet i tilfælde af at hans ord fik hende til at rødme. Kunne hun håbe på at han synes hun var speciel? Det var svært at gennemskue med havde rygte. Hun vidste at han blev set med mange og rygterne svirrede lystigt.
På en eller anden måde måtte hun sørge for at han udså sig hende, uden at hendes ry tog skade. Hvor meget skulle hun ses sammen med ham før jalousi og kedsomhed ville vende sladder om at de blev set sammen til onde rygter mod hende.
"Jeg holder meget af jagtselskaber. Frisk luft og gode historier." Det var især fascinerende som historierne udviklede sig op ad dagen. Og alle de kønne dyr der lå på rad og række og pyntede med deres pels og fjer. Det var alt sammen meget fascinerende.
"Jeg vil kigge efter Dem og komtesse Dison." Men hvis hun var der... Ville hun så følges med ham? Tanken gav hende et ubehageligt sug i maven.
"Jeg husker hende fra pigeskolen." Der var kun et år mellem dem, så de havde haft en del år sammen på skolen.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic hævede et bryn i let overraskelse over hendes tilståelse af en forkærlighed for jagt. "Gør De?" Spurgte han med interesse i stemmen. "Mange kvinder finder det barbarisk, når først de ser blodet pible fra de kære kræ." Tilføjede han og forsøgte at male hende et indre billede, idet han betragtede hende lidt for reaktion.. Bare for at afklare med sig selv, om hun løj for at være behageligt selskab. Indtil videre, var den eneste kvinde han kendte, der i sandhed intet problem havde med blod, hans søster Aelin Mélanie af Sangy .

Han rettede blikket lidt frem igen, og nikkede lidt til hendes løfte om at holde et øje åbent efter ham og komtessen. "I kender måske allerede hinanden?" Spurgte han, da hun tilknyttede en bemærkning til emnet.

[Galienne af Saulet]

Mange kvinder i adelen var heller ikke født i fattigdom som hende. Døde dyr var hun vokset op med og hun havde sorter og plukket sin del af kyllinger og andet småkravl.
Hun nikkede anerkendende. "Blodet?!" Hun lød overrasket ved tanken. Men. Det var år og dage siden hun sidst havde hugget hovedet af en hane. Hvis en bad hende om det i morgen, ville hun så stadig kunne svinge øksen lige så hurtigt, som dengang hun havde været et barn?
Hun grinede. "De er så beskyttet. De spiser glædeligt dyret og iklæder sig dets pels, men vil vælger uvidenhed om hvordan det har endt sine dage.."
"Jeg kender hende kun af navn... Og udseende, jeg må have set hende fra tid til anden. Men jeg husker ikke at vi har udvekslet mange ord."

[Theuderic af Sangy]

Theuderic betragtede den blonde komtesse, som hun først kom med et lille udbrud. Han kunne ikke helt tolke på det og forholdt sig derfor blot neutral, afventende, på at hun skulle sige noget mere eller uddybe. Da hun så grinte, trak han selv langsomt på et skævt smil. Det ene bryn let hævet. En lille tilståelse af påskønnelse. Han flyttede blikket fra hende og rettede det istedet ligeud. Tilfreds med hvad han dernæst hørte.
"Hyklerisk, ikke sandt?" Musede han lidt fornøjet. I sit indre morende over det spil de alle spillede, og et eller andet sted munter over at konversere med en hvortil man kunne sige det så direkte... man kunne jo ikke benægte at hykleriet blandt adelen strakte sig længere end blot det tilstedeværende blod ved jagter. Det var helt simpelt nødvendigt. Men Theuderic brød sig ikke om det.

En tanke strejfede Theuderic pludselig og han skævede derfor atter til hende. "Har De selv deltaget i en jagt?" Spurgte han så, lidt nysgerrigt. Det var jo nye tider de levede i.. hans søster var jo væbner, så hvorfor skulle kvinder ikke også kunne deltage i jagter? Han synes endda vagt at huske at en sådan var arrangeret før - dog selvom kønnene var adskilt.

Da hun tilknyttede en bemærkning til emnet og nådigfrøknen af Dison, nikkede han blot lidt. "Jeg forstår." Sagde han så uden at lægge mere energi i det.

[Galienne af Saulet]

Galienne smilede skævt. Hans spørgsmål morede hende mere end han var klar over. Hun havde jagtet mange dyr. Alt fra kaniner i fælder til grisen der skulle slagtes op til en helligdag. Men han tænkte sikkert ikke længere end de adelige jagter, der lige så meget handlede om at blive set. Måske endda mest det sidste. Noget der havde forvirret hende meget i starten. Hvem tog på jagt med hensigt på at være synlig og larmende? Det kunne være mere optog og picnic end jagt.
"Ikke de sidste par år... Men nogle private jagter har jeg været med til." Af hensyn til sit rygte, holdte hun sig tilbage og opført sig som den yndigeste adelsmø der kun gik op i typiske kvindelige sysler, når adelen var samlet. Aktive kvinder var simpelthen en for ny ting, til at hun turde tage chancen og hun ville ikke ende som pebermø fordi hun var en bedre jæger end en potentiel ægtemand. Så kun blandt venner slog hun sig løs.

[Theuderic af Sangy]

Han bemærkede hendes skæve smil ud af øjenkrogen og funderede kortvarig over hvad der fik hende til at smile sådan. Han hævede et bryn ved hendes ord. "Private?" Gentog han lidt overrasket, "Blot Nådigfrøknerne imellem?" Spurgte han nysgerrigt og dog undrende - Ja, for sådan en ting havde han aldrig hørt om før. Hvem mon lagde jord til?

Theuderic havde endnu at opdage alle den kvindelige verdens små hemmeligheder. Galienne kunne muligvis hjælpe ham til at opdage én af dem.

[Galienne af Saulet]

Galienne smilede overbærende. "Min familie." rettede hun ham. "Enkelte gange har jeg kunne skyde en fasan eller to, når dronningen har inviteret sine hofdamer på ridetur. Hvis vejret er godt tager jeg nogen gange en bue og lidt pile med, da vi ofte vil finde et sted i solen og spise frokost. Jeg har forsøgt med snarer, men" hun lo "vi støjer så meget at alle smådyr er løbet. Bortset fra fuglene der gemmer sig i græsset... Dronningen lader til at bifalde det." Kom som en henkastet sætning, men hun flyttede for at lægge et ekstra tryk på 'dronningen'. Så han kunne forstå at hun ikke var helt uden indflydelse. Ikke kun en ung ugift kvinde uden indflydelse eller rig familie. Nej, det var lykkedes hende at komme godt ind i den lune inderkreds.

[Theuderic af Sangy]

"Ah," Tilkendegav han forstående, da svaret lå på det usagte spørgsmål. "Hvad er Deres foretrukne våben?" Spurgte han med et lille smil og en afvejende mine, som han studsede over den sporadiske brug af bue og pil, men ikke nævnte hvad hun normalt brugte. Theuderic kneb øjnene en anelse sammen, da hun insinuerede at hun drog på jagt med dronningen. Ikke i skepsis, blot i eftertænksomhed. "Så De er Dronningens hofdame?" Spurgte han interesseret og afventede hendes svar et øjeblik.

Han trak på lidt på et skævt smil, ved fortællingen om snarer og en eksklusiv kvinde picnic - hvilket for Theuderic lød, som to ting der bare overhovedet ikke passede sammen. "Mjaah." Trak han lidt på det, "Jeg forstår ihvertfald godt, hvorfor fangst på en snare kan vise sig udfordrende, hvis det er under de omstændigheder." smilte han lidt drilsk, som han tydeligvis, på insinuerende vis, bekræftede hende i at de nok var ganske larmende. Da hun atter nævnte dronningen, fik hun drejet hans opmærksomhed tilbage på emnet. "Nyder De tiden ved hoffet?" Spurgte han så i refleksion over at hun jo som hofdame boede på paladset.