I familien Af Sangy's husholdning

[Villine Kammerpige]

Fruens Svoger var på besøg. Hvorfor vidste Villine ikke. Nok følte hun at fruen delte mange ting med hende, men ikke alt fik den lyshårede kammerpige af vide. Egentlig var hun helt okay med det. Hun havde ikke den her trang til at vide alting om familien. Faktisk var der mange ting ikke ville vide noget om. Hun ville helst bare gøre sit job så godt så muligt, så hun fik blot en enkelt stund til at kigge i bøger eller sy. Hun kunne ikke læse. Desværre, men enkelte ord, havde hun lært at kende lidt af sig selv. Hun kunne alligevel godt lide at kigge i dem.



Hun havde sørget for at fruen havde alt hun havde bedt om og var gået nedenunder for at finde en bog eller sit sytøj, men blev fanget af udsigten fra vinduet. Udenfor dalede de smukke, forskellige snefnug ned fra himlen, som var de det fredeligste her på jorden. Som så mange gange før glemte hun alt omkring hende og stod i stedet lidt foroverbøjet og så ud af vinduet på verdenen der nu iklædte sig sine hvide gevanter.

Hugon Kammertjener

[Hugon Kammertjener]

Hugon tilbragte en del af sin tid som kammertjener med at løse generelle pligter i Sangys byhus. Det var ikke konstant i Levagny, at Theuderic af Sangy havde brug for sin tjener, så i stedet bevægede han sig rundt i husholdningen og gjorde sig nyttig. Med tiden håbede han på, at blive overtjener, når hans herre en dag blev lensgreve, men for nu var han blot opmærksom og arbejdsom.

En, der ikke virkede vanvittig arbejdsom, var kammerpigen, der var stoppet foran vinduet og stod og stirrede ud. Hugon hævede et bryn over hende og stoppede op med hænderne foldet bag ryggen og rømmede sig sigende.

[Villine Kammerpige]

De hvide snefnug bragte hende ind i en hel anden verden fuld med eventyr, men hun blev hevet ud af den, da en skrap stemme lød bag hende. Hun hvirvlede hun, så de lyse lokker flagrede om hendes hoved. Der stod kammertjeneren. Hun havde mødt ham et par gange, men ikke snakket ret meget med ham. “Undskyld” fløj det ud af munden på hende og hun kæmpede for at blikke ikke søgte imod gulvet foran hendes fødder.

“Jeg… undskyld. Er det noget jeg kan hjælpe med?” hun ville ikke virke som en der aldrig lavede noget, for det gjorde hun, men kammertjeneren gjorde hende samtidig nervøs. Han virkede meget formel generelt og hun blev så akavet, når hun ikke vidste hvordan hun skulle geberde sig overfor andre. Det vidste hun ikke med ham. Alt i hendes krop bad hende se ned i gulvet og gøre sig så lille så muligt, så han måske glemte hun var der, men hun bekæmpede trangen alt hvad hun kunne. Hun ville ikke virke så svag som hun følte sig. hun havde ret til at være her og hun var en god kammerpige, det meste af tiden.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde et godt rygte i husholdningen. Han var ikke unødigt streng eller optaget af at dukke andre. Han var meget nydelig og korrekt, men også venlig og hjælpsom. Det gav ham absolut ingen tilfredsstillelse at se den unge pige stå og skælve.

"Jeg fristes til at spørge dig om det samme, unge frøken Villine," konstaterede han roligt med et undersøgende blik. "Er der noget i vejen?"

[Villine Kammerpige]

Nok var den lyshårede pige nervøst anlagt, men hun var også hurtig til at blive optaget af noget, især hvis det mindede hende om eventyr. I det øjeblik Hugon spurgte om der var noget galt, blev hun mindet om snefnuggene og den nervøse stammen forsvandt for et øjeblik. "Nej Hr. Det var blot sneen udenfor. Det mindede mig om et gammelt eventyr min mor fortalte, da jeg var lille. Villine elskede hvordan eventyr blev fortalt fra mund til mund og hver gang det blev genfortalt gav fortælleren den sit eget præg. Hendes mor havde været en god eventyrfortæller. Hun vendte hovedet mod vinduet, hvor fnuggene stadig dalede. 

"Fruen vil først have theen serveret om en time" indtil da havde hun givet Villine fritid, men det ville hun ikke indrømme. Hun ville så nødigt virke som en, der ikke lavede noget.

[Hugon Kammertjener]

Hugon hævede et bryn over det uventede svar om historien. Han huskede ikke mange om sne, men der havde vel utvivlsomt været nogen. Tjenestepigens barndom var dog også tættere på end hans var.

"Du ved, unge frøken Villine, jeg er ikke sat i verden for at holde styr på, at du passer dine pligter," pointerede han. "Jeg er sikker på at Nådigfruen selv ved det."

Hans blik gled til vinduet. "Hvilket eventyr var det?"

[Villine Kammerpige]

Villine blik lyste en smule op. “Undskyld hr. Hugon” hun smilte blidt til ham, for han havde jo ret. Det var ikke særlig pnt at hende at opføre sig som om, at han var her for at pine hende. “De har altid været flinkt mod mig, så de må undskylde, at jeg virker utaknemmelig. Jeg er bare...” hun tøvedet og blikket søgte automatisk mod gulvet. “Jeg er bange for at gøre noget forkert.. Jeg kan så godt lide at være her” det sidste sagde hun lavmeldt, da det næsten var pinligt at indrømme.

I stedet lyste hun en smule op, da han spurgte ind til eventyret. Hun kunne det helt af hjertet, da hun som lille, havde fået hendes mor til at gentage alle eventyrene mange gang. “De tre hvide katten, kaldte hun den” det kunne meget vel være at den havde skiftet navn som den blev genfortalt forskellige steder i Falanie.

[Hugon Kammertjener]

Hugon kunne sympatisere med følelsen. Han var også taknemmelig for at være blevet tjener i Sangys husholdning. Han havde også indtrykket af at Cosette af Treillery var en rimelig frue. Det spurgte han dog bestemt ikke ind til. I stedet mullede han lidt over de tre katte, men endte med et skuldertræk.

"Jeg husker den ikke," svarede han, selvom han forestillede sig at de havde fået mange af de samme eventyr, begge opvokset i Levagny.

"Hvad handler det om?"

[Villine Kammerpige]

De foldede hænder løsnede ikke ligefrem deres greb om hinanden. Det var nok en nervøs vane, men det gav hende ro som om en anden holdte hendes hånd, for at prøve at berolige hende. Det var egentlig ikke fordi Hugon gjorde hende så nervøs, det var mere det at han ikke var et særlig bekendt menneske. Hun havde svært ved at stole blindt på fremmede selvom de virkede rare.

Et smil spredte sig på hende læber lidt forsigtigt. Mest fordi hans spørgsmål fik hende til at tænke på sin mor. Hendes smukke mor, der var så god til at gøre eventyr levende. “Tre hvide katten med pels som den blødeste sne. Tre hvide katte gik i ét med sne. Den ene jagede uden at blive set, den anden hvide kat gemte sig for sine fjender og den tredje hvide kat ventede bare på sommer” hun stoppede, da hun opdagede, at hun var begyndt at fortælle eventyret, eller nærmere fablen som hun huskede den. Hun gned sig i hænderne foran sig og kiggede sig over skulderen skiftevis på ham og den stadig faldende sne.

[Hugon Kammertjener]

Hugon lyste lidt op, da hun begyndte eventyret. Han nikkede langsomt og et mildt smil fandt hans læber.

"Jeg husker det," medgav han. "Fjernt. Hvilken kat er du, frøken Villine?"

[Villine Kammerpige]

Villine lyste ligeledes op, da hun kunne se, at han genkendte eventyret. Det var et emne, der gav hende ro i kroppen og det gjorde hende meget mere snaksaglig, fordi det var noget der virkelig havde hendes interesse. “Nok den anden selvom jeg hellere ville være den tredje” indrømmede hun rimelig blankt. Hun ville gerne være en, der havde ro nok i sig selv til at vente på det gode i livet, men i hendes natur lå der at hun hellere ville skjule sig og ikke blive set.

“Hvilken er du mester Hugon?” spurgte hun mindre forsigtigt end før og strøg de gyldne lokker væk fra ansigtet. Håret var sat op, men som altid rev flere totter sig løs fra knolden.

[Hugon Kammertjener]

Hugons fingre sitrede lidt efter at rette på hendes hoveddug og stikke de løse lokker ude af syne, men det var mere et pertentligt behov end en dom over hendes anstændighed. Han holdt dog pænt hænderne for sig selv og samlede dem foran sig.

"Den første," svarede han ekstremt ærligt. Ikke at hun ville kunne regne den underliggende betydning ud. Hans jagter afgang altid af at han ikke blev set.

"Hvem er dine fjender, mon?" Hun virkede alt for stille til at have nogen.

[Villine Kammerpige]

Villines øjne fik et nysgerrigt udtryk, da han i stedet for at feje eventyret væk fortsatte samtalen om det og delte sine egne tanker omkring de tre katte. Et øjeblik betragtede hun ham for at finde ud af hvorfor han så sig som netop denne kat. Meget kendte hun ikke til ham selvom de var tjenere i samme familie og også selvom han virkede meget formel, virkede han ikke som en jager. På den anden side kendte man aldrig rigtig andre mennesker.

Hun så ned på sine stille, fine fødder, da han spurgte ind til hendes fjender. “Man behøver ikke at have fjender for at gemme sig for verden, man kan også bare været nederst i fødekæden” indrømmede hun. Sådan havde hun følt sig i mange år. “Hvem er mon dit bytte?” spurgte hun mere forsigtigt tilbage.

[Hugon Kammertjener]

Villines svar kom ikke som nogen stor overraskelse. Hun virkede som en forskræmt mus og det kom vel næppe komplet af ingenting. Kvinderne i hans liv var ikke sådan. Noget måtte være sket. Det var dog ikke hans rolle at pille rundt i det eller løse det.

Hans mundvige trak til gengæld ganske svagt over hendes spørgsmål og han var opmærksom på ikke at forværre hendes frygt, i det mindste. "Ikke dig," lovede han roligt. "Ikke nogen her i huset."

[Villine Kammerpige]

Det svar han gav indgød ikke helt til så meget tryghed som han troede. Det gjorde hende forvirret. Han virkede nu som en flink og høflig mand, men hvis han jagtede noget, det havde hun svært ved at få til at hænge sammen. På den anden side talte de i metaforer, måske han mente noget andet? “Men noget udenfor?” spurgte hun forsigtigt. “Livet måske?” det var dem der jagtede livet og alt hvad det tilbød. Hun flygtede nærmere fra det. Hun kunne ikke lide dets uforudsigelighed.