I familien Af Sangy's husholdning

[Hugon Kammertjener]

Hugon trak en smule på smilebåndet og valgte så at nikke lidt, selvom det var meget uspecifikt. Det passede ham ret godt. Han beskrev ikke sine jagter i specifikke termer overfor nogen som helst. De var ganske tabuiserede. "Lad os kalde det det," svarede han mildt.

"Og du, Villine. Hvad gemmer du dig for?"

[Villine Kammerpige]

De blå øjne så forlegent op på ham, da han spurgte hvem hun gemte sig for. Hun trak på skuldrene for at give sig selv tid til at komme med et ordneligt svar, der ikke lagde alt frit frem på bordet til skue for alle. Hænderne foldede sig, gned i kjolen og foldede sig igen mere end en enkelt gang.

“Rovdyrene” svarede hun lavmælt og fåmælt. Hun holdt sig i fortællingens sprog, så hun håbede, at han forstod det uden uddybning.

[Hugon Kammertjener]

Hugon fik en meget klar fornemmelse af baggrunden for svaret og hans mave trak sig sammen. De var der. Og de ville utvivlsomt begejstres over et bytte som tjenestepigen. Køn, stille, forsvarsløs. Hvis Theuderic af Sangy var en anden type herre, ville han let kunne fange hende alene og få sin vilje med hende. Hvad skulle hun kunne gøre?

Han tog en dyb indånding. "Her i huset er du sikker for rovdyr," sagde han stille. "Sangy-mændene er ordentlige folk."

[Villine Kammerpige]

Villine så ned på sine tæer et øjeblik før det gik op for hende hvad hun gjorde. Nok var hun dårlig til at læse andre, men hun vidste, at hun selv virkede svag, når øjnene søgte fødderne. Det havde hendes kusine fortalt hende utallige gange. Derfor tvang hun sig selv til at hæve blikket, men havde svært ved at se direkte på kammertjeneren foran sig. I stedet søgte øjnene snefnuggende udenfor vinduet. Det var lettere.

“Rovdyr er ikke altid til at se, men ingen af Sangy mændene virker til at gemme på sådan en side. Heller ikke dem Hugon Kammertjener” det mente hun. Det virkede ikke som om, der var noget ondt i ham, men hun kunne tage fejl meget let.

[Hugon Kammertjener]

Hugon rystede langsomt på hovedet. "Det lover jeg, Villine. Ingen her krummer et hår på dit hoved."

Han smilede svagt, men så også alvorlig ud. "Du kan føle dig sikker her. Det er jeg sikker på at Nådigfruen også vil mene."

En dag skulle både Villine og Cosette af Treillery selvfølgelig videre, når hun velsagtens blev gift igen, men det stod ikke til at være lige nu.

[Villine Kammerpige]

For første gang så den lille kammerpige direkte på ham. “Du lyder oprigtig” det mente hun, for sådan virkede han. Hun kunne så godt lide at være i denne husholdning, så hendes hjerte håbede inderligt, at han ikke havde andet end ret. Der var en ro over hans måde at være på, som hun fandt sig tilpas i.

“Min frue kender ikke til min frygt” fortalte Villine med ærlighed i stemmen. Hun vidste lidt om, hvor kammerpigen kom fra og hvem hendes familie var, men præcis der var sket for at gøre pigen så nervøst anlagt, troede Villine ikke at Enkefruen kendte til. Hun havde sin egen sorg at bære på.

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede let i bekræftelse på sin oprigtighed. Han havde ingen grund til at lyve for den unge pige. Hans blik gled over hende og han trak ganske let på skuldrene.

"Uden at gøre mig til ekspert på kvindeanliggender," svarede han og synes selv hans stemme havde en tone af ironi. Han vidste ufattelig lidt om kvinder, men det gjorde store dele af mandekønnet. Også dem, der var tiltrukket af kvinder.

"... Så er det mit indtryk af din frygt ikke er unormal, Frøken Villine. Nådigfruen vil næppe tænke dårligt om dig for det?"

[Villine Kammerpige]

Den lille kammerpige skjulte et smil, da han ikke ville gøre sig klog på kvindeanliggender. Det var sødt sagt og det fik hende egentlig til at syntes bedre om ham. Der var noget ved ham der mindede hende en smule om en af hendes brødre, men kun en lille smule.

“De mener jeg bør fortælle hende om min frygt?” spurgte hun var bedre at forstå det han fortalte hende.

[Hugon Kammertjener]

Hugon brummede lidt og overvejede, før han rystede langsomt på hovedet. "Det er ikke vores herrer og fruers opgave at bekymre sig om vores frygt," konstaterede den. "Og den bør ikke forhindre dig i at passe dit arbejde."

Han klemte læberne lidt sammen. "Men hvis jeg kan gøre noget for at gøre dig mindre bange, Villine, så er jeg altid lige nede af gangen."

Han vidste ikke helt hvorfor han tilbød hende det, men han havde lyst til at hjælpe og undertrykte det ikke.

[Villine Kammerpige]

Den lille, lyshårede kammerpige så op på den anden kammertjener med taknemmelighed i blikket. For hende var det en stor gestus selvom det måske for mange var små ord. At nogen ville lade hende være tryg ved deres tilstedeværelse, var stort for hende. “Tak Hugon” hun mente ordene med alt i hende. “Den forhindrer mig ikke i det. Det har taget min familie meget at lade mig komme her. Jeg vil gerne gøre dem stolte” så der var meget hun måtte overkomme, men det gjorde dog, at hun som ofte tog de opgaver der ikke krævede at hun var for tæt på fremmede.

[Hugon Kammertjener]

Hugon havde familie, men ikke sin egen. Han ville aldrig få sin egen. Det ændrede dog ikke på at han kunne føle omsorg. Han skabte sine egne alliancer og han følte et behov for at holde Villine i sikkerhed fra verdens grusomhed.

"Vi må hellere komme tilbage til arbejdet, hvide kat" mindede han dem begge om med et lille smil.

[Villine Kammerpige]

Et oprigtigt smil dannede sig på Villines læber, da han kaldte hende hvide kat. Det lød sødt, men om han mente det sådan kunne hun godt komme i tvivl på. Hun stolede trods alt ikke altid på sin egen dømmekraft. Hun så op på ham med de blå øjne og nikkede. “Du har ret. Tak for snakken” sagde hun høfligt. Hendes mor havde altid lært hende at takke for de ting hun satte pris på og faktisk havde samtalen med Hugon været et dejligt afbræk.

Den lille kammerpige gjorde sig fri fra snekiggeriet og begav sig tilbage til arbejdet.

Lukket/