Blodigt slumpetræf

[Hector af Bonville]

Det var ikke til at fange slagterens blik, som manden ikke virkede tilpas ved det, han selv lige havde bedt om – en samtale. Men Hectors blik veg ikke fra hans ansigt, mens han tålmodigt ventede på, hvad Odi ville ham.
Det var ikke, hvad Hector havde regnet med, der forlod fulderikkens mund, ingen undskyldning eller tak, men et spørgsmål om skæbne. Hector rynkede panden en smule. Han var ikke en mand, der troede på skæbnen. Han troede ikke på, at guderne havde en plan for en, selvom han nok kunne tro, at de somme tider havde en finger med i spillet. Men hvorfor skulle de interessere sig for en enkelt person i denne store verden?

Han svarede ikke på spørgsmålet med det samme, som han lige skulle vende det i hovedet. Finde et godt svar. Og han skulle også lige huske, hvordan det havde været med Odi. Omstændighederne omkring hændelsen med hans ben. Ikke at det var svært at glemme, for han havde med egne øjne set benet, inden healeren gjorde, hvad de kunne for at redde det. Han havde set troet, at det var tabt, men det sad der endnu, selvom Odi aldrig ville komme til at gå godt på det. Noget aftenens tur igennem gaderne havde understreget. En våd aften og våben i hånd. Hector havde forbandet ungdommens dumhed langt væk, den dag. Han mistede to aspiranter, hvis liv nu blev ødelagt. Ikke at han havde kendt så meget til hverken Odi eller den anden, han hilste altid på aspiranterne, men havde ikke meget at gøre med deres undervisning. Det havde han ikke meget tid tilovers til.

Hvad skulle han svare? Han ville gerne sige noget, der ikke lød dømmende eller skabe skyldfølelse.
Endeligt rømmede han sig.
”Jeg er en praktisk mand, Odi, jeg tror ikke på skæbnen. Jeg tror på det, livet giver os.” Han løftede en hånd og gned sig i nakken, træt i kroppen efter det hårde arbejde med at få slagteren af gaden. ”Jeg tror du og din ven tog et valg, der ledte til en uheldig, livsforandrende hændelse. Og længere var den ikke. I måtte begge finde en ny vej i livet, der ikke var hos Drabantkorpset.” Så vidt han vidste, havde den anden aspirant forladt Levagny i skam for at søge arbejde et andet sted. Og Odi, ja, han sad her i Hectors gæsteseng, stinkende af unævnelige ting og sprut. Hector var ked af det på hans vegne. At livet havde ført ham hen, hvor han var nu. At han ikke selv havde haft styrken eller muligheden til at gå i en anden retning. Men der havde ikke været meget, han kunne gøre dengang, andet end at sørge for, at deres våde aften ikke havde nogen retslige konsekvenser.

Han sendte manden et smil, der ikke helt nåede hans blå øjne, inden han rejste sig og gik over for at lukke vinduet, da kulden var begyndt at blive en smule insisterende. Han ville ønske, at han kunne sige noget opmuntrende til Odi, men det føltes ikke som om, at ”du kunne være blevet en god drabant” var en god idé at sige, som tingene så ud. Ærligt talt vidste han heller ikke, om det var sandt. Så han var bare tavs, mens han vendte tilbage til sengen og satte sig på stolen.

[Odilon Slagter]

Lyden af kommandanten, der rømmede sig, hev i Odis vigende blik og fik det endelig forankret på det skæggede ansigt, som rummede præcis samme venlighed, det havde gjort for næsten tretten år siden. Det var svært at gøre andet end at respektere manden, også selvom Odi reelt set ikke kendte meget til Hectors privatperson. Han havde dog altid været af den overbevisning, at kommandanten var en retfærdig og vis mand – og så havde han rare øjne. Men når slagteren så ind i dem, blev han straks sendt flere år tilbage i tiden og følte sig atter som en uduelig, sekstenårig knægt, og dét brød han sig ikke om; så mens der opmærksomt blev lyttet til de indsigtsfulde ord, betragtede Odi alt andet end de blå øjne.

Uheldig. Odis skuldre sank mere og mere. Det var ikke lige dét svar, han havde håbet på. Faktisk havde han ikke rigtig nået at håbe på noget bestemt – men selv uden den sitrende forventning, var det ikke nemt at skjule skuffelsen, der hurtigt havde bygget sig op. Han var dog ikke opdraget i en svinesti, skønt det for nogen måske kunne se sådan ud, så han rettede sig op og nikkede tavst. Der burde have fulgt en form for verbal tak med – bare ud af høflighed – men det var som om, hans tunge havde slået knuder på sig selv. Desuden var han bange for, at det ville lyde alt for forceret.

Slagteren ventede til kommandanten havde rejst sig, før et lydløst suk blev sluppet ud mellem læberne, der pludselig føltes enormt tørre. Det gjorde hans tunge egentlig også – som om hele hans mund var fyldt med sand. Han tænkte så det knagede.
Tog et valg. De ord blev ved med at give genlyd i hans trætte hoved. Det havde på ingen måde været Odis valg nær at få benet kappet af den aften. Samtidig beskyldte han heller ikke den anden unge mand, som havde svunget sværdet, og hvem var der så tilbage? Den nye vej i livet havde heller ikke føltes som et valg. Det var ikke tvang, men han var blevet ledt hele vejen, og havde det ikke været for hans far – som var mere fremmed end familie – ville han ærlig talt ikke ane, hvor han var endt henne. Tænk hvis alt dét bare var rene tilfældigheder. Det virkede så meningsløst. Odi blev grebet af en underlig, stikkende følelse af ensomhed, men fortrængte den til bedste evne, så snart Hector vendte tilbage til stolen. Han ville have stoppet ham, men nåede det ikke.

“Jeg tror gerne, jeg vil sove nu... hvis det er i orden med Dem," mumlede han med ansigtet vendt ned mod tæppet, men i så tilpas højt et leje, at det burde være til at forstå. Han var ikke træt længere. Overhovedet. Der var for meget uro i hans hoved til, at han ville kunne falde i søvn. Men Odi Slagter svor ved alle guderne, at det ville blive over hans lig, hvis han skulle sidde og flæbe foran kommandanten. Det måtte være den forbandede, sure vin, han havde drukket først på aftenen – han vidste, han skulle have holdt sig til øl.

[Hector af Bonville]

Det var tydeligt at se på Odi, at Hectors ord satte nogle tanker i gang. Så meget han kunne tyde fra Odis udtryk, var det ikke nogle positive tanker, men Hector var en ærlig og direkte mand, og han havde ikke tænkt sig at sidde og holde ham i hånden og fortælle ham, at alt var godt. Man måtte tage konsekvenserne af sine egne handlinger, også selvom de var så ødelæggende, som de var. Han havde selv valgt at drikke sig fuld og indgå i en kamp med våben, og det havde efterladt ham med en anden fremtid end den han håbede på. Ærgerligt som det var.

Hector havde kun sige sat sig, inden Odi sagde, at han ville sove. Det var nok en god idé.
"Selvfølgelig." Han rejste sig igen, en smule træt, og lagde så en hånd på Odis bare skulder for at give den et opmuntrende klem, der blev fuldt af et også opmuntrende smil. Han sagde dog ikke mere, men stillede stolen på plads og tog så spanden med vand og klud. Det var nok bedst at huske den.
"Som sagt, hvis der er noget i nat, sover jeg i værelset nede for enden. Du bliver ikke smidt ud i morgen tidlig, så få du bare sovet rusen ud." Han sendte ham et sidste blik. "Godnat, og sov nu godt Odi." Langsomt lukkede han døren i. Da den var klikket på plads, sukkede han og gned sig træt ned over ansigtet, inden han begav sig nedenunder til Arielle, der fortjente en forklaring over fulderikken, der ikke kunne holde på sit maveindhold.
Den strikse kvinde blødte en del op ved at høre Odis historie - hun var allerede i gang med at hænge hans tøj til tørre efter at have vasket det. Hun lagde krav på Hectors støvler, der var plettede af Odis tidligere aftensmad, og så sendte hun kommandanten op i seng, noget han ikke strittede så meget i mod. Det havde pludseligt været en lang dag.


Den ældre ridder sov trygt og godt, stod op og fik sig en god omgang morgenmad, serveret af husholdersken, der virkede frisk, trods at hun havde været længe oppe for at pudse støvler. Da Odi stadig ikke var vågnet, da Hector skulle til drabanternes hovedkvarter for at passe sit arbejde, måtte kommandanten efterlade det til Arielle at håndtere ham, når han endeligt slog sine øjne op.
Den kære husholderske, der ikke var mange år yngre end Hector, lod Odi sove - hun kom fra et hjem med fire drenge, der alle havde nået en voksen alder, mens hun var i huset. Hun havde taget sig af dem alle, når de lå med fuldesyge, somme tider alle fire og faren på én gang, og det rørte hende ikke, at der lå en fremmed mand i et gæsteværelse. Hector havde sagt god for ham, og hun havde ikke andet end føle medlidenhed med ham, da hun havde hørt hans historie.
Hun fortsatte sin dag, og ville Odi komme ned i søgen efter sit tøj, ville hun være i gang med at dække bordet i stuen.

[Odilon Slagter]

Odi måtte tvinge sig selv til at løfte blikket, da kommandanten samstemte, men det lykkedes da at skæve op mod det skæggede ansigt, omend det kun var for en kort stund. Et taknemmeligt udtryk meldte sig i de grønbrune øjne, der stadig ikke helt kunne finde ud af, hvor de skulle forankre sig. Han udviste sin tak med et enkelt nik og endnu ét fulgte efter at have modtaget den følgende information. Det var da altid noget, at han ikke skulle frygte for, om Arielle pludselig ville dukke op og hive tæppet af ham ved første hanegal. Odi tvivlede nu alligevel på, at det ville blive hans livs bedste søvn, skønt sengen var af langt bedre kvalitet, end den han var vant til.
“Jeg skal prøve. Tak, H-… De må også sove godt,” fik han kluntet mumlet og mærkede så endelig en snert af ro brede sig i den anspændte krop, så snart døren til gæsteværelset var lukket.

En dyb indånding blev taget og ledsaget af et tungt suk, da Odi endelig kunne tillade sig at glide helt ned under tæppet, udstrakt og liggende fladt på ryggen. Hans hoved snurrede, men han følte sig ikke decideret rundtosset eller havde kvalme. Nærmere lammet og stærkt overvældet. Der var vidst heller ikke meget mere at kaste op. En tanke, der fik slagteren til at tage fat i kanten på tæppet og trække det op over hovedet i skam.
Han bad til guderne om, at de ville fjerne alle minderne fra denne aften. At de ikke ville straffe ham for at have opført sig så uacceptabelt. At han aldrig skulle støde på Hector igen. At alt det her bare var en ond drøm...
Og før han vidste af det, forsvandt han ind i en dyb, dyb søvn, som dog var forpestet af forvirrende, omskiftelige drømme, den næste mere mærkværdig end den forrige.

Da Odi omsider vågnede på den følgende dag, var det langt op ad formiddagen. Men det havde han ikke den fjerneste anelse om. Faktisk kunne han knap nok holde sine øjne åbne. Øjenlågene, der føltes lige så tunge som sten, gled konstant i. Det tog ham derfor noget tid at vågne rigtigt, og da han gjorde, brugte han yderligere nogle minutter på at forstå, hvor fanden han var henne – indtil det med ét slog ham. Han var i Hectors hus. Kommandanten, for pokker. Og den stramtandede dame – åh, den skrappe husholderske, der havde måtte tørre op, efter han havde tømt hele sin mave ud på gulvet. Vent, var hans tøj stadig...?
Odi fik pludselig fart på, som han satte sig op alt for hurtigt og måtte ømmende tage sig til hovedet, da et skarpt stik skød igennem det. Tømmermænd virkede velfortjent efter sådan en våd, kaosfyldt aften. Øjnene søgte desperat i hver en krog af værelset, men der var ingen klæder at finde. Ikke engang hans støvler. Hans mave sank. Der var ingen anden udvej, var der?

Det var en skamfuld tur ned ad trappen, som Hector havde måtte hjælpe ham op ad aftenen forinden. Odis skridt var ekstra tunge og besværede. Hans knæ gjorde ondt, mere end normalt, og sendte stød op gennem hans ben hver gang, han trådte ned på et nyt trappetrin. I det mindste fjernede det noget af fokusset fra den dunkende hovedpine.
“Av, av... idiot, du er, Odi...” mumlede han for sig selv og gik så på jagt efter sit tøj. Desværre fandt han husholdersken først. Og pludselig følte han sig splitterravende nøgen.

“God-... godmorgen, j-… Frøken,” kvækkede slagteren og turde nærmest ikke se på Arielle, men rettede alligevel blikket i hendes retning ud af den smule høflighed, han trods alt havde. Han mødte dog aldrig hendes øjne, og situationen gjorde ham alt for bevidst om hans holdning, placering af hænder, og om han burde vende sig om, men blev i sidste ende stående uden at røre så meget som en muskel. Hans skam var heldigvis ikke fuldkommen blottet.
“Hvor er mit tøj?” Odi håbede inderligt på, at hun bare ville overrække det til ham uden at ord, så han kunne skynde sig hjem hurtigst muligt – og gerne før kommandanten dukkede op igen.

[Hector af Bonville]

For de fleste virkede Arielle nok som en stram kvinde. Hun havde et par skarpe grå øjne og et lidt spidst ansigt og hun lignede ikke en kvinde, der smilede meget. Men under det lidt skræmmende ydre, havde hun et stort hjerte og en solid tro på det gode i verden. Hun var meget praktisk anlagt og var ikke typen, der gav sig selv tid til pjat og ballade. Ting skulle fra hånden og hun kunne altid finde på noget at lave. Om det var at vaske tøj, lave mad, gøre rendt eller løbe ærinder. Hun vidste ikke noget værre end at sidde stille og kede sig.

Så selvom det på ingen måde havde været en ubehageligt først med med Odi Slagter, var det ikke fordi, at hun havde afskrevet ham. Faktisk havde Hectors historie om Odis ulykkelighed blødt hende så meget op over den stinkende mand, at hun nu stod her og var ved at dække bord til et godt morgenmåltid til manden. Det var ved at være sent, og selvom hun gerne lod ham sove, var hun begyndt at overveje at gå op og banke på, for at få ham ud af fjerene. Sengetøjet skulle vaskes, uden tvivl, og hun ville gerne hænge det ud i haven og have det ind igen, inden det blev mørkt.

Lyden af skridt på trappen fortalte hende dog, at herren var vågnet af sig selv. Det var ujævne, tunge skridt, forklaret af historien om det nær mistede ben. Hun havde lidt ondt af ham, det måtte være hårdt at leve. Hun var selv gået fri for skavanker, men regne med, at det ikke ville vare mange år, inden gigten slog til, som den havde gjort ved hendes mor.
De grå øjne løftede sig fra hændernes gøremål og lagde sig på den næsten nøgne mand, der stod i døren til stuen. Det var ikke hans nøgenhed, hun faktisk så, det var hvor beskidt han var. Hvordan han ikke støttede ordentligt på det ene ben, hans forsovede udtryk og tømmermændsramte blik. Her var et problem, hun kunne gøre noget ved.

"Godformiddag, Mester Odi. Deres tøj ligger rent og pænt foldet sammen ude i baderummet ved siden af et badekar med varmt vand." Hun spurgte ham ikke, om han ville i bad, for selvfølgelig ville han det. Skulle han. Han fik ikke lov til at forlade huset, før han havde skyllet skidtet af sig. Og som hun kunne se, skulle han ligge i blød, før det kunne lade sig gøre.
"Herre Bonville er på arbejde, men kommer hjem til frokost. Han bad mig tage mig af Dem, indtil da." Det var ikke helt sandt, men det lød bedre end at hun som tjenestestab ville tvinge husets gæst til at få styr på sin personlige hygiejne. "Der vil være et måltid mad til Dem, når de er ren." Hun sagde det sidste en smule spidst, for der var ikke mad til ham, før han var ren. Ikke om så stinkende en mand skulle sidde i herrens fine stue.

Hun havde set på ham under hele ordudvekslingen, dog med blikket mod hans øjne. Hun tørrede hænderne i sit forklæde og slog så let ud med hånden mod en dør i den anden side af stuen.
"Kom med mig, så viser jeg Dem baderummet." Uden at vente på ham, gik hun igennem døren, der ledte ud på en gang. Køkkenet lå på den anden side og den næste dør ledte til baderummet, der blot var et lille rum med et stort kar og en bænk, samt et ildsted med en stor kedel, hvor man kunne varme vandet. Karret dampede og på bænken lå Odis tøj og et stort klæde til at tørre sig i. Under bænken stod hans nypudsede støvler.

[Odilon Slagter]

Nej – nej, så let skulle det selvfølgelig ikke gå. Tænk at han havde været så naiv at håbe på dét. Odi mærkede, hvordan alt spyttet samlede sig i hans mundhule, og selvom det blev sunket så diskret som muligt, følte han stadig, at lyden var alt for høj og nærmest gav genlyd i stuen. Afslørende. Husholderskens hilsen og følgende svar havde bestemt ikke været med til at berolige den voksende følelse af ængstelighed, der havde taget bolig i slagterens mellemgulv. Han havde det som om, han havde slugt en tung sten. Det havde ikke været en direkte ordre, men alligevel kunne Odi ikke få sig selv til at afslå tilbuddet, som var blevet formuleret – eller rettere snedigt forklædt – på sådan en måde, at det hurtigt blev klart, der ingen udvej var. Han skulle i bad. Og så var dén ikke længere.

Så Odi bed sig i kinderne, nikkede kort og rystede den krybende følelse af ubehag af sig. Tjah, i hvert fald så godt han nu kunne. Han havde ikke lyst til et bad, heller ikke selvom det var mere end tiltrængt. Det virkede ikke passende for en simpel borgerlig at takke ja til sådan noget. Slet ikke i så fint et hus. Ejet af så fin en mand.
De svedklamme håndflader blev diskret tørret af i de beskidte braies, der engang havde været hvide. Forlegenheden tiltog, da hans mave kom med en dyb rumlen ved benævnelsen af mad og gjorde ikke kun ham selv, men også den strikte kvinde overfor, opmærksom på, hvor tom den var. Hænderne knugede det plettede stof. Han kunne lige så godt få det overstået. Hvis han var heldig – og hurtig – var der måske stadig håb for, at han kunne nå at være ude ad døren, før kommandanten vendte hjem ved middagstid. Ikke at Odi var kendt for at være heldig. Et lydløst suk forlod ham, inden han nikkede endnu engang i bitter accept.

“Tak. De behøves nu virkelig ikke a-...” Mere fik han ikke ud, før Arielle brød ind med en henledende håndgestus og begyndte så at gå, efter en verbalt udtrykt forventning om, at Odi fulgte trop. Baderummet. Det lød alt for fornemt til, at Odi overhovedet burde sætte fod dér. For anden gang måtte han synke nærmest en hel mundfuld spyt, og så sjoskede han ellers lettere modvilligt i hælene på husholdersken.

Odi vidste ikke rigtig, hvordan han skulle reagere, da han med tøven trådte ind i det omtalte baderum. Et stort kar fyldt med vand så varmt, at damp stod op fra overfladen – alene synet af dét fik ham ærlig talt til at føle sig temmelig overvældet. Hvad var der galt med en balje halvlunkent vand, man kunne stå i, og godt med knofedt? Han ville aldrig lære at forstå det bedre borgerskab og deres excessive behov for at skrubbe selv det mindste snavs af sig.
De grønbrune øjne fandt nervøst den intimiderende husholderske, idet han tog et skridt nærmere karret. De bredryggede håndværkerhænder havde i mellemtiden fundet vej op til underklæderne, hvor tommeltotterne havde hægtet sig fast i linningen, men han hev dem ikke ned. Det var snarere for at signalere til Arielle, at han nok skulle hoppe i bad, så nu kunne hun altså godt vende snuden mod stuen igen.
Men netop som dét var tænkt, gled hans blik ned mod en bleg-gul blok, og skønt Odi ikke selv var storforbruger af den slags – det var vel rigeligt at gnide lidt lavendel under armene før et gilde? – var han dog heller ikke så ukendt med det, at han ikke kunne gætte sig til, hvad det var. Sæbe.

“Er det meningen, jeg skal bruge det der?” Han måtte hellere spørge. Tænk hvis det kun var tiltænkt de finere gæster.

[Hector af Bonville]

Mandens ramme lugt fulgte efter Arielle, som hun ledte ham til baderummet, noget der næsten tvang hende til at trække vejret igennem munden, men så sart var hun nu alligevel ikke. Trods at hun nu arbejdede i en adelig herres husholdning, kom hun fra små kår, og havde da prøvet lidt af hvert igennem sit liv. En beskidt mand skræmte hende ikke, så længe han hold sine labber fra hende. Der skulle bare vand og sæbe til. Hvis hun kunne få ham i karret, han virkede ikke ligefrem synderligt begejstret for tanken. Mænd. De skulle også være sådan nogle grise. I det mindste var Herre Bonville meget optaget af sin egen renlighed. Karret blev brugt mindst en gang om ugen her i huset!

Men da de stod derude, lagde den mandlige gæst an til at ville smide sin sidste beklædningsgenstand, hvilket Arielle tog som en hentydning til, at hun godt kunne gå. Hun rynkede kort på næsen og vendte så rundt, men inden hun nåede forbi hans stinkende korpus, stillede han et spørgsmål, der i det skjulte fik hende til at himle med øjnene. Åh ved guderne, kunne mænd ikke tænke selv?
"Ja, selvfølgelig. Det er sæbe. Hvordan vil De ellers blive ren?" Hendes tonefald blev en tand mere spidst, end det havde været før. Hun pegede på en børste, der lå ved siden af.
"De kan forsøge at skrubbe skidtet af med børsten. Der hænger også en svamp på karret på den anden side." Hun flyttede blikket til hans ansigt og så på ham med de gennemborende øjne, der kunne få enhver mand til at føle sig afklædt, lige meget, hvor meget tøj de havde på. "De behøves ikke at spare på sæben. Og få nu vasket håret ordentligt, og skrub Dem godt bag ørerne."

Arielle ville ikke tale sådan til hvem som helst, men Odi var ikke adelig, og hvis hun skulle være ærlig, så virkede han ikke som om, at han nogensinde havde lært at gå i bad, hvilket kun gav hende lyst til at holde et længere foredrag om personlig hygiejne, men det lykkedes hende at holde sig selv tilbage.
"De behøves ikke at skynde Dem, maden venter på, at De er færdig," sagde hun så og forlod ham så til at klæde sig helt af og kravle ned i karret. Hun gik i stedet i køkkenet og begyndte at forberede et solidt og nærende måltid pasende til en mand med tømmermænd.

Når han engang var færdig, ville en fortryllende duft af stegte pølser og andre lækkerier have bredt sig fra køkkenet og bordet var dækket op i stuen, klar til at han kunne gå ombord i mere mad, end han sikkert havde set på et bord til én mand før.

[Odilon Slagter]

Odi fortrød, at han overhovedet havde spurgt, da han blev mødt af husholderskens fordømmende blik og skræppende svar. Ja, han var sgu da godt klar over, at det var sæbe! Det irriterede ham, at hun troede, det var nødvendigt at udpege. Han var bevidst om, at han ikke var den reneste mand i Levagny, men det var altså ikke ensbetydende med, at han var tabt bag en vogn. Triatos tage adelen og al deres hovskisnovski, tænkte han for sig selv. De slyngede gerne den ene højrøvede antagelse ud efter den anden, men glemte at den almene borger altså ikke havde et helt rum dedikeret til at bade i. Det var jo fuldstændig absurd.

Jo mere Arielle kævlede løs, desto sværere blev det at skjule den voksende irritation, som efterhånden var blevet så stor, at den overskyggede al høflighed – og den var der ærlig talt ikke særlig meget af til at begynde med.
“Ja, ja, jeg har forstået det,” mumlede Odi og var nok kommet til at vrisse lidt. Det havde han dog bestemt ikke tænkt sig at undskylde for. Han var bare opsat på at få Arielle ud derfra, og det skete heldigvis også efter en sidste bemærkning om, at han skulle huske at være ekstra grundig bag ørerne. I guder, hvordan kunne Hector holde ud at være under samme tag som det kvindfolk? Aldrig havde han mødt nogen så ulidelig som hende. Måske med undtagelse af den rødhårede trunte, han havde været så uheldig at støde ind i forleden på Falken. Det var i hvert fald et tæt løb.

Med husholdersken ude af syne fik Odi smidt det resterende stykke tøj og trådte op i det varme vand. Der gik lidt tid, før han faktisk fik sat sig ned, og det blev på ingen måde gjort med begejstring. Det var jo ikke fordi, det var forfærdeligt – men stædigheden, der bare ikke ville give slip, lod ham ikke nyde så meget som ét sekund af det. Han blev derfor enig med sig selv om at få det overstået hurtigst muligt.
Odi havde ikke skrubbet særlig længe, da vandet så småt begyndte at ændre farve fra den klare gennemsigtighed til en grumset lysebrun. Det var stadig til at se igennem, men det sås også tydeligt, hvor meget skidt der havde været på ham. Var på ham. Han var langt fra færdig. På et tidspunkt tog Triatos ved ham, og han skrubbede og skrubbede, til huden blev helt rød. Selv hovedet fik en tur med den stride børste, og snart var vandet så beskidt, at han blev enig med sig selv om, det ikke længere havde nogen effekt – så han steg dryppende ud på gulvet og tørrede sig godt af med det fremlagte klæde, inden han omsider kunne trække i tøjet.
Odi holdt sig for det ene næsebor og fnøs, inden det samme blev gjort med det andet. Han følte, sæbeskummet sad helt oppe i hans hjerne. Og han var blevet mindst én tone lysere, skønt huden stadig bar præg af, han var en mand som opholdt sig meget udenfor.

Slagteren lod duften af pølser og andet godt bære ham hele vejen ind i stuen, hvor han hurtigt glemte sit bitre had til den hygiejne-pernitne husholderske. Han brummede ét eller andet, der skulle minde om en hilsen – ikke en undskyldning! – hvorefter han straks satte sig til rette ved det opdækkede bord. Det var lige før, han ikke turde åbne munden i frygt for, at mundvandet ville komme strømmende ud som et vandfald.
“Venter vi på herren af huset?” fik han alligevel spurgt og løsrev blikket fra det overdådige måltid for at kigge spørgende over på Arielle. Han havde bestemt ikke lyst til at vente – og den rumlende mave stemte omgående i – selvom han var velopdragen nok til at vide, at han burde.

[Hector af Bonville]

Arielle løftede hovedet, da der var en bevægelse i døren ind til stuen. Hun havde lige sat det sidste fad på bordet, så det passede perfekt med, at Odi var færdig i baderummet. Selvom hun måske syntes, at der var gået lidt for lidt tid. Det kritiske skarpe blik gled over manden, der nu både var ren i huden og i tøjet. Det var uden tvivl bedre end før, men en lille tanke om, at havde hun haft muligheden for det, var vandet blevet skiftet og han havde fået en tur mere, kunne ikke andet end snige sig igennem hendes sind.
”Ah, Mester Odilon, De ligner jo en helt ny mand,” sagde hun småtilfreds, ude af stand til at holde den halve ros tilbage. Faktisk så han næsten ganske nydelig ud, hvis hun selv skulle sige det.

Hun gjorde tegn til, at han kunne sætte sig, og var så egentligt klar til at lade ham have sit måltid i fred, men hun blev stående lidt endnu for at sikre sig, at han ikke manglede noget.
”Nej, ikke før senere. De er velkommen til at spise med det samme.” Måske var det hans udtryk, der var noget lidt fortabt over ham, måske var det fordi, at han alligevel havde taget det bad, men hun sendte ham et lidt mere venligt smil, inden hun fortsatte.
”De skal ikke holde Dem tilbage, det ser ud af meget, men det De ikke spiser, går ikke til spilde. Herre Bonville er en mand, der ikke ønsker, at der mangler noget på bordet, heller ikke for sine gæster. Der bliver ikke sparet på maden, så De skal ikke bekymre Dem. Spis Dem mæt. Og kald, hvis der mangler noget.” Hun sendte ham et sidste beroligende blik, inden hun satte kursen mod baderummet, hvor der skulle ryddes op efter Mester Odis bad.

Da hun så vandet i karret, blev der hurtigt taget en beslutning om, at det skulle skrubbes grundigt, så Herren ikke skulle bade i et kar, der havde været SÅ beskidt. Arielle var en smule rystet, som hun fik tømt vandet af det. Det ville tage hende noget tid, og medmindre Odi kaldte, ville hun være væk længe.

[Odilon Slagter]

Hah. En ny mand. Odi følte sig bestemt ikke som en ny mand. Snarere en fremmed mand. En fremmed mand med kløende hud, der føltes underligt udtørret, efter den var blevet skrubbet med så hård hånd. Måske han havde ladet frustrationen over den uvante situation gå lige lovlig meget ud over sig selv. Han var ret sikker på, han havde fået et par hudafskrabninger oven på den omgang. Det havde nok ikke været den smarteste idé at skrubbe lårene med børsten. Men han nævnte hverken det ene eller det andet, selvom han virkelig havde lyst. Arielles næseryg var endelig uden rynker, så det var nok bedst ikke at tage bladet fra munden. Han ville trods alt nødigt risikere at miste muligheden for et fantastisk morgenmåltid. Det var ikke en flabet kommentar værd. Så han bed den i sig og mumlede et meget utydeligt “tak”.

Glæden var svær at skjule, da der blev givet tilladelse til at gå ombord i den mundvandsdrivende mad. Det venlige smil, der for en stund dansede om munden på husholdersken, gjorde ham lidt skeptisk, men han gengældte det uden megen omtanke og begyndte så uden tilbageholdenhed at fylde på tallerkenen.
Odi havde allerede den ene kind fuld af brød og var godt på vej til at tage en bid af en pølse, så han kunne ikke andet end at nikke til det, der blev sagt. Tænk at nogen levede sådan her. Det var lige til at blive grøn af misundelse over, men han ville ikke lade jalousiens bitterhed ødelægge den gode smag af maden, så dét kom han hurtigt over.
“Det skal jeg nok,” mumlede han med en skæven mod den kvidrende kvinde og var dermed alligevel kommet til at tale med munden fuld af mad. Heldigvis var Arielle allerede på vej væk. Odi fik skyllet den første portion ned med noget vådt til ganen og kløede sig så lidt i skægget, mens han overvejede hvad, han dernæst skulle række ud efter.

// Kom og hils på Odi, hvis du lyster, Peronelle af Bonville <3

[Hector af Bonville]

Det var en sløv morgen i drabanterns hovedkvarter. Der havde været travlt om natten, så det virkede til, at byen skulle hvile ud, nu solen stod på himlen. Så snart rapporterne var læst igennem og han havde skrevet sin egen, snakkede han lidt med sine drabanter, tog sig af et par borgere, der ville anmelde et par forbrydelser, og så var der ikke mere for Hector at lave før senere på dagen, hvor han havde et møde med en adelig herre, der skulle have hjælp til at finde en tyv i sin husholdning.
Så med hunden ved sin side, gik han hjem for at holde tidlig frokost – og for at se, om Odi stadig var derhjemme eller om han var draget hjem til sig selv. Et eller andet sted frygtede Hector også lidt, hvad Arielle havde sat sig for med den beskidte mand, men mon ikke Odi kunne finde ud af at sige nej, hvis hun var for strid? Ønsketænkning, uden tvivl.

Der var ikke langt fra drabanternes hovedkvarter til kommandantboligen, men alligevel nåede Hector at falde i samtale med en af sine naboer. Sådan var det at være en respekteret og vellidt mand, men det lykkedes ham dog at få listet sig ud af samtalen med en undskyldning, og derefter gå det sidste stykke hjem.

Allerede som han skubbede hoveddøren op, vidste han, at Odi stadig var der, det kunne han se på hunden, der ikke reagerede aggressivt, men hendes ører rejste sig vagtsomt og den lange hale løftede sig en smule. Der duftede vidunderligt af mad, og selvom der stadig var noget tid til, at Hector normalt fik sin frokost, fortalte hans mave ham, at hvis maden var der, kunne den sagtens tage imod en solid frokost allerede nu. Hector lagde en hånd på sin ikke helt så flade mave og smilede lidt over sig selv. Det var måske ikke så sært, at han var ved at blive lidt rund om maven.

Inde i stuen fik han straks øje på Odi, der sad ved det store spisebord, der var rettet an med mad til en hel hær. Selvfølgelig skulle der ikke mangle noget, men noget sagde Hector, at Arielle havde overgået sig selv bare for Odis skyld.
”Mester Odi, godt at se dig oppe. Du ser lidt mere frisk ud. Smager maden?” Frisk. Og ren. Man kunne faktisk se hans hudfarve, og han stank ikke længere som en køkkenmødding. Hans tøj var også rent. Arielle kunne gøre underværker!
Med en håndbevægelse sendte han Cléa hen på hendes plads, inden han selv satte sig på en stol overfor Odi. De blå øjne glimtede lidt, som han betragtede sin gæst. Aftenens hændelser lå stadig frisk i erindring, og han var lidt nysgerrig over, hvor meget Odi selv kunne huske. Han havde været godt fordrukken. Egentligt var Hector lidt overrasket over, at han stadig var her, men hvis han kendte Arielle ret, var det hendes fortjeneste, at Hector ikke skulle uden for bymurene for at tjekke op på sin uplanlagte gæst.

[Odilon Slagter]

Odi opfangede godt lyden af en dør gå op, men han tog ikke rigtig yderligere notits af det. Han havde alligevel ikke tid til at løfte hovedet for at se, hvem det var. De grove håndværkerhænder var alt for travlt optaget af at skovle den himmelske mad ind i munden, og munden var mindst lige så optaget af at tygge sig igennem bidderne, før den atter blev proppet med alskens godt.
Det tog den velkendte lyd af Drabantkorpsets kommandant at få løsrevet slagterens blik fra den syndefuldt gode mad, og med kinderne fulde af mælkedyppet brød skævede Odi op mod det skæggede ansigt; de udtryksfulde, hasselbrune øjne fik ham mest af alt til at ligne en køter taget på fersk gerning af sin ejer, skønt der ikke var noget at skamme sig over... Nåh jah, måske lige på nær de tåkrummende pinligheder aftenen før... Det krævede nok en undskyldning eller to, selvom Odi allerhelst ville lade minderne om opkastet på kommandantens støvler forblive i gemmeboksen.

“Det er vældig godt,” mumlede han utydeligt, og først derefter fik han tygget af og slugt hvad, der efterhånden var blevet til en stor omgang brødgrød. Og så faldt tavsheden som en tung kampesten, i hvert fald for Odis vedkommende. Han havde ikke den fjerneste anelse om, hvad han skulle sige til manden, der i mellemtiden havde fået sat sig overfor ham. Værst af alt var, at han ikke engang kunne huske, hvordan pokker han var endt i Hectors hus. Minderne blev først lidt klarere efter, de var landet i gæsteværelset, hvor han nærmest stadig kunne høre den ækle lyd af al hans maveindhold ramme bunden af spanden... eller havde han ramt ved siden af? Åh, måtte guderne vise nåde, han havde ramt ved siden af, havde han ikke...

“Tak,” lød det så, temmelig sølle, fra slagteren, som ikke længere følte, at han med god samvittighed kunne rage til sig af det generøse festmåltid. “...For hjælpen. Og undskyld.” ...For besværet. Odi havde ærlig talt hellere hevet kindtænderne ud på sig selv med en glødende tang, men ak, det mindste Hector fortjente var en anerkendelse af hans gavmildhed.
Han lænede sig lidt frem og hvilede underarmene mod kanten af bordet, mens han søgte kommandantens blå blik.
“Hvis d—De har noget, jeg kan være behjælpelig med, så... så må De endelig sige til. Uanset vejr eller tidspunkt.”

[Hector af Bonville]

Et eller andet sted var Hector ikke i tvivl om, at Odi nok hellere ville have undgået at skulle se ham igen, i hvert fald i dag, med aftenens hændelser i frisk erindring for dem begge to. Men sådan skulle det ikke være, og Hector mente nu også, at Odi havde godt af at stå lidt til regnskab for sine handlinger, ved at se sin hjælpsomme vært i øjnene.
”Det var godt.” Hector skubbede håret væk fra ansigtet og lænede sig lidt tilbage i stolen. Noget i ham morede sig over at lade Odi sidde og svede lidt, som stilheden lagde sig. Hvad ville han gøre? Han skulle ikke vente længe, inden der kom en lille tak fra slagteren. Hector nikkede, men det lod til, at Odi havde mere på hjerte.
”Det er mit arbejde at beskytte byens borgere, og desuden kunne jeg ikke bare lade dig ligge der. Men måske du skulle overveje at holde lidt igen med sprutten, især når der er så langt hjem.” Hector sagde det i en venlig tone og med lidt smil, men hans blik var gennemborende og fast. Han mente det skam, Odi burde nok overveje at hælde lidt mindre ned næste gang.

Alvoren i Odis tilbud havde nær fået Hector til at le, men han holdt det inde. I stedet betragtede han ham lidt med et smil, inden han lod blikket glide ned over maden, der var stillet frem på bordet.
”Det skal jeg nok. Lige nu kan du hjælpe med at få spist noget af alt det her mad, Arielle har da skænket op som skulle halvdelen af drabantkorpset komme forbi.” Han rystede på hovedet og rejste sig så for at forsvinde ud i køkkenet efter en tallerken til sig selv. Arielle gav ham en kort fortælling om Odis bad, og Hector var snart tilbage ved bordet, hvor han satte sig og straks begyndte at hælde op på tallerkenen.
”Nå, fortæl mig så, hvordan står det til derhjemme?” Torturen af Odi var overstået, og Hector gav sig i kast med at få ham i gang med almindelig samtale igennem måltidet.

Som Hector havde lænet sig lidt for mæt tilbage i stolen og var ved at lytte til noget, Odi sagde, bankede det på hoveddøren. Cléa gav et par høje gø fra sig, og Arielle kom straks styrtende igennem stuen for at åbne op og se, hvem det var, inden hendes umulige herre ville gøre det selv. Sekunder senere kom hun tilbage med en af de ældre drabanter i hælene, der straks bukkede let for de to mænd ved bordet.
”Kommandant, Deres tilstedeværelse er ønsket tilbage på kontoret. Det haster.” Drabantens blik gled lettere nysgerrigt mod Odi, som han måske godt kunne godkende. Hector sukkede dybt og rejste sig.
”Arbejdet kalder. Jeg regner med, at du er klar til turen hjem, Mester Odi?” Han sendte ham et smil og gjorde tegn til, at han kunne følges med dem ud. Cléa var straks på benene og Hector gav hende en halv pølse, inden han fulgtes med de to andre mænd ud.
”Pas nu godt på dig selv, og hils derhjemme.” Hector gav ham et klap på armen, inden han måtte haste med drabanten, der, så snart de var ude for hørevidde, begyndte at forklare situationen. Hector så ikke tilbage, han regnede med at Odi var klar til selv at finde hjem.

// Out

[Odilon Slagter]

Det kunne vist næppe blive mere sølle end dette. Guderne havde virkelig en tør form for humor, eller også var Odi bare endnu sløvere i optrækket, end han gik og troede. Han lænede sig faretruende tæt op ad de tredive år, og hvad lavede han med sin tid? Drak sig plørefuld, det var hvad, han gjorde – dag ind og dag ud tilmed. Jah, altså, når arbejdet ikke kaldte – så meget pli havde han trods alt – men så snart de daglige tjanser var ordnet og ryddet af vejen, gik turen til Falken, hvor størstedelen af møntposens indhold endte i hænderne på krofatteren, som efterhånden måtte være svine rig på Odis løn alene. Det var ærlig talt et mirakel, at slagterens lever endnu ikke havde givet op. Måske det var dét, alt hans held blev opbrugt på? I så fald var der ikke noget at sige til, at han bar sig så ringe ad, når det kom til kærlighed og spil. Suk. Og som prikken over i'et kunne Odi nu starte en ny dag ud med at blive belært om sine uansvarlige drikkevaner af sin tidligere overordnede. Livet var skønt...
“Joeh, jaeh...” mumlede han til svar og kløede sig lidt i kindskægget, for hvad var der ellers at sige? De vidste vel begge, at Odi ikke havde tænkt sig at lave om på noget som helst. Manden var glad for sin øl.

Til slagterens lettelse forløb resten af måltidet noget mere afslappet. Hector tog imod tilbuddet om fremtidig hjælp, og selvom det højst sandsynlig var gjort ud af ren høflighed, havde Odi det stadig langt bedre efter dét – i hvert fald godt nok til at begynde at proppe munden med mad igen.
“Det går, som det skal,” svarede Odi – hvad end det så skulle betyde – da der blev spurgt ind til hjemmelivet, inden han uden megen omtanke brugte ærmet på den nyvaskede skjorte til at tørre madrester væk fra mundvigene. Godt Arielle fortsat lod til at være travlt optaget ude i køkkenet.

Derfra blev samtalen holdt i live ene og alene af den karismatiske vært, hvis spørgsmål oftere end ikke blev besvaret med uinspirerende enstavelsesord. Det var egentlig ikke med Odis gode vilje, men han var simpelthen for tung i hovedet til at orke at yde nogen særlig indsats. I det mindste huskede han at se op fra sin tallerken i ny og næ og brummede og nikkede, vist nok, på de rette tidspunkter. Mere kunne man ikke forlange af en bagstiv håndværker.
Som mætheden kom snigende, og tømmermændene som resultat gled mere i baggrunden, blev slagteren dog noget mere snakkesalig og var netop begyndt på en af sine mange drukturs-anekdoter, da lyden af en insisterende banken på hoveddøren bed ham af. Ventede Hector gæster?

Odi var næsten allerede på vej op ad stolen, da en mand i drabantkorpsets uniform gjorde dem selskab i stuen. Som hilsen nikkede han svagt i retning af byvagten, men ellers var det i dyb tavshed, at han overværede udvekslingen af ord imellem de to. Hans blik hældte i sidste ende mod Hector.
Arbejdet kalder. Ja, mind mig ikke om det, tænkte Odi og følte sig meget træt i ansigtet.
“Jeg tror lige, jeg klarer den. Tak igen for gæstfriheden,” sagde han og tøvede ikke med selv at komme ud ad døren. Han ville nødig være alene med Arielle endnu engang. Den kvinde var altså intimiderende.

Afsluttet.