Blodigt slumpetræf

[Odilon Slagter]

Nær kroen, Falken og Kronen, omkring 22:50.
Hector af Bonville

Hi-ik. Åh, pyyh. Det var eddermaneme sidste gang, han indgik et væddemål om, hvem der kunne drikke mest – dét var helt sikkert! I hvert fald på næsten tom mave. Og så med snedkerens søn, den døgn-fulde skiderik.
Odi, din skide idiot, bandede den godt beduggede slagter på vej ud ad døren til Falken og Kronen. Han lod de usikre ben lede ham et stykke bort, hen til en umiddelbar øde afkrog, hvor han længe stod og svajede i den vindsvage aftenluft. Det var faktisk ret spøjst, hvordan hans haltende skridt syntes at forbedres, når han havde fået rigelige mængder sprut indenbords. Jovist, han gik stadig som om, han havde et søm i knæhasen, men selv tog han knap så meget notits af det. Ved nærmere eftertanke var det nok snarere de slørede sanser, som spillede ham et puds – kombineret med den stærke alkohols dulmende effekt. Vent, hvad var det nu, han havde gang i?

De sløve, tørre øjne blinkede et par gange, før Odi slog blikket ned ad sig selv og begyndte omgående at remse alverdens bandeord op, alt imens han fumlende forsøgte at få styr på tissetøjet. Det var da også lige hvad, der manglede – lidt urinstænk til at fjerne opmærksomheden fra alle de andre mysteriefyldte pletter på de slidte hørbukser. Nåh pyt, det gik jo nok...

Odi havde knap nok nået at pakke vandslangen væk igen, da to granvoksne mænd kom gående i hans retning. De var tydeligvis mindst lige så fulde som slagteren selv, sådan som de galede og råbte. Køtere på to ben. De var ude på ballade, det var der slet ingen tvivl om. Ellers teede man sig ikke sådan på åben gade, heller ikke selvom det for længst var blevet mørkt. Hvis nu han var varsom, kunne han undgå de skrålende bavianer og snige sig tilbage til den trygge kro.

Ak nej, heldet viste sig som altid ikke at være med den stakkels Odi. Idet han vendte sig om for at gå, hørte han sit navn blive mumlet i noget, der lidt lød som et spørgsmål, men han fik aldrig bearbejdet resten. Ikke før de var trængt helt ind i hans personlige boble.
“Hør gutter, det—hick—må altså blive en anden dag, jeg skal-...” Mere nåede han ikke at sige. En knytnæve ramte ham i desorienterende høj fart lige midt i ansigtet. Helt automatisk røg Odis hånd op for at holde om næsen, og da han kort efter så ned i håndfladen, blev han mødt af det forventede, blodige syn. Forbistret også...

Der var ikke tid til at overveje strategi, så han gik med sin første og bedste indskydelse. Han dukkede sig – og undgik dermed med nød og næppe endnu et slag i ansigtet. Odi Slagter skulle dog ikke beskyldes for at være en kryster, og i en lidt for kvik omdrejning klargjorde han en hævngerrig næve, klar til at svinge den mod hvem end, der stod nærmest og—schvup! Den berusede slagter landede pladask på røven i mudderet, som dagens regnfulde tordenvejr havde efterladt sig. Åh-åh. Blikket gled længere og længere op ad de to tårnende skikkelser, og han sank synligt en klump i halsen. Det her ville næppe ende godt.

[Hector af Bonville]

Det var blevet sent. Det var ikke normalt, at Hector traskede igennem gaderne på denne tid, men han havde haft brug for en mundfuld frisk luft, og Cléa skulle alligevel også have lov til at tisse af for natten. Den store hund gik lidt frem og tilbage med næsen i jorden, hun så ud til at hygge sig, og Hector lod hende. Der var ikke rigtigt nogen på gaderne på denne tid, så den store grå ulvehund kunne ikke skræmme livet af folk ved sin blotte tilstedeværelse.
Hun skulle egentligt slet ikke have været med, men kommandanten havde ikke nået hjem med hende, før han var endt hjemme hos en af sine "bekendte". Hector gik ikke så meget op i, hvilket samfundslag man kom fra, og slet ikke, når det kom til sengehygge. At være til mænd indskrænkede mulighederne for sex en del, og Hector var ikke kræsen. Han var en hjertevarm mand, og selvom den mand, hvis seng, han lige havde forladt, var noget så lidt spændende som skrædder, var Hector glad for at kende ham. De havde spist god mad, drukket lidt vin og brugt tid på at genopdage hinanden efter et par ugers fravær. Og Cléa havde pænt måtte vente ved ilden foran pejsen.

Egentligt havde Hector overvejet at blive natten over, men arbejdet ville kalde næste morgen, og han havde ikke informeret nogen om, at han ikke ville være hjemme. Så med fortrydelsens suk havde han forladt den varme seng, taget tøjet på og havde begivet sig ud i byens vinterkolde mørke, der sjældent var oplyst af lygter i de fattigere kvarterer.

Her gik han så i mod sit hjem, dejligt tilpas i kroppen og tankerne fyldt med berøringer og nydelse. Tanker der dog blev afbrudt, som han drejede ned ad en gade. Han nåede lige at se to mænd skubbe en tredje omkuld i noget, der uden tvivl var en ulige slåskamp. Cléa dukkede op bag ham og kom med et bekymret piv.
"Jamen, så tag dem da." Han lavede en bevægelse med armen for at lede hunden fremad. Den store hund tøvede ikke, men satte i løb ned ad gaden. Der kom ikke nogen advarsel fra hende, som hun sprang på den nærmeste mand og med en snerren bed sig fast i hans underarm. Hendes vægt fik ham til at vælte, uforberedt på angrebet. Han skreg i forskrækkelse og smerte.
Hector havde trukket sit sværd og løb, måske mere luntede, ned mod scenariet. Han var træt og mæt og lod hunden gøre sit.
"Hvad foregår der her?"

Den mand, der stadig stod på sine fødder, kastede et blik på den store hund, så på Hector med sværdet, og så ud som om, at han var klar til at tilsøle sig selv, men han løb ikke. I stedet bukkede han sig ned, greb fat i sin ven og ved fælles hjælp kom han på benene. En lyd af stof, der gik i stykker, lød, og Cléa stod tilbage med et halvt ærme, da de to mænd satte i løb, som Hector kom frem.
"Bliv," kommanderede Hector hunden, da hun skulle til at løbe efter. Det var ikke det værd. Hvis de skulle arrestere alle, der kom i fuldeslåskampe, ville de ikke kunne lavet andet. Cléa fnøs og logrede så med halen, som hun vendte sig om og stolt fremviste sit trofæ. Hector klappede hende kort på hovedet, inden han vendte sig mod manden, der var blevet skubbet omkuld. Selv i mørket genkendte han ham som Slagter Odilon.
"Er De kommet noget til?" Hector satte sværdet i skeden og rakte ned for at give ham en hånd med at komme op.

[Odilon Slagter]

Jep. Det her var endestationen. Måske ikke i livet, men han ville æde sin ene støvle på, at en lammende dæmper ville lægge sig over aftenens festligheder indenfor det næste halve sekund – eller som det mindste hans ansigt. Hvorfor havde hans blære dog også insisteret på at blive tømt, netop som to voldsliderligere krapylere var på nattevandring? Det var øjeblikke som disse, at Odi var sikker på, en eller anden klog kone havde lagt en forbandelse over ham. Han havde sikkert fortjent det. Det var efterhånden et stykke tid siden, han havde sat fod i et tempel, så det var vel i virkeligheden selvsabotage, der var tale om. Han måtte huske at...

Odi gik fra at glane op mod den intimiderende mandsperson, som allerede havde en hårdtslående næve klar, til at fortrække hele ansigtet i en sammenklemt mine. Han var stoppet med at møve sig baglæns i mudderet og havde sådan set accepteret sin skæbne, i hvert fald uundgåeligheden af en brækket næse. På den lyse side var hans ansigt slet ikke så kønt til at begynde med, så et blåt øje var ikke den værste ting, der kunne ske. Hvis han var rigtig heldig, kunne han måske endda indtjene nogle medlidenhedspoint hos hende den søde pige, der havde smilet til ham forleden. Hun havde ganske vist haft lidt af et begyndende overskæg, men den tilsmudsede slagter var den sidste til at bedømme nogen på udseendet alene.

Et øje blev forsigtigt åbnet for at se, hvor pokker den femfingrede smertehammer blev af, men der var ikke tid til at tage noget som helst ind, fordi alt gik pludselig meget hurtigt. Det eneste Odi rigtig nåede at opfange var hvordan, en grå pelsklump – eller rettere pelsbæst – farede lige i flæsket på manden foran ham med sådan et tilløb, at han væltede. Han ville have udbrudt et hånende grin, havde det ikke været for den krybende rædsel, der var skyld i, at samtlige muskler i hans krop havde låst sig fast. Og med ét blev han pinligt bevidst om, hvor hjælpeløs han egentlig følte sig. Nåh, han kunne da trods alt trøste sig med, at hans skrig ikke var lige så tøset, som den heltemodige køters nye tyggelegetøj.

For første gang, i hvad der føltes som evigheder, kunne slagteren endelig trække vejret dybt ind, og med tydelig forvirring malet i de grønbrune øjne søgte han kilden til stemmen, som havde fanget hans opmærksomhed. Der var noget underligt familiært over den, men det kunne da ikke passe?
“K-kommandant...?” fremstammede Odi yderst åndet i samme øjeblik, som hans blik fandt vej til det skæggede ansigt. Det var ikke meningen, det skulle lyde så usikkert; og det var da overhovedet ikke meningen, at han nær var faldet durk ind i favnen på den respekterede herre, der så venligt havde tilbudt sin assistance. Heldigvis formåede han lige akkurat at genoprette balancen og undgik dermed den kropslige kollision. Dét havde været endnu mere katastrofalt end et gennembanket fjæs.

“Nej, jeg—nej, jeg har det fint.”
Odi stavrede et enkelt skridt bagud og vovede ikke længere at hvile sit blik i Hectors blå. Han følte sig endnu mindre, end da han havde ligget og rodet rundt nede i mudderet for få sekunder siden. Hvad fanden sagde man også lige, når manden, man så inderligt havde forsøgt at undgå de sidste mange år, pludselig stod lige for næsen af én?
“Jeg vidste ikke, De kom her...?”
Din båtnakke, skældte han sig selv ud, men åh, det stoppede ikke dér. Selv ikke den sandtørre fornemmelse i munden kunne holde den næste omgang fulde-pladder inde.
“Jeg—brrbb—havde altså styr på det, bare så duuu–øh, De ved det.” Lige i skabet, Odi. Gad vide hvor det nærmeste latrin var? Det virkede som et ret passende sted at stikke hovedet ned, inden yderligere dumheder rullede af den forræderiske tunge...

[Hector af Bonville]

Hector var tydeligvis ikke den eneste, der havde blikket med sig i det svagt oplyste mørke, som et usikkert "kommandant" kom i mod ham. Ikke at han var så svær at genkende med det lange iltre hår og et skæg der matchede, trods det var pænt klippet. Hunden burde også tale sit eget sprog, der var ikke mange, der havde sådan et bæst ved siden.
Med et fast tag i den andens hånd fik han ham rykket på benene, noget der tydeligt afslørede, hvor dybt i tønden slagteren havde kigget. Stanken af en god brandert kom i mod ham, som manden selv også så ud til at ville, men han fandt dog balancen, før Hector blev nødt til at gribe ham. Så snart Hector var sikker på, at han blev stående, trådte han diskret et skridt længere bagud. Både på grund af dunsten, men også fordi han havde været uheldig før med maveindhold, der pludseligt kom farende ud midt i en samtale.

"Det var godt," brummede han og kastede et blik ned ad gaden for at sikre sig, at de to bøller ikke kom tilbage med forstærkning. Han tvivlede. Han havde følt sig genkendt, da den stående mand havde set ham, og et sværd plejede nok at få de typer til at holde en behørig afstand. Odi fortsatte med at snakke, noget uforståeligt, som sprutten virkede til at have sat sig på tungen, men det overraskede nu ikke Hector, der kunne se den andens mands træk være bløde og hans øjne svømme. Det havde vidst været en våd og festlig aften. Det tænkte den ældre Kommandant nu ikke ilde om, den slags skulle der også være plads til. Havde han ikke lige selv haft en god hovedpine efter at have tømt en af de gode flasker med sin niece for ikke så mange dage siden?
Det første utydelige spørgsmål blev hurtigt efterfulgt af, hvad Hector antog for at være fuldemandssnak. Et smil dukkede op i det pæne skæg.
"Selvfølgelig havde De det. Men mon ikke, at det er på tide, at De vender snuden hjemad?"

Kommandanten lod blikket glide over slagteren og besluttede sig ret hurtigt for, at han ikke kunne lade manden gå hjem alene i den tilstand. Han kunne jo knapt stå på benene. En kort tanke om at lade ham blive siddende, mens Hector fandt en drabant, blev skubbet til side. Det var vidst bedst ikke at slippe ham med øjnene. Med et indvendigt suk konkluderede han, at han måtte finde sig i den skrækkelige stank og så få hevet slagteren hjem i seng.
"Hvordan er det nu, De bor? I Udebyen?" Ja, det var vist i Udebyen. Hectors hjerte sank. Først skulle han slæbe manden helt derud og så skulle han den stik modsatte vej for at komme hjem selv. Hans blik søgte i retning af Falken og Kronen. Måske et værelse? Han trak kort overlæben op i et utilfredst udtryk. Selvom det ikke var Den fede kat, så var det alligevel ikke et sted, han havde lyst til at overlade en fordrukken mand for sig selv. Han sukkede. Arielle ville myrde ham.

"Kom De med mig, Odi Slagter, så finder vi et sted, De kan overnatte til i morgen." Med fortrydelse i hjertet, rakte han ud og greb fat i Odis arm for at støtte ham og føre ham mod Markedskvarteret. Han besluttede sig hurtigt for at trække vejret igennem næsen. Cléa blev også på hans anden side, stadig med kluden i munden.

[Odilon Slagter]

Odi, Odi, Odi, hvad har du nu fået rodet dig ud i? Han kunne allerede klokkeklart høre slagterkonen, Marthes, bebrejdende ord. Blodet, der stadig strømmede fra tuden, kunne måske tørres bort, men dunsten af sur sprut ville hænge ved, uanset om han så kværnede et helt bundt urter, inden han dukkede op ved dørtrinet. Både de beskidte klæder og den vamle ånde emmede af den stærke lugt og fik det til at kradse i næseborene. Nej, sådan kunne han ikke komme væltende – og slet ikke med selveste kommandanten ved sin side!
Tanken om dette var da også grunden til, at Odi rystede afvisende på hovedet, da Hector begyndte at spørge ind til, hvor han havde hjemme. Faktisk så voldsomt at han blev helt svimmel af det.

“Nej—jeg mener, joh, men—kan jeg ikke bare...?”
I sin forfjamskelse glemte Odi fuldstændig hvad, han ville sige. Allerhelst ville han bare dreje om på hælen og marchere i den stikmodsatte retning af Hector, men den sidste, lille rest fornuft, som var tilbage i ham, låste hans ben fast. Det ville aldrig gå – han ville højst nå at tage to skridt for så at ryge lige på snotten. Så derfor blev han lidt modvilligt stående ved kommandantens side og kæmpede heller ikke imod, idet der blev grebet om hans arm.
“Nej, nej-nej-nej, nej, De skal ikke—jeg kan bare sove lige her!” blev der foreslået, og han understregede det yderligere med et dramatisk udsving med sin frie arm.

Lidt forsinket gik det op for slagteren, at hans navn var blevet ytret, og selv i fuldskab kunne han tydeligt fornemme, hvordan varmen skød op i ørerne og efterlod dem rødmende. Flovhedens rædsel var gudskelov kun synlig i de blodsprængte øjne, som omgående blev rettet ned mod jorden foran dem.
Var det her virkeligt, eller var Odi besvimet efter slaget i ansigtet? Han plejede da nok at kunne tage vare på sig selv, men pludselig fandt han sig i denne surrealistiske situation, hvor han altså gik arm i arm med drabantkorpsets øverstbefalende gennem de mørklagte gader. Det var mildest talt lamslående.

“Hvorfor går du så hurtigt?!” udbrød han brat med en lettere irritabel tone i den mørke røst. Han var uendelig langt fra at være dus med Hector, men det gik slet ikke op for ham, at han havde sagt det forkerte – han havde jo alt for travlt med at følge med! Og hvilket syn det måtte være – den døddrukne slagter, der klæbede sig til kommandantens arm, som om jorden ville forsvinde under ham, hvis han gav slip.
“Hvor skal vi overhovedet hen?”
Der blev skævet til begge sider, men det var ret vanskeligt at orientere sig i mørket, når alle bygningerne lignede hinanden. Lige som han skulle til at brokke sig over dette, kom en våd bøvs ham i forkøbet. Føj. Den smag var alt for velkendt. Men alligevel sank han i stedet for at spytte ud.
“...Jeg tror lige, jeg kastede op i min mund...”

[Hector af Bonville]

Det var godt, at Hector var en usædvanlig tålmodig mand. Noget der ofte var brug for, som hans job satte ham i situationer med alle mulige slags folk, fra alle mulige samfundslag, der kunne drive selv den mest stabile mand ud på fornuftens rand. En fuld borgerlig var ikke nær noget, der kunne hyle Hector ud af den, selvom stanken om manden var rigeligt til, at han overvejede alle sine valg i livet.
"Det er ikke en mulighed, jeg kan ikke efterlade Dem her i den tilstand. Kom nu bare med, så finder vi en varm seng i stedet." I Hectors ene gæsteværelse. Det var ikke så ofte, at han havde gæster, der skulle sove i en gæsteseng, men der var redt op og klar til, hvis nogen skulle overnatte.

Det viste sig at være noget af en besværlig hjemtur. Hector var hverken svag eller lille af statur, men manden ved hans side var ustabil og tung at holde oprejst, og snart kunne den ikke helt unge Kommandant mærke sveden samle sig under tøjet, og en enkelt dråbe tog turen fra hans pande og ned langs tindingen for at forsvinde ned i hans skæg. Hvad var det lige, han havde kastet sig ud i? Han skulle have fundet en drabant og ladet ham overtage den fordrukne mand. Han var for gammel til sådan noget her!
Men trods de brokkende tanker, fortsatte han med at slæbe af sted med Odi. Han havde trods alt været tæt på at blive drabant, og det talte noget for Hector. Man kunne godt snakke om, at han havde en ansvarsfølelse for den yngre mand, selvom han aldrig nåede at blive færdig med uddannelsen. Kommandanten følte sig ansvarlig for alle sine drabanter. På godt og ondt.

"Vi kommer næsten ikke nogle steder, Odi, løft nu fødderne. Den ene foran den anden," svarede Hector så tålmodigt han kunne, selvom den irriterede tone i slagterens stemme ikke gik helt ubemærket hen. Han tog sig ikke af, at tiltalen var røget, han ville også hellere være dus.
"Ind i varmen til en seng," svarede han som det næste spørgsmål forlod slagteren. Det var med vilje, at han ikke nævnte, at de var på vej hjem til ham, for han havde en fornemmelse af, at det ville gøre hele turen endnu mere besværlig. Noget i Odis opførsel tidligere fik ham til at tænke, at der var noget i mellem dem, han ikke selv var klar over.
"Jeg tror det er bedre, hvis du spytter det ud," sukkede han, men stadig med en tålmodig tone, som talte han til en femårig.

Efter hvad der føltes som en evighed, men nok nærmere var tyve minutter, kunne han slæbe drukkenbolden op til sin hoveddør. Den var låst, og han orkede ikke at rode rundt efter sin nøgle, så han brugte dørhammeren. Kort efter klikkede låsen og Arielle tittede ud, inden hun overrasket trak døren helt op.
"Herre Bonville?" Sagde hun lidt forskrækket, og trådte til side, som Hector slæbte Odi med ind.
"Lad være med at se sådan på mig. Vi får lige en gæst i det ene gæsteværelse. Jeg skal nok forklare senere," gryntede han en smule forpustet og begyndte så at føre Odi mod trappen.

[Odilon Slagter]

Det var jo i og for sig ret simple instrukser, der blev givet – først den ene fod og så den anden – men af en eller anden uforklarlig grund var det umuligt at gøre andet end at slæbe fødderne afsted. Okay, måske ikke helt så uforklarlig – han var trods alt rimelig pløret. Det ændrede dog ikke på, at det var noget af en udfordring for den godt snalrede slagter at få de uduelige ben til at makke ret. For fanden også altså, hvor havde han lyst til bare at sparke støvlerne af og efterlade dem lige dér i mudderet! De vejede jo et ton hver – mindst.
“Jah-jah-jah, jeg går ssåå-hurtigt, jeg kan!” Og det var sådan set rigtigt nok, i hvert fald lige i dette øjeblik. Hvis han satte farten yderligere op, var han overbevist om, at endnu en fæl omgang mavegrød ville fylde hans mund, og det skulle han sateme ikke nyde noget af. Så måtte kommandanten sgu finde sig i snegletempoet, dét kunne Odi ikke tage sig af.

Heldigvis blev det med tiden lidt nemmere at gå i et raskere tempo – langt fra i en lige streg, men trods alt hurtigere end før. Havde det dog ikke været for Hectors tilstedeværelse, ville Odi have siksakket hele vejen, fra den ene side af gaden til den anden.
Han var heller ikke meget for at indrømme det, men forestillingen om den varme seng var begyndt at virke ret så tiltalende. Var det mon en rigtig seng, eller en stikkende hø-madras som dén han tilbragte størstedelen af sine nætter på? Åh, hvor han håbede på det første... Faktisk var Odi så fordybet i den drømmende tanke, at han overhovedet ikke havde tid til at spekulere over, hvor denne seng befandt sig.

Pludselig blev der gjort holdt. Betød det de endelig var nået frem?
Det var godt nok også på tide, tænkte slagteren, som stod og stirrede ind i døren, indtil den blev åbnet. Hovedet, som inden længe tittede frem, fik ham til at grine lidt. Hvorfor vidste han ikke. Det var alt sammen lidt underligt. Hvad var det her i det hele taget for et sted? Var damen en bordelmutter? Hun lod til at kende Hector, men han var sikkert også en mand, som fik rigeligt på den dumme. Det var i hvert fald en teori, han havde haft i sin tid under uddannelse som drabant. Ingen mand kunne gå rundt og være så glad, hvis ikke for dét. Vent, han troede vel ikke...?

“To separate værelser, tak!” sagde – nej, nok snarere råbte – Odi og overhørte helt kommandanten, som han i øvrigt valgte at give slip på, på vejen ind. Ganske forudsigeligt svigtede balancen ham med det samme, og han endte med kortvarigt at gribe fat i ærmet på den arme husholderske, han nær havde væltet omkuld. Han skyndte sig at snuble videre og fik ved at held fat i Hector igen, før han væltede noget andet.
“Det er—rrhebb—fint! Alt er under kontrol, se?” Selvbedrag var ikke spirituelt strafbart, var det?

Allerede forinden det første skridt var taget op ad trappen, havde Odi nær smækket ansigtet ned i den i stedet for. Men det gik! Det gik!... Det viste sig ikke at være helt så stor en forhindring, som man umiddelbart kunne have frygtet. Han havde så også lænet sig ind mod Hector med al sin kropsvægt – naturligvis ubevidst – og da de nåede toppen af bjerget, tog han ved lære af tidligere erfaring og lod være med at løsne taget i sin skæggede ledsager.
Kvalmen var ikke længere specielt fremtræden, men hans åbenbart mikroskopiske blære bad til gengæld om at blive tømt igen.
“Hvor pisser jeg?”

[Hector af Bonville]

Det var ikke mere end et skridt eller to, Hector kom ind ad døren, inden slagteren valgte at slippe ham og tumle fremad, tydeligvis ikke i stand til at holde sig stående af sig selv. Arielle lagde en hånd for næsen og trådte et skridt væk, som Odi rakte ud og tog fat i hende for at holde balancen. Hun så ikke så skræmt ud, som nogle kvinder ville, egentligt lignede hun mere en, der var klar til at stikke ham en på hovedet. Noget der fik Hector til hurtigt at gå op og gribe fat i manden, der åbenbart troede, at de var kommet på kro.
”Ja, det kan jeg se, hold nu godt ved gelænderet på vej op ad trappen, Odi.”

Det var en lang og hård tur op ad trappen. I det mindste væltede slagteren ikke og slog tænderne ud, så det var da en start. Men Hector havde en fornemmelse af, at han ville få ondt steder, han ikke kunne huske, at man kunne få ondt, dagen efter. En kort tanke om, at han virkeligt burde begynde at gøre lidt mere ud af træningen, gled igennem hans hoved, men forsvandt nu også hurtigt igen. Det skete trods alt ikke ofte, at han skulle slæbe så meget, som han havde gjort i dag.

Hector var heldigvis ikke sart, som Odi meget gerne ville vide, hvor han kunne forurette sin nødtørft.
”… vi er lige kommet ind.” sukkede han træt, men tog ham med ned ad gangen til gæsteværelset. ”Se her. Her er dit værelse for natten.” Han slap lidt forsigtigt den fulde mand og bukkede sig ned for at hive en natpotte ud fra under sengen. ”Og du kan pisse i den her, prøv nu at ramme, jeg tror ikke, at Arielle bliver glad for pis på gulvet.” Hector gav op på at holde en pæn tone, det virkede alligevel lidt omsonst, givet den anden mands fuldskab. Han kastede et blik rundt, men alt var selvfølgelig gjort klar til en gæst. Skodderne var slået for, for at holde på varmen. Rummet havde ikke nogen direkte varmekilde, men skorstenen fra pejsen i stuen gik lige forbi, så der var varmt nok.

En lyd ved døren fik ham til at vende sig, det var Arielle med en spand og en kande.
”Jeg tænkte, at det nok ville blive nødvendigt,” sagde hun en smule spidst, og stillede kanden på et lille bord. Hun tog et krus op af spanden og stillede det ved siden af, inden hun hældte en slat vand fra kanden i spanden og stillede den ved hovedenden af sengen. Hector brummede og kunne ikke lade være med at smile lidt over kvinden, der tydeligvis havde haft fulde mænd mellem hænderne før.

[Odilon Slagter]

Den tiltagende træthed gjorde det på ingen måde nemmere at gå lige, og allerede på turen op ad trappen var det tunge hoved begyndt at hælde mere og mere forover. Så meget, at det ærlig talt var mere held end forstand, at han stadig stod oprejst, da de nåede gangen.
Det var godt, Hector var der. I sin ynkelige tilstand havde Odi både lyst til at takke ham og undskylde og bede om forladelse og skynde sig væk i en fart, alt sammen på én gang. Overvældet som han var, endte han dog med slet ikke at gøre nogen af delene, hvilket nok også var for det bedste; slagteren havde allerede formået at gøre sig så rigeligt til grin. Forhåbentlig var han så fuld, at alt blot ville være en fjern drøm, når han vågnede engang i morgen – selvom det næppe kom til at være tilfældet, for svigtende hukommelse eller ej, så ville han stadig befinde sig i en anden mands hus.

Odi løftede sløvt hovedet ved nævnelsen af værelset, men fik aldrig kigget sig særlig meget omkring i det ellers fine rum. Så snart kommandanten slap sit tag i ham, og han af ren refleks gjorde det samme, væltede han hoved først ned i sengen med et befippet hrrmf.
Det var ti gange mere besværligt, end det burde have været, at komme om på siden, så han kunne sætte sig ordentligt op, men det lykkedes da til sidst. Godt nok på bekostning af at kvalmen vendte stærkt tilbage.
I et flygtigt øjeblik så det ud som om, han var lige på nippet til at kaste op, men heldigvis blev det ikke til mere end et par bøvser. “Du er pisse sød, Hector...” mumlede han, knap forståeligt. Apropos pis.

Odi lod sit blik kravle fra Hectors fødder og hen til dét, som blev fundet frem fra under sengen. Han lænede sig unødvendigt meget forover for at tage natpotten op mellem hænderne, og i lang tid sad den godt stegte slagter blot og gloede ned i den. Der blev utvivlsomt grublet over, hvordan pokker han nogensinde skulle kunne sigte déri uden at ramme ved siden af. Måske hvis han placerede den lige mellem benene...
Og så kom det. Som var han blevet sparket hårdt i mellemgulvet, vendte hele hans mave sig, og selvom det ikke skete i den tiltænkte beholder, røg det dog ikke ned på gulvet. Maven trak sig krampagtigt sammen af flere omgange, og der blev både spyttet og harket ned i den snart fyldte natpotte. Øv, hvor det smagte.

De svømmende, grønbrune øjne søgte umådelig langsomt opad, først op mod kommandantens skæggede ansigt og derefter i retning af hvad der, efter nærmere eftertanke, nok rettere var en husholderske fremfor en bordelmutter. Udtrykket i hans ansigt talte næsten for sig selv, men han fik alligevel skilt læberne ad for at ytre et selvbebrejdende, hæst “undskyld...”
Men ak, det var langt fra ovre endnu. Mithras måtte være løbet tør for nåde, eller også morede solguden sig bare lidt for meget over Odis kvaler. Før han kunne nå at bede om spanden nær fodenden, blev det resterende maveindhold forceret ud, og denne gang var det uundgåeligt, at halvdelen endte på gulvbrædderne – og Hectors fodtøj, hvis ikke han nåede at flytte sig i tide.

[Hector af Bonville]

Arielle nåede også kun lige at efterlade spanden ved sengen, før lyden af en mand, hvis indre organer prøvede at skubbe sig op igennem halsen på ham. Den lidende lyd var tids nok advarsel til, at husholdersken kunne komme længere væk fra sengen, og Hector også trådte et skridt til siden. Til al held havde Odi fået natpotten, for han havde åbenbart ikke haft tid til at række ud og tage spanden.
Stanken var krads, og Hector måtte løfte en arm og dække næsen med ærmet. Fy for, det var lige så hans egen mave gav et lille pip. Arielle rynkede på næsen og så ikke ud til at bløde op af Odis hvalpeagtige udtryk eller hans tavse undskyldning. Hector kunne godt mærke, at det havde vælret en lang dag, hvor han orkede ikke rigtigt at sige eller gøre noget. Men det nåede han heller ikke før Odis mave slog knuder på sig selv igen med en døende lyd.

Den plaskende lyd af det sidste maveindhold, der ramte gulvet, fik kort Hector til at lukke øjnene. Da han åbnede dem igen, kunne han konkludere, at det var gået ud over hans støvler. Ikke slemt, men ved guderne. Hvad var det, han havde valgt at tage med hjem? Han fortrød bitterligt, men det var der ikke så meget at gøre ved. Egentligt havde han mest ondt af Arielle, som han havde slæbt med ind i det.
"Jeg skal nok gøre rent..." forsøgte han sig med, men Arielle afbrød ham.
"Pjat. Det er ikke min første fulderik." Upåvirket greb hun spanden og stillede den ved Odis fødder, inden hun vristede natpotten ud af hans hænder. "Jeg tømmer den her og henter noget at gøre rent med. Hvis du bare sørger for, at han tager det møgbeskidte tøj og støvler af, inden han lægger sig i sengen." Hun sendte ham et blik på vej ud af døren, der meget tydeligt sagde "Dét må du da kunne finde ud af?" Arielle var en af de meget få personer omkring Hector, der vidste, at han var til mænd, det var svært at skjule, når man boede i samme hus. Og det var måske også derfor, at det lige netop var hende, der var hans husholderske, som den næstældste søn i familien hun kom fra, havde kendt Hector på nært hold og anbefalet hende.
Og pist var hun ude af døren og efterlod de to mænd alene.

Hector kunne næsten mærke sine kinder blive varme, og han rømmede sig, inden han vendte sin opmærksomhed mod Odi.
"Man skulle tro, at jeg var en gift mand," mumlede han, inden han sukkede og samlede sig om opgaven foran sig. "Nå, hvis du tror, at du kan holde maven i ro for en tid, skal du af med støvlerne." Noget Hector havde en fornemmelse af ikke ville være en let opgave uden hjælp, så hvis Odi gjorde tegn til, at han ikke skulle ørle mere lige nu, ville Hector hjælpe ham af med støvlerne. Og derefter så meget tøj, Odi var tilpas med at smide.

[Odilon Slagter]

Odi følte sig virkelig ikke mange potter pis værd i dette pinlighedens øjeblik - men der var så heller ikke flere potter at fylde, kunne man sige. Skammen, som der nu engang hørte med til at tømme mavesækken foran et publikum, fik ham til at falde yderligere sammen i ryggen. Han var ganske vist plørefuld, men han var da alligevel så godt opdraget, at skyldfølelsen over at svine andres hjem til på så usmagelig en måde havde sat ind med det samme; og hvad værre var, måtte han ovenikøbet overlade rengøringen til en anden. Han kunne jo knap nok sidde oprejst, for pokker.
Du er dum, dum, dum, skældte slagteren indvendigt på sig selv og forbandede sin mangel på rygrad, når det kom til at afslå et væddemål. Havde han ikke sagt ja – og endda med en stor sjat entusiasme, som en anden jubelidiot – til at drikke om kap, var han aldrig havnet i denne pinefulde situation. Jovist, han havde nok fortjent det. Men ville han lære af det? Næppe.

Der skulle ikke meget tvang til at få natpotten ud af hans greb, og så snart hænderne var frie, blev de opkast-indsmurte håndflader instinktivt tørret af i de brune hørbukser. Der var allerede tis på, så hvad gjorde en ekstra ildelugtende plet eller to? Den grumme dunst af bræk var i rummet uanset, så det var vel ligegyldigt, hvor den kom fra. Desuden herskede der vist ingen tvivl om, at Odi var skyldneren.

Ud forsvandt husholdersken – med hans ækle, hjemmelavede suppe – og et flygtigt blik blev kastet op på Hector. Odi kunne faktisk ikke helt afgøre, om den strikte kvindes fravær hjalp på at gøre stemningen lettere, eller om trykket blot var blevet så stort, at han ikke længere fik blod nok til hjernen. Et kort, fåret grin blev sluppet ud som reaktion på kommandantens mumlende sidebemærkning. Han turde ikke have munden åben længe nok til, at nogen egentlige ord kunne komme ud i frygten for, at hans mave pønsede på at straffe ham en tredje gang. Eller var det fjerde? Åh, hans hoved gjorde helt ondt af al den grublen. Kunne han ikke bare få lov til at sove?

“Det... tror jeg...”
Måske ikke lige det forsikrende svar, Hector havde håbet på, men lige nu var Odi knap nok sikker på, hvad der var højre, og hvad der var venstre. Én ting, han dog ikke var i tvivl om, var, at han bestemt ikke skulle hjælpes ud af tøjet af sin tidligere overordnede! Så uduelig var han alligevel ikke – eller det nægtede han i hvert fald at indrømme, at han var. Derfor rejste han sig op med lynets hast – hvilket var alt, alt for hurtigt for slagterens stakkels, sprutpåvirkede hjerne – idet Hector lagde op til at tage den ene støvle af, og havde nær væltet spanden i farten. Nær! For han undgik lige med nød og næppe ved at dreje klodset rundt om sig selv som en motorisk udfordret ballerina.
“Hah!” blev der stolt udbrudt, snarere henvendt til spanden end Hector, og han fortsatte besværet dansen lidt endnu, da han kastede sig ud i et få hevet de mudrede støvler af. Det var et mirakel, at han ikke faldt på røven.

Efter en del besvær og irriterede prust kom hans fødder endelig fri, og læderbæltet, der sad strammet rundt om livet, røg som det næste. Dernæst fulgte de uhumske bukser, men da det kom til den langærmede, grålige uldtrøje, gik det galt. Det var ligegyldigt, hvordan han vred sig, den gad simpelthen ikke glide af hverken arme eller hoved! Måske det ville have hjulpet at løsne snørerne ved halsen, men så logisk tænkte den hidsige slagter slet ikke.
“Så kom dog af!!” vrissede Odi med tydelig frustration i den dybe stemme; men selv med den voksende irritation, nægtede han stadig at bede om hjælp.

[Hector af Bonville]

Det virkede ikke til, at slagteren var ret sikker på, om han var færdig med at tømme maven, men inden Hector kunne gøre noget for at hjælpe ham, sprang Odi op som en trold af en æske og begyndte at danse rundt om sig selv for at få støvlerne af. Kommandanten var i tvivl om, hvad han skulle gøre, for han havde mest lyst til at være klar til at gribe ham, men samtidigt frygtede han at blive mål for endnu en stråle galde, så han endte i stedet med at træde et skridt tilbage og give plads til den hoppende fulderik, der på en eller anden måde blev på benene. Både støvler og bukser røg til jorden, og kun et par beskidte braies blev på, selvom Hector vurderede, efter et ganske kort blik, at de næsten var mere beskidte end det ydre lag. Hvordan man kunne holde ud at gå i så beskidt tøj ville altid være Hector en gåde. Selvom han ikke helt identificerede sig som den adelige, han var født til at være, fulgte ønsket om renlighed dog med fra hans opvækst. Måske endda lidt mere end hvad de fleste havde brug for.

Slagteren var begyndt at rive i sin trøje for at få den over hovedet, hvilket overraskende nok virkede mere umuligt for ham end at smide bukserne. Det lykkedes Hector at nedtrykke en trang til at gnide sig træt i ansigtet, og i stedet trådte han frem og lagde en hånd på Odis arm.
"Her. Lad mig hjælpe." Om Odi havde lyst til at få hjælp eller ej, så rakte Hector ud og løsnede snøren i halsen af trøjen og derefter hjalp han med at få den over hovedet på ham.
"Sådan. Vil du af med undertrøjen også?" Lige meget, hvad Odi svarede til det, accepterede Hector det, Arielle ville bare uden tvivl mene, at hans undertøj var møgbeskidt også, men Hector ville nu ikke tvinge en mand til at smide tøjet uvilligt, lidt værdighed var manden vel tilladt at beholde. Hvis der var mere tilbage, efterhånden.

"Arielle er tilbage om et øjeblik, måske du skulle kravle under tæpperne." Både fordi han stod i sine underklæder og Arielle trods alt var en dame, men også fordi Hector godt kunne forestille sig hende få det dårligere over hans beskidte underklæder end hans maveindhold. Om Odi nåede det eller ej, stod Arielle allerede i døren med en spand og natpotten, der stadig dryppede af vand efter at være blevet skyllet. Med et dunk blev spanden placeret ved området, der skulle gøres rent, og natpotten stillet ved sengen, inden hun gik over og slog skodderne op så den kolde natteluft væltede ind i rummet. Derefter gik hun straks i gang med at tørre gulvet af med en klud, der havde ligget og svømmet rundt i vandet i spanden. Hector sørgede bare for at komme af vejen, hun var en effektiv kvinde med en spids tunge, og det orkede han ærligt talt ikke at skulle håndtere lige nu. I stedet vendte han sig mod Odi.
"Få sovet rusen ud, Odi, jeg tror du vil have godt af det. Hvis der er noget, sover jeg i værelset nede for enden af gangen." Han sendte ham et venligt smil, der kun lige skjulte trætheden i hans blik.

[Odilon Slagter]

Hjælpe?! Havde det ikke været fordi, Odi var så travlt beskæftiget med at bryde ud af stof-fængslet, ville en panikfyldt protest utvivlsomt have runget ud i gæsteværelset. Kommandanten havde dog heller ikke formuleret tilbuddet som et spørgsmål, så Odis verbale modstand ville næppe have haft den store indvirkning uanset. Han lod det da også ske uden brok, selvom han følte sig ualmindeligt fjollet i den restriktive position, han befandt sig i.
Den omtumlede slagter glemte næsten at trække vejret i dén tid, det tog Hector at få bundet snørerne op. Taknemmeligheden fik måske ikke lov til at skinne hele vejen igennem, men det var med et lettet støn, at han lod sig trække ud af trøjen; og med den langærmede undertrøje godt på vej, lød der et fåret “ja tak”, da han blev spurgt til, om dén også skulle af.

Det var utroligt hvor meget, kropsvarmen kunne stige af at smide klæderne. Et tyndt lag sved kunne lige anes på den behårede overkrop, og han havde lyst til prompte at smide det resterende underklæde, men... Nej, det måtte hellere blive på.
Hectors ord om husholderskens snarlige tilbagekomst fik Odi til at stivne, men kun i et splitsekund, og til trods for det var med en forværret halten - takket være den kaotiske hoppen omkring - nåede han på et hængende hår at søge ind under et dække af tæpper. Han sad unaturlig rankt, da Arielle viste sit ansigt igen, som om han havde gjort noget dybt ulovligt og forsøgte at skjule det. Det lykkedes ikke rigtigt. Men det var vel heller ikke ulovligt at smide tøjet foran sin tidligere kommandant, om end det var blevet gjort på knap så yndefuld en manér.

Jo mere effekten af sprutten aftog, desto mere bizar begyndte den uvante situation at føles. Det havde været underligt lige fra start, men nu da han var bare en anelse klarere i hovedet, var han pludselig ekstra bevidst om det. Jovist, han var stadig ganske beruset, men det var nået et stadie, hvor alting ikke længere snurrede rundt. Tankerne var ikke til at finde rundt i, men det var intet nyt. Gad vide hvad Hector tænkte lige nu?
Kulden, som kom fra det vidtåbne vindue, sendte et gys ned langs arme og ryg og fik den halvnøgne slagter til at knuge det ene tæppe tæt ind til brystkassen. De trætte, blodskudte, men dog opmærksomme øjne skøjtede frem og tilbage mellem den flittige husholderske og kommandanten, der så mindst lige så brugt ud, som Odi følte sig. En snert af panik kunne spottes i hans blik, idet Hector antydede, at de begge burde få noget søvn.

“Nej!” blev der meget bestemt udbrudt. Odi krøb yderligere sammen under tæppet. Tonelejet havde været højere end tiltænkt, men han havde på ingen måde lyst til at sidde alene tilbage med Arielle.
“Jeg... jeg har noget, jeg vil snakke med Dem om.” En sandfærdig løgn. Den korrekte tiltaleform lod til at have fundet vej tilbage, og det var med et bedende udtryk i de grønbrune øjne, at Odi forankrede blikket på den anden mands ansigt. Faktisk skulle han også stadig tisse, men det virkede knap så passende at slynge ud lige nu.
“Alene.”

[Hector af Bonville]

Hector blinkede lidt overrasket, som Odi meget bestemt sagde nej til at sove. På gulvet var der en kort pause i Arielles bevægelse med kluden, iden hun dog fortsatte uden at sige noget. Hector gravede lidt mere tålmodighed frem fra den næsten uendelige dybder og nøjedes med at rynke panden over slagterens reaktion. Inden han kunne nå at bede om en uddybning af, hvorfor i alverden Odi ikke ville sove, kom den fulde mand selv med en. Han ville snakke. Hector holdt et suk tilbage. Hvad i alverden ville den stærkt berusede mand snakke med ham om? Kunne det ikke vente til i morgen, når han var ædru? Spørgsmålet havde måske et rimeligt logisk svar, for hvem havde ikke mere mod, når man var fuld?

"Hvis det kan få dig til at sove bagefter, så kan vi godt snakke." Han kastede et blik ned på Arielle, der smed kluden i spanden og kom på benene. Hun mødte kort hans blik med et neutralt udtryk, inden hun greb Odis tøj og støvler.
"De kan tage spanden med ned, når De er færdig?" Selvom det lød som et spørgsmål, vidste Hector godt, at det ikke var, nok var han herren i huset, men kvinder havde stadig altid ret, så han nikkede bekræftende. Han skulle nok tage spanden med ned. Arielle nikkede og lavede et ansigtsudtryk over stanken fra tøjet, inden hun gik mod døren.
"Husk at lukke vinduet." Og så var hun ude af værelset. Effektiv og strid.

Hector sukkede og tog så en stol, der stod ved et bord, og flyttede den hen til sengen for at sætte sig, en smule foroverbøjet for at hvile albuerne på lårene og hænderne samlet foran sig, mens de blå øjne ud under de buskede mørke øjenbryn betragtede gæsten i sengen.
"Fortæl mig så, hvad du vil snakke med mig om, Odi." Han gik ikke tilbage til den høflige tiltale, det var teknisk set ikke forventet af ham, som Odi var borgerlig. Hector tiltalte dog alle med den pæne tiltale, når det var i forbindelse med arbejde, som det næsten havde været indtil Odi var trådt ind af hans dør.
Det var tydeligt at se, at Odi, selvom han stadig var godt beruset, var lidt mere tilstede end tidligere. Der var mere fokus i hans blik og hans ord blev sagt med tydeligere udtale. Hvad han ville snakke med Hector om, kunne kommandanten kunne gætte på, han vidste ikke, at de skulle have noget at tale om. Men han regnede med, at det nok var en undskyldning for fulderiet og den dertilhørende opførsel, men hvem vidste, hvad der rodede rundt i hovedet på slagteren.

[Odilon Slagter]

Odi nikkede kort men ivrigt til kommandantens krav om, at så var det altså også på tide at få hvilet øjnene bagefter. Dét ville slagteren bestemt ikke modsætte sig, særligt fordi han var selv begyndt at føle sig voldsomt opbrugt. Han frygtede næsten at komme til at blinke for længe ad gangen, skulle søvnens kløer pludselig slå til og trække ham med til drømmeland, før han havde fået stillet sit spørgsmål. Et spørgsmål som han endnu ikke havde fundet på. Det var jo bare en desperat undskyldning for ikke at være alene med den strenge husholderske og på ingen måde gennemtænkt. Odi krummede tæerne mere og mere sammen under tæppet i takt med at angsten for at spilde kommandantens tid voksede sig større.

En snert af fornøjelse indtraf dog, da den flittige husholderske stoppede med at skrubbe gulvbrædderne og rejste sig op. Den døsige slagter overværede tavst den lille udveksling af ord og gensidig nikken imellem de to og kunne ikke lade være med at spænde lidt op i kroppen, da Arielle forsvandt med alt hans tøj. Ville hun vaske det? Det lå der forhåbentlig igen i morgen, før han vågnede... Nu fortrød han næsten, at han ikke havde smidt sine braies sammen med alt det andet.

Odi fulgte Hector med øjnene, da han bar en stol hen til sengen og slog sig ned overfor. Det fik det hele til at virke meget mere alvorligt, og det var svært ikke at vige i blikket ved følelsen af de blå øjne på ham. De kunne gennemskue alt, var han sikker på. Måske han bare burde undskylde, kort og simpelt, men nej, så samarbejdsvillig var den sprutpåvirkede hjerne slet ikke. Så i stedet for et ‘tak for hjælpen’ og en beklagelse for hans upassende opførsel, røg der et længe indebrændt spørgsmål ud:
“Tror De, det var meningen, at jeg ikke skulle blive drabant?” Det var underligt at høre det sagt højt. Det var ikke noget, han nogensinde havde vendt med en anden person før; og selvom han var ganske tilfreds med sit liv, som det så ud i dag, kunne han ikke lade være med at undre sig over, hvordan det ville have været, hvis han havde fortsat ad dét spor. På nær den uheldige hændelse, var den tid, han havde været under uddannelse i korpset, noget han så tilbage på med et smil. Han havde aldrig været blandt de bedste til hverken det teoretiske eller praktiske, men det havde alligevel frembragt en følelse af selvværd. Som om han faktisk kunne sætte nogle betydningsfulde spor i verdenen, selv hvis det bare var i et afgrænset hjørne af Levagny.