Hectors hjem (P)

[Hector af Bonville]

Hector betragtede manden foran sig. Han var ikke, hvad han huskede ham til at være. Jo, han havde da nok lagt mærke til, at han opførte sig som en mand med sine adelige privilegier skubbet så langt op i sin popo, at han ikke kunne bukke sig ned og se verden fra en anden vinkel. Men hans opførsel både forlede og denne aften viste bare Hector, hvor heldig han havde været. At han ikke havde indfundet sig samfundets forventninger og var blevet en bitter mand som Lucrèce virkede til at være blevet.

"Det er ikke din tilstedeværelse, Lucrèce, det er din opførsel. Jeg husker dig ikke værende så højt til hest." Hector brummede, og nikkede så, da den anden man foreslog at afslutte samtalen. Det var nok en god idé. Han brød sig ikke om at være vred, men udtrykket i Lucrèces ansigt og øjne fik det til at summe i hans krop. Han slog let ud med hånden for at vise sin gæst samme vej ud, han var kommet ind.

Gik Lucrèce derud, fulgte Hector efter ham og stillede sig i døren for at betragte ham tage overtøj på.
Og jeg har måske ikke ændret mig, men det har du. Du virker bitter. Det er jeg ked af. Jeg oplevede dig som en mere smilende mand med et lettere hjerte, dengang." Der var en snert af ærgrelse, måske endda noget, man kunne kalde sorg, i hans stemme, som han dæmpet og uden vrede konkluderede det. Samfundsnormerne krævede mange ofre og Lucrèce virkede som en mand, der havde ofret mere end hvad godt var.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece kunne ikke tro sine egne øre. At Hector rent faktisk var uhøflig nok til at smide ham ud på den måde. Det var så bizar en opførelse, at Lucrece var uforberedt på at Hector ville følge op på hans trussel.
"Der kommer heller ikke noget godt ud af denne samtale." Det var ingen tvivl om at Lucrece lagde skylden hos Hector. Der var ikke mere Lucrece ville sige til Hector, selvom der lå mange ord på tungen. l stedet valgte han at gå ud i entreen, som Hector ønskede.
"Du er en egoistisk mand, Hector." Han blev ikke hængende for at høre Hectors svar. Han tog sin jakke og svingende den over skulderen på vej ud af døren.

/gået

[Hector af Bonville]

Selvom Hector ikke ville afslutte samtalen som uvenner, var han heller ikke villig til at gå på kompromis med sig selv, sine følelser og sin værdighed. Det var Lucrèce, der var kommet til hans hjem, ham der havde haft noget på sinde, men så havde besluttet sig for at dømme alt omkring ham. Nok var Hector tålmodig, men hans hjem var hans fristed, han kæmpede nok med adelige og deres ophøjede tanker om dem selv på sit arbejde. Ikke om han gad det hjemme i sin egen stue.
Så det var der, samtalen sluttede, når Lucrèce virkede til at have glemt den ømhed, de engang havde delt. Hector havde svært ved at genkende manden fra dengang i den mand, der nu stod her og rynkede på næsen over Hectors liv.

"Farvel, Lucrèce," svarede han bare til ordene om, at han var en egoistisk mand. På mange punkter kunne han være enig, men ikke denne gang. Han var vred, træt og følte, at han havde været nød til at forsvare sig selv, sin måde at leve på og sin måde at tænke på, selvom samtalen slet ikke havde været så lang.
Så snart Lucrèce var ude af døren, gik han hen og lukkede og låste den. Åh ved Mithras, han havde brug for et glas. Med et mørkt udtryk gik han ind og skænkede sig et glas mere, inden han satte sig i sin stol ved ilden. Cléa kom over og lagde hovedet i hans skød, og sådan brugte han resten af aftenen, stirrende ind i ilden.

// Out