Hectors hjem (P)

[Lucrèce af Vigny]

Det var en mindre hestevogn der stoppede foran Hectors hjem. Den var trukket af en enkelt hest og uden tag, beregnet til at blive brugt i byens bredere gader.
Lucrece steg ud og beordrede kusken til at finde et sted tæt på, hvor de kunne være, til han skulle tilbage til universitet. Der var ingen mulighed for at Lucrece ville gå igennem alle de gader for at nå kommendantens bolig. Og slet ikke så sent om aftenen! Han havde en idé om af håndværkerkvarteret ville flyde med affald og gader i dårlig kvalitet. Og ikke mindst pøblen der ville spilde hans tid.

Han gik op til hoveddøren. Det ved at være aften og han var slet ikke sikker på at Hector var hjemme. For siden det tilfældige møde for et par dage siden, var de gået tilbage til at ignorere hinanden. At finde ud af hvor Hector boede, havde dog været let. Ikke ligesom med ham selv der boede i en af universitets mange ens boliger, der krævede stedsans for at finde rundt i. Hector havde at være hjemme! Han var ikke taget helt her ud, for at blive mødt af et tomt hus.

Hector af Bonville

[Hector af Bonville]

Det havde været en helt almindelig arbejdsdag for Hector, der nu sad i sin gode stol ved ilden. En lidt hård dag måske, som bogen, han havde fundet frem, lå i skødet af ham, og hans hage var faldet ned til brystet, mens hans dybe vejrtrækning var begyndt at minde lidt om en snorken. Hjulpet godt på vej af endnu et godt aftensmåltid, lavet af hans husholderske Arielle, var han faldet i søvn i varmen fra pejsen. Ved siden af stolen lå den store grå ulvehund, der også så ud til at sove. Der var stille i huset, som Perrie slet ikke havde været hjemme efter undervisningen, men var taget med en veninde hjem. Arielle havde også forladt Hector til sig selv, som hun var taget ud i byen for at besøge noget familie.

En banken på døren fik dog hunden til at springe op med en dyb gøen, inden hun rendte ud i gangen for at gø ad hoveddøren. Det gav et forskrækket ryk i Hector, så bogen faldt på gulvet, inden han rettede sig op i stolen og gned en hånd ned over sit ansigt.
”Cléa, stille.” Hans lidt irriterede ordre fik hunden til at stoppe med at gø, men hun slap ikke hoveddøren med blikket. Hector kom med et suk og en rynket pande på benene. Hvem bankede på, på dette tidspunkt af dagen? Sikkert arbejde. Han gik derud og med en håndbevægelse fik han hunden til at blive tilbage.
Til hans overraskelse var det ikke en drabant, der stod derude, men Lucréce. Det var et par dage siden, at han havde mødt ham ved stalden på paladset, et møde der ikke havde været ubetinget behageligt.
”Magus Lucréce? Hvad kan jeg hjælpe dem med?”

[Lucrèce af Vigny]

Så han havde hund. Selvfølgelig havde Hector det. Sådan som den larmede kunne Lucrece være sikker på at Hector ville høre banket på døren, såfremt han var hjemme.
Han ventede utålmodigt på at lyden af hunden blev skiftet ud med en menneskelig rumstering omkring døren og låsen det blev låst op. Det trak op til tordenvejr og med det kom regn. Det var trist at den overdækkede karet, var for klodset til byen.

På trods af omstændighederne kunne han ikke lade vær med at føle en snert af misfornøjelse over Hectors synlige overraskelse over hans tilstedeværelse.
"Intet. Men De kan lade mig komme ind." Ingen han havde talt færdig, havde Lucrece allerede taget de første skridt mod døren, som en ren selvfølge at han ville få sin vilje. Som sædvanlig.

[Hector af Bonville]

For et øjeblik overvejede Hector meget seriøst at lukke døren så meget i og stille sig i vejen, så Lucrèce ikke kunne komme ind. Den ældre kommandant var lige blevet vækket fra en lur, og hvis han skulle være ærlig, gjorde den yngre mands opførsel ham noget knotten. Lucréce havde ikke ville snakke med ham i omkring 16 år, og den korte samtale de havde haft for et par dage siden, havde været arrogant og fornærmende fra magus'ens side. Og nu dette.

Men den knotne tøven varede kun et øjeblik, inden han trådte til siden og lod den yngre mand komme ind. Bag ham kom Cléa med en brummen, hun kunne uden tvivl mærke sin herres utilfredshed, men Hector pegede kort mod stuen.
"Cléa, gå ind og læg dig." Den store hund, der gik de to mænd til hoften, fik kort et usikkert udtryk i ansigtet, inden hun endte med at adlyde og gå ind for at lægge sig på sin plads. Den fremmede mand fik et mistroisk blik med på vejen.
Hector lukkede døren og fulgte efter hunden, uden at tilbyde at tage Lucréces overtøj, det kunne han fint selv hænge på krogen eller smide, hvor han ville. Hector var ikke hans tjener, slet ikke i sit eget hjem.
"Så intet bringer dig ud af universitetet og til markedskvarteret for at banke på min dør?" Han gik direkte hen til et skab, hvor han tog en flaske cognac og to små fine glas ud.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece gik forbi Hector, uden at værdige ham et blik. Til gengæld skævede han en ekstra gang på den store hund. Lige for at være på den sikre side og undlod at kommentere på den, mens han så den forsvinde. Tydeligvis bedre opdraget end Hectors niece.
Han tog jakken af og ventede nogle sekunder på at Hector skulle vise sig som en god vært og tager jakken. Hvorfor var der egentlig ikke en tjener til stede til den slags?
Det kom et næsten lydløst 'hm' fra ham, da Hector ret åbenlyst ikke havde tænkt sig at vise sig fra sin bedste side og Lucrece hægte selv sin jakke op, inden han fulgte efter Hector ind i stuen.
Han gav sig god tid til at se Hectors stue an, mens Hector fandt noget at drikke frem. Blikket gled systematisk over hver eneste møbel og maleri på væggen og over de nips der måtte være og dømte det øjeblikkeligt, alt efter om der faldt i hans smag og om det var værdifuldt.
En god måde ikke at se på Hector på.
"Her bor l jo godt." Kom det som en tør kommentarer fra Lucrece, inden han gik over til Hector for at tage glasset og igen gik tilbage til midt i stuen.
"Jeg ville skam bare se hvordan det gik. Hvordan en i din stilling bor." Han trak let på skuldrene. Det var jo ren nysgerrighed der havde drevet ham herover. Og en frygt for at Hector ville snakke om dem. Også selvom han vidste at frygten var ubegrundet, var han nød til at bekræfte det selv. Han havde for meget at miste. Det samme havde Hector og det var længe siden. Mange år hvor Hector ikke havde sagt noget. Når alt kom til alt var Hector en hæderlig mand, det måtte Lucrece indrømme.

[Hector af Bonville]

Uden at se på Lucrèce, stillede Hector glas og flaske på det store spisebord, inden han hev proppen ud af flasken og hældte dens gyldne indhold op i de to glas. Ud af øjenkrogen kunne han fornemme sin gæst vurdere hans hjem, og han mærkede endnu et stik af irritation. Men han sagde ikke noget, det var ikke første gang, at en adelig havde stået i hans stue og set sådan rundt for at tage en beslutning om, hvordan Hector kunne bedømmes på sin indretning. Det var nok tydeligt, at det var ham selv, der havde indrettet sit hjem, dog var Perries indflydelse blevet tydeligere med årene, men det var klart, at der ikke havde været en hustru ind over. Men Hector kunne lide det, selvom det var både minimalistisk og ”fattigt” i forhold til så mange andre adelshjem. Han havde ikke brug for at omgive sig med dyre pyntegenstande. Han var en praktisk mand, og det bar hans hjem præg af.

”Det gør vi, det er et godt hus, kongen har stillet os til rådighed.” Han lagde et svagt tryk på ”kongen”, som det netop var et hus, paladset gav til kommandanten af drabantkorpset. Den dag Hector blev for gammel til at klare sit arbejde, ville han skulle flytte, men det var der også styr på.
Hector kunne mærke sig selv blive lidt stram i masken, og han førte glasset til læberne for at tømme det i én mundfuld. Han huskede ikke, at Lucrèce havde opført sig sådan for så mange år siden, men meget kunne jo også være sket siden da. Hectors tålmodighed var normalt tæt på uendelig, men han kunne mærke Lucrèce nærme sig kanten meget hurtigt.
”Så du er her for at være nysgerrig og dømme mit hjem? Hvis du har fået tilfredsstillet din nysgerrighed nu, efter 16 års tavshed, tænker jeg, at du kan gå igen.” Det brændte i hans mave, ikke bare på grund af den stærke drik, men også af vrede. Meget kunne han finde sig i, men han ville ikke tales sådan til i sit eget hjem.

[Lucrèce af Vigny]

Hector var helt klart faldet af på den, hvad angik levestandard. At han kunne være sig selv det bekendt, kunne Lucrece ikke forstå. Hector var trods alt adelig, som ham selv, og med det fulgte der visse forventninger! At ens hjem reflekterede hvem man var. Og ikke mindst; ens vigtighed. Det her lignede næsten et pøbelhjem, bare større. Måske Hector manglede en hustru til at sætte skik på huset?
Lucrece kunne mærke stikpillen, den gik ikke ubemærket forbi. At selve Kongen skulle have sørget for Hectors hjem. Det var mere end hvad Lucrece kunne prale af. Godt nok var hans hjem også stillet til rådighed. Men det var af universitet. Så det var noget helt andet!
"Tænk at kongen ikke har bedre ting at tage sig til." Kommentaren var stille og eftertænksom. Så henkastet og ligegyldig som den overhoved kunne blive. Det sidste Lucrece ville, var at vise at det gik ham på.

Han så for første gang på Hector og ignorerede det ekstra glas og den direkte opfordring. Han ignorerede også at Hector igen mente at de var dus. Han smilede stramt. Den skarpe tone der normalt var at finde i hans stemme, var skiftet ud med noget blødere og mere imødekommende. "Vær ikke sådan der. Som De selv siger er det lang tid siden vi sidst så hinanden. Vis mig resten af huset." Og med de ord gik han mod en dør der ledte videre. "Er det i to etager?" Spurgte han tydeligt, uden at vente på Hector. Lucrece havde stået og luret på boligens højde, lige da han var steget ned fra vognen og forsøgt at vurdere, hvor meget af pladsen der tilhørte Hector. Så lige den del var han oprigtig interesseret i.

[Hector af Bonville]

Havde Perrie været til stede, ville hun have genkendt det blik, Hector sendte Lucrèce, et blik der advarede om, at nu var man ved at overskride en grænse, man ikke kunne komme tilbage fra. Hector anså kongen som en ven, selvom deres forhold var blevet noget distanceret efter skandalen med Perrie og Perries mor, og han fandt sig ikke i, at andre omtalte landets leder med onde tunger. Men han sagde ikke noget, han spændte bare op i kæben og så med det gennemborende blik på sin ubudne gæst, der ikke formåede at opføre sig som en gæst burde. Ved ilden lå Cléa og holdt skarpt øje med den fremmede mand, som hun tydeligt kunne mærke sin herres utilfredshed.

Lucrèce ignorerede buddet om at forlade Hectors hus, hvilket bare føjede endnu mere irritation til den voksende knude i Hectors mave, især da den yngre mand ligefrem krævede at blive vist rundt. Hvad ville han se? Hans udtryk havde allerede fortalt Hector, at han ikke fandt kommandantboligen meget værd.
Magusen gik over mod en anden dør, og Hector blev stående ved bordet, mens han forsøgte at stoppe sig selv i at gribe Lucrèce i nakken og kyle ham ud af døren. Sådan opførte man sig ikke, og han kunne sagtens forestille sig magusen sprede ordet på paladset. De fleste ville nok kunne forstå Hector, men det ville stadig være forkert af ham.
"Ja, der er to etager. Der er bare værelser ovenpå, huset er ikke voldsomt stort." Han lagde armene over kors og lænede hoften mod det tunge bord. "Jeg er ikke sikker på, at min husholderske vil være voldsomt interesseret i, at du går ud og roder i hendes køkken." Den dør Lucrèce var på vej igennem ledte ud i tjenestefløjen, hvor køkkenet befandt sig med et vaskerum og tre værelser til tjenestestaben, hvoraf kun det ene var i brug til Arielle, hans husholderske og eneste ansatte. Trappen op til havde været ude i gangen, hvor Lucrèce var kommet ind, men han havde nok været for optaget af hunden til at lægge mærke til den.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece stoppede næsten med et ryk, da Hector afslørede hvor han var på vej hen. Han var lige så lidt interesseret i at sætte sine ben i tjenestefløjen, som husholdersken ville være i at han var der.
"Det må man jo respektere." Bare fordi huset så velplejet og rent ud, var det jo ikke til at sige hvordan det tjenende folk levede, der hvor de selv havde indflydelse og Lucrece skulle ikke risikerer at blandes ind i pøbeles lave standard.

Hvis ovenpå bare var værelser og han var uheldig nok til at gå mod køkkenet i sit første valg, valgte han at droppe ideen med en guidet tur. Og Hector virkede heller ikke til at være villig til at føje Lucreces ønsker. Hvilken skuffelse.
"Det lader da til at være en vis størrelse." Så måtte Lucrece jo komme til Hector. Han snurrede omkring og gik over til Hector. "Vi kan vel også tage en drik i stuen og snakke om gamle dage." Det gik op for ham hvad han havde sagt og ikke mindst hvordan det kunne opfattes. Et halvt sekund overvejede han at takke for i aften. "Hvad der er sket siden sidst." forsøgte han at redde den i land. Nu var det hans tur til at tømme halvdelen med en svag grimasse om munden. Det var sjældent han drak og det var mest den skarpe smag og lugten der holde ham væk.

[Hector af Bonville]

Havde Hector været en anden, mindre mand, havde han nok moret sig over Lucrèces reaktion på, at han var på vej mod tjenestefløjen. Men egentligt var Hector bare træt. Det havde været en lang dag, og nu dette. Han lagde en hånd på det tunge bord og hvilede sig en smule på armen, mens hans gæst vendte om og kom tilbage til bordet.
"Det er rigeligt stort til Perrie og jeg." Det var sandt. Stuen de stod i var stor. Havde den været indrettet anderledes, havde der været plads til en større mængde gæster, men det var der ikke behov for. Hector holdt ikke fester og havde sjældent mange på besøg ad gangen. Der var fem værelser ovenpå, hvoraf kun de to var i brug. Det var ikke et hjem lavet til en lensherre, men en adelig uden land. Og det var også fint passende til en som Hector.

Da Lucrèce så frimodigt sagde, at han ville snakke om gamle dage, hævede Hector det ene øjenbryn. Her havde manden ikke ville vedkende sig hans eksistens i 16 år, og så var det, han ville? Rettelsen var halvhjertet, og Hector brummede, inden han lidt spekulativt betragtede den yngre mand lidt. En hånd blev ført op for at glide sig over det pænt klippede skæg, inden han slog ud med samme hånd.
"Lucrèce, jeg er ikke en mand, der bryder sig om at gå som katten om den varme grød. Det har været en lang dag, og det morer mig ikke, at have dig i min stue. Enten kommer du til sagen eller også vil jeg bede dig gå. Der er gået 16 år med din stilhed, og din opførsel i dag og forleden har ærligt talt ikke gjort noget positivt for vores relation. Enten fortæller du, hvad du vil mig, eller også foretrækker jeg næsten, at du går tilbage til at lade som om, jeg ikke eksisterer, og vi ikke havde, hvad vi havde, så mange år tilbage." Han så ind i hans øjne uden smil, men mere træt end uvenlig. Der var ikke noget vredt i hans stemme, men han mente det, han sagde.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece satte glasset tilbage på bordet, stadig med den sidste del i sig. Havde pludselig ikke lyst til mere. Så Hector var ikke vant til det... Lucrece var heller ikke vant til at blive talt sådan til! Og kun hans opdragelse og høje krav til sig forhindrede ham i at reagere uhensigtsmæssigt på Hectors hårde ord. Det blik han mødte Hector med var koldt og afmålt.
Ifølge Lucrece havde han intet gjort forkert. Hvad der var sket for 16 år siden var en fejl og burde aldrig nævnes. At bryde kontakten var det eneste rigtige at gøre. Det kunne ikke havde ansvar at Hector tog det ilde op! Episoden i stalden... Måske havde han ladet sin frustration gå ud over Hector. Men igen, ikke hans fejl.
"Det overraskende mig at det var dig der stod der. Du virkede... meget venskabelig med staldmesteren." Trist for Hector gemte Lucrece sin evne til at tale direkte ud af posen, til arbejdet. Til når han kunne hundse rundt med folk. Hvor meget han end ville, kunne han ikke hundse rundt med Hector. Han fæstede bliver på et maleri bag Hector og overvejede om han bare skulle gå. Samtalen virkede ubehagelig og han yndede ikke ubehagelige ting.
"Det fik mig til at tænke." Han gav sig god tid. Følte sig ude på tynd is, hvilket normalt ville få ham til at opføre sig endnu mere som den adel Hector afskyede.
"Om du stadig omgås den type du omgik dengang..." Og det ville han slet ikke vide! "Og om det ville kunne spores tilbage til... for 16 år siden."
Han så først på Hector nu og blev mere selvsikker. Denne del var han på hjemmebane i.
"Og lad være med at sige at det er længe siden. Min gave er synet, så jeg om nogen ved at tid ikke tæller og at alle tråde mødes."

[Hector af Bonville]

Det så ud til, at Hectors direkte måde at påtale den anden mands opførsel førte negative følelser med sig, men samtidigt virkede det også til at virke. Nu kunne han måske få svar på, hvad Lucrèce ville ham, i stedet for at han blev ved med at fornærme ham i hans eget hjem. Han lyttede omhyggeligt til, hvad der blev sagt. Meget venskabelig med staldmesteren? En rynke dukkede op i Hectors pande, men han sagde ikke noget, lod magusen tale færdig.

Da de sidste ord havde forladt hans gæst, stod Hector tavs et øjeblik, mens han gennemtænkte det sagte og overvejede sit svar.
”Staldmesteren er en gammel ven. Men han er ikke den slags ven,” sagde han så en smule brysk. ”Og hvis du spørger, om jeg stadig inviterer mænd med i min seng, er svaret ja. Jeg har ikke ændret lyster siden dengang.” Hans faste blik borede sig ind i Lucrèces, som han åbent indrømmede sine lyster, der kunne få ham i store problemer, hvis verden fik det at vide.

Han skubbede sig ud fra bordet og gik over for at stille sig tæt foran Lucrèce, så han bedre kunne se ham i øjnene.
”Og du kan pakke dine bekymringer væk. Jeg afslører aldrig hvem, der har delt mine lyster med mig. Det er en hemmelighed, der går i graven med mig.” Det blev sagt med en fasthed, man ikke kunne komme udenom. Han havde aldrig afsløret én eneste af sine sengepartnere, heller ikke for andre sengepartnere. De blå øjne udfordrede Lucrèce til at påstå, at han løj.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece kunne ikke andet end at være afventende og håbe på at Hector ville give ham et svar på noget der ikke vedkom ham. Og når det kom til stykket ville han slet ikke vide det. Det var Hectors privatliv og ikke mindst Hectors hemmelighed, som han nu krævede at vide.
"Det er upassende af mig at spørge." indrømmede Lucrece, uden at virke til at skamme sig, ud over en vis ubehag over emnet eller komme med en yderligere undskyldning.
Han trådte et skridt tilbage. Samtalen var for intim og grænseoverskridende, til at han også kunne håndtere at have Hector så tæt på sin person. Han fastholdte dog blikket, selvom det krævede viljestyrke ikke at kigge væk.

Lucrece havde overvejet at bruge sin gave på Hector. Det ville have gjort det så meget nemmere selv at finde svaret. Men den Hector han kendte dengang, og den Hector der i aften stod foran ham, var en troværdig mand, hvis ord man kunne stole på. At bruge sin gave på Hector ville være en ren fornærmelse overfor kommentaren. Og reflektere negativt tilbage på ham selv, at han kunne betvivle sådan en person.

Lucrece følte ikke for at grave mere i emnet, men samtidig var han ikke helt tilfreds med svaret. Det var måske magusen i ham, men selvom Hector ville holde tæt, kunne magi bruges til at frembringe svar. Hvis kommendanten ikke var forsigtig, kunne meget komme frem i lyset. Han brød øjenkontakten og fandt et andet sted at fiksere sit blik på.
"Jeg antager du er diskret?" Igen kendte han svaret. Selvfølgelig var Hector det! Manden var ikke idiot og det var det ikke Lucreces plads at prædike for Hector, hvordan man skjulte en livsstil, som Hector tydeligvis have mere styr på end Lucrece selv. Han så igen på Hector.

[Hector af Bonville]

Hector kunne ikke andet end at være enig med Lucrèce, da han sagde, at det var upassende at spørge. Dét var det. Men nu havde han fået sit svar, om han kunne lide det eller ej. Hector havde ikke noget i mod at være direkte, hvilket de fleste omkring ham var klar over.
"Det var det," brummede han, men lod det blive ved det. Det gik ikke hans næse forbi, at Lucrèce bakkede væk fra ham, men Hector blev stående med blikket fastlåst i hans.

Hector kunne ikke lade være med at sukke af svag frustration, da Lucrèce spurgte, om han var diskret. Var den her samtale ikke mange år for sent på den? Hvis han ikke havde været diskret, ville magusen allerede havde fået svar på det spørgsmål, som nyheden om kommandantens seksuelle udskejelser ville have spredt sig som en løbeild i blandt både de adelige og de borgerlige.
"Selvfølgelig er jeg diskret. Havde jeg ikke været sikker på, at huset er tomt, havde vi slet ikke haft denne samtale," sagde han så med en svag irriteret tone og slog ud med armen for at understrege, at der kun var dem.

"Så diskret en ugift midaldrende mand med en adopteret pige i huset kan være. Jeg har ikke en hustru at gemme mig bag." Han vidste, at det var upassende og forkert, i det øjeblik, han sagde det, og han endte med at gnide sig i panden med en hånd. Hans gæst havde virkeligt skubbet til hans tålmodighed, mere end hvad normalt kunne lade sig gøre. Måske var han bare for træt til det her.
"Undskyld. Det var forkert sagt af mig." Han sukkede og lod hånden falde for at se på Lucrèce igen. "Hvorfor stiller du disse spørgsmål efter så mange år, Lucrèce? Jeg regner ikke med, at du er kommet på besøg for at fornærme mig på den måde uden grund, efter så mange års tavshed." Måske det ikke havde været hensigten fra magusen, men Hector følte, at han havde fået smidt den ene fornærmelse i hovedet efter den anden, og han var efterhånden ved at nå et punkt, hvor han bare ville have manden til at gå.

[Lucrèce af Vigny]

Det trak i Lucreces ene mundvig. Alt hvad Lucrece havde gjort var at leve op til de forventninger der var blevet stillet. Selv med den øjeblikkelige undskyldning, var kommentaren hverken tilgivet eller glemt. Hector forstod det ikke. Og Lucrece skyldte ham ikke et svar. Det ville være nemt at slynge tilbage at Hector gemte sig bag den skandale der var hans nieces eksistens, men modsat Hector ville Lucrece ikke nedlade sig til sådan kommentarer.
Denne gang var det hans tur til monotont og udtryktsløst at sige de ord der lige var blevet sagt:
"Det var det." Det hårde blik var på ny at se i hans ansigt. Hvor det før havde været på grund af hvad han ville sige, var det denne gang Hectors ord der var uværdige.

Det lød ikke for ham som at Hector var forsigtig. I hans øre lød det som om at Hector var ét dårligt valg fra at røbe sig selv. Alt hvad der behøvede var én forkert kommentar, til én forkert person og hvis Hector virkelig havde gjort det i alle de år... Hvor længe kunne han blive ved med at være heldig? Enlig mand med kun en niece i husstanden, det endda en uægte en af slagsen. Hector havde selv besvaret Lucreces bekymring. Hector gjorde klogt i at finde sig en kone eller vokse fra sin tilbøjelighed.
"Havde jeg vidst at du ikke havde ændret dig, var jeg kommet før. Ville det have været bedre? Det var ikke meningen at jeg ville fornærme dig med min blotte tilstedeværelse." Der var ingen varme at spore i stemmen, kun ren afvisning.
"Vi kan godt afslutte samtalen, så jeg kan komme hjem." Og Hector kunne... Hvad han nu end spildte sin tid på.