Gode ting mistet

[Hector af Bonville]

Til: Hugon Kammertjener
Sted: På paladset på gangen ved rådsalen
Tid: Formiddag
Vejr: Overskyet, koldt, blæsende og med regn

Det var ikke ligefrem en dag, hvor man havde lyst til at forlade sengens varme omfavnelse, men bare fordi det regnede lidt og vinden fik dråberne til at føles som pile mod ansigtet, betød det ikke, at der ikke var ting, der skulle gøres. Ansvar. Opgaver. Første opgave havde været at tage en diskussion med Perrie om et eller andet, Hector ikke helt var sikker på, om var noget ungkvinderelateret eller om det var et resultat af hans opdragelse, men han havde da sat sin vilje igennem. Aldrig en god måde at starte dagen på, og som han gik ned af gangen på paladset, var det dét hans tanker drejede sig om, og ikke det møde med kongen, han lige havde været til. Det havde været ren formalitet og var hurtigt overstået.

Det skæggede ansigt var en smule sammenkrøllet i tanker, mens han bevægede sig ned mod udgangen, hvor han skulle ud i regnen igen og tilbage til drabanternes hovedkvarter, hvor Cléa ventede sammen med nogle opgaver, kaptajnerne havde sendt videre til ham. Rapporterne havde han læst, inden han tog op på paladset. Intet spændende at berette.
Hector lagde ikke rigtigt mærke til sine omgivelser, og de folk, der kom i vejen, gik pænt udenom den fraværende Kommandant. Forbandede pigebarn, hun gjorde det heller ikke let for ham.

[Hugon Kammertjener]

Hugon var på paladset fordi Theuderic af Sangy havde et ærinde og hvor han gik, var sædvanligvis hans kammertjener. Han var dog lige i øjeblikket på vej på et ærinde, da han på en tom gang var nær ved at blive væltet omkuld af en hektisk kommandant.

"Bonville?" Han blinkede og søgte fodfæstet.

[Hector af Bonville]

Hectors hastige skridt ned igennem gangen blev afbrudt, som han stødte ind i nogen, der åbenbart ikke havde set ham komme travende. Af ren instinktiv reaktion, greb Hector fast i den andens arm for at støtte dem. Det ville være en dejlig skandale at vælte en ældre rådmand omkring så de brækkede arme og ben.
Stemmen var dog bekendt, og Hector blev nærværende nok til at registrere, hvem han havde været ved at skubbe omkuld. De tænksomme rynker forsvandt med det samme og blev erstattet af et varmt smil.

”Hugon! Min ven. Jeg så dig ikke lige.” Faktisk var Hector lidt i tvivl om, hvor han var henne, men et hurtigt blik rundt gjorde det klart, at han var nær Rådsalen. Og at de var alene, men det ændrede nu ikke så meget. Væggene kunne sagtens have ører sådan et sted. Men han kunne ikke skjule sin glæde ved at støde på Hugon, som han havde tilbragt mange dejlige private stunder med. Det var slut nu, men der var ingen negative følelser over det fra Hectors side. Han var bare glad for at se sin ven.

[Hugon Kammertjener]

Der var heldigvis intet fordækt over at en adelig tiltalte en borgerlig tjener ved fornavn og Hugon kunne nøjes med, da han var oprejst og rank igen, at bukke let for Kommandanten, af hensyn til hvis nogen andre kom forbi. Samme hensyn bød ham ikke at bruge Hectors fornavn, som de havde gjort, når det blot var de to.

"Alt tilgivet, Kommandant Bonville. Der skete intet," forsikrede han og børstede blot sit tøj let. "De ser distraheret ud. Kan jeg gøre noget for Dem...?"

[Hector af Bonville]

Hector slap den anden mand, da han så ud til at være stabil igen og trådte et ganske lille skridt tilbage, så de ikke stod så tæt. Hector kendte sig selv nok til, at det var bedre med lidt afstand. Hugon havde da en plads i hans hjerte, selvom der intet romantisk havde været over deres bekendtskab. Det var der aldrig over de fysiske bekendtskaber Hector havde med folk, men derfor knyttede han sig stadig til dem, han havde mere faste forhold med.
"Det var godt," svarede han og rettede kort på sin jakke, der nu sad som den skulle.

Spørgsmålet mindede Hector om sine ungpigeproblemer, hvilket fik ham til at sukke træt.
"Ikke medmindre du er blevet gjort klog på ungpiger og deres opførsel, siden vi sidst ... havde en samtale." Hector rømmede sig og smilede så lidt skævt. "Perrie er noget af en mundfuld til tider," indrømmede han så.

[Hugon Kammertjener]

Hugon strøg også fingrene nyfigent over sin uniform. Sangys farver skulle ikke smudses til. Han rankede sig og hævede et enkelt, slankt bryn over Kommandantens indrømmelse.

"Unge piger er ikke just mit ekspertise-område," konstaterede han en kende tørt med et sigende blik. "Men som jeg har forstået, trods alt, er det meningen at de skal være en mundfuld for deres forældre."

[Hector af Bonville]

Hector kunne ikke lade være med at le dæmpet over Hugons tørre tone. Latteren løb dog hurtigt ud i noget, der kunne minde om endnu et suk, som han accepterede, at Hugon heller ikke havde noget svar på Perries opførsel.
"Ja, det skal de nok. Det er bare ikke noget, man kan forberede sig på." Han burde nok ikke stå og brokke sig over Perrie, men han regnede ikke med, at Hugon tog det med videre ud i verden.

Hans blik gled ned over den altid pænt klædte kammertjener, hvilket fik ham til sukke indvendigt. Nå ja, det var ikke alle gode ting, man kunne holde fast på.
"Går det godt?" Et spørgsmål, der måske kunne afsløre, at de havde tilbragt mere tid sammen, end hvad der kunne forventes af en gammel ridder og en andens kammertjener, men stadig uskyldigt nok til at han kunne stille det. Desuden vidste alle, at Hector var lidt sær, når det kom til rang og sociale interaktioner, nok var han adelig af blod, men han var mere jovial end de fleste.

[Hugon Kammertjener]

Hugon nikkede let, høfligt nok. Han havde altid brudt sig godt om Kommandanten med let til latter og nem at tale med. I sidste ende kunne de have været venner, hvis ikke de var af så forskellig rang og samfundsposition. Som det var, havde de fundet hinanden i sengen, men Hugon ville have mere end en kammerat blandt lagnerne og det var ikke det, som Hector tilbød.

"Slag i slag. Theuderic af Sangy har endnu ingen hustru fundet, så vi bliver her nok en god stund længere."

Han smilede lidt. "Hvordan står det til i Kommandantboligen, Herre?"

[Hector af Bonville]

Hector kom med et lille brum af morskab, da Hugon fortalte om den manglende hustru.
”Der er også mange unge kvinder at skulle hilse på,” svarede han diplomatisk. Politikken bag det med at finde et giftemål, var han meget glad for at være sluppet for. Og han var glad for, at Perrie ikke var den, der ønskede, at han drog ud og fandt en ægtemand til hende. Hun var meget fastsat på slet ikke at skulle giftes, og ellers regnede Hector med, at hun en dag selv kom slæbende hjem med en, han nok absolut ikke havde et eneste ord havde at sige om i forhold til, om den unge herre var den rigtige eller ej. Det måtte han tage til den tid, hun var ikke så gammel endnu, at han bekymrede sig så meget om den del af det.

Hugons spørgsmål fik Hector til at gnubbe sig lidt på maven med en flad hånd, som om bare tanken gav ham ondt dernede.
”Perrie ønsker at flytte hjemmefra, det er åbenbart sjovere at bo i nærheden af alle vennerne i stedet for hjemme ved sin gamle onkel.” Det kunne Hector som sådan godt følge hende i, men han mente nu ikke, at hun var gammel nok. Måske han bare havde svært ved at give slip.
”Cléa har fået en sjov idé med at sove under min seng, og Arielle er begyndt at prikke til min mave og påstå, at jeg spiser for meget. Man skulle tro, jeg var gift,” beklagede han sig, dog ikke specielt dybtfølt. Han elskede alle sine kvinder, selvom de drev ham til vanvid.

[Hugon Kammertjener]

Hugon fnøs en enkelt gang lavmælt af kommandantens store problemer. Han var generelt en ret velsignet mand og var vist også udmærket klar over det. Blikket han sendte ham var da heller ikke ligefrem fyldt af medlidenhed. Han hævede tværtimod et bryn let.

"Så alt i alt går det ganske godt," tillod han sig da også at konkludere med et lille, sigende smil. "Det glæder mig at høre." Han nikkede let. Der var nok grænser for hvor længe de kunne stå på gangen og tale, men der var ingen andre i nærheden, så grænsen var ikke helt nået endnu.

[Hector af Bonville]

Kammertjenerens udtryk og svar fik Hector til at bryde ud i latter. Ja, han havde det let. Der var hårde perioder, men generelt havde han været ret heldig med sit liv. Og det vidste han udmærket godt. Lige nu var der intet alvorligt at brokke sig over, ud over Perries nykker, men mon ikke, at det var sådan at have unge kvinder i huset. Det slog ham, at han nok burde finde en, med kendskab til den slags problemer, han kunne lufte dem med. Arielle vidste mere om unge mænd, så måske en med døtre. Nå, det måtte han se på senere.

"Ja, det gør det. Selvom jeg har mistet en god ting." Det var sagt så varmt det kunne, uden at nogen udefra kunne forstå hentydningen. Han sendte Hugon et lille smil, og intet i hans udstråling havde nogen form for negativitet over sig. Men noget godt, det havde han mistet. Der var ingen hårde følelser mod Hugon, han forstod ham godt. Hector kunne bare ikke tilbyde ham det, han havde brug for.

[Hugon Kammertjener]

Hugon blinkede en enkelt gang over hentydningen og rankede sig meget bevidst helt. Han kastede et blik over skulderen, før han rømmede sig en smule.

"Man kan ikke for alvor miste noget man kun havde til låns," pointerede han alvorligt, omend ikke hverken vredt eller såret. Der var meget klare linjer. Han var en romantiker og det var adelsmanden ikke.

[Hector af Bonville]

Med et lidt tænksomt blik, betragtede han manden foran sig, da han påstod, at man ikke kunne miste noget, man kun havde til låns. Hector var ikke enig. Han havde uden tvivl mistet noget. Men han havde også være forberedt, for det var sådan, tingene skulle være. Han havde ikke noget behov for romantik, det komplicerede bare ting, så ville han hellere have den frihed, han havde nu. Til at opsøge de senge, han havde lyst til, når han havde lyst til det. Men de havde begge været klar over deres forskellige syn på det, inden de gik ind til det. Og de havde da haft det godt.

"Jeg håber ikke, at et venskab er til låns." Der var stadig ikke nogen i gangen og ude af stand til at lade være, rakte Hector ud og rørte kort ved Hugons hånd med fingrene. Bare kort. "Men jeg håber, du får noget ud af dit besøg her i Levagny, mens Theoderic er på jagt efter en kommende hustru." Hans blå øjne betragtede Hugons.

[Hugon Kammertjener]

Hugon sitrede svagt ved den så sjældne nærkontakt. Han var ikke lige så priviligeret som kommandanten med eget hjem og frihed. Han levede under Sangys tag og selv det var en heldig situation. Lyse øjne låste sig og han trak kun langsomt hånden til sig.

"Mit er ikke," forsikrede han dæmpet. Så sitrede hans mundvige svagt. Han var fristet til at sige at han ikke var sikker på at Theuderic af Sangy ledte særlig ivrigt, men han havde ikke for vane at udlevere sin herre.

"Tak. Det er jeg sikker på." Tidligere havde det været Hector han ville have opsøgt, men det var ikke længere nok for ham.

[Hector af Bonville]

Hector kunne ikke andet end at smile varmt, som Hugon bekræftede, at deres venskab ikke var slut. Godt. Det glædede den ældre kommandant, der ville have begrædt andet.
”Det er jeg glad for at høre,” svarede han dæmpet, inden han stak tommelfingrene i sit sværdbælte for at holde hænderne for sig selv. Minderne om Hugons bløde hud lå lige under overfladen og Hector måtte trække sig selv tilbage til nuet.

”Det var godt.” Han ville sige noget mere, men lyden af trin stoppede ham. I den ene ende af gangen dukkede en af slottets tjenere op, og Hector vidste, at deres lille øjeblik var ovre. Han rømmede sig og sendte Hugon et sidste smil.
”Godt at se dig igen.” Det lange hår flyttede på sig, som han nikkede til kammertjeneren og langsomt begav sig videre ned af gangen, tilbage mod virkelighedens problemer og nætter uden Hugon ved sin side.

Afsluttet?