Staldene

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece havde taget to heste med til Levagny, hvor den ene stod opstillet i paladset. Han så den næsten aldrig og lod staldens ansatte om at passe, pleje og motionere den. Det var absolut mest for syns skyld at den var der. Bortset fra at i dag var den væk.
Han stod og kiggede ind i den tomme bås og kunne mærke hvordan irritationen langsomt voksende. Når han endelig skulle bruge dyret, kunne de ikke engang sørge for at have den klar til ham!

Han gik på jagt efter staldmesteren, for at fortælle staldmesteren en ting eller to omkring omkring hvad Lucrece fandt sig i og især hvad han ikke havde sig i.
Staldmesteren var en bredskuldret mand der havde rygte for at være god til at give lussinger. Ikke at det på nogen måde afskrækkende Lucrece, der var overbevist om at hans titel altid beskyttede ham.

Hector af Bonville

[Hector af Bonville]

Atter en gang havde Hector haft et ærinde på paladset, denne gang skulle han have fat i en adelig, der havde haft indbrud, og hvor Hector havde nyt i sagen. Baronen havde dog ikke været hjemme, så Hector var blevet sendt til paladset for at finde ham. Han havde takket Hector for det gode arbejde og lovet ham en god flaske vin som et tegn på sin taknemmelighed. Hvilket Hector ikke sagde nej til, men siden det var hans drabanter, der havde gjort det meste af arbejdet, ville han forære flasken til dem, men det sagde han nu ikke højt. Baronen ville være nærig nok til at købe noget billigere, vidste han det.

På vej hen over slotspladsen stødte han på staldmesteren, der havde været staldmester lige så længe som Hector havde været ridder, og det var med smil og varme ord de to mænd hilste på hinanden. Staldmesteren var en stor robust mand, med lidt af et temperament. Han kunne få de mest genstridige heste til at blive bløde som smør uden at hæve stemmen, men når det kom til ejerne, ja, så skulle man træde varsomt. Hector havde aldrig haft problemer med ham, faktisk havde han fået en masse gode råd til sin træning med sine hunde.

Samtalen startede også ud omkring Cléa, Hectors ulvehund, men bevægede sig hurtigt videre til staldmesterens arbejde.
"Måske det bare er mig, men jeg synes herskaberne er blevet værre de sidste år. Jo yngre de er, jo mere har de at brokke sig over," brummede den store mand, hvilket fik Hector til at le.
"Jeg tror bare, at det er os, der er ved at være blevet gamle. Gamle og gnavne. Jeg synes også, at Perries venner opfører sig meget anderledes end hvad vi gjorde, da jeg var på den alder."
"Det kan godt være," svarede staldmesteren med et skeptisk udtryk.
"Men fortæl mig, du havde fået en ny stalddreng, sidst vi snakkede sammen, hvordan går det med ham?"
Samtalen fortsatte ude i vinterkulden på slotspladsen, hvor vinden pustede lidt omkring dem, kastet rundt mellem murene.

[Lucrèce af Vigny]

Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Ikke langt væk stod staldmesteren og hyggesnakkede med en anden?! Under al kritik. Simpelthen en ren hån.
"Staldmester!" Hans stemme var hævet og krævende, allerede inden han var der henne.
"Jeg kræver min hest bliver bragt frem med det samme!" Med en attitude som en der var vant til at blive føjet øjeblikkelig kom han over med dem, kold omkring at han brød ind i en igangværende samtale.

[Hector af Bonville]

Hector blev afbrudt midt i en sætning, da en bekendt skikkelse dukkede op ved siden af de to konverserende mænd. Både han og staldmesteren drejede hovedet for at se på misæderen, der viste sig at være Lucrèce af Vigny. En mand Hector en gang havde haft et lidt mere intimt forhold til, inden Lucrèce var blevet gift og ikke havde sagt et ord til Hector siden. Hector tog det ikke så tungt, det var ikke første gang, at et bekendtskab måtte indrette sig efter samfundet. Eller skammede sig over sine eskapader. Han havde dog aldrig oplevet nogen lade som om, at han ikke eksisterede, så effektivt som Lucréce. Det samme skete nu, som det virkede til, at Hector slet ikke var til stede. Så han tav og fulgte med i samtalen i stedet.

Staldmesteren lod blikket glide over den afbrydende adelige, som var han en af tiggerne fra slummen. Nok var han ikke andet end en borgerlig, der havde evner med heste, men han havde passet heste på paladset siden han var dreng, og han fandt sig ikke i at blive behandlet som et tyende.
"Deres hest er på fold i dag, Magus Lucrèce, som den er hver torsdag. De har fået besked på, at De skal sige dagen før, hvis De skal bruge den. Men jeg kan sende en af knægtene ud for at hente den, det vil dog tage noget tid." Staldmesteren talte til ham, som var han langsom, tydeligvis træt af adelige, der ikke huskede de få regler, han havde sat op, så stalden og arbejdet med hestene løb ubesværet.

[Lucrèce af Vigny]

Lucreces spærrede øjnene op. Der var der vist noget om. Men stadig. Han var ikke her for at tilpasse sig deres planer. Det var dem der måtte følge ham.
"Jeg har vigtigere at tage mig til, end at huske jeres arbejde. Så hent den og det skal gå stærkt."
Hans stemme var lige så afvisende og stejl som han stod det og affejede hvert et ord der var blevet sagt.
Og staldmesteren måtte sammenbidt gå for at finde en, der kunne få fat i den brune hoppe på folden.

Lucreces koldt øjne fulgte ham kort, inden han følte sig nødsaget til at anerkende Hectors eksistens. Det var ellers uheldigt. I alle de år havde han været heldig med at undgå manden i alle disse år. Det havde ikke været synderlig svært, da de levede meget forskellige liv. Men nu og da havde han spottet Hector til kæmpe sammenkomster og holdt sin afstand.
"Herre Bonville." Det lød så forkert. De havde jo været tættere engang. Han tog sig i at skæve til Hector.

[Hector af Bonville]

Hector gav staldmesteren et klap på skulderen, da han måtte acceptere, at Lucrèce lod sin dumhed gå ud over ham, og han derfor skulle finde en stalddreng og forstyrre dagens arbejde.
"Vi ses. Hils derhjemme."
Staldmesteren brummede noget om Perrie, og forsvandt så mod stalden. Hector vendte opmærksomheden mod den nyankomne Magus, der havde opført sig som man kunne forvente af de fleste adelige - ufølsomt og privilegeret. Han regnede med, at Lucréce ville ignorere ham, som han havde gjort så mesterligt de sidste mange, mange år, men til Hectors store overraskelse hilste han faktisk på ham.

"Lucréce," hilste han tilbage, knapt så officielt. De var kun dem og selvom det var mange år siden, havde de trods alt været intime sammen. Hector var oftest en venlig mand, og det var han også nu, som han betragtede den yngre mand. At forvente en anden opførsel fra ham eller nogen anden adelig ville være rene drømmerier, og staldmesteren kunne håndtere sig selv. Så Hector lod Lucréces opførsel fare.
"Det er længe siden sidst," sagde han med en lille snert i stemmen af, at han ikke snakkede om, hvornår de sidst havde set hinanden, men hvornår Lucréce havde snakket til ham. "Du skal ud af byen i dag?"

[Lucrèce af Vigny]

Det gav et mindre sæt i Lucrece, da han hørte sit navn fra Hector, på denne intime facon. Det havde han ikke tænkt sig at lade stå ubesvaret, selvom det var lidt lidt i orden og rart at vide at Hector ikke lod til at være alt for afvisende.
"De har ret. Det er alt for længe siden." til stadig at være på fornavn.
Lucrece havde været meget opmærksom på sin behandling af Hector og fra tid til anden tænkt på hvordan det ville gå, skulle de rent faktisk mødes for alvor. Hector var en venlig mand, modsat ham selv, så hvis Hector ikke ville have noget med ham at gøre, kunne han godt forstå det.
"Ja. Eller faktisk i skoven. Jeg har fået besked om at der er fundet en gammel ruin i et stedbrud af en art... Eller sådan noget." Det interesserede ikke ham, så han var stoppet med at læse den del af brevet. "Og de vil have at jeg undersøger det, inden de kan genoptage arbejdet. De mistænker at der ligger magiske artefakter og gemmer sig i rodet." Så meget mod sin vilje skulle han bruge dagen med fødderne i mudder, i den ukultiveret natur. Og det virkede lidt håbløst for en bognørd som ham.

[Hector af Bonville]

Lucrèce var tydeligvis ikke med på en mere afslappet omgangstone, hvilket fik Hector til at sukke indvendigt. Nå, det var der ikke så meget, at gøre ved, selvom han havde håbet på noget andet. Noget mere venlighed, men det var måske også for meget at forlange efter alle de år. Det, der engang havde været, var forsvundet ud i mindernes tåger, tydeligvis. Og selvom Hector på ingen måde forventede, at Lucrèce havde nogen tanker om at samle det bekendtskab op igen - det havde Hector heller ikke - så havde det været rart at kunne smide formaliteterne fra sig.

Hector lyttede til den længere forklaring på, hvad Lucrèce skulle bruge sin hest til, inden han nikkede og brummede.
"Det lyder interessant. Man kan jo håbe, at der gemmer sig noget spændende derude." Hector måtte være ærlig, han gik ikke så meget op i magiske artefakter, han var næsten mere interesseret i ruinerne, da historie altid var spændende. Men det var heller ikke noget, han brugte så meget tid på. Det havde de lærde til. Som Magus'en foran ham. Der dog heller ikke virkede synderligt vild efter at skulle ud og kigge på det.
"I det mindste er vejret til at rejse i. Skal De langt?" Hector slog over på den pæne tiltale, siden Lucrèce ikke ville være dus.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece havde ikke andet end noget utilfreds mumlen som svar. Det gad han simpelthen ikke. De havde mere brug for ham end han havde dem og forklaringen til Hector, havde fået ham til at føle præcist hvor lidt han gad sidde i sadlen i flere timer.
"Ja. Men det bliver ikke i dag. Fortæl dem de skal sætte min hest i boks. Og have den klar til næste gang." Sagde han, som han gik.
Det virkede til at Hector var for tæt med staldmesteren, så kunne han passende videregive beskeden, i stedet for at Lucrece skulle spilde sin tid på sådan nogle.

Sluttet