Lucreces kontor

[Lucrèce af Vigny]

De fleste af kontorerne var samlet på en lang gang, der lod til at fortsætte i en uendelighed med ens døre, hvor den eneste forskel, var navnet. De fleste kontorer var i en fornuftig størrelse og rummede som udgangspunkt standard kontormøbler og alt for mange bøger, mapper og løse papirer.

Lucreces kontor var ikke meget anderledes. Han havde fået sit arbejdsbord og stol skiftet ud med noget mere elegant hjemmefra, men ellers var rummet stort set tom med kun tykt gulvtæppe, 2 stole foruden hans, et mindre bord der nemt kunne flyttes. På bordet stod et magisk spejl på lidt under en halv meter i hælde og fra gulv til loft var der reoler med bøger, bøger og atter bøger.

Svea Købmand

[Svea Købmand]

Det var sjældent at Svea bevægede sig i nærheden af universitetet, hun havde kun været her i selskab med sin mester og nu skulle hun helt selv herind. Hun havde på fornemmelsen at hun ville blive stoppet, at nogen ville sige 'hov vent hvem er du?', men det skete ikke. Hun havde taget sin flotteste kjole på og selvom et par af de andre piger så pænere ud, så virkede hun åbenbart ikke helt aparte. Hun måtte dog spørge om vej et par gange, men da hun endelig fandt Magus Vigny's kontor, bankede hun på et par gange inden hun tillod sig at åbne døren på klem.

"Det er Svea Våbensmed, Magus." Hilste hun forsigtig og overvejede om han måske ville smide hende ud, fordi det hele virkede for godt til at være sandt. Derefter lod hun blikket glide rundt og måbede lidt over alle de kostbare bøger. Det var jo paradis på jord.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece så op med døren da der blev banket på og nåede slet ikke at give lov til at træde ind, inden Svea lukkede sig selv ind. Han skrev sig det var øret.
"Kom ind med dig Svea Våbensmed." Han pegede på en af stolene ved skrivebordet. Han lød uinteresseret i hende og skævede kun kort på hende et par gange, inden han igen sænkede blikket på papirerne foran sig. "Jeg har set frem til at mødet. Magus *navn* taler lovende om sin lærling." Han lød næsten opgivende allerede ved tanken om at skulle hænge på hende.

[Svea Købmand]

Svea forsøgte at være så høflig som muligt og havde ingen ide om at hun allerede havde fornærmet ham.
"Tak." Sagde hun og satte sig på den stol han pegede på, mens hun foldede hænderne i skødet og så på ham med et ivrigt blik.
"Det er jeg glad for at høre. Det har jeg også, jeg har så mange spørgsmål. Hvordan er De selv blevet så dygtig? Har De læst mange bøger? Og tror De at jeg også kan blive ligeså dygtig?" Spurgte hun og måtte stoppe sig selv for at blive ved med at tale.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece sukkede lavt og samlede papirerne i en bunke og lagde dem til side.
Han så granskende på hende, mens hans mørkebrune øjne skiftede farve til en klar lys blå. Et tegn på at han havde aktiveret sin gave.
"Jeg går ud fra at De er bekendt med den aftale vi vil indgå?
Healing er ikke mit speciale, men såfremt jeg mener Deres evner indenfor brug af Deres gave og Deres moral er af en passende karakter, vil jeg skulle bistå Dem som en form for personlig mentor om alt udenfor healing.
Med hensyn til penge, vil jeg betale et år af gangen. Svigter De deres undervisning, vil jeg stoppe betalingen. Det samme hvis De træder udenfor af hvad der forventes af Dem.
Skulle det ske at De klarer Dem igennem er der en gulerod i den anden ende. De vil kunne blive ansat af mig i et år, hvor De vil kunne prøve Deres viden af og opbygge en fremtid. Jeg lægger ikke skjul på at det er gode vilkår. Jeg har sjældent brug for en healer, så der vil være masser af fritid til at studere det De ikke nåede under deres studier og finde arbejde andre steder...
Fortæl mig om Dem selv. Noget De er stolt af og noget som De fortryder. Og forsøg ikke at lyve for mig. Gør De det vil jeg sætte en stopper for Deres karriere allerede her. Kun dumme folk forsøger at lyve for mig."

[Svea Købmand]

Svea forsøgte ivrigt at følge med i den lange ordstrøm, men det var meget mere end hun normalt var vandt til at lytte til når hun nu kom fra en håndværkerbaggrund. Hun følte at hendes hoved var ved at eksplodere, men hun formåede alligevel at følge med og hun ville ikke skuffe ham.
"Jeg kunne ikke finde på at lyve for Dem, Magus." Sagde hun og prøvede at se alvorlig ud, hvorefter hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige.
"Jeg er stolt af at jeg for nyligt helbredte et benbrud helt selv, uden min mesters hjælp." Sagde hun og rettede sig lidt op. Jeg fortryder, at jeg ikke startede på min læretid tidligere, så jeg kunne være kommet længere nu. Min familie er dog håndværkere, så ingen har rigtig kunne vise mig vejen, jeg har blevet nødt til at finde den selv - men jeg ville have ønsket, at jeg havde turde tage det første skridt tidligere."

[Lucrèce af Vigny]

Først til sidst lod han til at tage hvad hun fortalte til sig. Han nikkede langsomt og tænksomt.
"Imponerede. Benbrudet. Hvordan var det at stå på egne ben? Hvad var en udfordring? Kunne De huske teorien, mens De arbejdede?" Han kunne forestille sig presset. En person i smerter måtte være stressfremkaldende og gøre hele processen unødvendig besværlig.
"Vi tager det første skridt, når vi er klar til det. Nogen bliver aldrig klar til det." I teorien måtte det dække ham. Han var aldrig trådt ud af sine forældres ambitioner eller de valg de tog på hans vegne, da han var for lille til selv at have en mening
"At De har valgt at tage hånd om Deres uddannelse er... beundringsværdigt." Det var svært for ham at bruge et rosende ord om en simpel borgerlig. Der var intet at beundre ved dem, ud over deres tåbelige romantisering af deres elendighed.
"Fokuser på det. De har allerede overkommet den første barriere og De klarede det selv. De skaffede en mester og har været under uddannelse.... Hvor længe?"

[Svea Købmand]

"Det kunne jeg, men min udfordring er altid at jeg taber meget energi på at helbrede, det er det jeg arbejder på i øjeblikket." Sagde hun og håbede på at det var et godt svar til ham. Derefter lyttede hun til hans ord og gjorde sit bedste for at forstå hvad han mente med det han sagde. Da han gav hende et kompliment, kunne hun dog ikke lade være med at smile en anelse. Det betød meget for hende at få ros fra en som vidste noget om det.
"Tak, det er pænt af Dem at sige. Jeg har været igang siden jeg var 15 og jeg er 18 år gammel nu." Forklarede hun.
"Så 3 år." Sagde hun og smilede en anelse. "Min Mester har gjort meget for mig, men jeg tror at jeg har brug for at blive udfordret på en anden måde, hvis jeg skal blive dygtigere." Bemærkede hun.

[Lucrèce af Vigny]

Det var med en eftertænksom nikken at han svarede hende. "Det er en meget sen start. De fleste er langt under 10, når gaven viser sig og ikke meget ældre, når de begynder deres uddannelse." Han rynkede panden. "Hvordan kan det være?..."

[Svea Købmand]

"Mine forældre er håndværkere, jeg vidste ikke at man kunne uddannes i det før jeg mødte min mester og mine forældre har jo ikke råd til at sende mig afsted i sådan en tidlig alder, det er jo kun adelen der har de penge." Sagde hun og rødmede en anelse, flov over sit ophav.
"Det er jo også derfor jeg kun kan gå på universitetet hvis nogen sponsorerer det." Sagde hun med et svagt smil og rettede lidt på sit hår.

[Lucrèce af Vigny]

"Jeg finder det personlig under al kritik, at de har ladet dig gå uden læring så længe. Det er dyrebare år der er blevet spildt... Men det er der vel ikke så meget at gøre ved... Hvordan går det med læsning, stavning og regning. Hvis jeg beder Dem om at stave til 'dermatophytosis' eller finde kvadratroden af 9?"
Han lænede sig tilbage i stolen. Han gik ikke ud fra at en simpel borgerlig ville kunne klare det. Selv med sin mesters hjælp, regnede han med at hun måtte give op. Og et sted glædede det ham. Det kunne godt være at han havde sagt ja, eller næsten sagt ja. Men når alt kom til alt var hun ikke andet end en simpel skabning der skulle huske sin plads.

[Svea Købmand]

Det var heldigt at hun havde en mor der var så dygtig til regning og at skrive. Hun smilede en anelse til ham, hvorefter hun fokuserede på svaret.
"D-E-R-M-A." Sagde hun og trak vejret en enkelt gang. "T-O-P-Y-T-O-S-I-S." Sagde hun.
"Kvadratroden af ni er tre, fordi tre gange tre giver ni." Sagde hun og smilede forsigtig og håbede hun havde svaret rigtigt. Det var godt at Inés Våbensmed havde lært hende så meget.

[Lucrèce af Vigny]

Han løftede det ene bryn, da hun smilede og kunne ikke helt gennemskue hvorfor. Men hun fik ham ret hurtigt sat på plads.
"Mhm..." var det eneste han kunne sige. Han kunne ikke engang anklage hende for at have snydt, selvom det var hans første og eneste instinkt. Og han følte sig en smule snydt ved ikke at se hende komme på glatis. Han havde været for venlig.
"Udemærket. Der er et H i dermatopHytosis, men når det kommer til stykket, skal Deres skriftlige formidling være forståelig, ikke nødvendigvis stavet korrekt. Selvom stavefejl vil blive tolket som mangel på intelligens... Så det var acceptabelt.
Jeg går ud fra at De kan skrive, men jeg vil godt se det alligevel."
Han lagde en lille lap papir og en blyant foran hende. "Skriv Deres fulde navn, Deres alder og et par linjer om Deres hverdag. Imens finder jeg noget til Dem."
Han rejste sig og gik over til bogreolerne, hvor hans blik gled søgende over de forskellige titler.

[Svea Købmand]

Svea rødmede da hun indså sin fejl og nikkede så derefter. Hun kunne heldigvis godt skrive, måske ikke så hurtigt, men det gik da. Da han lagde papiret foran hende, gik hun igang med at skrive det han havde bedt om så pænt som muligt. Hendes navn og alder var nemt nok, men friteksten tog lidt længere tid fordi hun også skulle finde ud af hvad hun skulle skrive.
"Sådan." Sagde hun og lagde forsigtig blyanten ned, hvorefter hun vendte blikket mod ham og overvejede hvad han mon ville finde på nu.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece lyttede med et halvt øre til pennens rytme på papiret, for at få en fornemmelse af hendes hastighed og sikkerhed med hensyn til at skrive. Selvom han hurtigt havde fundet den bog hun skulle have, ventede han til hun var helt færdig, inden han lagde bogen foran hende. En tyk lille bog med tætskrevne sider og en anonym indbinding, der var lavet efter alle kunstens regler. Det var let at se at den var godt brugt, men behandlet som var den skrøbelig.
Han tog papiret og kiggede kun kort på den, da han satte sig igen.
"Det ser fornuftigt ud. Deres mester har i sandhed gjort et stort stykke arbejde." Hans øjne skiftede tilbage til den sædvanlige brune farve.
"Det vil være mig en glæde at sponsorer Dem og sørge for at De vil blive en excellent Gria." Han tænkte ikke over at spørge om hun var interesseret i at have ham som sponsor og læremester. Hvem ville ikke gerne have ham?
"Bogen er tung læsning, så er De advaret. Den omhandler gavens historie, så længe man har undersøgt den, og er et opslagsværk med mindre biografier af store Maguser. Jeg vil godt have at de får den læst så hurtigt som muligt, da den giver en forståelse af hvad der ligger udenom Deres speciale.
Den er dyrebare, meget dyrebare. Sker der noget med den, skylder De mig en ny. Hvis De ønsker kan den godt blive her og de kan frit komme og læse, men jeg råder Dem til at tage den hjem, så De kan læse i den, når De har tid."