Vinterkulde [P]

[Gaspard af O'Gallagher]

Tag: Hector af Bonville

"De forstår ikke, Hendes Majestæt har brug for, at --!" Gaspard blev afbrudt, til trods for at stemmen var hård og skarp. 

"Hr. O'Gallagher, Dem og Deres slags burde koncentrere sig om deres egne royale fremfor at være hér!" lød en rådgiver fra det royale hof, som han med en lang finger prikkede den blonde bluetoner hårdt i den brede brystkasse. Gaspards øjne var fast i rådgiverens; blikket var hårdt og kæben var spændt for ikke at reagere uhensigtsmæssigt overfor de tilnærmelser, som rådgiveren spyttede ud. 

"Vi har ikke brug for din slags til at beskytte dronningen - vi har vores egne; mere egnede, kulturelle og nemmere at have med at gøre, og slet ikke som bluetoner - barbariske og simple." Rådgiveren fnyste, som han fik afsluttet sin prædiken. Så tog han op i sine fine klæder og forlod muren i hastige skridt. 

Gaspard stod tilbage på samme spot, som rådgiveren havde efterladt ham, vred og irriteret over. Hans hånd knyttede sig bag hans ryg, som rådgiveren vraltede væk. Den kølige vinterluft ramte skarpt mod kinderne, men var næsten ubemærkelsesværdig når vredens varme slog i brystkassen. 

[Hector af Bonville]

Det begyndte at nærme sig frokosttid, som Hector var på besøg på paladset. I dag var det et møde med hofsergenten, der havde sendt ham ind i den imponerende bygning. Ikke at der havde været meget at berette om, så de havde i stedet nydt et lille glas og snakket lidt om løst og fast. De var blevet afbrudt af en, der skulle bruge sergenten, så Hector havde taget sin afsked og var vandret ud i paladset uden at have travlt. Egentligt skulle han bare hjem, hvor Arielle ville finde noget mad frem til ham, inden han skulle tilbage til drabanternes hovedkvarter og sit kontor, hvor Cléa lå og ventede på ham. Han havde aldrig hunden med på paladset, der hørte hun ikke til.

I stedet for at gå direkte hjem, drejede han på ad en trappe. En tur på toppen af muren ville give plads til maden og selvom det var koldt, trængte han til at se sin by lidt fra oven. Det mindede ham om, hvorfor han til stadighed sad bag et skrivebord.
Han nåede kun lige at komme op af trappen, da han kunne høre en stemme skælde ud. Sikke en svada. Manden, der havde afleveret den, maste sig forbi ham og trampede vredt ned af trappen, efterladende den uheldige yngre mand på muren.

Det, der var blevet sagt, fik Hector til at skære ansigt og se på manden. Det der måtte være en Bluetoner i den royale livvagts uniform. Hector havde set ham før, men ikke haft fornøjelsen af at snakke med ham.
"Det lød til, at nogen har fået det forkerte ben ud af sengen," mumlede Hector og kastede et blik efter den vrede rådgiver, inden han koncentrerede sig om Bluetoneren.
"Hvis det kan være Dem en trøst, skældte han engang mig ud, fordi jeg havde glemt at spænde et par knapper i jakken, da jeg skulle til samtale med kongen, der i øvrigt er ligeglad." Han sendte den yngre mand et opmuntrende smil og skubbede noget hår væk fra ansigtet, da vinden kastede det i den retning.

[Gaspard af O'Gallagher]

Gaspard havde været parat til at smide noget ud over muren, hvis ikke rådgiveren selv, så et murstykke der sad løs. Men det var aldrig blevet til noget, for han blev brat bragt tilbage, da en stemme afbrydende skar hul i den tykke og anstrengende luft, der var blevet dannet efter de vervale skidere.

Bluetonerens blik faldt på kommandanten, og som Hector fortalte om sin egen tidligere erfaring med rådgiveren, forblev Gasaprd stående på sin spot. Lyttende. Rank i ryggen. Stiv som den ridder, han nu engang var opdraget til at være.

"Kommandant.." lød Gaspards stemme respektfuldt. Det var trods alt Hector af Bonville. Kommandanten af Drabantkorpset, og hans rang var derfor betydeligere højere end hans som royal livvagt.

"Jeg var så tæt på at kaste ham ud over muren.." anerkendte Gaspard sin indre tanke lavmælt overfor kommandaten, som han fugtede sine læber og fandt kontrollen igen. Der var en tydelig accent over Bluetonerens ord, men dog alligevel ganske imponerende med tanke på, hvor forskellig hans modersmål var fra det talte sprog i Falanie.

[Hector af Bonville]

Det var tydeligt at se på livvagten, at han var en trænet soldat, som han stod der, ret som et birketræ. Sådan havde Hector også engang set ud – ikke at han ikke stadig var ret, men han lignede ikke en med et kosteskaft banket op i ryggen i stedet for en rygrad. Han sad mere ved et skrivebord, end han rendte rundt og skulle stå ret for gud og hver mand.
Respekten i den andens stemme fik ham til at give et nik, Hector gik ikke så meget op i rang, men han vidste også godt, at han var nær noget den eneste, der ikke tog det så seriøst i hele Levagny.

En dæmpet latter forlod ham, som bluetoneren indrømmede, at han havde haft lyst til at give rådgiveren en tur ud over muren. Det kunne Hector godt forstå, manden der havde skældt ud, var vitterligt ikke en, man havde lyst til at være i selskab med.
”Det er jeg glad for, at De ikke gjorde, jeg ville have haft svært ved at beslutte mig for, om jeg skulle arrestere Dem eller klappe Dem på ryggen,” sagde han med morskab i stemmen.

Han gik afslappet over til muren og så ud over byen, et syn der oftest gjorde ham i godt humør. Lavagny havde altid været hans hjem, mere end borgen hjemme i Bonville.
”Men jeg kan fornemme på det hele, at De kommer fra Blueton?” Det var et venligt spørgsmål, stillet af ren nysgerrighed, selvom han godt vidste det. De blå øjne blev rettet mod livvagten, øjne der udtrykte samme venlighed som stemmen.