Lidt for lange fingre...

[Marion Skrædder]

Tråd tilegnet Hector af Bonville

En sidegade nær havnen

Klokken 08.22

Overskyet

Det var tildigt på dagen og Marion havde begevet sig ned på havnen for at handle lidt godt fra havet. – Godt nok var det normalt et job for fruens køkkendreng, men han havde været sløj til morgen og således havde Marion taget tjansen til sig, velvidende om at hun ville nyde en gåtur nede ved kajen og ikke mindst at få lidt vind i håret.

Ikke destomindre, var den unge kammerpige stødt ind i problemer, som hun havde bevæget sig ned igennem nogle af de mindre gader og hun stod nu med ryggen presset op mod en mur, som to herrer hhv. gennemrodede hendes kurv og begramsede hende, hvorpå hun ihærdigt forsøgte at fjerne den enes labber fra snørerne i hendes kjoleudskæring. ”…Jeg sagde fjern dine beskidte grabber fra mig! – Jeg….Jeg mener det!” Tonen var skarp og hård. Kølig, som hun stædigt forsøgte at holde mændene i skak, som hun hævede tonelejet.

[Hector af Bonville]

Det var en kold frisk morgen, som Hector var gået en tur ned på havnen. Det var ikke et sted, han kom så ofte, men noget var gået galt hjemme i køkkenet, og han havde meldt sig frivilligt til at hente aftensmaden, en stor friskfanget ørred, hvilket tydeligvis havde reddet Arielles dag, selvom at hun samtidigt med ikke ligefrem fandt idéen om, at herren i huset gik ærinder. Hector havde beroliget hende med, at han samtidigt havde noget arbejdsrelateret, han lige så godt kunne få ordnet på samme tur.

Så med sin store grå ulvehund ved sin side, var han trasket ned til havnen. Han havde alligevel godt af motionen, han havde en fornemmelse af, at han nok snart skulle et hul mere ud i alle sine bælter. Også sværdbæltet, der hang om livet på ham med det fine sværd i skede. Ak ja, sådan var det at blive gammel og bruge det meste af sin tid bag et skrivebord. Han burde nok begynde at arbejde lidt for at redde lidt livvidde, men det var lige med at have tid til det også.

Han nåede dog hverken det ene eller det andet sted hen, da Cléa, den store hund, pludseligt reagerede på noget. Hun blev dog ved Hectors side, men en dyb knurrede blandet med lidt piv forlod hende, hvilket fortalte Hector, at der var noget galt.
"Jamen så løb da, tøs," sagde han og lavede en håndbevægelse fremad for at give hende fri. Som en fjeder sprang hunden frem og løb lidt frem, inden hun drejede ned af en mindre gade, og straks kunne man høre hendes tunge gø runge mellem murene. Hector satte farten op og luntede op til gaden, hvor de første han så var to mænd og en kvinde. Den ene mand stod for tæt på kvinden, der var presset op i mod muren, og den anden mand var trådte tilbage, væk fra hunden, og havde trukket en kniv. Den første mand var bleg og lignede én, der nær havde mistet kontrollen over sin mave, som den store hund stod skridt fra ham og gøede af ham som et vildt bæst.
"Hvad foregår der her?" Hector havde hævet stemmen, så de kunne høre ham over Cléa. Samtidigt trak han sit sværd ved synet af kniven.

[Marion Skrædder]

Marion var normalt en kvinde der holdt godt af mandlig opmærksomhed. Hun nød den…Og labbede den oftest i sig, hvis da blot denne var sober og af rette kaliber. Dette var dog ikke tilfældet denne morgen og således, var det i stedet tydeligt at se, at den unge kvinde ikke blot var slået ud af kurs, men også at hun var magtesløs i den situation hun stod i.

Manden som havde fat i hende, havde været ved at løsne hendes kjolesnøre og hun havde således stukket ham et par på skrinet i samme øjeblik, som en ny mandestemme lød fra gydens ende. Hun havde grebet sig en skule til brystet, hvor kjolesnørerne hang løst og noget kluntet forsøgt hun at manøvrere sig væk fra de lumske mænd. ”Jeg…..De…” Hun fumlede efter ordene, som hun kejtet forsøgte at samle sig og bevæge sig over imod den nytilkomne.

[Hector af Bonville]

Spørgsmålet havde egentligt mest været retorisk, for der var ingen tvivl om, at den unge kvinde var i problemer. Manden med kniven kastede et blik på Hectors sværd og fik tydeligvis andre tanker end at forsøge at kaste sig over ham med det meget mindre blad. Hector gik nogle skridt fremad, hvilket fik manden med kniven til at bakke et par skridt, inden han vendte om og stak af, efterladende sin ven, der ikke så ud til at ville røre sig med hunden stående så tæt på, visende tænder og gøende af ham.

Hector gjorde ikke noget for at stoppe manden, der løb. Han ville ikke kunne indhente ham alligevel, og han ville ikke sende hunden efter ham i frygte for, at han ville stikke hende ihjel. Det var altid en risiko, men ikke en han behøvede at løbe så bevidst.
”Cléa, stille” brummede han, som han nåede hen til de to mennesker og hunden, der straks stoppede med at gø, men i stedet knurrede af manden. Inden Hector kunne nå at tage fat i ham, stak han også af. Hunden sprang frem efter ham, men han svingede en arm ud og slog hende i hovedet, hårdt nok til at slå hende ud af kurs og til at hun kom med et piv. Hector bandede tavst, inden han gav hunden besked på at blive og lade manden slippe væk. Det gav alligevel ikke meget mening at slæbe ham tilbage til hovedkvarteret, straffen for forbrydelsen var absolut ubetydeligt lille.

I stedet vendte han sig mod den unge kvinde.
”Er De kommet noget til?” Han sørgede for at holde blikket på hendes ansigt, så hun ikke skulle føle sig for utilpas i hans selskab, nu hvor hendes hvide hud var fremme. Ikke at den interesserede ham, så det var ikke svært at ignorere den.

[Marion Skrædder]

Marions blik fulgte et øjeblik de to mænd, som de flygtede ud gyden. Hastigt, samlede hun sig dog derefter og de slanke fingre fumlede lidt kluntet med kjoleudskærings kant og dennes snøre, som hun forsøgte at samle sig selv igen, så hun i det mindste kunne fremstå blot en smule anstændig. - Trods alt, måtte hun tage sig noget usømmeligt ud på nuværende, hvilket hun bestemt ikke var stolt af.

At herren der var kommet hende til undsætning, dog syntes at have anstændighed nok i livet til ikke at kommentere på hendes tilstand eller for den sags skyld gøre synderlig notits deraf, satte hun dog pris på. Hun rystede således en smule på hovedet og åndede blot tungt ud. ”Nej…Takket være Dem.” Takkede hun, som hun sendte ham et ydmygt blik og derefter skævede lidt i retning af herrens hund, før blikket atter faldt tilbage på ham og hun rankede ryggen en smule. ”Jeg bevæger mig ellers ikke ofte ud på disse kanter alene..” Bemærkede hun, som sagde hun det for at undskylde sig selv og ulejligheden.

[Hector af Bonville]

Hector var ikke af den voldelige type, men hvis han havde haft muligheden for at give de to mænd en fysisk afklapsning, ville han have gjort det. Egentligt burde de have en tur i arresten og et par stokkeslag hver for deres tydelige forsøg på at berøve og befamle - med tanke på noget endnu værre - en ung kvinde, men selv som kommandant for drabanterne, var der ikke meget, han kunne gøre ved det. Han ville dog huske deres ansigter til, hvis han stødte på dem igen en dag.

"Godt," sagde han venligt og huskede sig selv på at give Cléa noget ekstra godt, når han kom hjem igen. Det var en god hund.
"Ja, det er ikke altid, at det er helt sikkert hernede." Det var med ærgrelse, at han sagde det, for det var som sådan hans ansvar, at der var, men selvom der var mange drabanter i de mere belastede bydele, var der ikke nok til at de kunne være over det hele. Og rotter som de to mænd kendte hver revne, de kunne smutte igennem for at leve deres kriminelle liv.
"Er De færdig med deres ærinder hernede? Ellers vil jeg godt følge med Dem rundt." I tilfælde af, at de to mænd ikke gav op, men det sagde han ikke. Det var et venligt forslag, hvilket både kunne ses og høres på ham. Og han ville ikke blive fornærmet over et nej, det var bare for hendes egen sikkerheds og tryghedsfølelses skyld.

[Marion Skrædder]

Marion hev et sjal frem fra kurven hun stod med, før hun svingede det let om sig og hun bevægede sig så ellers sagte nærmere sin redningsmand. - Trods alt, kunne situationen have udviklet sig betydeligt i negativ retning, havde han ikke slået vejen forbi.

”Jeg skulle faktisk en tur ned om havnen for at hente en smule fisk og muslinger..Hvis De vel og mærke har tid, ville jeg være glad for selskabet..” Bemærkede hun, som hun tilsmilede ham og hankede op i sin kurv.

[Hector af Bonville]

Hector smilede venligt til hende, som hun tog i mod hans tilbud.
"Jeg er selv på vej ned efter aftensmaden, så det passer fint, hvis vi følges." Han trådte et skridt til siden og drejede rundt, så han var vendt mod gadens åbning, han var kommet ind ad, samtidigt med, at de ville ende ved siden af hinanden, når de begyndte at gå.
Dog kom han ikke mange skridt, inden det gik op for ham, at han havde glemt at præsentere sig selv. Nogle gange var han lidt for vant til, at folk vidste, hvem han var.
"Åh, mit navn er i øvrigt Hector af Bonville." Der var et nysgerrigt glimt i hans blå øjne, som han skævede mod hende. Han genkendte hende ikke lige, men der var også mange borgere i byen, og langt fra alle havde været forbi drabanternes hovedkvarter.

Cléa luntede af sted ved siden af ham, stadig på vagt. Hector selv var også opmærksom på deres omgivelser, men det meste af opmærksomheden lå på den unge kvinde. Både for at se, om hun havde det godt nok efter den uhyggelige oplevelse, men også fordi han generelt var nysgerrig, når han mødte nye folk.