Frygten for katte

[Villine Kammerpige]

Det var ikke første gang at Villine Kammerpige skulle på markedet alene. Det gjorde hende dog ikke mindre angst for de mange mennesker samlet på pladsen. Den var stor og ofte belagt med mylder, også selvom hun havde valgt et tidspunkt på dagen, hvor der med alt sandsynlighed ville være færre. Hun var på et ærinde for sin frue og det skulle gerne gå så hurtigt og glat som muligt. Hendes frue havde syerske til at sy hendes kjoler, men stoffet fik Villine lov til at finde, hvilket var et højdepunkt på trods at turen til markedet. Der var intet så fantastisk som duften og følelsen af nyt stof. Mønstre og tekstur var så fantastisk at se på.



Hun holdt øje med boderne og gik først til en ny bod, når der var et minimum af folk der. Hun stod og beundrede det smukkeste blågrønne stof med snørklede mønstre i tyrkis, da en kat sprang frem mod hende. Panikken fyldtes i hendes bryst og hun trådte et par skridt bagud, så stoffet gled ud af hendes hånd og ned på bordet. Katten så ret insisterende ud og Villine overvejede om hun skulle flygte.


Galienne af Saulet

[Galienne af Saulet]

Galienne stod og beundrende noget stof i stilhed. Det var tykt og fløjelsblødt. Og alt for dyrt til hende. Hun sukkede indvendig og undrede sig igen om hvad ideen i at være adelig var, når man var fattig. Hvorfor havde ingen sagt 'tillykke, her har du din titel og 10.000 skilling der følger med' i stedet for det her pjat.

Lidt larm ud over det sædvanlige man kunne forvente, fik hende til at vende sig om. "Hvad sker der?" Spurgte hun blidt ud i rummet og fik øje på katten og den kvinde der var blevet overrasket. Hun fniste lavt.
"Katte er så luskede." Sagde hun kærligt, mens hun kiggede på katten.

[Villine Kammerpige]

Katten strøg sig op af hendes ben og hun stivnede som om hun prøvede at være hugget ud af sten. Hendes øjne lyste af ægte frygt, da hun skrækslagent så ned på dyret, der absolut inden notits tog af hende. Sælgeren fra stofboden prøvede at jage katten væk, men en fremmede kvinde trådte frem og katten gav sig til at gnide sig op af hende i stedet. Villine prøvede at slå koldt vand i blodet og koncentrere sig om sin vejrtrækning, men det var svært. “Jeg... jeg er ikke så god til dyr” stammede hun ærligt. Ingen viste helt hvorfor. Ikke engang den lyshårede kammerpige vidste selv hvorfor de skræmte hende. Katte var okay, men heste var hun skrækslagen for. ”Jeg blev bare forskrækket. Undskyld frue” fik hun fremstammet igen og fik styr på kroppen. Den var trods alt ikke så stor.


De ikke længere rystende hænder samlede det stakkels stof op, der var blevet smidt tilbage på bodens bord, så det var blevet krøllet. Hun glattede det blidt, næsten kærligt med fingrene som var det noget meget finere end bare stof. “Undskyld, jeg blev bare hevet ud af min egen verden” undskyldte hun endnu engang. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Hun havde vænnet sig til kattens tilstedeværelse, men hver gang den sagde noget gav kammerpigens krop alligevel et lille sæt.

[Galienne af Saulet]

Galiennes smil forsvandt, da hun kunne se ubehaget hos den anden. Det tog hende nogle lange sekunder at regne ud, at det var katten der var problemet og ikke bare at den havde forskrækket den anden pige i et kort øjeblik.

Da katten kom over til hende bukkede hun sig ned og samlede den spindende kat op.
"Nå, du vil bare have opmærksomhed" kurrede hun til den, som hun gik længere væk med den og satte den på en fjern hylde. "Det må du få af en anden" sagde hun og strøg den over hovedet til farvel.

Galienne gik tilbage til den anden. Hun var helt bleg at se på. "Det er da ikke noget at undskylde for. Er De okay? Trænger De til at sidde ned?" Hun så ud i butikken. "Kan vi få et glas vand?" spurgte hun højt.

[Villine Kammerpige]

Villine knugede det smukke stof i den ene hånd og glemte, at hun krøllede det stakkels stof, da den fremmede, lyshårede kvinde tog katten op. Til Villines lettelse satte hun katten langt væk, fra hvor den lyshårede kammerpige stod og begik stofkriminalitet. Hun så forlegent ned i bordet, da kvinden ganske sødt ville sørge for at hun var okay. “Ja, jeg er okay... jeg er bare ikke god til dyr. Det er jeg ked af. De kunne jo godt lide katten. Det er ikke okay, at bortvise den fordi jeg er bange” undskyldte hun selvom hun lige havde fået af vide, at hun ikke skulle undskylde.

“Det er okay.. Men tak for hjælpen frue” kun kunne se på tøjet, at hun ikke var borgerlig som Villine selv, så hun tiltalte hende med det eneste hun kunne komme i tanke om som værende passende, når hun ikke kendte hendes præcise rang. Hendes blik strøg tilbage på stoffet og slap det øjeblikket, hvor på hun begyndte at stryge det, for at glatte krøllerne ud.

[Galienne af Saulet]

Det bekymrede udtryk i Galiennes ansigt forsvandt til fordel for et lille medfølende smil. At hun ikke var god til dyr lignede en underdrivelse og Galienne kunne ikke holde er større smil tilbage, selvom der var upassende at more sig så åbenlyst over kvinden. Men byen virkede ikke som det rigtige sted, hvis man ikke brød sig om dyr... Selvom byen var bedre end landet.
Hun tvang smilet tilbage og skyndte sig at sige noget. "Det skal de ikke tænke på. Katten skal nok klare sig. Det er mere dem jeg var bekymret for."
En kvinde stillede et glas foran Galienne og hun rakte det videre.
"Åh..." Galienne blev helt forlegen og så ned i bordet.
"Det er faktisk frøken." Det var ved at blive lidt pinligt. Hun var snart for gammel til at være en frøken. Men man skulle ikke gå og vise at man havde ondt af sig selv og hun fortsatte med at smile. "Men det kan De jo ikke vide." sagde hun varmt, i håb om at den anden ikke ville føle sig forlegen over fejltagelsen.

[Villine Kammerpige]

Villine vidste godt, at hun på nogle punkter virkede lidt som en særling, så verdensfjern var hun alligevel ikke. Hun så op på den kønne kvinde, der virkelig virkede til, bare gerne at ville hjælpe hende. Kvinden var virkelig smuk med det lyse hår og blide udtryk i øjnene, men hun prøvede ikke at være misundelig. “Det håber jeg. Det er synd for den, hvis den skal lide fordi hun var nervøs omkring den.

“Undskyld.. Undskyld. Frøken… jeg er vant til at være omgivet af fruer” undskyldte hun og så kortvarigt ned på sine fødder inden hun tvang blikket op igen og mod kvinden. Endelig slap hun stoffet og lod det falde tilbage på bordet, så hun kunne tage glasset med vand, der blev rakt frem mod hende. “Tak” mumlede hun forlegent og nippede til det. Måske hun trængte til vand.

[Galienne af Saulet]

"Nejnejnejnejnej." Brød hun ind. Nu skete det der ikke skulle ske. "Det skal de ikke tage Dem af. Det er en typisk fejl." forsøgte hun næsten feberisk at glatte ud. Hun talte dæmpet, for selvom det var velanset at behandle de borgerlige ordenligt, var hun klar over de uskrevne regler. "De arbejder måske for en frøken?" Hun blev jo helt nysgerrig. Det kunne være en hun kendte.

[Villine Kammerpige]

Den lyshårede kammerpige blev næsten forskrækket, da den anden lyshårede kvinde begyndte at bruge ordet 'nej' i flæng. De blå øjne blev større og hovedet blev trukket en anelse tilbage. "Sagde jeg noget forkert?" spurgte hun forfærdet. Det var i hvert fald ikke hendes mening. Hun prøvede altid at opføre sig pænt og respektfuldt, faktisk var hun decideret skrækslagen for at gøre noget forkert. Det havde én gang haft store konsekvenser. 

"Ja, jeg er kammerpige hod Corsette af Sangy" svarede hun med en anelse mere tiltro til sig selv en før. Hun kunne godt lide fruen. Hun så aldrig ned på hende og behandlede hende altid virkelig pænt. Faktisk var det noget af det bedste, der var sket for hende, at ende hos familien af Sangy. 

[Galienne af Saulet]

Galienne fniste endnu engang. "Nej. Jeg mente bare at De ikke skulle tage Dem af det, men jeg gjorde vist bare det hele værre." Hun smilede uskyldig og trak på skuldrene. Det virkede som en god ide med et emneskifte, i stedet for at blive ved med at trampe rundt i den lille misforståelser.
"Hun virker som en meget varm person. Jeg har desværre kun mødt hende af få omgange, men Deres frue er altid på populær til sammenkomster. Alle flokkes om hende. De er heldig at have sådan en venlig frue."

[Villine Kammerpige]

Den lyshårede kammerpige så en smule forvirret ud. Hun vidste ikke om det var blevet værre, men forvirret var hun da blevet. Der skulle selvfølgelig ikke ligefrem ret meget til før den lille, forsigtige pige blev forvirret over noget. Fingrene klamrede sig til vandglasset indtil hun havde tømt det. Så gav hun det forsigtigt tilbage til kvinden, der ejede boden.

Da emnet landede på hendes frue lyste hun op. Hun var så glad for at være i enkefruen af Sangys husholdning. Der var trygt og selvom hun sjældent vidste hvordan hun skulle børe sig ad med ting, var fruen virkelig forstående og hjælpsom ligesom resten af husholdningen. “Det har jeg ikke svært ved at tro på. Hun er en god frue. De virker som som en god frøken” påpegede hun og huskede den rigtig tiltale.

[Galienne af Saulet]

Galienne kunne mærke hun blev varm i kinderne. "Åh tak. Det er venligt sagt af Dem. Jeg forsøger at gøre mit bedste, for at andre har det godt." Det lød pinlig banalt i hendes øre. Var det ikke hvad alle gjorde?
Modsat andre adelige lå det hende naturligt at behandle de borgerlige som lige. Hun kom trods alt fra samme kår som dem og selvom det var længe siden kunne hun godt huske noget af det. Og de bekymringer der fulgte med.
"Hvor længe har De tjent Deres Frue?"

[Villine Kammerpige]

De forsigtige blå øjne så hen på den smukke frøken og bemærkede den røde farve sprede sig kortvarigt over hendes fine, hvide kinder. Hun havde dog svært ved at forstå, hvad det mon betød. Der var mange ting omkring andre mennesker og følelser som hun havde en smule svært ved at læse og derved også forstå, men hun prøvede, da tanken om selv at være et dårligt menneske ikke var en hun kunne klare. “Det..” hun tøvede fordi hun ikke vidste om det var det rigtige at sige. “Det kan jeg godt mærke” det var i hvert fald sådan hun fortolkede det. Spørgsmålet var om det var sandt

Hun måtte tænke sig om et øjeblik. Der var sket så meget på hvad der føltes som kort tid. “Snart et år” nåede hun frem til. “Har de ikke en kammerpige til at gøre deres ærinder for dem?” spurgte hun forsigtigt, nervøs for at ramme endnu et ømt punkt. Det var bare så sjældent, at en anden adelig frøken eller frue talte så meget med hende ude, at der var en anden kammerpige involveret.

[Galienne af Saulet]

Galienne så ned i bordet og lod blikket glide over de farvestrålende stoffer i butikken. Men var jo ikke en skam at være fattig, kun lidt.
"Nej, min familie ejer ikke velstand." Hvilket lød modsigende til hendes udseende, hvor hun lignede enhver anden rig frøken. Hun kunne selv høre hvor tåbeligt det lød, med alle de privilegier hun havde.
"Min kammerpige har andre pligter, så hun var forhindret i at tage med." Det var ikke et nemt job, når man kun var én person der skulle tage sig af flere personers job, så ofte var Galienne overladt til sig selv, når først hun var præsentabel om morgenen.

[Villine Kammerpige]

Det var svært at læse kvinden, ikke kun fordi det ikke var Villines stærke side, men også fordi hun var svær at læse. Hun havde en følelse af hele tiden at sige de forkerte ting fordi kvinden så væk og virkede presset over hendes spørgsmål. “Undskyld, det kommer ikke mig ved” skyndte hun sig at sige inden kvinden nævnte, at hun ikke var fra velstand. “Er alle adelige ikke fra velstand?” hun vidste nok ikke så meget om det som hun burde. Hun troede netop det at være adelig var det samme som at være rig.

“De må sige hvis de har brug for hjælp. Som tak” hun mente godt hun kunne være en andens kammerpige og alligevel assistere end fremmed.