Frygten for katte

[Galienne af Saulet]

Galienne smilede. Det måtte være det sødeste hun længe havde hørt. Kvinden havde sikkert allerede rigeligt at lave med sit arbejde og uden at tænke på sig selv, tilbød hun nu sin hjælp til Galienne også.
"Det kan jeg ikke tage imod, men tak for tanken. Det er venligt af Dem. Desuden skal jeg ikke have noget." Hun så kort rundt i butikken. "Jeg synes bare godt om at være her."

[Villine Kammerpige]

Den lyshårede kvinde så forvirret op på adelskvinden, da hun afslog tilbuddet. “Ehm okay” hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige. Et stykke tid var hun tavs, mens hun kiggede videre på stof der kunne passe til fruens kjole.

“Der er noget beroligende over den skabende kvalitet som stof har. Det kan blive til alt, hvis man formår at bruge det” brød hun tavsheden med en drømmen

[Galienne af Saulet]

Galienne kunne kun være enig. "Jeg har det på samme måde. Jeg kunne stå her hele dagen og bare lade hånden glide over stoffet. Farverne og de forskellige mønstre, det er ren kunst. At man kan skabe så meget ud af så lidt."
Og hvordan stofferne alle føltes forskellige, når man gled sine hænder henover dem, alt efter hvordan de var blevet skabt.
"Skal der købe noget til Dem selv eller Deres frue?" Det var et naivt spørgsmål. Hvis Galienne ikke havde råd til noget herinde, gav det sig selv at pigerne heller ikke havde. Med mindre hendes frue var ekstra gavmild.

[Villine Kammerpige]

Et øjeblik lod Villine sig drømme væk ved kvindens ord. “Kunst ja, det er det rigtige ord. Det er en smuk kjole eller skjorte også. Kunsten at forvandle noget smukt til noget smukkere. Det kan stof” hun så op mod kvindens der ejede boden, der så ganske forhåbningsfuld ud. Villine og hendes frue var trods alt gode kunder.

“Min frue. Hun syer også selv og brodere, å jeg hjælper hende med at finde stof og andet hun kan bruge” ind imellem fik Villine lov at hjælpe, men hvis sandheden skulle være så lappede hun nok mest huller.

[Galienne af Saulet]

"Det elsker jeg også" Galienne hende været stolt første gang hun havde fuldført et broderi. Det havde været nyt for hende. Hun havde aldrig broderet før hun var blevet sendt på pigeskolen. Som så meget andet havde hun været nød til at lære det fra bunden af, sammen med 1000 andre ting på en gang.
"Og Dem? Holder De også af det?" Det var vel lige sådan en ting en ung tjenestepige kunne få sine aftener til at gå med. Sidde i sengen med en enkel lyskilde og brodere nogle sting inden det var tid til at sove.

[Villine Kammerpige]

"Det er ikke noget jeg har prøvet endnu. Jeg lærte kun at sy, fordi en bekendt viste mig hvordan. Det er ellers ikke sådan noget man bare lærer, hvis ikke nogen i familien kan vise en det” det var ingen der havde vist hende hvordan man broderede. På landet hvor hun havde boet før, var der ikke syerske eller andre til at lappe tøj eller skabe nyt end en selv og derfor havde den gode frue lært Villine hvordan man gjorde. Det havde været kærlighed ved første blik og kvinden havde hurtigt set et talent som hun brugte tid på at pleje. Der var knapt så megen tid til at pleje det som kammerpige, da hun havde mange andre ærinder end at lappe huller.

Det havde været en dejlig tid på landet, selvom det ikke startede sådan. Grunden til, at hun var endt der havde været grum, men stilheden og selskabet havde endt med at være godt for hende. Måske hun endda ville flytte derud, hvis hun fik muligheden. “Hvor har De lært at brodere?” spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste ikke så meget om, hvor adelige lærte ting fra. Hendes frue var trods alt en voksen dame, da Villine kom til huset.

[Galienne af Saulet]

Galienne smilede, men der var en vis alvor bag smilet. Hun havde først lært det på pigeskolen. Ligesom med Villine havde det ikke været nogen til at lære hende det, da det blev anset for unødvendigt. Tøj skulle være praktisk, ikke smukt. Og hvad nyttede det i det hele taget, når tøjet alligevel hele tiden var beskidt eller gik i stykker.
Så hun kunne godt regne ud, hvorfor der heller ikke havde været nogle til at undervise kammerpigen.
"Jeg lærte der på pigeskolen. Jeg havde aldrig holdt en broderinål før. Det var faktisk mange ting jeg ikke havde prøvet, før jeg kom på pigeskolen." sagde hun med et skævt smil. Pigeskolen havde været et rent kulturchok og en ildprøve uden lige, men i sidste ende havde stedet været godt for hende.

[Villine Kammerpige]

“Pigeskolen” gentog den lille kammerpige. Hun ville elske at have fået på skole og lært ting som at sy, brodere og især at læse. Hun ville elske at kunne læse. I stedet måtte hun høre historier der blev videregivet fra mund til mund. Det var der også noget særligt i. “De er heldig Frøken, at de har gået på pigeskole og haft muligheden for at lære så skønne ting” misundelse var en grim ting, det havde hendes mor sagt, men det var nu den følelse hun havde. Nok var sålemagerfamilien ikke en fattig håndværker familie, tværtimod, men det var trods alt kun adelige piger der kom på pigeskole. Borgerskabet måtte finde andre der kunne lære dem, det de havde brug for.

[Galienne af Saulet]

Villine have ingen idé om hvor korrekt hun var. Galiennes familie havde været mere end heldige. Det var udelukket hendes fars mod og en gavmild belønning, der havde givet familien mulighed at kunne gå sammen med adelen og lades som om de var ligesådan.
"Ja. Det er jeg... Men lærer endda etikette for hvordan man drikker eftermiddagste på en acceptabel facon." næsten hviskede hun. Galienne kunne huske hvor dumt hun havde ment det var, ikke bare at kunne drikke som man ville. Nu var det knap så dumt, for hun havde lært hvordan man opførte sig korrekt, så hun ikke længere faldt udenfor. Og som adelig var der endda noget der hed 'eftermiddagste', det havde der ikke gjort, da hun var borgerlig.

[Villine Kammerpige]

Den naive kammerpige så op på den smukke adelsfrøken med store øjne. “Jeg kan kun servere eftermiddagsthe på den rigtige facon. Hvordan drikker de den rigtig?” spurgte hun nysgerrigt. Hun skulle ofte forlade lokalet, når theen faktisk skulle drikkes, så den del så hun ikke. “Da jeg var yngre drømt jeg om, at mine forældre pludselig blev adlet og jeg fik lov at gå på pigeskole” men det skete selvfølgelig ikke. I stedet skete der noget andet og grummere, men det resulterede i en mulighed for at lære at sy. Hun vidste ikke meget om mange ting, men det de lærte på pigeskolen måtte være præcis det hun ville finde interessant. At lave såle havde aldrig været en interesse, men at sy dem på skoende var noget ganske andet. Alligevel ville hun aldrig gå i sin families fodspor. Det havde hun brødre til.

[Galienne af Saulet]

Det var overraskende, så rart det var at snakke med kammerpigen. Den her samtale ville Galienne aldrig kunne have med sine veninder, der aldrig havde prøvet andet end at være rige og tage det meste for givet. Derfor kunne Galienne aldrig dele barndomsminder, da de var så forskellige.
"Man skal holde på koppen på en bestemt måde. Hvad for vej håndtaget vender betyder noget forskelligt. Og underkoppen skal man også huske og du må ikke gå for tidligt i småkagerne. Og inden du kan noget som helst." Galienne stoppede sig selv inden hun begyndte at sukke højt og rulle med øjnene. Hun var vist ved at blive for negativ at høre på. Det var ikke til at vide om kammerpigen ville nævne mødet for sin frue, og i så fald skulle der helst kun være positive ting at sige.
Hun smilede igen. "- er det meget vigtigt at rose bordets opstilling, pynt i værelset og værtinden selv". Som om værtinden selv havde dækket bordet og stået i køkkenet. Det skulle man helst lades som om.
Hun smilede lidt genert på ny. Som barn havde hun drømt om det samme. At sidde udenfor, fordi der ikke var plads indenfor og drømme om fine kjoler og ting hvis eneste formål var at være pæne.
"Det er også lige så magisk som man tror."

[Villine Kammerpige]

De blå øjne blev trukket sammen til undrende små sprækker, da hun fortalte om hvordan man holdt på en kop. Det var fremmed land for hende selvom hendes familie anså hende som ret vel manerlig efter hun havde boet på landet. Kvinden i huset havde lært hende og hendes kusine mange ting. “Hvad betyder vejen håndtaget vender?” spurgte hun med et næsten skræmt udtryk i det ellers blege ansigt. Det lød virkelig som videnskab mere end noget hun burde kende til. Det måtte være besværligt at være adelig.

“Bordets opstilling? Så det er derfor det er vigtigt at anrette bordet på en bestemt måde?” det kunne Villine godt finde ud af. Det havde hun lært, som noget af det første hos Cosette.

[Galienne af Saulet]

Etikken omkring eftermiddagsteen havde kostet Galienne mange grå hår. Det var jo ikke spor hyggeligt at sidde og drikke te, når der var så mange små sublime regler at snuble over. Og hvad var ideen i at drikke te, hvis ikke det var for hyggens skyld.
"Hvis hanken vender mod den hånd du holder koppen i, så drikker du. Hvis den vender ind mod bordet, så er den tom og du vil godt have den fyldt. Vender den mod dig selv, skal du ikke have mere at drikke og vender hanken mod den anden hånd" Galienne skænkede stemmen og så sig hurtigt omkring, "så vil du have noget i teen, som rom. Men det slipper du kun afsted med hvis din mand er virkelig vigtig eller du selv har et vigtigt navn." Ingen af de to kvinder ville kunne spille af sted med det. Det skulle man være en kvinde som Flavia af Gustabis eller Orielle af Falanie. En kvinde af stor magt og stor indflydelse.

[Villine Kammerpige]

Det forvirrede udtryk blev blot større i den lille kammerpiges øjne des mere den adelige kvinde forklarede om, hvad tekoppens hank betød i forskellige sammenhænge. “Det er godt nok kompliceret” svarede hun forsigtigt, for hun ville virkelig ikke fornærme nogen, men hun takkede alligevel sig selv glad for, at hun ikke skulle huske alt det med sin klodsethed. Hun ville bare komme til at gøre det forkert og ende med noget i theen som hun nødigt ville have.

“Så er det mindre svært bare at anrette og servere” hun kunne godt lide at servere the. Det krævede ikke så meget af hende og hun behøvede ikke at være i fruens gæsters nærhed lang tid ad gangen. For Villine var det vigtig ikke at være i nærheden af fremmede for lang tid ad gangen.

[Galienne af Saulet]

Galienne nikkede. Hun kunne kun give pigen ret. Det hun havde fortalt var kun det mest basale. Så var der hierarkiet om hvem der først drak, hvor det var okay at tage noget sødt til teen og høflige formaliteter inden man kunne tale mere frit. Hvis man altså overhovedet kunne det...
"Det ser altid så flot ud. Det må tage lang tid at anrette." Og det var aldrig kun bordet. Ofte var der flere borde og hele rummet var pyntet op for at det hele kunne matche. Det lignede et flerpersoners arbejde.