Den hjemvendte helt

[Ysabeau af Chales]

Ysa sad lidt tilbagelænet og betragtede ham spise. Nød det. Hun var så uendelig lettet over at have ham tilbage på borgen og det strøg bestemt hendes ego at kunne bidrage med andre perspektiver, selvom hun respekterede hans ledelse af lenet dybt.

"Det er heldigt du har det sådan, for jeg tror ikke jeg kommer til at lære det," tilstod hun. "Til gengæld har jeg fundet ud af hvilke af tjenestepigerne, der er gode syersker. De er i gang med at sy vores gæst en hæderlig kjole."

[Estienne af Chales]

Estiennes ansigt var snart tilbage i alvorlige folder og han åndede hørligt ud, før han nikkede.

"Godt," svarede han. "Det er godt." Han havde ikke selv tænkt på det.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau nikkede svagt. "Mm. Jeg er god," medgav hun, atter med en lille trækning i mundvigene.

"Men lad os tale lidt om dig. En mand, der drager ud for at redde en nabos hustru, risikerer sig selv og sine mænd for det, endda. Har du nogen anelse om hvor mange, der kommer til at kalde dig en helt efter det her?"

[Estienne af Chales]

Estienne rynkede lidt på brynene. Så fnøs han dæmpet og rystede på hovedet. "Du får det til at lyde mere heroisk end det var," modsagde han og ikke blot for at være ydmyg.

"Jeg var heldig. Vi traf de rette folk på det rette tidspunkt."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau hævede et bryn let over ham og tog en tår vin mere. "Engang gik du mere op i at bruge en situation til det fulde end i kedelige ting som sandheden," pointerede hun, men respekterede ham dybt for hans svar.

"Jeg havde ellers tænkt mig at fortælle dig, at hjemvendte helte er noget mange kvinder har et meget svagt punkt for."

[Estienne af Chales]

Estiennes blik glimtede let over hendes pointe, som var ganske sand. Han havde foregivet at være en helt, der ville genforene en ung kvinde med sin familie, da de var mødtes, selvom hans motiver havde været noget mere egoistiske.

"Mh, men der er bare lige det, denne gang, at forbryderne er mine lensmænd," påpegede han. "Der er ingen vinding ved at udråbe mig selv til helt, når roden til problemet var mit ansvar. Ydmyghed er et bedre valg her... Selvom det ikke får kvinderne til at dåne."

Han skød et bryn op.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau måtte give ham den pointe og nikkede lidt. Så tiltede hun dog hovedet let til siden.

"Selvom det er sandt og du har ret, så må jeg godt betragte dig som min hjemvendte helt, ikke?"

Hun tog en tår mere.

[Estienne af Chales]

Et skævt smil strøg kort over Estiennes læber og han kunne ikke føle sig skyldig, selvom der var elendighed et andet sted i borgen.

"Jo," tillod han. "Men jeg ved jo også, at du har et svagt punkt for mig, så..."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau smilede svagt nu. Der var mennesker på borgen, som led fortjent og en enkelt, der led ufortjent. Men hun var også et menneske og en ærlig distraktion var ikke imod nogen lovgivning.

"Meget svagt," svarede hun og fugtede læberne. "Og ærlig talt. Synet af dig, da du stod der på gangen, skægstubbe og lidt svedig..." Hun bed sig i underlæben. "Godt vi allerede ér gift..."

[Estienne af Chales]

Estiennes smil blev drenget og den omtalte ydmyghed forsvandt, som den blev erstattet af en klar selvtilfredshed.

"De tanker må du fortælle mig meget mere om," svarede han og måtte tage sig i nakken, for han havde allerede et intenst behov for at vælte hende om i sengen. Men han var netop blevet vasket og påklædt.

"Senere," tilføjede han. "Du har allerede sagt for meget i forhold til, at jeg ikke kan blive her nu."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau skulle lige til at sige mere, da Estienne stoppede hende. Hun smilede skævt og fugtede læberne igen.

"Det er en aftale," forsikrede hun. "Jeg bliver lige her." Hun tømte sit glas med vin. "Men jeg tror jeg kommer til at kede mig meget, så jeg bruger nok tiden på at tage alt det her tøj af og slænge mig på sengen, imens jeg venter på min helt..."

[Estienne af Chales]

Estienne slap et hørligt fnys. "Ondskabsfuld," anklagede han slet og ret, før han rejste sig. Han tog dog kun et skridt og bukkede sig frem for at kysse Ysa med eftertryk.

Først da dét vigtige punkt var krydset af, rettede han sig og fik en tunika på ud over sin underskjorte. Bæltet fulgte, sammen med et skind over skuldrene, før han var klar til at gå.

"Jeg bliver skuffet, hvis det ikke er præcis det syn, jeg kommer tilbage til," advarede han, før han tog sig sammen og gik. Som om han ikke også var udmattet. Men der var ting at gøre. Desværre var det lige nu ikke at tumle om med Ysa.

[Ysabeau af Chales]

En tilfreds lyd forlod Ysabeau, da han kyssede hende. Hun smilede gavtyveagtigt og satte bægeret med vin fra sig.

"Javel," svarede hun drillende og gav sig til at løsne sit hår fra de opsatte, stramme fletninger.

Da han kom tilbage var maden ryddet væk og ilden knitrede i ildstedet. Ysabeau lå uden en trevl på kroppen under et tæppe og læste i en tyk bog, men da døren gik, lukkede hun den i, gled ud fra sengen og lagde bogen fra sig på et bord, før hun gik Estienne i møde.

[Estienne af Chales]

Estienne var ærligt talt klar til at segne, da han endelig kom op igen. Han havde været vågen hele natten og havde rejst det meste af dagen og han havde efterhånden rande under øjnene.

Han troede nok, at Ysa sov, men blev i stedet mødt af et helt andet syn, da han havde lukket døren. Skuldrene faldt et stykke og han lod blikket løbe op og ned over hende. Trods sin udmattelse, smilede han skævt og nød bare synet af hende, der kom nærmere.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau smilede over Estiennes blik. Hun kunne være aldeles vild og uhæmmet, men lige nu var hendes gang mere langsom og forførende. Hun stoppede foran ham og rakte frem for at lade en hånd finde hans brystkasse.

"Vil du høre mere om hvordan jeg havde lyst til at du bare bar mig direkte i seng, da du løftede mig fra gulvet?" Hun gav sig til at løsne hans tunika. "Eller skal vi bare skynde os at få dig ud af tøjet og dybt ind i mig?"