Den hjemvendte helt

[Estienne af Chales]

Estienne sukkede og rystede lidt på hovedet, mens han skyllede ragekniven. "Gestrianske loyalister," svarede han med slet skjult bitterhed i stemmen.

"Jeg ved ikke præcis, hvad der er sket, men det forlyder, at de kidnappede baronessen på grund af Heinrichs nye tortallanske tilhørsforhold."

Hans misbilligelse var tydelig. "Jeg vil afhøre dem, når jeg er færdig her, men der kan kun være et udfald for dem."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeaus ansigt stivnede lidt. Hun rystede langsomt på hovedet og krummede sin hånd mod Estiennes ryg.

"Fordi han er deres prins," konstaterede hun, imens hun fordøjede. "Men de kunne lige så let være kommet her og have været vrede over at arvefølgen fortsatte i Chales..."

Hun sank. "De skal henrettes, skal de ikke?" Det gav hende en dårlig smag i munden, men samtidig følte hun intet godt omkring mænd, der bortførte uskyldige kvinder som brikker i deres spil.

[Estienne af Chales]

Estienne rystede på hovedet. Der var ingen grund til at bekymre sig om, hvad der ellers kunne være sket. Han sukkede, før han satte ragekniven til kæben igen.

"Ja," svarede han simpelt. "Der er ingen nåde at vise i dette tilfælde."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau trak hånden til sig. Hun gik over imod maden og satte sig selv ned på kanten af deres seng.

"Nej, det er der nok ikke," medgav hun. "Sikke et spild af et menneskeliv. At bruge det på så meget had..."

Hun rynkede panden dybt. "Hvad med deres familier?"

[Estienne af Chales]

Estienne var ikke uenig, men han havde været soldat i mange år og der var mennesker, som verden var bedre foruden. Han barberede det sidste, vaskede sit ansigt og holdt kort en lun klud mod det.

Med det klaret, vendte han sig mod Ysa. "Det bliver et slag for dem, men vi kan ikke kompensere dem. Det går ikke at belønne forbrydelser."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau betragtede Estienne, nu langt mere baronen end den landevejstølper hun først var faldet for. Alvorlig og eftertænksom. Hun selv rynkede panden, også alvorlig.

"Vi kunne ikke... Besøge familierne? Sikre, at de alligevel kan klare sig? De har ingen forbrydelser gjort. Hvis de bliver straffet, vokser hadet så ikke også op hos dem? Så kan deres sønner om ti år være lige så vrede..."

[Estienne af Chales]

Estienne så på Ysa med rynkede bryn. Han var ikke sin far, men han kunne heller ikke være for blød som lensherre og forbrydelsen havde været utilgivelig.

"Deres sønner vi formentlig være vrede uanset," svarede han. "Hvad end vi gør for dem, vil det stadig være os, der henrettede deres fædre."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau nikkede langsomt, men var alligevel ikke enig med grundpræmissen. Selvfølgelig ville han træffe den endelige beslutning og hun ville bakke op om den, men hun sagde sin ærlige mening her.

"Sultne, fattige mennesker har kortere til vrede end dem, der har mad i maven og et varmt sted at sove," pointerede hun. "De vil aldrig glemme, at du udviste den nåde, hvor du kunne have været ligeglad med dem."

[Estienne af Chales]

Estienne behøvede ikke at vide, hvordan det var at være fattig. Han havde levet fra hånden til munden og vidste, hvor bitter man kunne blive af ikke at have noget. Han lyttede dog til Ysa, brynene endnu rynket.

"Hvad ville du gøre for familierne?" spurgte han så.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau tog en dyb indånding ved Estiennes spørgsmål og hendes bryn trak sig let sammen, imens hun overvejede sit svar.

"Jeg ville genhuse dem, hvis de kommer fra samme sted. Lade dem flytte til forskellige landsbyer rundt omkring i hele lenet og sørge for, at de blev taget godt imod. Der manglede kvinder flere steder - de kommende enker kan finde bedre mænd og de fædreløse børn vil flytte med. Hvis de er spredt ud i loyale landsbyer, vil de også høre andres holdninger til dig og mange af dem holder af dig nu, efter vores rundrejse."

Hun rejste sig og gik hen imod Estienne. Lagde en hånd mod hans arm og strøg den ned til hun fandt hans hånd. Så trak hun ham let med sig hen og sidde ved bordet. "Du skal også huske selv at spise. Ellers bliver du også bitter," pointerede hun.

[Estienne af Chales]

Estienne spurgte ikke for at udfordre. Han havde ikke fået nogen reel oplæring i det at være lensherre og vidste, at han var mangelfuld. Af netop den årsag var hans interesse i Ysas perspektiv reel og han lyttede med rynkede bryn.

Den glattede sig ikke helt ud, da hun hentede ham, men han smilede dog svagt, omend han forblev alvorlig og tankefuld. "De ønsker formentlig ikke at flytte," sagde han og satte sig. "Vil de være taknemmelige over at blive tvunget bort?"

[Ysabeau af Chales]

Ysa satte sig overfor Estienne og hældte et glas fortyndet vin op i to bægre. Hun selv løftede det ene og drak en tår, imens hun tænkte over spørgsmålet.

"Måske ikke i begyndelsen. Men hvis det er for at hjælpe dem. Hvis de får at vide, at det er en håndsrækning. En mulighed for et nyt liv? Måske vil nogen sige nej og forlade Chales - måske endda drage til Gestraria. Men så er du også af med dem. Du ville give dem en fremstrakt hånd. Hvis de ikke tager den, er det deres problem."

[Estienne af Chales]

Estienne tøvede ikke med at tage lidt mad, som han skyllede ned med en tår vin. Han lænede sig tilbage og så tankefuldt på Ysa, før han brummede dæmpet, bifaldende. Det rykkede ved hans læber.

"Hm," lød det. "Hvem har lært dig at være så kompetent en lensfrue?"

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau smilede flygtigt over komplimenten, selvom hun snart efter blev mere alvorlig igen. Hun tog en tår vin og trak på skuldrene.

"Jeg prøver bare at sætte mig i deres sted," svarede hun. "Og jeg har læst... Et par bøger. Jeg keder mig ofte..."

Hendes mundvige sitrede igen. "Jeg lærte ikke at brodere..."

[Estienne af Chales]

Estienne spiste lidt mere, glubende sulten, men uden at det tog opmærksomheden fra Ysa. Han kom til at slippe en lidt munter lyd, men var også stolt af at høre, at hun læste. Det havde hun ikke kunnet, da de mødte hinanden.

"Intet ondt om broderi, men det er ikke nær så brugbart," konstaterede han. "Og jeg har brug for al den hjælp, jeg kan få."