Ikke så traditionel alligevel

[Cecily Guérisseur]

Cecilys primære pligter var naturligvis stadig som hustru og mor, herunder alt hvad der hørte husholdningen. Lidt af den byrde var dog lettet med den hyrede hjælp, som hun burde have opsagt, nu hvor datteren var et halvt år gammel, men som hun i stedet havde udnyttet til at følge nysgerrigt med i opførslen af et nyt væverværksted.

Det trak i hende, selvom hun benægtede det og det var også der hun var denne eftermiddag, hvor datteren var hjemme ved Nathaniel Guérisseur, som utraditionelt selv havde tilbudt at se efter hende. Intentionen var at komme hjem efter et par timer, men tiden var løbet lidt fra hende og hun var ikke klar over det, i øjeblikket dybt optaget af en diskussion med snedkeren om de sidste justeringer på de væve, der skulle stå i det store rum.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel var ikke en traditionel far. Hans liv havde formet sig helt anderledes end hvad nogen kunne have forudset, da han kom til verden i det nordlige Blueton, som søn af en lensherre. Lige nu gik han igennem det spæde, svagt forårsramte Levagny, bærende på sin lille datter, som han havde svøbt varmt ind. Hun pludrede og han smilede svagt.

Da han åbnede døren ind til det kommende værksted, der lå tæt på deres eget hus, blev hans smil en tak større. Han fik nemlig øje på Cecily, grebet i samtale. Han blev stående et øjeblik, men snart udbrød lillepigen en utilfreds lyd og han var afsløret.

[Cecily Guérisseur]

Cecily opdagede slet og ret ikke Nathaniel og lille Marguerite, før sidstnævnte lavede en lyd, der øjeblikkeligt tiltrak moderens opmærksomhed.

Hun så overrasket på de to, før hun hurtigt færdiggjorde samtalen med snedkerne. Så gik hun over til dem. "Hej," hilste hun, en smule forvirret, men lænede sig ind og kyssede sin datter på panden. Hun så en my spørgende ud. "Hvilken dejlig overraskelse."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel tyssede blidt på sin datter, men smilede varmt til Cecily. Han fulgte samtalen med blikket og da hun kom over til dem, hævede han begge bryn let.

"Marguerite har ikke min imponerende tålmodighed," konstaterede han med et glimt i øjnene. "Hun er sulten og jeg har givet hende grød to gange."

[Cecily Guérisseur]

Cecilys overraskelse var tydelig. Nogle ville vel være chokeret over, at Nathaniel overhovedet havde taget sig af den slags, men Cecily var langsomt blevet fravænnet sin egne klare forestillinger om kønsroller, blødgjort af Nathaniels mere afslappede tilgang.

"Tiden må være sluppet fra mig," beklagede hun og listede Marguerite over til sig. Kyssede hendes bløde kind.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel trak på skuldrene. "Der er ikke langt herover," forsikrede han. "Der ville faktisk ikke være noget i vejen for at hun blev passet oftere af andre, hvis du blot kunne findes her, når tiden kom..."

Han så hende ikke i øjnene, men havde ladet blikket vandre over rummet. "Det bliver rigtig godt her. En imponerende ny forretning..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily kneb øjnene lidt sammen. Det var en mærkelig ting at sige, men hun blev kortvarigt distraheret af hans fortsættelse. Ret kortvarigt.

"Hvorfor skulle hun det?" spurgte hun, da blikket fandt Nate igen. "Tiden løb fra mig i dag, men jeg kan godt tage vare på hende. Og snart er arbejdet alligevel i gang her, nu hvor detaljerne er på plads..."

Hun ignorerede det lille stik ved tanken om at overgive den smule ansvar, som hun mere eller mindre var kommet til at tage.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel trak på skuldrene. "Jeg mente bare, at du godt ville kunne blive ved med at være herovre, hvis vi betalte os fra en lille smule mere hjælp," konstaterede han.

"Din far sætter tydeligvis stor pris på dit arbejde og du nyder det jo..."

Han lænede sig strategisk ind og plantede et kys på hendes kind. "Og jeg nyder dig, så veltilfreds du bliver af at gøre et godt stykke arbejde..."

[Cecily Guérisseur]

Det var sandt, at Cecily nød det, men forslaget om rent faktisk at opretholde arbejdet, føltes stadig en smule skandaløst. Nok til, at hun så bort fra, hvad hun rent faktisk ønskede og til sidst rystede lidt på hovedet.

"Selvfølgelig har jeg været glad for at hjælpe, men det kan ikke fortsætte," svarede hun med sin sædvanlige beslutsomhed. "Det er ikke sådan tingene bliver gjort her. Jeg kan ikke arbejde, mens nogen andre tager sig af min familie."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel trak på skuldrene og strøg en hånd blidt over Marguerites hoved. "Men du kan godt lade en anden overtage ledelsen her?"

Han hævede et bryn let. "Måske tager jeg fejl. Jeg synes bare du skal overveje hvad der ville gøre dig mest glad. Hvis du var her, ville vi have råd til at betale os fra hjælpen."

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde brugt årevis på at bilde sig selv ind, at hendes inderste drøm var at blive gift og holde hus og aldrig skulle arbejde med andet igen. Det var ikke let at acceptere, at det ikke var virkeligheden. Nathaniel var dog ikke uden indflydelse på hende, selv hvis hun ikke overgav sig øjeblikkeligt.

"Det er..." begyndte hun og rynkede på brynene. Protesten var tøvende, nok mest fordi det var et kontroltab uden lige at skulle overgive sine hustruelige pligter. "Uhørt."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel strøg sine fingre let over sin hustrus kind og smilede svagt over hendes tonefald.

"Elskede. Vi er uhørte. Du er gift med en adelig præst fra Blueton, som forførte dig indefra templets mure og forlod det for dig. Hvis det ville gøre dig lykkelig at arbejde her, så er jeg ligeglad med hvor uhørt det er. Jeg er kun optaget af hvor glad du er."

[Cecily Guérisseur]

Cecily så på Nathaniel og i takt med at han talte, ændrede hendes kropsholdning sig. Overgivelsen var synlig og hendes læber trak op i en blød nye, hendes hengivenhed åbenlys.

"Jeg har nydt det," indrømmede hun, selvom han tydeligvis havde set det for længst.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel nikkede. "Det ved jeg at du har," svarede han. "Jeg elsker at se dig i dit element. Du er forrygende..."

Han kyssede hendes pande. "Tænk over det, hvis du har brug for det. Men jeg synes du skal prøve det af. Se om du ikke godt kan holde det ud, selvom det betyder tid hjemmefra og endnu en ansat..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily vidste jo nok allerede, hvad det var, hun gerne ville. Alene det at muligheden nu lå der, gav hende blod på tanden og det ville blive svært at opgive igen.

"Jeg elsker ikke tanken om endnu en kvinde i mit hus," svarede hun dog, selvom det var gået meget bedre med den første end hun havde troet. Måske var det derfor, det ikke rigtigt var en afvisning.

"Men jeg elsker dig," tilføjede hun da også og løftede sin frie hånd til hans hals og understregede sine ord med et kys, flygtigt, fordi Marguerite var stigende utilfreds.