Ikke så traditionel alligevel

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel smilede tilfreds over fortsættelsen og kunne høre hvordan det var gået som han havde forestillet sig og håbet. Var det manipulation? Måske. Men kun for at få Cecily til at se, at hun kunne få det hele. Det kunne han ikke føle skyld over. Han trak en taburet over gulvet til hende og så med et ømt blik på den utilfredse lille størrelse.

"Og jeg elsker dig," forsikrede han. "Vi kan nok ikke få en mand til at passe hende, desværre. Meget vil jeg ellers gøre for at gøre dig glad..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily afviste dén tanke med en lyd. Det ville være for utraditionelt, trods alt. Hun satte sig på skamlen og snart blev de utilfredse lyde til synkelyde i stedet.

"Min far ville vel være svært tilfreds," fortsatte hun sin overvejelse, men var i virkeligheden nok allerede overtalt.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels smil var ikke forsvundet, men han dæmpede det en smule ved at trykke læberne sammen og brumme eftertænksomt.

"Uden tvivl," føjede han til. "Du ville blive velhavende..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily slap en eftertænksom lyd. Det var naturligvis en fordel, for hun havde en præference for fine ting, men det var, måske overraskende, ikke det mest tungtvejende.

"Hvis jeg tager al ansvaret," musede hun. "Er boligen her også vores."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hævede et bryn over den nye information. Han havde været i huset mange gange, men aldrig tænkt på det som et potentielt hjem. Nu blev det hans tur til at tænke sig om.

"Men her er ikke plads til min praksis," konstaterede han og fik en lille rynke i panden.

[Cecily Guérisseur]

Cecily slap en eftertænksom lyd og rynkede lidt på de fine bryn. "Ikke uden en tilbygning," medgav hun, selvom boligen i selv var mere rummelig end deres nuværende.

"Det er ikke fordi jeg ønsker at flytte fra det hjem, du har givet os."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel hævede et bryn let, smilede så afvæbnede og rystede på hovedet.

"Cecily," begyndte han. "Alt ved det hjem var for dig. Jeg har ikke bygget noget af det med mine egne hænder og der er intet af det, som vi ikke kan tage med, jeg ville sørge over. Men jeg har brug for en praksis, hvis vi skal bo her."

[Cecily Guérisseur]

Det var noget af en udvikling, men Cecily kunne ikke sige sig fri for at have fået en smule blod på tanden ved tanken om at fortsætte sit arbejde der. Hun fugtede sine læber og justerede lidt på datteren.

"Hvis min far virkelig ønsker at beholde værkstedet i familiens hænder, er jeg sikker på, at han er villig til at gøre de nødvendige foranstaltninger."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel smilede skævt og gik på hug foran de to hunkønsvæsner, der var mere eller mindre hele hans verden.

"Cecily Væver," mumlede han drillende. "Tænk sig at du skulle gå hen og blive sådan en forretningskvinde. Jeg er vild med det."

[Cecily Guérisseur]

Cecily så på Nathaniel og hendes læber kurvede. "Det var jeg allerede, før du lærte mig at kende," mindede hun ham om.

"Før du forlod templet og gav mig alt det, som jeg havde drømt om i årevis..."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels smil voksede lidt og han nikkede, før han rejste sig igen. "Mmh. Jeg er lidt af en drøm," konstaterede han muntert.

"Eller et mareridt, alt efter hvem der beskriver det..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily skød et bryn op. "Jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville tænke sådan om dig, min elskede," svarede hun, men blikket spillede lidt. Der var sikkert en ypperstepræst i templet, der havde været ganske frustreret over ham.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel smilede skævt og blinkede ned til hende. Han strøg hende blidt over ryggen.

"Åh, det kan du tro der er. Men heldigvis ikke dig."

[Cecily Guérisseur]

Cecily så op på ham og et lille glimt af spøgefuldhed sneg sig ind i det lyse blik.

"Hm," slap det hende tankefuldt. "Du ér selvfølgelig tilbøjelig til at drive mig til vanvid fra tid til anden..."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel fnøs dæmpet, lænede sig ned og plantede et ømt kys på toppen af Cecilys hoved.

"Det er noget ganske andet," forsikrede han dæmpet. "Det er fordi du elsker mig virkelig højt."