En ven i nøden

[Svea Købmand]

Gabriel Halvmåne
30. januar

Det var så sent på aftenen, at det faktisk næsten var ved at blive morgen. Svea var på vej tilbage til sin mester efter hun havde brugt en aften hjemme hos sin familie. Hun havde haft lyst til at sove i sin gamle seng, men det betød også at hun skulle tidligt op for at nå hjem til sine pligter. Det plejede at være rimelig sikkert at gå på denne tid af aftenen, de fleste lå alligevel derhjemme og sov.

Det var dog ikke ligefrem alle og da Svea hørte nogle høje råb, skyndte hun sig at gemme sig i en tilfældig stald der ikke var låst af. Forsigtig holdt hun øje med det der skete derude og så til mens nogen nærmede sig. Hendes hjerte bankede hurtigt, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke komme ud fra stalden før hun vidste hvad der skete og derfor ikke løbe efter hjælp, hvis hun gjorde sig bemærket, hvad ville der ikke ske hvis det var nogen der var ude på problemer? Derfor blev hun stående inde bag døren og så tiden an, indtil hun vidste det var sikkert at komme ud.

[Gabriel Halvmåne]

Det havde åbenbart været en af de der dage, hvor Gabriel skulle være blevet hjemme i en sikre havn på Den fede kat. Men han havde haft lidt uro i kroppen og var listet af uden, at nogen havde opdaget det. Og så havde han besøgt Falken og kronen, hvor han kunne være relativt anonym. Her kunne han få et par krus vin, spille lidt kort og få sig en god latter, uden at alle folk gik på listefødder omkring ham. Det var normalt ganske hyggeligt, og selvom krofatter vidste, hvem han var, og holdt godt og grundigt øje med ham, var der ingen forstyrrelser. Det havde der heller ikke været denne aften, men Gabriel havde måske fået et krus vin for meget, for han glemte for et kort øjeblik, at han ikke var derhjemme - han var blevet sikker på, at den ene store håndværker snød på en eller anden måde, og han var endt med at banke en hånd i bordet og anklage ham for det. Det skulle han så ikke have gjort, for pludseligt var der ballade. Krofatter havde hurtigt smidt dem ud, hvor det kun var eskaleret, og Gabriel var endt op med en brækket næse. Håndværkeren var en stor mand, og da hans venner pludseligt dukkede op, havde Gabriel gjort, hvad enhver fornuftig tyv med respekt for sig selv ville gøre - løbet så hurtigt remmer og tøj kunne holde.

Der var bare ret langt hjem til Den fede kat, så efter at have taget et par hjørner, var han stødt ind i en åbne stalddør, som han hurtigt havde lukket på klem bag sig og derefter havde han stillet sig i mørket ved et lille beskidt vindue, hvor han kunne se ud. Hans næse dunkede ubehageligt, og han kunne smage blod. Det grumsede glas afslørede kun svagt, at han var smurt ind i blod under næsen og ned over hagen. Det havde været et effektivt slag.

Der kom nogen, han kunne se en skikkelse bevæge sig ned ad gaden. Absolut ikke en af de store gutter, der var efter ham. Et råb kunne svagt høres, og kvinden reagerede på det ved at gøre som ham - få øje på stalddøren og skynde sig ind for at gemme sig. Hun opdagede ham slet ikke i mørket, selvom han ikke stod mange skridt fra døren, men der var også meget mørkt i stalden. Han stod som frosset til stedet for et øjeblik, indtil en stemme udenfor fortalte ham, at gutterne var på vej ned ad gaden. Hun stod lige ved døren og kunne afsløre ham. Tænk hvis hun fik øje på ham nu og satte i et skrig?
Uden at overveje det ret meget, trådte han hurtigt hen mod hende og rakte ud for at lægge en hånd over hendes mund og tage ved hendes arm for at trække hende tilbage, væk fra døren. Han kunne bare håbe, at hun ikke nåede at give lyd fra sig, inden han fik fat i hende. Fik han fat i hende, ville han trække hende tilbage og samtidigt tysse dæmpet mod hendes øre, og måske endda hviske, at han ikke ville gøre hende noget.

[Svea Købmand]

Svea havde slet ikke set sig om da hun gik ind i stalden og var alt for fokuseret på hvad der foregik foran hende, til hun lagde mærke til det bagved hende. Hun var en smule bange, mens hun stod og ventede på om der var sikkert udenfor, men hun havde ingen ide om hvad der ville ske i næste øjeblik og at det ville være langt værre. Da en hånd pludselig lagde sig om hendes mund, var hendes første indskydelse af skrige, men den faste håndflade kvalte lyden og fik det til at lyde som et svagt grynt i stedet. Derefter blev hun trukket tilbage og selvom hun vred sig og sparkede med den ene fod, var der ikke meget hun kunne stille op mod en mand der var både en del ældre end hende og havde mere erfaring med at holde nogen fast end hun havde med at slippe væk.

Det blev dog klart for hende, at han muligvis ikke ville noget hende ondt, men måske havde andre problemer han ville gemme sig for. Alligevel vred hun sig en anelse igen, men blev så stille fordi hun kunne høre stemmer udenfor døren. Noget sagde hende, at det udenfor var værre end det indenfor, så hun blev helt stiv i kroppen for ikke at lave en lyd. Imellemtiden skævede hun mod manden bag sig og kunne lugte lugten af blod og overvejede om han måske var kommet til skade. Det kunne hun dog ikke gøre noget ved før faren var overstået, så i stedet blev hun stående og følte sig lettere utilpas i hans faste greb.

[Gabriel Halvmåne]

Det kom ikke som nogen overraskelse, at pigebarnet gav sig til at skrige, som han greb fat i hende, men hans hånd stoppede lyden før den blev et problem. Hendes spark ramte ham over skinnebenet, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte med at trække hende tilbage og længere ind i stalden. Større var hun alligevel ikke, end at det let kunne lade sig gøre, trods hendes modstand.
Men hans ord om, at han ikke ville gøre hende noget, hjalp åbenbart, for hun stoppede med at vride sig. Stemmerne udenfor kom nærmere og det var tydeligt at høre, at de ledte efter nogen. Ham. Men de gik bare forbi stalddøren uden at se ind, så enten var de dovne eller også ville de ikke have ham nok. Et tegn på, at han bare var en fløs, der havde sagt noget dumt, og ikke Tyvekongen. For dem. Heldigvis.

Han blev stående med den varme unge kvinde i sin favn, indtil han var sikker på, at stemmerne var væk. Hun duftede godt, bemærkede han i mellem sin overvågne tanker, og han flyttede ubevidst lidt på sig for at være lidt tættere på hendes krop.
Til sidst begyndte han dog langsomt at løsne grebet og endeligt slap han hende, inden han trådte tilbage for at løfte hænderne op foran sig.
"Det var ikke min mening at skræmme dig, men jeg ville helst ikke have de ubehagelige gutter til at finde mig." Han talte dæmpet, der var stadig risikoen for, at de kom samme vej tilbage. Selvom det var mørkt, var der ikke mere mørkt end at man kunne se det hvide i hans opspærrede øjne og blodet, der så sort ud i det svage lys udefra, der var tværet ud i ansigtet på ham. Han var ikke så bange, som han så ud, men skuespil var et af hans mange talenter, og han var god til det.

[Svea Købmand]

Da han endelig løsnede sit greb og slap hende, var Svea hurtig til at træde et par skridt væk fra ham, men stadig prøve at være stille. Hun var ikke helt klar over hvad der foregik udenfor, så hun ville ikke tiltrække mere støj end nødvendigt. Hun knyttede sine hænder og var parat til at forsvare sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt. Det så dog ud til, at manden foran hende allerede var skadet og måske ville hun være heldig nok til at han ikke ville anstrenge sig mere end nødvendigt. Han så farlig ud, men det var ikke det værste hun havde set som helbreder.

"Hvis du lover ikke at gøre mig ondt, så vil jeg hjælpe dig. Jeg er helbrederlærling." Sagde hun og pegede på hans ansigt.
"Er din næse brækket?" Spurgte hun og trådte et skridt tættere på ham, mens hun kneb sine øjne sammen og rynkede sine øjenbryn. Hun studerede hans ansigt nærmere og trådte et skridt tættere på, uden at tænke over at hendes ansigt muligvis kun var et par tommer væk fra hans. Hun løftede sin hånd lidt, men stoppede flygtigt op, i tilfælde af han nu ville afvise hendes hjælp.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel vidste ikke helt, hvilken reaktion, han skulle forvente fra ungmøen. Eller hvem hun var. Havde han set hende før? Han var ikke sikker, som mørket gjorde det svært at se detaljerne i hendes ansigt. Men hun overraskede ham, for selvom hun startede med at træde væk fra ham og knytte hænderne som et krigerisk pigebarn, var hun pludseligt meget mere interesseret i hans blodige ansigt end i, at hun stod her i mørket, alene, med en ukendt mand.

En helbrederlærling. Hvor heldig kunne Gabriel være? Ikke at det var et problem for ham at få nogen til at se på næsen, hoffet havde en helbreder eller to, de kunne benytte sig af, men det krævede at han skulle finde hjem til deres huse og banke dem ud af sengen.
"Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget," sagde han halvvejs sandfærdigt. Det havde ikke været hans første tanke, som han var på flugt fra de vrede mænd, men hendes krop mod hans havde da givet ham visse ... tanker.
"Og det tror jeg. Han slog til." Gabriel skar forsigtigt ansigt. Hans stemme lød også forkert, om hans næse var hævet op og stoppet.

Til hans overraskelse kom hun tættere og tættere på, faktisk stak hun ansigtet helt op i hans, og han så med opspærrede øjne på hendes ansigt. Det trak i hans mundvige, som han kæmpede med at holde et smil tilbage, smerten der dunkede ud mellem øjnene på ham næsten glemt i forundring over hendes opførsel. Hun var tæt nok på til, at han ville kunne lægge hænderne om hendes hoved og give hende et kys, men han holdt sig selv tilbage. Hvis hun kunne fiske hans næse, ville det være det bedste.
"Er det noget, du kan klare?"

[Svea Købmand]

Hvis Svea kunne høre Gabriels tanker, havde hun nok givet ham en lussing også selvom han havde hovedet fuldt af blod. Det kunne hun dog ikke, så hun forsatte hen mod ham og påtog sig sin faglige ansigtsmine, mens hun nærstuderede ham. Da han ikke skubbede hende væk, lagde hun forsigtig hånden på hans ansigt for at dreje hans hoved en anelse så hun kunne se lidt bedre.
"Ja, altså jeg er jo bare en lærling, men jeg kan godt klare en brækket næse." Sagde hun med et beslutsomt blik i øjnene, mens hun lagde den anden hånd på hans ansigt også.
"Det kommer muligvis til at gøre lidt ondt og du må ikke bevæge dig, fordi jeg skal være sikker på at jeg ikke sætter din næse skævt sammen." Sagde hun og sukkede lidt.
"Og så må du holde op med at komme op at slås! Det er jo ikke hver dag at der er en helbreder i nærheden vel? Hvad nu hvis de havde gjort noget der var værre?" Sagde hun og sendte ham et skarpt blik, mens hun rystede på hovedet.

[Gabriel Halvmåne]

Hendes hånd var kølig i mod hans brandvarme forslåede ansigt, hvilket var overraskende behageligt. Hendes blide berøring var så ... frivillig. Gabriel måtte erkende, at det var ganske behageligt. Så for ham ukarakteristisk godmodig lod han hende flytte på hans hoved, så hun bedre kunne se. Hans øjne var nysgerrige og blev på hendes ansigt, som hun snakkede videre.
"Ikke så ondt som min sårede stolthed," mumlede han med et svagt smil, og stod stille som hun sagde, at han skulle. Det var ikke første gang, at nogen skulle kigge på hans næse. Som barn var det faderens grove fingre, som ung og voksen en healer. Det skete overraskende ofte for ham, at nogen stak ham en lige i smasken og fik hans næse til at brække. Utroligt nok var den stadig flot lige.

"Hey, jeg havde absolut ingen planer om at slås, slet ikke med en bjerg af en tømrer som ham. Håndværkere slår hårdt!" Protesterede han, men stadig med et smil om munden. Det var ikke hver dag, at han fik skæld ud af en ung tøs som hende. De færreste turde sætte ham på plads, når han nu havde et helt hof bag sig. Og Tyvekongen havde noget af et rygte for raserianfald og vold også. Ikke at der var noget af det i syne lige nu, som han stod her og morede sig lidt over pigebarnet. Selv ikke den dunkende smerte fra næsen lavede store skår i det.

[Svea Købmand]

Gabriels ord fik hende til at smile en anelse og hun kunne ikke lade være med at tænke på sine brødre.
"Ja, mine brødre slår også ret hårdt og de er våbensmede." Bemærkede hun, måske også lidt for at sige at hvis der skete hende noget, kunne han godt regne med at der kom et par ret stærke mænd efter ham.
Da han ikke stoppede hende, lagde hun sine hænder på hans næse og lukkede sine øjne og prøvede at fokusere. Det var en smule svært efter alt det der var sket, hendes hjerte bankede stadig lettere uroligt, men efter et øjeblik følte hun sig helt rolig. Derefter samlede hun sin energi inden i og sendte den ud gennem sine hænder og i hans næse som langsomt helede sammen.

Øjeblikket efter hun var færdig, følte hun sig en smulle svimmel og trådte et skridt væk, mens hun lagde en hånd på hans arm.
"Åh, jeg bliver altid lidt sløv bagefter." Sagde hun og tog sig til hovedet, hvorefter hun satte sig ned i høet og gabte en anelse.
"Føles det bedre?" Spurgte hun og så op på ham mens hun smilede en anelse.

[Gabriel Halvmåne]

Våbensmede. Åh, så vidste Gabriel godt, hvem hun var. Eller i hvert fald, hvem hendes far var. Han mindede sig selv om, at han nok skulle træde lidt varsomt. Det var ikke en familie, han gad at lægge sig ud med, af forskellige årsager.
Stadig nysgerrig betragtede han hende tage kontrakt til sin gave, og snart føltes det som om, at hans ansigt kølede ned. Der kom et lille skarpt stik af smerte, som hans næse gled på plads, noget der fik hans øjne til at løbe i vand, men ellers reagerede han ikke på det. Det gjorde mindre ondt end den konstante dunken, en brækket næse ellers præsterede at skabe.

Han tog hurtigt ved hendes arm for at sikre sig, at hun ikke faldt, som hun slap ham for og rakte ud for at støtte sig ved ham. Mens hun fik sat sig ned, blinkede han fugten ud af øjnene.
"Meget bedre, du er god," svarede han, inden han rettede sig lidt op og snøftede hårdt ind for at rense hele systemet for blod, inden han drejede hovedet og nok lettere ucharmerende spyttede en blodig klump slim ud. Men nu kunne han da trække vejret. Derefter satte han sig på hug foran hende, så han var på niveau.
"Det var noget af et sammentræf at møde dig her. En heldig afslutning på en uheldig aften. Er du okay?" Han havde sluppet hende igen, men betragtede hende med påtaget bekymring.

[Svea Købmand]

Svea lagde slet ikke mærke til at han spyttede, hun var fokuseret på at samle sig efter helbredelsen. Heldigvis var det kun en blodtud og dem var hun trods alt ved at blive så god til at hun ikke blev så træt. Da han satte sig i hendes synsvinkel, blev hun dog opmærksom på ham igen og smilede en anelse.
"Ja, det går fint, jeg skal bare sidde lidt. Du behøver ikke blive." Sagde hun og viftede lidt med sin hånd, hvorefter hun gabte en anelse.
"Men ja, det var da heldigt. Men ellers kunne du have fundet mig på markedet, der er jeg ofte sammen med min mester." Sagde hun og smilede svagt.
"Hvem er du egentlig?" Spurgte hun og kneb øjnene lidt sammen, de havde jo slet ikke hilst på hinanden og Svea ville gerne vide hvem han var, hvis nu hun skulle helbrede ham eller nogen i hans famile.

[Gabriel Halvmåne]

Hendes viftende hånd og hendes ord om, at han bare kunne gå, fik ham til at skubbe øjenbrynene op i panden. Skræmte han hende? Det fik han ikke fornemmelsen af. Så hun var bare modig og ville sidde her alene i mørket? Ja, hvorfor ikke. Hun virkede som en frisk ung kvinde uden den store frygt i livet. Det gjorde bare Gabriel endnu mere nysgerrig på hende, hvilket måske var heldigt for hende. Måske ikke, det var ikke helt til at sige med en som Gabriel, der levede fra øjeblik til øjeblik. Lige nu var han mere interesseret i hendes uskyldighed end så meget andet. Det var som at se en egernunge forsøge at kravle rundt i et træ.

"Mit navn er Gabriel, og jeg har ikke travlt med at bevæge mig ud, nu har du jo lige fikset min næse, det ville være dumt at gå ud af døren og direkte ind i en knytnæve." Han smilede skævt, hvilket fik hans ansigt til at klø. En lidt for velkendt følelse, der kun blev forstærket af, at han stadig kunne smage blod. Det var holdt op med at fosse ud, men en healing fik det ikke ligefrem tilbage i kroppen. Et hurtigt blik rundt i mørket, der var knapt så tungt som tidligere, fordi hans øjne havde vænnet sig til det, hintede ham om, at der stod en spand længere ind i stalden.
"Lad os se..." Han rejste sig og gik derover. Der var ganske rigtigt vand i spanden, og det virkede nogenlunde rent, så uden tøven stak han hænderne i det og smed vand i ansigtet. Det gentog han et par gange, og skrubbede skægget lidt med en hånd, inden han tørrede ansigtet af i ærmet. En hest stod og gloede på ham, som om han var faldet ned fra månen og han sendte den et blik, inden han vendte tilbage til pigen.
"Så, det var bedre. Våbensmede til brødre siger du? Så er du en af Eiriks utallige unger?" Der var ikke noget negativt i det han sagde, bare nysgerrighed.

[Svea Købmand]

Gabriel, uden noget efternavn åbenbart. Svea blev en anelse mistænksom, men hun havde ikke tænkt sig at presse emnet yderligere. Hendes mester havde tidligere haft besøg af 'Hans Petersen' og 'John Smith' og det virkede ofte som om de skjulte et eller andet. De skulle bare lige helbredes og så ud af døren så hurtig som muligt. Denne Gabriel havde dog ikke travlt virkede det som, så det talte imod hendes tidligere oplevelser. I virkeligheden forstod hun ham ikke helt, han var ikke som nogen anden hun havde mødt før.
"Det er sandt, det er nok bedst at vente på at de er væk." Sagde hun. Svea havde heller ikke lyst til at gå nogle steder, ikke hvis der rendte bøller rundt udenfor.

Da Gabriel rejste sig, fulgte hun med blikket og betragtede ham mens han vaskede sit ansigt. Det var en smule fascinerende for hende at kigge på, uden hun helt forstod hvorfor og da han var ren mærkede hun at hun rødmede i kinderne. Det var en meget mærkelig reaktion og hendes eneste logiske forklaring var, at helbredelsen måtte have gjort hende dårlig.
"Ja, det er jeg nemlig!" Sagde hun, begejstret over at hun kendte hans far, så kunne han da ikke være en helt dårlig fyr.
"Hvor kender du min far fra? Har du købt våben hos ham?" Spurgte hun og så på ham med nyfunden ivrighed.

[Gabriel Halvmåne]

Tøsen blev overraskende begejstret for, at Gabriel gættede sig til hendes ophav, hvilket ikke var så svært, når hun snakkede om brødre, der var våbensmede. Det kunne næsten kun være den familie. Han kendte dog ikke alle børnene, selvom han kunne genkende brødrene. Det var heller ikke så svært.
Hendes spørgsmål fik ham til at smile, inden han dumpede ned i høet ved siden af hende. Ganske dydigt, hvilket ellers ikke var normalt, når han fandt sig en høstak med en pige. Hendes ord om køb af våben fik ham til at le.
"Ligner jeg én, der har råd til et sværd? Jeg kender han ikke personligt, men de fleste ved vel, hvem Eirik Våbensmed er. Og hans glæde ved at avle børn." Han smilede skævt og lænede sig afslappet tilbage på den ene arm, inden han begyndte at pille ved et strå.

"Og hvad laver sådan en ung frøken så i en stald som denne? Og så på denne tid af natten?" Der var morskab i hans stemme, som han spurgte hende. Han havde ikke fået hendes navn, men det burde ikke være svært at få fat på, hvis det skulle være nødvendigt.
Det krævede lidt af ham ikke at række ud og røre ved hendes lår uden på kjolen, hvilket gik ud over strået, der blev revet i små stumper mellem hans fingre.

[Svea Købmand]

Svea havde svært ved at se ham i mørket, men det hun kunne set af ham, så havde han nok ret i at han ikke lignede en der havde råd til et sværd. Sværd var jo også dyre, men der var jo andre slags våben man kunne få i en våbensmedje, knive, dolke, endda en enkelt hammer eller en pil. Det eneste der gjorde at hun vidste dette, var nok at hun var vokset op lige ved siden af en, ellers havde hun nok aldrig været interesseret i våben.
"Åh ja, far og mor har altid elsket børn." Sagde hun med et skævt smil og forstod åbentlyst ikke hvad han hentydede til.

"Jeg gemmer mig da sammen med dig, for de farlige gutter udenfor." Sagde hun med et smil og undlod at indrømme, at hun forsøgte at trække tiden ud.
"Og det er faktisk næsten morgen nu, jeg tror snart at solen begynder at stå op." Bemærkede hun.
"Jeg skal egentlig også snart videre og hjem til min mester ellers får jeg bare skæld ud." Sagde hun og rettede lidt på sit hår, som vist var gået i uorden efter aftenens eskapader.