En ven i nøden

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel konkluderede hurtigt, at pigen ved hans side nok ikke var den skarpeste kniv i smedjen, men hun gjorde så absolut op for det med sin mere naive og søde personlighed. Hun mindede ham lidt om en hundehvalp, glad og uvidende om de farer, der var lige for næsen af hende. Lige som det bette kræ, han engang havde fundet på gaden og ... nå, han kunne ikke få lov til at lege med pigen her. Både fordi han ikke ville gøre sig uvenner med den familie, men også fordi hun trods alt havde hjulpet ham, helt uden beregning. Han havde bare lyst, en hyggestund i høet ville være en ganske fin afslutning på sådan en nat. Han måtte bare acceptere, at det så ud som om, at det var en af de gange, han ikke kunne få det, som han gerne ville. Selv Romain, hans ubehagelige storebror, han kun selv kunne se, var ikke dukket op for at forsøge at overtale ham til det ene eller det andet. Heldigt for pigen.

"Det gør du da," svarede han med et stort smil, mens hans fingre fandt et nyt strå, han begyndte at rykke i småstykker, for at holde dem fra hende. "Allerede?" Hendes ord om solen fik ham til at dreje sig i halmen og se mod et af de små beskidte vinduer, der dog ikke lod til at afsløre nogen form for lys udenfor, men det var svært at sige. Hvis han skulle være ærlig, havde han ikke styr på tiden. Han kunne bare smide sig i sengen, når han kom hjem, og tage sig et par timer. Det var sjældent, at nogen forstyrrede ham.
Der kan man se, natten er smuttet fra mig.

Han kneb øjnene lidt sammen, da hun snakkede om sin mester.
"Det var da ikke et tidspunkt at jage sådan en uskyldig ung kvinde ud på. Helt alene." Han satte et ansigtsudtryk op, der udtrykt misbilligelse, inden han lagde hovedet på skrå og smilede. "Skal jeg ikke følge dig hen til din mester, så kan jeg altid vise min næse frem og lokke bøllerne en anden vej, hvis de dukker op?"

[Svea Købmand]

Svea var måske en smule naiv, men hendes hoved fungerede ellers fint nok, selvom hun ikke havde noget behov for at virke klog.
"Det var mig selv der gjorde det." Sagde hun og trak på skuldrene. "Jeg ville absolut se min familie, så jeg skyndte mig tilbage inden det blev for sent, men så blev det sent og så skete alt det her." Sagde hun og trak på skuldrene.
"Men nu må jeg hjem." Sagde hun og rejste sig op. "Du er velkommen til at følge med mig hvis du har lyst. Min Mester vil nok ikke være imponeret over din næse, men det er da en god undskyldning for at jeg er træt imorgen." Forklarede hun.
"Mit navn er Svea forresten, skal vi smutte?" Spurgte hun og gik mod døren til stalden.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel kunne ikke lade være med at smile over hendes ord om, hvorfor hun var så sent ude. Hun havde da ben i næsten, den lille. Det måtte han give hende. Han havde stadig lyst til at se, hvad hun havde under kjolen, men han holdt fingrene for sig selv. Det blev ikke lige hende, men måske han skulle smutte forbi et af sine sædvanlige steder, når lysterne trængte sig på. Også selvom det var midt om natten.

Som hun kom op at stå, gjorde han det samme med en lille latter.
"Jeg synes du har gjort et ganske godt stykke arbejde." Han lod fingrene glide over næseryggen, der føltes lige så lige og pæn som altid. Det havde han godt nok været heldig med. Efter de ture, den havde fået, burde den være mere skæv end en drabant i blæsevejr.
Svea. Våbensmed. Regnede han med hun var lidt endnu. Godt at vide. Han fulgtes med hende ud i mørket, og selvom han småsnakkede og forsøgte at få hende til at grine på vej hjem til hendes mester, holdt han godt øje med de tomme gader. Men det var netop det. Tomme. Håndværkerne måtte have givet op. Det var også en kold nat.

Inden de nåede helt frem til Sveas mester, undskyldte Gabriel sig og forsvandt ud i mørket. Kulden havde sat en dæmper på hans lyster, og han var egentligt ret træt, så han tøffede hjem i seng i stedet for. Om aftenen vidste han mere om Svea end hun nok ville bryde sig om, men sådan var det, når Tyvekongen fik færten af en og benyttede sig af sit netværk. Det var altid godt at vide noget om dem, man måske kom til at møde igen.

// Out