Urostiftere

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre slap et lille, muntert fnys og kom op at stå igen. "Ikke udpræget, men retfærdigvis, så var jeg også sulten inden," konstaterede han.

Før han slap hendes hånd eller flyttede mere på sig, lagde han sin egen frie mod hendes kind og lænede sig frem for at trykke et blidt kys mod hendes læber.

[Marie Merchande]

Marie slap en dæmpet lyd i forståelse, før hun løftede hagen og lukkede øjnene, da Parsiprestre kyssede hende. Der var gået tilpas mange dage uden nærkontakt til at det var nok til at få en lille smule sommerfugle i maven af. Hun åbnede kun langsomt øjnene igen og så over på ham med et nyt blik. Varmt.

"Sæt dig ned," bød hun i en imitation af ham, som ikke lød nær så hård, nu hvor hendes udtryk var så meget mildere. "Jeg tror faktisk jeg bliver sulten af at skændes med dig. Du er en hård modstander."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre strøg en tommelfinger over hendes kind og smilede et skævt smil, der afslørede antydningen af tænder. "Mh," medgav han og slap hende.

"Jeg mistænker, at du foretrækker det sådan, hustru," svarede han med et lille glimt i øjet, før han gik om og tog sin plads igen.

[Marie Merchande]

Marie kunne stadig mærke hans finger over hendes kind, da han svarede hende. Hun rødmede modstræbende en smule præcis hvor han havde kærtegnet hende og skjulte et svagt smil ned i det bæger med vin, som hun knapt havde rørt.

"Jeg har trods alt giftet mig med en mand, hvis første samtale jeg havde med, var et mundhuggeri," musede hun, halvt for sig selv. "Det er frygtelig passioneret..."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre satte sig og tog selv en tår, før han samlede sit bestik på og skar et stykke af sit kød. Han hævede et bryn af hende.

"Frygteligt?" udfordrede han, før han stak maden i munden og tyggede.

[Marie Merchande]

Marie hævede selv et bryn af Parsiprestre og skar et stykke stegt kål over. "Lad være med at se sådan på mig. Det ér frygteligt. Du ved udmærket at det også er... Noget andet."

Deres første gang havde trods alt startet som et skænderi. Og den næste også. Hun rømmede sig og prøvede at glemme lige dé tanker.

"Du ved vel også, at jeg nyder at styre huset her? Det var kun vrede og sårede følelser, der talte."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var ikke sikker på, om han var enig i, at det var frygteligt, selvom de sidste dage da havde været pressede. Han forventede trods alt ikke, at de ville have mange skænderier, der strakte sig i dagevis, men måske var det naivt.

"Mh," lød det fra ham og det kurvede let ved hans læber, måske en smule provokerende, men ikke i alvor. "Jeg ved udmærket, at du godt kan lide at bestemme. Det vidste jeg længe før vi blev gift."

[Marie Merchande]

Marie fnøs over Parsiprestres svar. Hendes blik spillede dog, imens hun både tyggede og rystede langsomt på hovedet af ham.

"Den er god med dig, Mester 'du er ikke undskyldt'," konstaterede hun, da hun havde sunket. "Så kommanderende..."

Hun betragtede ham med et glimt i de mørke øjne. Hun havde ikke fuldstændig hadet det, selvom det i situationen havde gjort hende vred.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre skammede sig ikke. Han var generelt en mild og godmodig mand, men han var ikke kommet til sin position uden også at kunne være bestemt. Det var en god grund til, at han var blevet valgt som borgerskabets repræsentant i rigsrådet.

Han tog en tår vin og blikket spillede lidt. "Jeg har aldrig påstået at være modsat," påpegede han.

[Marie Merchande]

Marie tyggede en mundfuld mere med kål og kød i sig og sank, før hun smilede sitrende og rystede på hovedet.

"Spis godt. Jeg tror vi har noget vi skal have indhentet senere..."

[Parsiprestre Merchande]

Det var en glimrende opfordring og Parsiprestre var ikke sen til at tage imod den. Han huggede dog ikke i sig, men var udmærket i stand til at fortsætte samtalen.

"Jaså," svarede han. "Her formoder jeg ikke, at det er regnskaberne, du taler om..."

[Marie Merchande]

Maries mundvige sitrede og hun hævede begge bryn let, før hun trak på skuldrene.

"Måske. Vi har en hvis historik med skrivebordet på dit arbejdsværelse," musede hun. "Så hvis du gerne vil tale regnskaber imens, skal jeg ikke stoppe dig..."

[Parsiprestre Merchande]

Parisprestres blik spillede underholdt, mens han tyggede en god bid kød mere. "Mh," lød det fra ham, før han tog en tår vin og satte kruset fra sig igen.

"Hver ting til sin tid," svarede han og vidste godt, hvad han gerne ville fokusere på.

[Marie Merchande]

Marie smilede skævt og tilfreds og tyggede selv lidt mere mad i sig, før hun sank det sammen med en tår vin.

"Jeg kunne godt tænke mig, at du fokuserede helt på mig," konstaterede hun, før hun fugtede læberne. "Jeg har savnet dig..."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre smilede selv svagt og spiste noget grønt, før han indtog mere kød. Det blev skyllet ned med en mådeholden tår, mens han slap en bekræftende lyd.

"Jeg har heller ikke nydt de sidste nætter," konstaterede han.