Urostiftere

[Marie Merchande]

Marie drak en tår vin. Hun hadede alt ved det. Han, der lød så rolig. Hun, som var ved at krakelere. Hendes hånd rystede.

"Det er ikke kun noget jeg føler," svarede hun. "Når du ikke involverer mig i noget så stort, som har betydning ikke kun for Sarah selv, så ved jeg godt at det også er fordi vi ikke er et rigtigt ægtepar. Det er min fejl, at jeg... Har ladet mig rive med. Du behøver ikke forsøge at glatte ud. Jeg ser klarere nu. Jeg vil undlade at bebyrde dig med mine følelser. Bare du vil lade mig passe mit eget liv. Måske kan du finde en husbestyrer."

Hendes mave gjorde ondt. Hun var ikke sulten mere, så hun rejste sig. "Undskyld mig."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestres mine var alvorlig. "Sæt dig ned," sagde han, da hun endelig var færdig med at tale og denne gang var det en ordre. Måske det mest bestemte, han nogensinde havde lydt overfor hende.

"Du er ikke undskyldt."

[Marie Merchande]

Hårene i Maries nakke strittede brat, da Parsiprestre ikke bad hende, men nærmere beordrede hende. Det blik hun sendte ham gnistrede af harme og på en måde var det en lettelse. Det var en simplere følelse end sorgen.

Hun var fristet til at kyle noget efter ham, men i stedet sank hun ordløst ned på sin plads igen og betragtede ham med ilden flammende i sit indre. Hun var hans hustru og hun havde lært at lystre, men det var ikke noget, der faldt hende naturligt. Samtidig kunne hun ikke tillade sig at opføre sig værre, for han havde gjort hende en tjeneste, da han accepterede hende som hustru. Det var hun bevidst om. Han kunne have ladet hende vanære sig selv.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre lod sig ikke anfægte af hendes vrede. Om noget, var han måske selv en anelse vred nu, men det var autoritet, der var i hans stemme, da han talte.

"Jeg anser mig selv for at være en rummelig mand, men jeg tolerer ikke at få ord lagt i munden," lagde han ud, men fortsatte, før hun kunne afbryde.

"Jeg har på intet tidspunkt anset vores ægteskab for andet end rigtigt. Hvis du ikke ønsker at dele min seng, så vil jeg ikke tvinge dig, men du er min hustru og du er en del af denne husholdning og du vil bidrage til den."

[Marie Merchande]

Maries kæbe blev spændt. Hun lukkede fingrene om sit krus, kun for at have noget at gøre med fingrene. Hun havde mere lyst til at kaste med noget, men sådan gjorde pæne damer kun i en absolut krisesituation.

"Hvis du ikke vil have lagt ord i munden, så kunne du bare have sagt noget mere," konstaterede hun vredt. "Og har jeg ikke bidraget? Har jeg ikke kørt denne husholdning så glat, at du ikke har behøvet at skænke det en tanke?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre så hende direkte ind i øjnene. "Det har du, og hvis du har bemærket det, så har jeg stolet på dig med det fulde ansvar siden det øjeblik, du blev min hustru," begyndte han.

"Jeg har aldrig anset dig som andet end en fuldgyldig del af dette hjem. Så nej, jeg vil ikke ansætte en husbestyrer, for det er din pligt."

[Marie Merchande]

Marie bed hårdt sammen. Hendes øjne stak igen og nu flød de over. Da hun talte var hun forarget over at hendes stemme rystede lidt til gengæld hævede hun den ikke.

"Hvis jeg skal styre din husholdning, så skal du også inkludere mig. Jeg er ligeglad med om du har givet din datter et løfte. Jeg kan godt holde på en hemmelighed. Du aner ikke hvor meget jeg allerede holder på."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var ikke upåvirket af tårerne, men det skulle ikke hindre dem i at tale. Han havde døtre og havde været konfronteret med frustrationstårer før.

"Du er måske ligeglad, men det er jeg ikke," svarede han. "Jeg er ganske enkelt uenig med dig i, at jeg ikke inkluderer dig. Det er sandt, at jeg ikke fortalte dig om Sarahs situation, men det er også et enkeltstående tilfælde og det er netop det, at min datter har tillid til mig, der gør, at jeg selv overhovedet hørte om brylluppet. Den tillid er jeg ikke villig til at sætte over styr. Jeg er ked af, at det måtte være sådan, oprigtigt, men Sarah kender dig ganske enkelt ikke, som jeg gør."

[Marie Merchande]

Marie tørrede sine øjne og snøftede let ind. Hun rystede på hovedet. "Men du forstår ikke hvor ydmygende det er, at høre om på torvet, når jeg netop troede, at jeg var en del af denne her familie nu. Når jeg... Elsker..."

Hun sank en klump. "Familien." Hun stirrede på ham. "Og dig."

[Parsiprestre Merchande]

Parisprestre forventede ikke helt det næste og hans bryn trak sig sammen, alt mens skuldrene sank et stykke. Han tog en dyb indånding, før han rejste sig og gik om på den anden side af bordet. Gled ned på et knæ.

"Jeg er ked af det, Marie," sagde han, mildere nu og forsøgte at tage hendes hånd. "Jeg kan ikke ændre på det nu, men jeg håber, at du tror mig, når jeg siger, at det aldrig er mit ønske, at du skal føle dig uvelkommen."

[Marie Merchande]

Marie fulgte Parsiprestre med blikket, til han sank ned ved siden af hende. Det gav et lille sug i maven og hun lod ham tage sin hånd i sin, imens hendes hjerte bankede hårdt i brystkassen.

Da han undskyldte, forløstes noget i hende. Hun havde manglet den undskyldning for at kunne komme videre og ved den, faldt der flere tårer, men det var mere i lettelse end i sorg. Hun snøftede let og rømmede sig, før hun nikkede.

"Jeg tror dig," medgav hun. "Det fik mig til at føle mig så ubetydelig. Udenfor. Når jeg så gerne vil være... Din hustru, Parsi."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre lukkede fingrene om hendes hånd og selvom han let kunne frustreres over hende, så var han ikke i tvivl om sine egne, varme følelser.

"Marie," sagde han, mere ømt nu. "Det er det sidste, jeg ønsker. Jeg elsker også dig, hvis du vil lade mig gøre det. Kom tilbage."

[Marie Merchande]

Maries mellemgulv trak sig sammen over kærtegnet. Hun blinkede lidt og så sagde Parsiprestre tre ord, som ændrede det hele. Hendes mund faldt lidt åben. Hun stirrede på ham et øjeblik, før hun nikkede langsomt. Han elskede hende? Hun indså at hun græd igen og snøftede lidt mere. "Ja," svarede hun hæst. "Jeg skal nok. Jeg vil. Selvfølgelig."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre åndede let ud. "Godt," svarede han og klemte om hendes hånd. Han smilede svagt.

"Så kan vi måske spise lidt nu?"

[Marie Merchande]

Marie klemte tilbage om Parsiprestres hånd og kom til at le over spørgsmålet. Ikke fordi det egentlig var sjovt, men fordi hun var så lettet. Hun trak hånden til sig, men kun for at tørre øjnene.

"Okay," medgav hun. "Får du appetit af at skændes?"

Hun smilede svagt. Det føltes meget lettere nu, hvor hun vidste... Hun ville gemme de tre ord i sit hjerte i lang tid. Selvom hun utvivlsomt ville blive vred på ham igen, så var det noget definitivt andet at være vred på en mand, der elskede hende.