Seks måneder senere

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau af Lemaux havde levet et halvt år som fin adelsfrøken. Hun havde en mor og en far, en søster og to brødre. Hun gik ture i Paladsets have, havde mødt kongen, dronningen og gik i daglig skole for at indhente alt hvad hendes opvækst som håndværker i Odriara bestemt ikke havde lært hende. Hun kunne danse fornemme danse nu, læse flydende og skrive... Nogenlunde. Hun havde kun brugt det få gange til at skrive til Estienne af Chales, for han havde ikke været god til at give hende et sted at skrive hen.

På trods af alt det, var hun igennem det hele besluttet om, at vente på ham. Hun afviste de første bejlere og da hun havde hørt af bagveje at de også alle tre havde kaldt hende grimme ting bag hendes ryg, fortrød hun ingenting. Så begyndte hendes fader dog at blive mere insisterende. Hun var gammel og snart havde hun ingen nyhedsværdi, så hun skulle afsættes. Hun nægtede først, men bukkede til sidst under for presset og medgav at gå en tur igennem byen med en tredje søn af en eller anden baron. Det betød også, at hun ankom til byhuset, hånden på den tredje søns arm, netop i det øjeblik Estienne gjorde. Først troede hun, at det var et syn. Så indså hun eksistensen af ham, slap brat armen og styrede direkte imod Esti uden mange adelsfrøkenshæmninger.

[Estienne af Chales]

Estienne havde været væk i et halvt år. Han havde ærligt troet, at det havde været længere, for han havde sagt, at han ikke ville komme tilbage, før han havde noget at tilbyde. Intet var gået helt, som han havde forudset.

Han var i sidste ende endt med at tage til Chales, men ikke til lensborgen. I stedet havde han rejst rundt i kendt, skjult for sin far, og havde hjulpet, hvor han havde kunnet. Det var nødvendigt og det var åbenlyst for ham, hvor megen skade, hans far havde voldt.

Og så, en dag, for over måned siden, var nyheden pludselig nået ham. Hans far var brat gået bort. Et hjerteslag, fik han siden at vide. Og uanset, hvor meget far og søn hadede hinanden, betød det, at Estienne pludselig var lensherre. Han var ankommet til borgen med en følelse af at være en bedrager, men ingen andre higede efter at tilrane sig det ludfattige len.

Meget var hændt siden da, ufatteligt meget og Estienne havde ikke skrevet til Ysa. Det burde han måske have gjort, men det havde han ikke. Nu var han rejst til hovedstaden for at sværge sin loyalitet til majestæten, men før han kunne det, var der en, han måtte se. Han forventede ikke at finde hende så hurtigt, endnu ude på gaden og han spærrede øjnene op, først ved synet af hende på vej mod sig, så ved synet af den lamslåede mand bag hende.

Det var primært sidstnævnte, der brat fik ham til at tage et skridt tilbage og gøre noget så lidt Estienne-agtigt, som at bukke. "Nådigfrøken Lemaux," hilste han formelt.

[Ysabeau af Chales]

Estienne trak sig væk, inden Ysabeau kunne hoppe ind i hans arme. Hun så forvirret ud. Følte sig næsten forrådt over høfligheden. Et fnys kæmpede sig vej ud af hendes næse og nåede ikke at blive stoppet. Hun spændte lidt i kæben. Så nejede hun stift.

"Nådigherre Chales," svarede hun med hamrende hjerte og ønskede kun sin ledsager langt væk, så hun havde Estienne for sig selv.

"Jeg er sikker på at min familie ville invitere Dem ind, hvis ikke jeg var kommet først," konstaterede hun.

"Tak for gåturen," afviste hun uhæmmet den tredje søn. Så åbnede hun selv døren til byhuset.

[Estienne af Chales]

Estienne havde levet med et dårligt ry i årevis, havde ikke gjort meget for at forsøge at ændre det, men nu var han nødt til det. Nu handlede alt om det og han kunne ikke lægge ud med at gøre noget upassende, især ikke, hvis Ysa havde relationer til en anden adelsmand.

Dén tanke blev en smule altoverskyggende og han skottede til den måbende adelsmand, men i og med at han alligevel ikke kunne gøre noget, bukkede han blot meget let for den fremmede mand og fulgte, måske en smule nervøst, efter Ysa ind.

[Ysabeau af Chales]

Ysa var nådesløs. Det var måske ikke det klogeste træk. Til gengæld var det hende, lige op og ned. Det kunne hun ikke løbe fra. Hun åbnede døren, holdt den for Esti og sansede hverken tredje søn eller den tjener, der kom hastende for at overtage dørholdningen. Hun skred med et brus af skørternes stod mod den nærmeste stue og standsede der, for at vende rundt imod Estienne med udvidede næsefløje og røde kinder.

"Så?"

Mithras, hun kunne ikke forhindre sig selv i at lyde håbefuld.

[Estienne af Chales]

Estienne var en lille smule overvældet og alt andet end upåvirket af at se Ysa igen, men han holdt sig selv i nakken, huskede at han ikke bare kunne gøre, hvad han ville.

Så han stillede sig, med passende afstand og rømmede sig let. Hænderne lukkede han bag ryggen, i det øjeblik tydeligt opdraget i militæret.

"Jeg tror det er bedst, hvis der var en anstandsdame til stede, før vi taler," påpegede han, uden helt at kunne kende sig selv i ordene, selvom de var sande og han mente dem.

[Ysabeau af Chales]

Ysas blik lynede over den form for respons. Hun bed sammen og stirrede på Estienne, den absolut tåbelige mand.

Så, rank og værdig, gik hun over gulvet, åbnede døren og tilkaldte en tjenestepige, som hun fik ind i rummet, før hun drejede sig utålmodigt mod Estienne igen.

"Er du tilfreds nu?"

[Estienne af Chales]

Estienne kunne godt se, at Ysa var rasende og han tænkte for sig selv, at hun muligvis stadig ikke helt forstod det, han havde sagt, da han var taget afsted. At det var nødt til at være ordentligt. Men han kunne leve med det og nikkede da også blot til hendes spørgsmål, selvom det let kunne have fordret et sarkastisk svar.

Han blev stående hvor han var, på passende afstand og vægtede sine ord lidt. I sidste ende måtte han dog først vide. "Manden udenfor. Er han en... Bejler?" Han havde været ved at sige forlovet, men dét ord ville ikke ud.

[Ysabeau af Chales]

Ysa var måske nok vred over afvisningen, men hun var også boblende under det. Boblende over at se ham og ufattelig ligeglad med den mand hun lige havde efterladt. Hun tænkte ikke engang på ham og hævede begge bryn, da Estienne nævnte ham. Så viftede hun lidt afvisende med den ene hånd.

"Kun formelt," svarede hun på odriaransk, velvidende at tjenestepigen ikke forstod et hak af det. "Greven har meget svært ved at acceptere et nej. Og også to, tre, fire nej'er..."

[Estienne af Chales]

Det var en lettelse, sådan da. Estienne tog en dyb indånding og nikkede. Han fugtede sine læber og da han svarede, var det også på - et mere gebrokkent - odriansk.

"Det er godt at se dig."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeaus skuldre sank lidt ved det. Vreden sev stille og roligt ud af hende og hvad der var tilbage blev til et svagt træk ved mundvigene, ikke mindst over hans udtale. Hun nikkede langsomt.

"Jeg har savnet dig," svarede hun, imens hendes mørke blik hvilede på ham. "Og dit dumme ansigt."

[Estienne af Chales]

Et skævt smil strøg kort over Estiennes ansigt og fik ham til at ligne sig selv, selvom han generelt havde en anden alvor over sig nu, end han havde haft før. Hans blik sagde, at det var gengældt.

"Jeg sagde, at jeg ikke ville komme, før jeg havde noget at tilbyde," konstaterede han, denne gang på falanistisk. "Det mente jeg."

[Ysabeau af Chales]

Det prikkede i Ysabeaus nakke, da han fortsatte på falanistisk. Hun blinkede, så over på tjenestepigen og foldede så, meget langsomt, hænderne bag ryggen og rankede sig. Hun vidste ikke om det var det hun forestillede sig der kom nu, men Mithras hun håbede det. Hun trykkede læberne lidt sammen et øjeblik og vippede op på tæer og ned igen.

"Ja," svarede hun endelig. "Det sagde du. Også selvom jeg sagde at det var ligegyldigt for mig," påmindede hun ham. "Så. Har du noget at tilbyde mig nu?"

[Estienne af Chales]

Estienne åbnede og lukkede hænderne bag ryggen, nervøs, selvom han mente at kunne se håbefuldheden i Ysas blik. Det var da heller ikke primært hendes reaktion, han var nervøs for.

"Ja," svarede han og rømmede en hæshed væk. "Ja, det har jeg. Så jeg er her for at tale med di- Deres far."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau tog en hørlig indånding og tyggede så ned om sin underlæbe. Hun havde ikke mestret adelsfrøkenens facade og var gennemskuelig som glas. Hun nikkede igen. Tjenestepigen havde vist også gennemskuet det nu og stod og vred hænderne lidt. Ysa havde ingen opmærksomhed tilovers til hende. Hun sank en klump.

"Mmh. Ja. Selvfølgelig," svarede hun blot og mærkede sit hjerte hamre. "Hvis du er interesseret i mit svar, er det ja..."