Seks måneder senere

[Estienne af Chales]

Estienne kunne ikke lade være med at smile drenget over hendes ord og i et øjeblik gnistrede hans blik let, mens han bøjede hovedet let frem. Så nikkede han og klarede halsen.

"Absolut," svarede han simpelt, men sigende og tillod sig et øjeblik, hvor han bare så på hende.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeaus mave slog kolbøtter og hun skar en lille, munter grimasse. "Så selvtilfreds," mumlede hun med et glimt i øjnene.

"Jeg må hellere tale med Greven først," konstaterede hun. "Han er... Ja. Det er bedst. Kan du vente her?"

[Estienne af Chales]

Estienne blinkede og var umiddelbart ikke enig i, at det var bedst. Han havde endnu ikke fortalt Ysa, hvad der havde forandret sig og tøvede også med at gøre det.

"Er det?" indvendte han, mest for at stoppe hende. Så blev han lidt urolig. "Hvorfor?"

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau vippede lidt frem og op på tæerne, før hun sank ned igen og rynkede panden.

"Han er en sur gammel mand," svarede hun på odriaransk. "Og jeg har tænkt mig at fortælle ham på en pæn måde, at han kan lade mig gøre det her, præsentabelt og rigtigt, eller jeg kan nægte at gifte mig med nogen af hans forslag og blive en ægte skandale."

[Estienne af Chales]

Estienne havde lyst til at sukke opgivende eller himle med øjnene. Han undlod. "Nej," svarede han i stedet, denne gang på odriansk.

"Jeg fortalte dig, at det er vigtigt for mig at gøre det ordentligt," sagde han, lidt mere indtrængende. Så bad han. "Jeg vil gerne have, at du giver mig en chance."

Og et var stensikkert. Hvis hun gjorde, hvad han pønsede på, ville Estienne aldrig opnå hendes fars respekt.

[Ysabeau af Chales]

'Nej,' skulle hun lige til at svare vantro, da Estienne fortsatte. Hun kneb øjnene lidt sammen og så på ham, før hun tog en dyb indånding og viftede lidt i luften med den ene hånd.

"Fint. Men hvis han afviser dig, så gør jeg det," svarede hun i en let trussel.

Hun sænkede skuldrene lidt og hendes mundvige sitrede. "Ugh. Ordentligt. Jeg troede du var min chance for at blive gift med en sømand i stedet for en adelig," drillede hun.

[Estienne af Chales]

Estienne åndede ud. Han ville ikke sige, at han var lettet, men han troede, at det var en bedre løsning. Ved hendes ord smilede han svagt, men rystede også på hovedet.

"Jeg har aldrig rigtigt været en sømand," konstaterede han. "Men jeg håber, at du vil have mig alligevel."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau trykkede læberne sammen om det dummeste lille smil over Estiennes ord. Hun nikkede.

"Det ved du godt at jeg vil," forsikrede hun. "Gabriella," henvendte hun sig til tjenestepigen. "Vis Nådigherre Chales op til Greven."

Hun vendte blikket mod Estienne med et par hævede bryn og et ansigtsudtryk der sagde 'se hvor adelig jeg er blevet.'

[Estienne af Chales]

Estienne smilede svagt over hendes udtryk, men han var også dødsensnervøs, skønt han aldrig ville indrømme det. Så fulgte han med tjenestepigen. Måske burde han havde sendt besked først, men han havde frygtet en øjeblikkelig afvisning.

Han gennemgik, hvad han ville sige. At han ville tilbyde hende en titel som baronesse, at han ville bruge pengene, som Lemaux havde betalt ham til at få sit len på fode igen og at han ville ændre Chales' ry. Sidstnævnte var nok det største løfte af dem alle og han anede ikke, hvordan det ville gå. Men han måtte prøve.

[Ysabeau af Chales]

Da de var gået, holdt Ysabeau hænderne op foran munden og hvinede ind i dem. Hun hoppede lidt på stedet på en ret ufeminin måde og fik følelsen ud af kroppen - eller prøvede. Hendes skæbne blev igen afgjort af mænd og det passede hende dårligt.

På sit kontor blev Greven forstyrret af en nervøs tjenestepige. Han brummede at han ingen aftaler havde med Chales, men lod alligevel nådigherren få foretræde. Han rejste sig ikke, da døren blev åbnet for den unge mand, der var kommet med hans yngste datter. Han var her vel for at tigge flere penge for sin dåd...

[Estienne af Chales]

Estienne var ikke så vant til at stå skoleret, ikke siden Livgarden, og han så ikke just sig selv som en bejler eller ærligt en særligt erfaren adelsmand.

"Deres Nåde," hilste han dog baronen og bukkede. "Jeg beklager, at jeg kommer uanmeldt, men mit ærinde er vigtigt og jeg håber, at De vil lytte til mig."

[Ysabeau af Chales]

Baronen betragtede den unge mand med et hævet bryn. Han var ikke let at imponere og han var det bestemt ikke af Chales. Alligevel kunne han næppe nægte, at lytte til den mand, der havde bragt en af hans blod tilbage fra de døde. Derfor medgav han, efter en kort nedstirren, med et nik.

"Tal," bød han.

[Estienne af Chales]

Estienne blev stående, respektfuldt og foldede hænderne bag ryggen igen. "For en måned siden gik lensbaronen af Chales, min far, bort," begyndte han, velvidende at nyheden ikke for alvor var nået hovedstaden.

"Det betyder, at jeg nu besidder titlen og landet og jeg ønsker en bedre fremtid for mit len," fortsatte han og satte ind med pointen, før baronen kunne afbryde ham. "Det betyder også, at jeg har mere at tilbyde end før, selvom der ligger meget hårdt arbejde forude. Ikke desto mindre er jeg kommet for at anmode om Deres yngste datters hånd."

[Ysabeau af Chales]

Baronen ville have afbrudt. Ingen tvivl. Han lod blikket glide op og ned over den berejste unge mand, der nu havde samme rang, omend ikke samme senioritet, som ham. Han bildte sig et øjeblik ind, at Chales bad om Sophie af Lemaux's hånd og ville have gryntet af latter. I stedet bad han, selvfølgelig, om Ysabeau. Den hjemvendte. Han kneb øjnene sammen.

"Hun har andre ægteskabstilbud," konstaterede han. "Fra mere velhavende familier med langt højere status."

Bevares, også fra en tredje søn, men det ændrede ikke på at han havde ret. "Tro ikke, at De har førsteret, fordi De kom
Slæbende med hende ud af rendestenen."

[Estienne af Chales]

Estienne var vant til at blive betragtet som skidt. Han og hans familie havde ingen særlig anseelse hos adelsstanden og selvom det altid var salt i et åbent sår, så lod han det prelle af. Fordi det ellers ville stå i vejen for det, han gerne ville.

"Det tror jeg ikke, Deres Nåde," svarede han. "Jeg forventer ingen særbehandling. Jeg kan blot sige, at jeg ville gøre alt i min magt for at give Deres datter et godt liv. Vores lener er naboer og uanset udfaldet, ønsker jeg en god alliance mellem os."

Han tog en dyb indånding, men han var alvorlig. Tænkte på Ysa, men også på sit len. Det var tanken om førstnævnte, der fik ham til at tilføje: "Det ville jeg gerne gøre med Nådigfrøken Ysabeau ved min side. Og jeg tror, at hun ønsker det samme." Vidste, men det var for kålhøgent at sige.