Korte blikke på lange pile

[Victoire Brygger]

Victoire var på tynd is og hun kunne kun forsøge at redde sig selv. Hvis Simone ikke var... Men hendes blikke? Hendes smil? Hun vidste at hun ikke var på vildspor og så alligevel?

"Nej," forsikrede hun. "Nej, du har ikke gjort noget forkert. Slet ikke. Du er helt... Perfekt."

Idiot.

[Simone af Zorete]

Det var forunderligt, hvor anderledes Victoire virkede nu. På kroen havde hun været selvsikker, flirtende, fisket efter komplimenter. Nu virkede hun mere ved siden af sig selv og Simone blev lidt bekymret.

Hun standsede og tog blidt ved Victoires arm i opfordring om at gøre det samme. "Er der noget i vejen?" spurgte hun med oprigtig bekymring under venligheden.

[Victoire Brygger]

Victoire bandede. Hun var ligefrem og åben, men det havde sine bagsider. Hun åndede lidt ud, selvom det burde have været skønt at gå på Simones arm.

"Du bliver sikkert vred," fik hun frem. "Jeg beklager. Jeg burde ikke engang sige det, men det er ikke den slags sød jeg synes du er. Jeg har lyst til at gå på din arm og flirte med dig. Ikke venskabeligt. Vær rar ikke at slå mig. Vi behøver ikke gå ud til skoven. Jeg kan bare gå tilbage alene."

[Simone af Zorete]

Simone lyttede med sammentrukne bryn. Så så hun lidt forarget ud. Forarget, men ikke vred eller frastødt.

"Tror du virkelig, at jeg ville slå dig?" røg det fra hende, nærmest chokeret.

[Victoire Brygger]

Victoire krympede lidt. Hun trak armen til sig da Simone ikke gjorde. Håbede hun fik pilene igen. Hendes svendestykke. Det havde været uendeligt dumt at overgive det i andres arme.

"Du er sikkert ikke tilfreds med at jeg siger sådan noget til en pæn adelig som dig og det kan jeg... Det kan jeg godt forstå. Undskyld.

[Simone af Zorete]

Simone var stadig lidt forarget over, at Victoire troede, at hun kunne finde på at være voldelig. Ikke fordi det var fuldkommen urimeligt, de var jo stadig tæt på fremmede, men fordi det var så langt fra den hun var.

"Stop," sagde hun og forsøgte at gøre det lidt mere mildt, selvom det stadig var bestemt. De stod fortsat overfor hinanden og Simone fik gjort sit ansigt lidt venligere. Håbede hun. "Stop med at undskylde. Hvis jeg må få et ord indført?"

Hun smilede svagt.

[Victoire Brygger]

Victoire lukkede munden og klemte så læberne sammen for at forhindre sig selv i at åbne den igen og komme til at tale videre.

I stedet nikkede hun langsomt, imens hun så Simone i øjnene. Yphion og Koarae. Hun var... Alt for pæn. Og så slet ikke rigtig vred ud...

[Simone af Zorete]

Simone prøvede at se alt andet end intimiderende eller skrap ud. Mild, smilende, men stadig alvorlig.

"Hvis jeg forsikrer dig om, at jeg ikke bliver vred og gerne vil have at du flirter," sagde hun, helt dæmpet. "Får det så din selvsikkerhed tilbage?"

[Victoire Brygger]

Victoire blinkede. Så rødmede hun lidt og rømmede sig. Hun nikkede igen. Ledte en smule efter sit mæle, som hun vist havde tabt på vejen et sted.

"Ja... Jo. Ja, det tror jeg. Men du må lige tilgive mig for at være nervøs for dig. Hvis du nu blev fornærmet over opmærksomheden, så har du nogen seriøse muskler der." Hun strejfede en arm og gøs lidt. "Jeg er lidt svag for en farlig kvinde. Dårlig selvopholdelsesdrift."

[Simone af Zorete]

Simone overså ikke komplimenten, men kunne ikke helt abstrahere fra det, den var pakket ind i. Det fik hende til at rynke lidt på brynene.

"Jeg ville aldrig slå dig," slog hun fast, fordi hun simpelthen var nødt til det og intensiteten i blikket talte sig eget sprog om, hvor alvorligt hun mente det. "Selv ikke, hvis jeg havde været forarget."

[Victoire Brygger]

Victoire blinkede. Så tog hun en dyb indånding og nikkede langsomt. "Nej," medgav hun. "Det... Det er jeg glad for."

Hun sank. Åh Yphion, det var voldsomt mere alvorligt end en flirt plejede at blive på så kort tid. Men det fik det også til at krible lidt i hele kroppen.

"Men du er ikke forarget," fik hun endelig frem og rømmede sig lidt. Så begyndte hun langsomt at gå. Ventede på at Simone fulgte. "Du er vist vandt til at folk tror du er en dreng," konstaterede hun. "Og flirter med dig, for du ville være en flot dreng. Men jeg kan endnu bedre lide at du ikke er."

[Simone af Zorete]

Simone faldt ind ved siden af Victoire og blev lidt tavs over hendes observation. Primært fordi den var chokerende korrekt.

"Det ved jeg ikke, om jeg kan," svarede hun med et skævt smil, selvom det egentlig ikke var en vittighed, men dødsens alvor.

Til gengæld var hendes blik på Victoire også åbenlyst fascineret. Hun vidste godt, at hun selv faldt udenfor normerne, men kropigen klædte sig ikke som en mand. Til sidst spurgte hun bare: "Flirter du aldrig med mænd?"

[Victoire Brygger]

Victoire så lidt tøvende ud over reaktionen, men så blæste hun det væk. Hun kunne godt lide Simones maskuline udstråling, uanset hvad.

Spørgsmålet fik hende til at rynke panden let. Hun tog en dyb indånding, kiggede sig lidt ekstra rundt for at sikre at ingen lyttede.

"Jeg flirter med alle, men jeg mener det sjældent med mænd. De fleste af dem er jeg virkelig uinteresseret i..." Hendes blik vandrede lidt over Simone. Slugte hende diskret med det. "Hvis nu du var en mand, måske..."

[Simone af Zorete]

Simones liv ville være nemmere, hvis hun var en mand. Det ville være lettere at passe ind, mindre hårdt at skulle kæmpe for alt og måske var det egentlig hendes primære grund.

Ordene fik hende til at se lidt paf ud, så lidt underfundig og måske lidt forlegen.

"Du får mig næsten til at rødme," svarede hun, lidt brysk, for ikke at lyde for feminin. "Jeg møder ikke tit nogen, der er så direkte som dig."

[Victoire Brygger]

Victoire kom til at le. Ikke fordi Simone var latterlig, men fordi hun var bedårende og samtidig så... Umph. Hun fugtede læberne og blafrede lidt med øjenvipperne.

"Hvis man vil opnå noget her i verden, må man give udtryk for hvad man er interesseret i. Og jeg tror, Simone Væbner, at jeg er ganske interesset i dig..."