Korte blikke på lange pile

[Victoire Brygger]

Victoire vidste ikke om det ville ske og i så fald hvordan. Hun havde stukket næsen frem og flirtet med en adelig og nu vidste den adelige, Simone af Zorete, hvor hun kunne findes.

Der gik en dag og så et par mere og Vic havde indset at hun nok ikke kom. Ikke efter den bemærkning hun selv havde smidt. Dumt. Dumt, dumt, dumt.

Hun var i færd med at gøre fjer klar, imens hendes læremester filede træ få meter væk, da døren gik op fra gaden til værkstedet.

[Simone af Zorete]

Simone havde tænkt på kropigen. Ikke konstant, men ofte. Hun var dog ikke så tilbøjelig til at stikke sin ridderherre dårlige undskyldninger, så hun ventede indtil der var en naturlig åbning for at nævne den invitation, hun havde fået til at teste pile for en pilemager i byen.

Lyksagligvis kom den hurtigt og endnu mere lyksagligt blev hun også opfordret til at tage afsted. Det var dog ikke derfor, at hun følte sig en lille smule nervøs, da hun åbnede døren - og så Victoire. Et skævt smil strøg over hendes læber.

"Godeftermiddag."

[Victoire Brygger]

Victoire rettede sig brat op. Hun havde fortalt sin mester om væbneren, men ikke nævnt at hun havde lagt op til hende. Åbenlyst ikke. Hun håbede heller ikke at Simone var der for at anklage. Hun havde inviteret... Havde hun ikke? Jo. Så hun fandt en mine at anlægge sig og fremtvang et smil af en slags.

"Velkommen!"

Hurtigt fik hun præsenteret de to, før hun halvt trak Simone ud i gården bag huset for at prøve pile af. Hendes hjerte hamrede lidt.

[Simone af Zorete]

Simone var ikke bevidst om, hvilken frygt Victoire nærede. Hun huskede stadig de afsluttende ord, men var ærligt også lidt i tvivl om, hvorvidt hun havde misforstået dem. Måske fordi det forekom hende alt for usandsynligt, at hun rent faktisk skulle møde nogen, der havde det som hende. Det spøgte alligevel i hendes tanker, da hun fulgte efter Victorie og hendes yndige kurver ud.

Blikket havde hun trukket til sig, da deres blikke mødtes igen. "Jeg har taget min egen bue med," konstaterede hun, selvom den del var åbenlys nok. En langbue skjultes ikke just på kroppen, heller ikke selvom den ikke var spændt.

Hun havde lyst til at sige noget mere. Nævne deres sidste møde, men vidste ikke just hvordan. Så hun nøjedes med at klare halsen lidt og smile skævt. Blikket var muligvis lidt undersøgende.

[Victoire Brygger]

Pilemageren havde et skur i gården og herfra fremdrog Victoire sine forsøg med langbuepilene. Hun havde en del med forskellige pilehoveder, som hun havde fået fremstillet hos en våbensmed.

"Vi har ikke plads til at øve skud herinde i kvarteret, så normalt går vi ud gennem Sydporten til det første skovstykke."

Hun så tøvende ud. "Men du må selvfølgelig også gerne låne dem med op til paladsets træningsområde. Jeg vil ikke prakke dig mit selskab på."

[Simone af Zorete]

Simone mente egentlig at buens tilstedeværelse var svar nok på, hvad hun havde tænkt. Faktisk havde hun nærmest ikke tænkt på, at hun bare kunne hente pilene med op til træningspladsen. I hvert fald ikke uden betaling.

"Hvis jeg tager dem med, har du ikke muligheden for at se, hvordan pilene flyver," pointerede hun.

[Victoire Brygger]

Victoire var lettet. Hun smilede helt automatisk og rankede sig lidt. "Meget sandt. Og med dig ved min side er det jo helt ufarligt at gå gennem udenbyen."

Det var ganske vist ikke et slumkvarter, men det var heller ikke det mest ordentlige sted, ildelugtende som det ofte var, hvor slagterne og garverne holdt til.

[Simone af Zorete]

Simone kom til at slippe en lidt munter lyd. Det var sandt at sige ikke der hun færdedes mest, men det var også højlys dag og hun var ikke bekymret.

"Har du tid nu?" spurgte hun, videre til sagens kerne. "Ellers kan jeg komme tilbage."

[Victoire Brygger]

Victoire tog en hurtig indånding. "Jeg spørger lige om jeg må," svarede hun med dårligt undertrykt iver. Hun ville så gerne.

Kort efter var hun tilbage og halvt på vej ind i skuret efter flere pile.

"Hvis han spørger dig, er du en potentiel kunde på vegne af din ridder," svarede hun i en halv hvisken. "Og måske... Er det faktisk sandt?" Hendes blik gnistrede.

[Simone af Zorete]

Simone blinkede over ordene. Det var jo årsagen til, at hun var der, blandt andet, men Vics ord indikerede helt klart, at hun antog det andet for det primære grund. Det var vel... Rigtigt.

"Selvfølgelig er det sandt," svarede hun først. "Men... Jeg ville også gerne se dig."

[Victoire Brygger]

Victoires hjerte bankede lidt og hun var standset op med pilene i hænderne, før Simone fortsatte og hendes skuldre faldt.

"Åh. Ja. Godt, godt. Jeg tror det her må være nok. Skal vi gå?"

Hun manglede i den grad noget overtøj, men hendes hoved var ikke heeelt klart i nærheden af Simone. Åbenbart.

[Simone af Zorete]

Simone så på pilene. Så så hun på Victoire, der virkede anderledes nu fra den selvsikre, flirtende version, som hun først havde mødt på kroen. Hun rømmede sig lidt.

"Ja," svarede hun. "Men måske en kappe? Der er utvivlsomt kun koldere udenfor bymuren."

[Victoire Brygger]

Victoire så op, blinkede og kom så til at le lidt af sig selv. Hun rystede på hovedet.

"Selvfølgelig. Jeg ved ikke hvor mine tanker er." Løgn. Hun vidste det.

"Øjeblik. Gå bare gennem værkstedet. Jeg kommer ned om lidt."

[Simone af Zorete]

Simone så lidt undrende ud, men smilede også skævt og nikkede en enkelt gang. Hun selv var fornuftigt klædt på og det var intet problem at vente udenfor på Victoire.

Mens hun gjorde, spekulerede hun lidt på de ting, som kropigen havde gjort og sagt - og hvad det betød.

[Victoire Brygger]

Victoire var kun et øjeblik om at iklæde sig en solid kappe i vadmel og dundre ned af trapperne igen. Hun greb hele bundet med pile i en læderrem og stod snart på gaden, et stort smil.

"Så. Lad os gå. Hvad sagde du egentlig til dine venner forleden? Undrede de sig ikke?"