Korte blikke på lange pile

[Simone af Zorete]

Simone følte smilet lidt som et slag i maven, der tog pusten fra hende. Men modsat på træningspladsen, var det her på en god og lidt overvældende måde.

En munter lyd undslap hende og hun trak på skuldrene, som hun faldt ind ved siden af Victoire.

"Ikke rigtigt," svarede hun. "Hvis jeg gør noget, de ikke forstår, slår de det tit hen som en kvindeting." Hun lød lidt opgivende, men trods deres mangler, var det stadig hendes venner. Det var ikke let at falde ind som kvindelig væbner.

[Victoire Brygger]

Victoire kom til at le over den idioti, som hun kendte alt for godt fra mænd generelt og håndværkere specifikt. Hun fnøs og rystede på hovedet. "Mm... Jamen det ér åbenbart en kvindeting," musede hun. "Det er jo to kvinder, det drejer sig om."

Hun blinkede let til Simone, da hun fangede hendes blik.

"Men ret få ville kalde det vi skal i dag særlig feminint, hm?"

[Simone af Zorete]

Simone hævede et bryn, men fnøs så muntert og en smule tørt. Hun følte sig aldrig for alvor feminin og havde før uddelt øretæver til de kammerater, der gjorde forskel, fordi hun var født kvinde.

"Heldigvis ikke," svarede hun med nogen tilfredshed. "Det er meget sjovere end nogen af de kvindelige dyder."

[Victoire Brygger]

Victoire så i et længere øjeblik på Simone efter dét svar og overvejede lidt hvad det mon betød. Hun hankede lidt op i sin tunge last og rømmede sig.

"Jeg kan nu godt lide kvindelige ting," konstaterede hun. Hun gik også i kjole og ikke i bukser, selvom det med hendes profession kun ville være moderat chokerende at begynde på. Hun havde ikke lyst. Hun kunne lide at være feminin på nogen områder. "Bare ikke kun kvindelige. Har du aldrig kjole på? Håret fint sat?"

[Simone af Zorete]

Simone noterede sig, hvordan Victoire hægtede op i pilene og uden at tænke nærmere over det, rakte hun ud for at tage byrden fra hende. Som var det den logiske løsning.

Til gengæld så hun også decideret ukomfortabel ud over det næste spørgsmål. Omtrent lige så meget, som hvis det havde været en mandlig væbner, der havde fået det. Næsten, i hvert fald.

"Kun under tvang," svarede hun, en kende forbitret. "Det er jeg heldigvis fri for, når jeg skal bære min uniform til banketterne."

[Victoire Brygger]

Victoire så et øjeblik overrasket ud, da væbneren tog pilene fra hende, men så faldt hendes skuldre lidt og hun nød både letheden og den selvfølgelighed Simone havde taget byrden med. Hun kiggede lidt spekulativt på Simone, men smilede også helt svagt.

"Mm. Din uniform," gentog hun. "Hvordan ser den ud?"

Hun forsøgte ikke at lyde alt for drømmende, men hun drømte nok lidt.

[Simone af Zorete]

Simone så lidt overrasket ud over spørgsmålet, eller måske snarere tonefaldet, og rettede blikket mod Victoire. Hendes blik var lidt undersøgende, før hun kom til at smile skævt igen.

"Vi har mere end én slags uniform," konstaterede hun. "På paladset er det ikke nødvendigt med rustning og ringbrynje. Til officielle begivenheder bærer jeg i stedet en pragttunika i min ridderherres farver. Rød og guld."

[Victoire Brygger]

En hørlig indånding afslørede hende. Victoire rømmede sig lidt for at skjule det. Hun tænkte over Simone, klædt i skinnende klar rød og guld, håret måske flettet stramt tilbage, ryggen rank. Hun forsøgte at banke tanken ud af hovedet og stirrede lidt frem for sig.

"Du er sikkert... Meget flot i det," erklærede hun alligevel med følelse. Nok endnu mere i ringbrynje, men den tanke gik slet ikke. "Jeg er glad for at vi har dig til at passe på os. Og... Andre selvfølgelig."

[Simone af Zorete]

Simone var ikke trænet nok i attraktionens kunst til helt at fange de små tegn, der afslørede Victoires tanker. Uheldigvis. Hun skulle ellers havde været glad for at kende dem.

For nu smilede hun bare og slap en dæmpet lyd. "Det er en ære," svarede hun og mente det. Blikket fik en lille glød.

"Og en fornøjelse, lige nu."

[Victoire Brygger]

Victoire fik lidt farve i kinderne over svaret og slog blikket ned. Ikke så meget koket, som slet og ret lidt forlegen. Hun følte næsten at hun fysisk savlede over væbneren, imens Simone bare gik rank og fin og ikke var påvirket. Det var så forvirrende.

"Du er alt for venlig," forsikrede hun. "Jeg er smigret. Næsten genert." Hun smilede og det var tydeligt at generthed ellers ikke var et træk hun ofte afspejlede.

[Simone af Zorete]

Simone var adelig og havde lært fra helt lille ikke at være alt for åbenlys omkring sit følelsesliv. Hun vidste ikke, at Victoire tolkede det som upåvirket. Til gengæld var hun ret blød for at se følelserne udspille sig på pilemagerens ekspressive ansigt.

"Genert?" gentog hun nysgerrigt. "Hvorfor det?"

[Victoire Brygger]

Victoire blinkede lidt. Så tyggede hun ned i sin underlæbe. Yphion og Koarae. Hun kunne ikke blive ved med at gå rundt om den varme grød.

"Fordi... Jeg synes du er vældig sød," svarede hun forsigtigt.

[Simone af Zorete]

Simone kunne ikke helt aflure, hvorfor Victoire så så forlegen ud. Hun skulle tage sig selv i at gøre det, som hun netop havde beskyldt de andre væbnere for, og afskrive det med, at hun ikke helt forstod rigtige kvinder. Det var en fjollet tanke.

"I lige måde," svarede hun, uden at læse for meget ind i ordene. "Det er der ingen grund til at være genert over."

[Victoire Brygger]

Åh Mithras. Victoire åndede tungt ud. Umuligt. Hun kastede et langt blik på Simone.

"Ikke sådan," svarede hun opgivende og kom til at le.

"Åh. Glem det," besluttede hun, for måske - bare måske - anede Simone virkelig ikke hvad hun mente. Og så var det farligt at mere end antyde.

[Simone af Zorete]

Simone følte helt klart, at noget gik hen over hovedet på hende. Hendes bryn trak sig let sammen og der var mild bekymring at spore, selvom smilet ikke var helt forsvundet.

"Sagde jeg noget forkert?"