Jordskælv

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde ikke set Nathaniel Guérisseur i en måned og i løbet af den måned var alt skredet. Hun havde forsøgt at se ham, kun for at blive afvist af de præster, der fortalte, at han ikke var tilgængelig. De første par gange tænkte hun, at det måtte være et tilfælde.

Omkring slutningen af januar blev hun syg. Maveonde, tænkte hun først. Lugte, smage, endda synet af mad fik hende til at kaste op og i god tro sendte hun bud efter en helbreder. Det blev begyndelsen på enden.

Efter flere besøg i templet, hvor hun hver gang mødte afvisning, sprang hun til den konklusion, at han havde fravalgt hende. Gjort sig usynlig efter han havde fået, hvad han ville. Det efterlod hende både rasende og desperat efter en løsning og hendes sidste besøg i templet faldt samme eftermiddag som hun henkastet nævnte Olivier Aubergiste for sin far.

Forlovelsen var endnu ikke på plads, men det var et spørgsmål om formaliteter. Cecily indsmigrede sig, som hun gjorde bedst og lod som om, at hun ikke halvdelen af tiden kæmpede en kamp for at holde sit maveindhold nede. Lod som om, at hun ikke var i en konstant tilstand af panik. Lod som om, at hun ikke havde en hemmelighed, der kunne ødelægge alt.

Det betød også, at hun måtte arbejde. Hun foregav, at det var resterne af den stædige sygdom, der fik hende til at se bleg ud og selvom hun ikke helt var sit vanlige, strålende selv, så stod hun med rank ryg foran væven og førte tråden. I dag kunne arbejdet ikke distrahere tankerne.

[Nathaniel Guérisseur]

Efter et besøg i midten af januar, var Nathaniel blevet kaldt ind i ypperstepræstens gemakker. Her ventede flere andre af hans brødre og i to timer stod han ret foran dem og forsøgte at forsvare sine natlige besøg. Forsøgte at snige sig udenom deres anklager. Præster kunne danne par med præstinder. De kunne ikke tillade sig natlige besøg af en håndværkerfrøken. Hvad ville samfundet sige?

Han havde gjort det før, konstaterede de. Men dengang havde det hjulpet at flytte ham, så nu var en forflytning også sat i værks. Rædslen han følte fortalte ham en del om hvordan han han havde det med Cecily, men indledningsvis gik han med på planen, imens han begyndte at lægge sin egen.

En måned senere forlod han templet en tidlig morgen. Han havde sine ting gemt lige udenfor, bag en statue i en bunke. Han samlede dem op, forlod tempelkvarteret og sneg sig ind i en lade, hvor han klædte om til tøj han var kommet til på ærlig vis. Brune hoser, en tunika i en sart blå og en hat, der snurrede sig omkring hans hoved. Sækken med hans gamle tøj slæbte han over skulderen.

Det var sådan han trådte ind hos Cecily. En mand på flugt. En desperat mand. Han slog slåen for. Vidste hvor den sad.

[Cecily Guérisseur]

Cecily hørte lyden af døren, men vendte sig ikke med det samme. Før hun kunne nå at sige noget, hørte hun dog lyden af slåen. Hun stivnede, snurrede rundt og så på ryggen af en mand, som hun ikke genkendte.

"Hvad foretager De Dem?" forlangte hun, stemmen skarp, som havde hun ikke den øjeblikkelige, indlejrede frygt, som alle kvinder voksede op med.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel vendte sig rundt og blev næsten forpustet af synet af hende igen. En måned var gået og det var bestemt for meget. Han tog sig til hjertet.

"Det er mig, Cecily. Ingen anden." Han nærmede sig. Regnede med at hun ville have det som ham - hungrende. Bare et lille kys måtte han stjæle, før han tilstod alt.

[Cecily Guérisseur]

Cecily spærrede øjnene op i chok. Blikket gled ned over ham, kunne knapt kende ham uden præsteroberne. Iskold panik greb hende og hendes hjerne slog lidt fra.

"Du kan ikke være her," sagde hun, forfærdet. Måske også lidt vred. "Gå. Nu."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel så chokeret ud over reaktionen, så langt fra hvad han havde forventet. "Nej," svarede han bestemt.

"Nej, jeg går ingen steder. Jeg er kommet for at gøre dig til min."

[Cecily Guérisseur]

Cecily vaklede. Ikke fysisk, men mentalt. Ordene fik et sug til at gå gennem hende. De stod i kontrast til det, hun havde overbevist sig selv om og det var som et spejl, der blev knust.

Så, som det næste logiske, sprang hun til, at han mente ordene i en fysisk forstand, for alt andet var umulig ønsketænkning. Hun rystede på hovedet.

"Jeg har ikke råd til at lade dig skabe flere problemer for mig," svarede hun, hvid som et lagen. Hendes ansigt var som en lukket bog. "Jeg skal giftes."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel stoppede brat. Han stivnede og blev bleg. "Hvad?" Stemmen var hæs. Han forstod intet.

"Nej... Nej, det kan du ikke," fik han frem.

"Du skulle jo giftes med mig."

[Cecily Guérisseur]

Ordene sendte et skud af elektricitet gennem hende. Noget ved hans formulering. Hånden var nær faret til mellemgulvet, men hun standsede bevægelsen. Gjorde sig i stedet hård. Fnøs dæmpet.

"Du er allerede gift," mindede hun ham om og formåede ikke at holde bebrejdelsen ude af sin stemme. "Med Mithras."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde fuldstændig glemt at han havde sagt de ord, men de ringede velkendt, da hun slyngede dem i hovedet på ham. Han blinkede, men fattede sig så.

"Jeg har forladt templet. De ville sende mig væk herfra. Væk fra dig. Det nægter jeg. Jeg forlader Mithras. Jeg er kommet for at bede om din hånd."

[Cecily Guérisseur]

Chok gled endnu engang over Cecilys ansigt, men denne gang oversteg det alt andet og hun måtte sætte sig på skamlen. Stirrede bare blegt på ham i flere sekunder, mens hun desperat forsøgte at få styr på sine tanker. At se det store billede.

"De blev ved med at sige til mig, at du ikke var til rådighed," sagde hun så, en smule hæst. "Jeg kunne ikke vente. Jeg var nødt til at gøre noget."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel så ganske uforstående ud. Han rystede langsomt på hovedet. "Ja... De mente du var en dårlig indflydelse. De ville sende mig væk. Men hvorfor..."

Han rynkede panden dybt. "Hvorfor skulle du giftes lige nu? Hvorfor kunne du ikke vente på mig? Give mig tiden? Jeg ventede en måned på dig..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily hørte bebrejdelsen i de sidste ord og hendes næsefløje udvidede sig lidt. Faretruende. Det var alt hun kunne gøre for ikke at snappe af ham. Indtil for få minutter siden havde hun endnu været af den overbevisning, at han undgik hende.

Læberne blev presset så hårdt sammen, at de næsten forsvandt. Hun havde ikke sagt ordene højt. Ikke en eneste gang. Nu kom de: "Jeg er gravid."

[Nathaniel Guérisseur]

Bleg. Nate blev ligbleg. Han manglede et sted at sidde og måtte nøjes med at gribe fat i bordet. "Gravid," gentog han. "Ved alle hellige..."

Han holdt hånden op for munden. "Med en anden? Nej. Nej, med mig. Du forsøger at få det til at ligne en anden? Fordi... Fordi du ikke kunne få fat i mig...?"

Han så på hende med en ny, afgrundsdyb sorg. Han måtte se muligheden i øjnene.

"Foretrækker du ham?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily så decideret morderisk ud, selvom han heldigvis hurtigt korrigerede sig selv. Hendes læber var helt smalle, men hendes hjerte hamrede i panik og det var godt, at hun sad. Hænderne rystede, men hun pressede dem ned mod lårene.

"Det er uvæsentligt," svarede hun, selvom noget i hende rykkede. Men hun havde ikke råd til sentimentalitet. "Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, at du kunne gøre. Din forestilling om ægteskab er en utopi," hørte hun sig selv sige, skarpt, mens hun havde lyst til at sige det helt modsatte.

"Præster forlader ikke Mithras. Hvad ville du overhovedet tilbyde mig?"