Jordskælv

[Nathaniel Guérisseur]

Nate rynkede panden dybt. Han måtte synke et par gange. Gravid med hans barn. Hun var gravid med hans barn. Han så på hendes mave et øjeblik. Så rettede han sig op og gik over til hende, før han faldt på knæ foran hende.

"Cecily Væver," begyndte han ømt, men også højtideligt. "Mit navn er Nathaniel of Heartwick. Jeg er den tredje søn af Grev Rowan of Heartwick og hans ægte frue, Marguerite. Jeg er udlært helbreder under Mithras og jeg sværger, fra her og til mit fædrende hjem i Blueton, at jeg altid vil kunne tage mig af dig. Du vil aldrig mangle noget og vores barn det samme. Du vil altid have et hus over hovedet, god mad og smukt tøj. Jeg tager hvad end jeg kan få af arbejde som helbreder for at sikre det. Hvis alt fejler, har jeg et hjem i Blueton, hvor vi vil være velkomne. Jeg lover dig, Cecily. Min furie. Du er min første prioritet. Altid."

[Cecily Guérisseur]

Cecilys hjerte rykkede sig op i halsen, da han kom nærmere. Og så. Så faldt han på knæ. Øjnene spærrede sig op over den information, han delte, men i sidste ende var det ikke det, der var væsentligt.

Ordene gav genlyd for hende og pludselig, uden forvarsel, var hendes øjne blanke.

Skuldrene faldt, som blev en usynlig tyngde løftet af dem. I flere øjeblikke var hun helt mundlam. Snøftede så ind. "Det kommer til at blive en skandale," svarede hun, men som hun sagde det, rykkede det op ved hendes læber og en enkelt, klar tåre sneg sig ned over hendes kind. Ordene lød ikke som en protest.

[Nathaniel Guérisseur]

Nate tog Cecilys ene hånd og kyssede den blidt. Så løftede han sin anden og tørrede tåren fra hendes kind. Et svagt smil trak i hans mundvige og spejlede hendes.

"Mm. Du er skandaløs," mumlede han drillende. "Men også fuldstændig forrygende, så de må sladre om os fra nu og til dommedag." Han tog en dyb indånding. "Bare du siger ja til mig. Og nej til den anden mand."

[Cecily Guérisseur]

Cecilys smil vandt lidt og knuden i hendes bryst syntes at løsne sig en tomme. Instinktivt knugede hun fingrene om Nathaniels, som var hun nervøs for, om han bare var en forestilling.

Hun fugtede sine læber, så ham i øjnene og for første gang følte hun rent faktisk en flig af håb. En flig af glæde.

"Du har ikke stillet mig spørgsmålet endnu," opfordrede hun dæmpet og den gammelkendte glød antændes i blikket. "Spørg mig."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel mærkede hendes knugende hånd og det gav ham håb. Mere håb endnu kom fra gløden i hendes blik og hendes opfordring; eller ordre. Han smilede og tog en dyb indånding.

"Cecily. Jeg anmoder om din hånd. Jeg lover dig alt hvad jeg har og alt hvad jeg er. Jeg lover at give dit barn et navn. Og dig, hvis du ønsker det."

[Cecily Guérisseur]

Cecily huskede pludselig første gang, hun havde set ham. Han havde forestået en vielse og det var hans måde at bruge ordene, der havde fanget hendes interesse. Den følelse genkaldte hun nu.

"Du er vanvittig," svarede hun dæmpet, men det lød mere som et kærtegn end noget andet. Hun smilede. "Og det må jeg også være. Ja. Jeg vil være din."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel smilede. Hans læber skiltes og han smilede bredt. Så trak han hende ned til sig for at kysse hende. Det var det første han havde haft lyst til. Det var stadig det han havde lyst til.

Han gjorde et grundigt arbejde ud af det, før han trak sig lidt med et smørret smil. Så faldt hans blik til hendes mave igen. "Et barn," musede han. "Tænk bare... Vent. Jeg troede du havde en amulet. Al den tid? Mithras... Sikke et fjols jeg er..."

Et lykkeligt fjols, så det dog ud til.

[Cecily Guérisseur]

Cecily fattede det knapt. Hvordan skulle hun kunne? Det var en brat omvæltning og det var ikke simpelt, men så kyssede Nathaniel hende og den hårde håndværkerkvinde blev temmelig blød. Hans følgende ord fik dog en lettere utilfreds lyd fra hende. "Lad være med at tale om idiotien. Jeg er udmærket klar over den," svarede hun, selvbrejdende. Og om ironien. Det gav hende myrekryb at tænke på, at der nok var nogen, der ville nyde hendes fald fra tinderne på moralens højborg.

Fingrene strøg over hans hals, skulder, mens hun tog synet af ham ind. Han var stadig knapt til at genkende i det almene tøj, men hendes hjerte hamrede. Og det var som om, at det hele gik op for hende der. At han var kommet for at gifte sig med hende, selv uden at ane noget om barnet.

"Jeg troede, at du undgik mig," sagde hun impulsivt, selvom hun ellers ikke var en, der indrømmede sine fejl. Nogensinde. "Det var også tåbeligt af mig, hm?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel rystede på hovedet. "Aldrig," forsikrede han. "Men de ville sende mig væk fra Levagny. Og jeg måtte forberede min exit. Jeg kunne ikke bare gå ud af døren den ene dag."

Han tog en dyb indånding. "Jeg har lovet dig at sørge for dig og det vil jeg. Men det kan godt tage et lille øjeblik, før jeg for alvor kan. Kan du som minimum holde fast i dit arbejde i den tid? Længere, selvfølgelig, hvis du vil."

[Cecily Guérisseur]

Det kriblede lidt i Cecily ved tanken om det, han havde gjort for hende, men hans næste ord bragte også den meget komplicerede virkelighed tilbage. Hun tog en indånding.

"Ja," svarede hun, selvom det ikke fuldt ud havde været drømmen. Nu så hun på Nathaniel og forbandede lidt, hvor stor en idiot hun var, samtidig med at hendes indre var blødere for ham end hun ville stå ved. Hun tog en indånding. Fattede sig. Og begyndte så at rykke brikkerne på plads.

"Men hvad er din plan? Hvor vil du bo, nu hvor du er gået fra templet? Hvilken betydning får det? Vil de lede efter dig - og kan du i det hele taget blot gå?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde rent faktisk lagt en plan. Ikke en fuldt formet en, men på vej. Han tog en dyb indånding.

"Jeg skal søge om frigivelse. Hvis grunden er ønsket at ægte, har jeg aldrig hørt om afslag," forsikrede han. "Men templet ejer det meste af hvad jeg har. Så jeg må finde arbejde som helbreder. Os er der heldigvis altid brug for og jeg er godt udlært, så jeg vil faldbyde mine evner og lade mig optage i lauget, hvis de vil have mig. Inden længe tjener jeg nok til et værelse et sted. Senere et hus. Inden du nærmer dig, kan jeg forsørge dig helt."

[Cecily Guérisseur]

Cecily anede ikke, at han var helbreder, men indtil for få minutter siden havde hun heller ikke vidst meget andet om hans baggrund. Det burde måske bekymre hende mere, end det gjorde. Hun var mere bekymret for, hvor hovedløs hans beslutning havde været.

Ikke nær så meget, som frygtet, viste det sig. Det fik hendes skuldre til at falde synlig og selvom der stadig var væsentligt flere usikkerheder end hun nogensinde ellers havde accepteret, så var det en hæderlig plan. Hun tog en indånding gennem næsen og nikkede så. I godkendelse, var det næsen.

"Vi venter så længe, som det kan lade sig gøre. Min far vil ikke godkende ægteskabet, før du er respektabel," konstaterede hun faktuelt. Det ville hun, under normale omstændigheder, naturligvis heller ikke, men det var irrelevant her. "Hvad med i nat? De næste nætter? Hvad var din plan for dem?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde, naivt og dumt, glemt at regne en far ind i stykket. En familie i det hele taget. Han var så fokuseret på Cecily. Men selvfølgelig havde hun en familie. Han nikkede langsomt, overvejede hvor længe det ville tage ham at blive etableret. En måned? To? Længe nok til at alle ville vide, når barnet kom, at det bestemt ikke var undfanget indenfor ægteskabet.

Han kom langsomt på benene, stadig med hendes hånd i den ene af sine. "Jeg er ikke uden midler," forsikrede han. "Nogen har jeg med, de fleste er i templets besiddelse. For nu. Jeg har nok til at klare mig en tid på mig nu. Nok til en del mere med resten, men jeg vil helst ikke sælge mine ting for at få et tag over hovedet."

[Cecily Guérisseur]

Der var noget lige dele berusende og dybt intimiderende ved tanken om, at han forlod hele sit liv. For hendes skyld. Cecily var ikke ydmyg, men måske stak det lidt. Hun tog en indånding, nikkede og rejste sig selv fra skamlen.

"Det er vanvid," gentog hun sig selv, men der var en umiskendelig glød i hendes blik. Læberne kurvede let. "Jeg håber, at du ved, at mit rygte var pletfrit, før jeg mødte dig."

[Nathaniel Guérisseur]

Nate lagde armene omkring Cecily. Kunne ikke helt lade være. Han hvilede sin pande mod hendes.

"Måske," medgav han. "But underneath the exterior, you were delightfully filthy," mumlede han på sit modersmål.

"Det håber jeg ikke forsvinder, fordi vi indgår det hellige ægteskab."