Blomster (s)

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs havde været gift i fire dage, da hun kom hjem fra et besøg på paladset med Igraine af Charenoy, for at møde de andre gifte adelsfruer hun kendte og blive lukket ind i deres klub. Det var en overvældende ting, så der gik et øjeblik fra hun kom ind på værelset, før hun indså forandringen. En hel buket lyserøde ranunkler stod i en krukke på det lille bord hun sad ved, når hendes kammerpige gjorde hende klar.

Hun blinkede, smilede mildt og da tiden kom til aftensmad, sad der en enkelt af blomsterne i hendes nydeligt opsatte hår. Hun var også i en lyserød overkjole med en lysegrøn underkjole, næsten den menneskelige udgave af blomsten.

Hun kom ind efter Jérôme og smilede strålende til ham.

"Tak for blomsterne."

[Jérôme af Charenoy]

Det havde været en impulsiv beslutning, hvilket i sig selv var noget Jérôme sjældent var, men ikke desto mindre havde han givet pigen besked på at sørge for blomster på sin hustrus værelse - såfremt hun kunne finde nogen årstiden taget i betragtning. Han havde ikke selv set dem, men holdt sit ord om, at værelset var hendes og han ikke ville komme der uden invitation, så da hun kom ind til aftensmaden, så han et øjeblik uforstående på hende.

Så dæmrede betydningen og han rømmede sig med et kort nik “Velbekomme.” Han rejste sig og trak stolen ud for hende “Jeg vidste ikke hvilke du bedst kunne lide, men udvalget er lidt sparsomt endnu.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs smilede stadig og da han kom tæt nok på, sneg hun et kys på hans kind, før hun satte sig ned.

"Det var meget betænksomt," forsikrede hun. "Jeg kan godt lide ranunkler. Og hvis du ikke vidste det, så elsker jeg lyserød." Hun pegede på blomsten og siden sin overkjole. "Meget betænksomt, Jérôme. Tak."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme nikkede igen uden helt at vide hvad han ellers skulle sige og skubbede stolen ind under hende, stadig med den svage følelse af læber mod sin kind “Det skal jeg prøve at huske.” Lovede han og satte sig tilbage på sin egen stol, for at begynde at spise. Det blev ved at trække svagt i hans ene mundvig mens han foldede sin serviet ud og han skævede fra kjolen, til blomsten i hendes hår “Når ret skal være ret, var det Colette der valgte dem. Jeg har ikke forstand på blomster.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs fnøs let, men smilede også over indrømmelsen. "Ærlighed er bedst," forsikrede hun. "Jeg skal ikke holde det imod dig, hvis det var på din ordre."

Hun fyldte sin tallerken med fisk og grønt og mos og gik ombord i det med en større livsglæde end de andre aftner i huset. Noget var tilsyneladende... Faldet lidt mere på plads.

"Jeg kan lære dig om blomster... Deres forskellige betydninger. Så du ved hvilke du kan give hvis du ønsker at signalere venskab - ikke til mig - at undskylde - måske til mig - at flirte..." Hun kunne ikke skjule hverken smilet eller de let varme kinder. "Kun til mig," tilføjede hun lidt forsinket, før hun tog en mundfuld mad.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme smilede svagt, smittet af hendes tilsyneladende gode humør den dag “Ordren var min.” Bekræftede han og fyldte sin egen tallerken, mens han diskret betragtede hende. Der var et eller andet forandret.. troede han, uden helt at kunne sætte fingeren på hvad.

Han spiste i tavshed mens hun talte, men de små konklusioner vedblev at plante små, underholdte træk ved hans mund “Og her er jeg så ordinær, at jeg bare plejer at tale til mennesker med ord.” Svarede han lidt tørt, men der lå en spøgende undertone. “Du lader til at have haft en god dag på paladset med Igraine?” Spurgte han videre, for at få snakket væk fra blomster og hvorvidt han skulle lære at tale med dem.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs fnøs lidt af hvad hun opfattede som humor. Meget tør humor. Hendes blik spillede og hun tog en mundfuld mad, som hun snart sank.

"Det var en god dag. Jeg var glad for at møde dem. Selvom de alle er frygteligt optagede af småbørn..."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme spiste mens hun talte, nikkede let for at indikere han lyttede og så op ved hendes afsluttende bemærkning “Det er vel meget naturligt?” Spurgte han, uden at have ret meget begreb om, hvad gifte kvinder talte om, når de var alene sammen. Børn virkede som et ret indlysende emne.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs trak lidt på skuldrene, men måtte medgive at det vel var naturligt nok for dem. Hun tyggede et par grøntsager i sig.

"Det er bare ikke så interessant, når man ikke selv har nogen," konstaterede hun og tænkte, at det ikke var lige nu hun nævnte sit manglende behov for at ændre på det forhold.

"Hvad taler mænd om?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme nikkede med antydningen af et smil. Det var i det mindste ganske forståeligt og han lagde ikke mere i det “Hvad taler mænd om?” Gentog han hende spørgende og tænkte over det et øjeblik “Det kommer vel an på mændene…” begyndte han for at købe sig et øjebliks betænkning endnu “Kvinder er et tilbagevendende emne.” Indrømmede han så med en trækning i den ene mundvig.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs hævede et bryn over hans trækken tiden ud og betragtede ham afventende. Så fik hans svar hende til at trække afslørende på smilebåndet og hun drejede hovedet væk for at skjule det lidt smørrede i det.

"Hm," brummede hun efter en stund. "Betyder det at dig og din bror også talte om kvinder?"

Hun kneb øjnene let sammen.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme nikkede denne gang uden at købe sig betænkningstid, men betragtede hende lige dele underholdt og undrende hen over bægeret med vin "Mhm..blandt andet" det var ikke fordi brødrene ikke talte sammen. Der var oftest bare mere behagelig tavshed og tillagte vaner mellem dem, end der var ord. Ord var ikke altid nødvendige for at få en mening igennem.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs åndede lidt ud. Et kryptisk svar. Men hun kunne vel heller ikke forvente en rapport. Ærlighed. Ikke i så nyt et ægteskab. Hun sad blot og håbede i sit stille sind at Jérôme ikke sad og tænkte på andre kvinder nu.

Det var måske selvoptaget, men hun håbede det ikke. Til gengæld ville han på sigt tænke på andre, hvis hun ikke snart gjorde noget, så hun brød tavsheden ved at rømme sig sig lidt.

"Kunne du tænke dig... Jeg mener... Jeg vil gerne... Måske... Bare prøve at sove sammen i nat," fik hun frem.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme uddybede ikke, tænkte måske ikke helt over, det måske var det hun gerne ville og ud over det, ville det ret naturligt åbne for samtalen han nyligt havde haft med sin bror og den følte han var noget, der skulle blive mellem dem.

Så han spiste videre indtil Alaïs rømmede sig og med det fik ham til at se op igen. Blikket blev på hende, mens hun hakkede sig frem til hvad der rørte sig i hendes tanker. Han sad et sekund, nikkede så “Min dør er åben.. “ svarede han så med et forsikrende smil “Og ja, det kunne jeg godt tænke mig.” Tilføjede han for at det ikke skulle lyde som noget han allernådigst godtog.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs rystede svagt på fingrene, men hun fik løftet sit krus og tog en tår af velsignet vin, før hun rømmede sig let.

Hun kunne ikke sige mere om natten. Kunne kun forsøge at forhindre tankerne i at løbe af med sig ved at bringe et helt nyt emne op.

"Når du rejser ud. Hvis jeg er helt alene her. Ville det så være muligt for mig at invitere nogen til at bo her? En veninde, min kusine?"

Ganske vist havde Emblin af Bar Van holdt øje med hende indtil nu, men hun var også en god veninde og betroet, trods aldersforskellen.